Her er højdepunkterne fra Ledelsens Dag 2023

14. november 2023

Missede du årets vigtigste ledelsesevent? Her kan du læse om alle højdepunkterne. 

Ledelsens Dag 2023
Gå til Action card

Tilmeld dig Ledelsens Dag 2024

Tilmeld dig, så er du sikret en billet til at live-streame Danmarks største digitale event for ledere. Det koster ikke en krone.

Bodil Nordestgaard Ismiris på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Ledernes administrerende direktør: »Tiden kalder på aktivistisk ledelse« 

I en verden, hvor konflikterne kommer tættere på og rykker helt ind på hver enkelt arbejdsplads, og hvor klimakrisen berører os alle, kan vi ikke overlade det til politikerne at løse alle udfordringerne for os. Derfor har alle ledere lige nu et ansvar, der rækker langt ud over deres stillingsbeskrivelse og deres virksomheders bundlinjer.

Sådan lød budskabet fra Ledernes administrerede direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, da hun indledte Ledelsens Dag 2023 på The Plant i København.

»Tiden kræver, at vi er aktivistiske ledere, og at vi udøver det, vi i Lederne kalder for bæredygtig ledelse,« sagde Bodil Nordestgaard Ismiris og fortsatte:

»Vi har et ansvar for, at den magt, som vi er betroet, bliver brugt til noget godt for ikke bare den nære, men også den fjerne verden. Til at træffe beslutninger til gavn for vores fælles fremtid. Det ansvar skal vi holde fast i og bruge som en kompasnål for alle vores ledelsesbeslutninger.«

Ledernes direktør understregede, at bæredygtig ledelse ikke kan reduceres til en ’blød, grøn og varm disciplin, hvor tingene er sort-hvide, og hvor det altid er krystalklart, hvad der er det rigtige at gøre’. Derfor er der mere end nogensinde før brug for ledere, der har deres meningers mod, og som træffer ansvarlige beslutninger til gavn for den verden, vi alle sammen er en del af, sagde hun.

»Bæredygtig ledelse er fyldt med saft, kraft og sværdslag. Bæredygtig ledelse kræver styrken til at navigere i svære dilemmaer og træffe hårde beslutninger. Nogle medarbejdere og forretningsområder bliver ramt, når ledere skal tænke langsigtet. Det har en pris at gøre det bedste for helheden. Bæredygtig ledelse er ikke en gratis omgang,« lød det fra Ledernes direktør.

Braw Bakir til Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Braw Bakir: »Det gælder om at være en person, som folk gerne vil hjælpe«

Der var grin blandt de 250 tilskuere på The Plant på Amager, og sikkert også blandt de 13.000, ledere der fulgte med online, da Nettos landechef Braw Bakir fortalte om sit første møde med Danmark. Latteren skyldtes ikke, at den kurdiske familie var flygtet fra Saddams Husseins styre i Irak, men kontrasten fra en millionby til den første bopæl i Danmark.

»Vi ankom i november 1997. Jeg havde forladt alle mine venner og alt det, jeg var glad for. Vi satte os i en taxa og kørte til Karrebæksminde. Ikke et ondt ord om Karrebæksminde, men i november…« sagde Braw Bakir.

Han fortalte om sin første tid i Danmark for at illustrere, at han har fået mulighed for at udvikle sig, og at det gælder om at gøre det godt, der hvor man nu er. Også selvom det kan virke udsigtsløst at komme fra Irak til Karrebæksminde i november.

»Vi taler meget om ansvar for egen læring. Men vi skal gribe folk, når de fejler og give dem en chance mere. Den chance har jeg fået,« siger han med henvisning til den leder i en Netto i Ringsted, der gav ham chancen, da familien var flyttet til byen. Bakir havde læst HHX og HTX i København, men var med egne ord endnu ikke god til dansk. Men han fik en chance, der udviklede sig til en lang karriere i Netto.

»En lærer i skolen var veninde med Lone, der var butikschef i Ringsted, og hun gav mig trygge rammer. Jeg tænkte, at jeg lige tager et år i Netto, men det er blevet til 19 år nu. Det, jeg prøver at sige er, at man skal være taknemmelig og prøve at være god, der hvor du er. Du ved ikke, hvad der sker i morgen. Så vær god der, hvor du er.«

At give andre chancen og lade dem begå fejl sammen med en ydmyghed over for at lære nyt, er noget han selv forsøger at efterleve som leder for 17.000 medarbejdere i Netto.

»Lad folk lave fejl, og grib dem når det sker. Og giv dem en chance mere og måske også en tredje. Og ansæt nogle, der er dygtigere end dig selv, der kan sparre og modspil. Og vær jordnær. Det gælder om at være ydmyg og en folk gider hjælpe. Jeg tror, det er derfor, jeg står her i dag,« sagde Braw Bakir, der i dag er øverste direktør for Netto i Danmark.

Pia Hauge og Katrine Sperling på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Pia Hauge og Katrine Sperling: Sænk tempoet i dit arbejdsliv – så du kan nå mere og i bedre kvalitet  

Kan du forestille dig et liv, hvor du får udrettet det vigtigste i bedre kvalitet, og hvor du også har tid til at snakke med dine børn, i stedet for bare at stikke dem en iPad, og hvor du ovenikøbet har overskud til at kysse lidt med kæresten?

Så er langsom ledelse måske løsningen for dig.

I hvert fald ifølge Katrine Sperling, kommunikationschef i Novo Nordisk, og Pia Hauge, forfatter og selvstændig ledelsesrådgiver, der præsenterede deres bud på en nynordisk ledelsesfilosofi, der kan skabe rammerne for et produktivt og bæredygtigt arbejdsliv med afsæt i den tænkende hjernes behov.

»Hvis vi forstår at give hjernen de bedste arbejdsbetingelser og sætte tempoet ned, kan vi nå mere og i bedre kvalitet,« lød det fra Katrine Sperling.

Hun begyndte selv at fundere over, om der findes en bedre måde at arbejde på, da hun blev ramt af et alvorligt stresstilfælde, der holdt hende væk fra jobbet i et helt år. Forløbet lærte hende, at der en grænse, for, hvad vores hjerne kan håndtere, og sammen med Pia Hauge gik hun i gang med at formulere, hvad de selv betegner som ’en pendant til dogmefilmene og nordisk gastronomi’.

»Jeg arbejder i dag færre timer, men får udrettet mere af det vigtige og i en rytme, der passer mig bedre,« lød det fra Katrine Sperling.

Pia Hauge henviste til en række undersøgelser, der viser, at 70 procent af vidensarbejdere aldrig oplever at arbejde uforstyrret i blot en enkelt time, og at vores evne til at koncentrere os er faldet drastisk de seneste 20 år, nemlig fra tre minutter til blot 47 sekunder.

»Jo mere travlt, vi har, jo mere brug har vi for at reflektere og bruge tiden effektivt,« sagde Pia Hauge, der sammen med Katrine Sperling gennemgik en række af de i alt syv dogmer, der udgør filosofien bag langsom ledelse, og som blandt andet rummer anvisninger til hjernepauser, fokustid og mental restitution.

Mette Lykke på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Mette Lykke: »Der skal mere end et meningsfuldt purpose til at fastholde medarbejderne«

Motoren i Mette Lykkes arbejdsliv har aldrig blot været at tjene penge. Hun vil gøre en forskel i verden. Som stifter og CEO i Endomondo var hun med til at skabe et onlinefællesskab for millioner af motionister verden over. Og nu står hun i spidsen for virksomheden Too Good To Go, der arbejder for at redde verden for madspild.

»Det er afgørende for mig, at der er et højere formål med det, jeg laver – en mulighed for at bidrage til at løse et større samfundsmæssigt problem,« sagde hun.

Og sådan er der ifølge Mette Lykke mange, der har det i dag – ikke mindst blandt de yngre generationer. Derfor er et stærkt og meningsfuldt purpose afgørende, hvis du vil tiltrække de rette medarbejdere.

Men, tilføjede hun, det gode purpose gør det ikke alene. Hvis medarbejderne skal forblive motiverede – og dermed have lyst til at blive i virksomheden – er du nødt til at også at skabe en meningsfuld hverdag for dem.

»Jeg ser det som min opgave at sikre, at medarbejderne oplever, at de gør en forskel i dagligdagen – og at de hele tiden får mulighed for at udvikle sig,« sagde hun.

Mette Lykke bruger derfor en stor del af sin tid på ”holde vejen fri for medarbejderne”, som hun formulerede det, så deres faglighed kan bringes mest muligt i spil. Og så er hun ikke bange for at kaste dem ud på dybt vand.

»Man snakker meget om psykologisk sikkerhed i dag. Og det er selvfølgelig også vigtigt. Men det kan også blive for sikkert. Alle har brug for at blive udfordret, hvis de skal holde sig skarpe og blive ved med at udvikle sig.«

Det gælder også for Mette Lykke selv, at hun konstant forsøger at genopfinde sig selv og sin måde at lede på.

»Når man arbejder i virksomheder, som udvikler sig så hurtigt som Too Good To Go – og som Endomondo også gjorde – er man nødt til at hele tiden at gentænke sin rolle. Der kommer nye og andre medarbejdere til i takt med virksomhedens udvikler. De områder, jeg skulle ind over for et halvt år siden, behøver jeg måske ikke længere at fokusere på, fordi vi har fået folk ind, som er meget dygtigere til netop det område,« sagde hun.

»Du når aldrig i mål som leder – det kan både være frustrerende, men også helt vildt spændende.«

Mette Lykke sluttede sig med at give et godt råd: Husk at tilgive dig selv som leder, når du laver fejl.

»Som leder bliver dine fejl ofte meget tydelige. Hvis du f.eks. står og vrøvler til en townhall foran 1.200 medarbejdere – eller under et tv-interview – kan man nemt få lyst til at slå sig selv i hovedet. Men det nytter jo ikke noget. Du er også blot et menneske, og derfor skal du huske at tilgive dig selv, når du fejler,« sagde hun og tilføjede, at hun i dag ser det som et privilegie at være leder, selvom det slet ikke var det, hun drømte om.

»Jeg har fundet ud af, at man som leder kan gøre en enorm forskel. Det er det, der motiverer mig.«

Claus Meyer på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Claus Meyer: »Alle ledere kan gøre noget ved det, der er vigtigt lige nu«

Skulle nogle være i tvivl om Claus Meyers engagement i, at Danmark med hans ord er gået fra at være et gastronomisk uland til at være et epicenter for velsmag, blev tvivlen fjernet ved hans indlæg på Ledelsens Dag.

Meyer, der kalder sig gastronomisk iværksætter, lagde fra land i højt tempo: »Madglæde er blevet set på linje med kortspil og masturbation; det, der fører dig direkte til helvede! Forkogte frosne grøntsager og den kolde skummetmælk, vi drak til maden i mit barndomshjem, passede til smagsidentiteten i måltiderne,” sagde han til stor latter fra salen.

59-årige Claus Meyer har blandt andet med sin etablering af Noma i 2003 været med til at ændre danskernes bevidsthed om det gode måltid. Han sagde til lederne i salen og dem, der fulgte med online, at alle, uanset branche, som privatmennesker og som ledere kan gøre noget ved det, der er vigtigt lige nu: At begrænse madspild og omstille den globale fødevareproduktion. Det har han lært, i forbindelse med de projekter han arbejder med nu, og som netop skal begrænse madspild.

»Læringen for mig har været, at man behøver ikke at være Bill Gates for at samle en gruppe mennesker og gøre noget filantropisk. Erfaringerne i Meyers viser, at vi helt uden tab af måltidslykke kan spise efter kostrådene og reducere CO2-udslippet,« sagde Meyer og understregede, at der også er penge at tjene for de virksomheder, der engagerer sig i grøn omstilling – for eksempel, at vi skal spise mere plantebaseret.

»Der ligger et kæmpe forretningsmæssigt potentiale i den grønne omstilling. Danmark er det perfekte laboratorium,” sagde Meyer og sammenlignede med andre initiativer, der tidligere har vokset sig stærke i Danmark: Andelsbevægelsen og ekspertisen inden for vindenergi. Claus Meyer sluttede med en opfordring til at handle. I fritiden hjemme ved spisebordet, og i arbejdslivet ude i kantinerne på danske arbejdspladser:

»Kampen mod klimakrisen skal også vindes i køkkenet og ved middagsbordet og hver og en af jer har mulighed for at bidrage.«

Jesper Theil Thomsen på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Jesper Theil Thomsen: Det er noget pjat at tale om særlig ledelse af unge 

Når alt kommer til alt, er der ikke forskel på at lede unge medarbejdere fra den såkaldte generation Z og alle andre medarbejdere. Faktisk er det misforstået, når nogle ledere og eksperter påstår, at generation Z har helt særlige krav og forventninger til arbejdslivet, og derfor også skal ledes på en bestemt måde.

»Min ærlige mening er, at det er noget pjat at tale om særlig ledelse af de unge fra generation Z,« lød budskabet fra Jesper Theil Thomsen på Ledelsens Dag til de 250 deltagere på The Plant i København og over 10.000 onlinedeltagere.

Jesper Theil Thomsen stiftede Soundboks, da han var blot 18 år. I dag er han 28 og CEO for omkring 100 ansatte med en gennemsnitsalder omkring de 30. Den yngste er 19, den ældste 72 år, og de har begge lige så stort udbytte af Soundboks’ værdier, som alle de andre ansatte i 20erne, fastslog Jesper Theil Thomsen.

De fire værdier i Soundboks er:

  • Klarhed. Man skal vide hvornår man er en succes
  • Kontekst. Medarbejderne skal vide, hvorfor ledelsen gør, som den gør
  • Medinddragelse. Medarbejder skal inddrages, især i de ting, som er tæt på deres hverdag
  • Autenticitet. Man skal kunne være et helt menneske på arbejdspladsen både som medarbejder og som leder

»For mig er det fire principper for god ledelse, ikke kun ung ledelse,« lød det fra Jesper Theil Thomsen.

Ud over at opfordre alle tilhørerne til at møde alle medarbejdere – ung som gammel – som mennesker, i stedet for at tænke i ’generationskløfter’, talte Jesper Theil Thomsen også meget ærligt om den tvivl, som stadig følger ham i jobbet. For eksempel om, hvorvidt han overhovedet er den rette mand på CEO-posten. Det spørgsmål satte han selv til debat på et fællesmøde for alle 100 ansatte for nylig, efter at Soundboks havde leveret nogle sløje regnskabstal.

»Hvorfor inviterede jeg tvivlen ind?« spurgte Jesper Theil Thomsen og svarede selv: »Fordi jeg havde brug for at give medarbejderne et højere niveau af kontekst og inddrage dem, så de selv kunne blive en del af løsningen. Som leder havde jeg også brug for, at de havde en tro på vores projekt og på mig som leder,« sagde Jesper Theil Thomsen.

Han slog fast, at han personligt er overbevist om, at han ikke er den eneste leder, der af og til tvivler på sig selv.

»Jeg vil vædde min venstre arm på, at jeg ikke er den eneste leder i Danmark, der sidder med den tvivl. Efter otte år som CEO i Soundboks har jeg lært, at tvivlen føles mindre tung, hvis vi taler om den.«

Sheela Søgaard
Foto: Christian Als

Sheela Søgaard: »Gode ledere har deres personlighed med på arbejde. Hver dag!«

»Jeg har besluttet mig for at tale om det, der optager mig allermest,« indledte Sheela Søgaard, da hun talte på Ledelsens Dag 2023.

»Og det er, hvor vigtigt det er som leder at vise personlighed. Ellers tror jeg ikke på, du kan skabe den motivation blandt medarbejderne, der skal til for at skabe store resultater.«

Og store resultater må man sige Sheela Søgaard har skabt. Hun har som topchef transformeret BIG til et internationalt, succesfuldt megabrand. Og så blev hun sidste år kåret til Årets Leder.

Til syvende og sidst er det resultaterne, du bliver målt på som leder. Og dem opnår du kun, hvis du giver noget af dig selv om leder, påpegede hun.

»Medarbejderne kan mærke, hvis du ikke er til stede. Så selvom jeg i dag er topchef, prioriterer jeg at tale med mine medarbejdere og spørge ind til deres opgaver, men også selv byde ind med de tanker og bekymringer, jeg går rundt med,« sagde hun.

Samtidig er det dog vigtigt, understregede hun, at du som topchef holder en vis distance til dine medarbejdere.

»Den personlige kontakt må ikke overskygge det, som er din vigtigste opgave – nemlig at træffe de rette forretningsmæssige beslutninger på det rette tidspunkt.«

»Kunsten er af finde den rette balance,« tilføjede hun.

Thomas Terney på Ledelsens Dag
Foto: Christian Als

Thomas Terney: Kunstig intelligens er en spand benzin på effektivisering

I løbet af det seneste år er Thomas Terneys hverdag som leder forandret markant. Det fortalte han på Ledelsens Dag i sit indlæg om potentialet ved kunstig intelligens.

»Jeg har det, som da jeg første gang gik på nettet eller så en iPhone,« sagde Terney, der har en ph.d. i kunstig intelligens og er CEO i startuppen Athlee.com.

»Kunstig intelligens er blevet sammenlignet med elektriciteten, og det er i min optik på ingen måde en overdrivelse.«

Konkret har hans hverdag ændret sig ved, at han griber nye opgaver an på en helt anden måde.

»Jeg er med i en startup, hvor jeg er i konstant dialog med et hav af forskellige fagligheder. For et år siden ville jeg holde indledende møder, men i dag begynder processen på Chat GPT eller noget lignende. Jeg spørger den om, hvilke 10 spørgsmål, en ekspert ville stille for at løse en bestemt opgave. Det gør jeg med stort set alle mine arbejdsopgaver, uanset hvilke fagligheder, jeg skal være i kontakt med. Jeg får hurtigt en klar beskrivelse af opgaven. Jeg får ikke en udtømmende løsning, men det giver et bedre udgangspunkt for at holde de møder, jeg skal have med folk, der har en stor faglighed inden for det pågældende område.«

Også hans daglige arbejde med programmering har ændret sig. Her mærker han en voldsom effektivisering, fortalte Terney.

»Nu skal jeg ikke skrive særlig meget sammenlignet med tidligere. Det er en slags autocomplete på steroider. Det er en voldsom produktivitetsforøgelse på 20-50 pct. Samtidig kan vi reducere antallet af møder og mails. Kunstig intelligens er ved at ændre den måde, vi kommunikerer på mere end mail og teams osv. har gjort det.«

Thomas Terney nævnte også arbejdet med strategier, som et punkt, hvor kunstig intelligens kan blive en vigtig medspiller.

»I kender sikkert, at man sidder med nogle papirlapper om strategi og sætter dem op på en væg, men så falder folk måske lidt sammen på stolene både fysisk og mentalt. Nu kan vi tage et billede af de sedler og bede teknologien om hjælp til, hvad vi skal gøre. Kunstig intelligens er en spand benzin på effektivisering.«

Margrethe Vestager på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Margrethe Vestager går benhårdt efter magten, men har samtidig stor respekt for den

»Det nytter ikke noget at sidde og vente på, at nogen tilbyder dig det næste job; du må selv række ud efter det, du gerne vil opnå.«

Sådan siger den danske EU-kommissær – og måske kommende formand for Den Europæiske Investeringsbank – Margrethe Vestager i en film, som du kan se herover, og som netop er blevet vist på Ledelsens Dag.

Margrethe Vestager var i syv år partiformand for Radikale Venstre, inden hun i 2014 blev EU-kommissær. Siden 2019 har hun tillige været ledende næstformand i EU-Kommissionen. Bakket op af den danske regering kæmper hun lige nu for at blive formand for Den Europæiske Investeringsbank. Om det lykkes er stadig et åbent spørgsmål. Men Margrethe Vestager lader sig ikke slå ud, hvis posten går til en anden.

»Jeg har lært, at det faktisk er okay at sige: ’Det job vil jeg gerne have’, velvidende at det måske ikke lykkes. Tit er det værste, der kan ske, såret forfængelighed. Og det kommer man sig over,« forklarer Margrethe Vestager i filmen, hvor hun også sætter ord på, hvorfor hun har meget stor respekt for magt, som hun beskriver som ’afhængighedsskabende’:

»Magt er et redskab, man har til låns for at kunne løse en opgave. Men hvis først man har fået den, er det forbløffende let at begå den fejltagelse at tro, at man har den til evig arv og eje. Det betyder ikke, at jeg ikke falder i gryden en gang imellem, men det skulle meget gerne betyde, at jeg ikke misbruger min magt, og at jeg kan levere den tilbage igen, når der er en anden, der skal løse mine opgaver,« lyder det i filmen.

Andre Rogaczewski på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

André Rogaczewski: »Jo mere du omfavner kunstig intelligens, jo større er chancen for succes«

Pinterest skulle bruge 41 måneder på det. Instagram 30 måneder. TikTok blot ni. Og så er der ChatGPT.

Den hypede chatbot nåede 100 millioner aktive brugere på blot to måneder, hvilket gør den til den hurtigst voksende digitale planform nogensinde – og et forvarsel på, hvor stor indflydelse AI – kunstig intelligens – vil få på vores tilværelse.

Sådan sagde André Rogaczewski, CEO i Netcompany ved sin tale til Ledelsens dag 2023.

»Det kommer til at påvirke vores allesammens liv og hverdag – det gælder ikke mindst ude i virksomhederne«.

Derfor bør du som leder forholde dig til, mener han, hvordan du kan vende AI til din fordel. Kunstig intelligent kan nemlig være med til at gøre dit og dine medarbejderes arbejde mere interessant. Men det kræver, at du griber teknologien og dens muligheder rigtigt an.

»Mange af de administrative opgaver vil blive overtaget af AI. Jeg tror for eksempel ikke, at der er mange ledere eller medarbejdere, der kommer til at læse hele bunken af jobansøgninger igennem om fem år. Det bliver en opgave for AI, som lynhurtigt kan analysere sig frem til de bedste kandidater og automatisk sende svar til ansøgerne,« sagde han.

Ifølge André Rogaczewski vil ledelsesrollen i højere grad end i dag komme til at handle om strategi og innovation.

Om at forholde sig til, hvorfor man gør, som man gør. Og hvordan man fremover kan gøre det endnu bedre. Med andre ord: Om at stille de rigtige spørgsmål.

»Som leder kommer du til at lede flere og flere mennesker, som er længere væk fra det rutineprægede administrative og tættere på det nyskabende,« sagde han.

At AI i fremtiden vil overtage en lang række af de mere administrative opgaver i virksomheder, er ikke ensbetydende med, at ledere bliver overflødige. For der vil stadig være medarbejdere af kød og blod at lede.

»Med AI vil nogle job forsvinde, men nye vil også komme til. Og så længere der er medarbejdere i virksomheden, er der også brug for ledere til at guide og ikke mindst motivere.«

Hvorvidt medarbejderne er motiverede, vil afhænge af, om du formår at udnytte potentialet i AI.

»Medarbejderne vil søge derhen, hvor de netop kan være med til at udvikle og bruge deres nysgerrighed og intelligens – og det er der, hvor de rutineprægede opgaver bliver klaret af AI og på den måde frigiver tid til, at medarbejderne kan fokusere på det, som de er bedre end maskiner til,« sagde han og sluttede af med en vigtig påmindelse:

»Husk, at kunden er kongen.«

»Når du vælger at benytte AI, skal det ikke bare være med tanke på, hvordan det kan forbedre dine medarbejders hverdag, men frem for alt for, hvordan du kan skabe en forskel for dine kunder. Uden dem ingen forretning,« sagde han.

Tommy Ahlers på Ledelsens Dag
Foto: Christian Als

Tommy Ahlers: »Bland jer og skab en bedre verden«

Det kræver mod fra ledere at medvirke til den grønne omstilling. Men det er ikke kun god idé – det er også helt nødvendigt for at overleve som virksomhed.

Det var budskabet fra Ahlers - der blandt andet er tidligere minister, iværksætter og i dag er investor med fokus på grøn omstilling - da han gik på scenen til Ledelsens Dag.

»Tidligere var der måske mest fokus på at sælge og skabe mere profit i virksomhederne, men i 2023 kræver det noget mere at være leder: At se ud over sin egen virksomheds profit. Virksomheder har et ansvar for verden omkring sig. Helt bredt set,« sagde Tommy Ahlers med henvisning til en verden, hvor der skal være plads til forskelligheder, plads til samhandel, fordi det er med til at sikre fred og ikke mindst en bevidsthed om, at planeten ikke kan holde til, at vi overskrider dens grænser.

»I ledere skal vise, at biodiversitet og klima ikke bare er en del af et slogan. Jeg er nogle gange blevet spurgt, om det ikke var vildt at ‘være på Christiansborg, hvor Danmark bliver skabt.’ Men Danmark bliver skabt ude i hjemmene, foreningerne og virksomhederne. Derfor har I en magt som ledere. I kan skabe vækst og arbejdspladser at gå forrest og råbe højt om grøn omstilling,« lød Ahlers’ opråb til de forsamlede ledere i salen og de over 10.000 digitale deltagere.

Tommy Ahlers anerkendte, at det er fristende som leder at vente på, at andre virksomheder bevæger sig ud i nye områder for at se, om de får succes med det. Men, mener Ahlers, det er en simpel nødvendighed at gå forrest. For Jorden og for virksomheden selv.

»Den grønne omstilling handler om at gøre tingene anderledes. Det gør kampen for håb meget nemmere, hvis nogen er gået forrest. At tage den rolle kommer med en pris, for det er ofte lidt dyrere at gå forrest. Ind hvor tingene ikke er afprøvet endnu. Det kræver mod. Men jeg er overbevist om, at den afvejning, I står med som ledere, ligner den, i har stået med før: At man kan være nødt til at opgive kortsigtet profit for at blive relevant på lang sigt. Sådan tror jeg også, det er med grøn omstilling. Dem der tør, er her også om 5-10 år. Dem der ikke tør, tror jeg forsvinder. Så lad os tage den chance og gå forrest,« opfordrede Ahlers.

Den succesrige entreprenør og investor sluttede med igen at understrege, at grøn omstilling ikke bare er en idealistisk proces. Det gavner også bundlinjen.

»I kan give håb ved at vise, at de nye energiformer og fødevarer ikke bare er bedre, men også billigere. Folk køber jo elbiler, fordi de er bedre og ikke skal på værksted så ofte. Og det vil også ske på andre områder. Det skal I råbe højt om. Det skaber håb. Kære ledere: Der hviler et pres på jer, men I kan klare det, for I er vant til det pres. I skal være med til at skabe et bedre Danmark og en bedre planet.«

Jens Bjørn Andersen på Ledelsens Dag 2023
Foto: Christian Als

Jens Bjørn Andersen er Årets Leder 2023

Den administrerende direktør for DSV, Jens Bjørn Andersen, er netop blevet kåret til Årets Leder 2023.

Ifølge Ledernes administrerende direktør, Bodil Nordestgaard Ismiris, er Jens Bjørn Andersen en ’rollemodel’ og ’en leder af en helt ekstraordinær støbning’.

»God ledelse spiller på hele klaviaturet. Fra det anerkendende blik og den rigtige beslutning i et splitsekund – til det lange seje træk med velvalgte strategier og evnen til at eksekvere på modige og ambitiøse mål. Kun de allerdygtigste mestrer det hele. Du er en af dem,« lød det i vindertalen til Årets Leder 2023.

Jens Bjørn Andersen blev CEO i DSV helt tilbage i 2008. Siden da har han formået at øge omsætningen i DSV fra 37 til 236 milliarder, aktien er i samme periode steget med langt over 1.000 procent, og DSV har i dag 75.000 medarbejdere i mere end 80 lande.

»De tal taler for sig selv,« lød det fra Bodil Nordestgaard Ismiris, der fremhævede, at DSV under Jens Bjørn Andersens ledelse er vokset til en af verdens største logistikkoncerner ’med et ultrastærkt koncept, som det er lykkedes at skalere, og med nogle enestående økonomiske resultater til følge’.

Da årets jury nominererede Jens Bjørn Andersen til Året Leder, blev Bodil Nordestgaard Ismiris spurgt, hvordan Lederne, der arbejder for at udbrede bæredygtig ledelse, kan hylde en leder fra ’en kulsort branche’.

»Det skal jeg sige jer,« lød svaret på spørgsmålet i vindertalen: »Vi er ikke i mål, før alle er i mål. Og det er store virksomheder, der kan lave store bæredygtige aftryk – og virkelig rykke noget i verden. Du er netop leder i en af de rigtigt tunge brancher, men også en helt uundværlig branche – verdens varer skal jo transporteres – og derfor er det helt afgørende, at du har valgt, at I skal gå forrest og sætte ambitiøse mål for den grønne omstilling. Og det er jeg sikker på, at DSV nok skal blive holdt op på.«

I vindertalen adresserede Bodil Nordestgaard Ismiris også, at DSV for nylig er blevet kritiseret for en bebudet milliardinvestering i logistikken til en CO2-neutral fremtidsby i Saudi-Arabien. Men bæredygtig ledelse er fyldt med dilemmaer, og det er ikke altid tydeligt – især ikke for udenforstående – hvad der er det rigtige, fastslog hun.

»Må man den slags? Må man gøre forretning med nogen, vi ikke deler værdier med? Ja, mener vi i juryen. Vi ledere kan ikke for alvor ændre verden i en positiv retning ved kun at samarbejde med dem, vi er enige med – dem der ligner os selv. Vi er nødt til at være til stede også der, hvor værdier og meninger brydes og hvor vi ikke kun eksporterer gode danske produkter, men også vores værdier,« sagde Bodil Nordestgaard Ismiris og tilføjede:

»Store virksomheder kan gøre en verden til forskel, hvis deres ledere træffer de rette valg.«

Afslutningsvist fremhævede Bodil Nordestgaard Ismiris, at Jens Bjørn Andersen, der til september næste år overlader posten til Jens H. Lund, gennem hele sin lange, flotte karriere har bevist, at han er ’i stand at holde fast’.

»Med talent og med hårdt arbejde har du lært ledelsesgerningen fra bunden og dygtiggjort dig i alle dens facetter. Du har lagt strategierne og eksekveret dem som ingen andre. Du har fintunet din organisation og truffet de svære valg. Og du har vist en beundringsværdig stamina, dedikation og loyalitet,« lød det i talen til Årets Leder 2023.

Jens Bjørn Andersen er den 22. modtager af Årets Leder-prisen. De tre andre nominerede i år var Jakob Riis, CEO i Falck, Katrine Winding, direktør i Erhvervsstyrelsen og Marie Storkholm, der er cheflæge på afdelingen for Kvindesygdomme, Fertilitet og Fødsler på Horsens Regionshospital.

Juryen, der har udvalgt de nominerede til Årets Leder, består af:

  • Bjarne Corydon, CEO og chefredaktør, Dagbladet Børsen
  • Eva Zeuthen, partner og bestyrelsesmedlem, Zeuthen Storm
  • Christian Jensby, CEO Deloitte
  • Bodil Nordestgaard Ismiris, adm. direktør i Lederne
  • Pia Søltoft, forfatter, præst, ph.d. og ledelsescoach.
  • Marianne Kirkegaard, executive chairman, Baker & Baker
  • André Rogaczewski, CEO og Co-founder, Netcompany

Jens Bjørn Andersens takketale: »God ledelse handler om mennesker« 

Det var en meget stolt Jens Bjørn Andersen, der takkede for udnævnelsen til Årets Leder 2023.

»Jeg er meget stolt og ydmyg over at modtage denne pris. Jeg ser det som en anerkendelse af de tusindvis af medarbejdere, der har hjulpet mig til at stå her i dag,« sagde Jens Bjørn Andersen, der har været CEO i DSV siden 2008 og forlader posten til september næste år.

Jens Bjørn Andersen har vundet mange priser i sine år som CEO for den danske transportgigant, men slog fast, at Årets Lederprisen ’slår det meste, hvis ikke alt’.

»Når jeg ser på, hvem der tidligere har vundet prisen, bliver jeg endnu mere glad. Det er nogle af de rollemodeller, jeg selv ser op til,« sagde Jens Bjørn Andersen.

Foran en fyldt sal på The Plant i København fortalte Årets Leder, at han første gang blev leder som 26-årig tilbage i 1992.

»Noget af det første, jeg gjorde, var at melde mig ind i Lederne,« sagde Jens Bjørn Andersen, der beskrev oplevelsen af at blive leder for 4-5 tidligere kolleger, herunder en kvinde på hans mors alder, som ’grænseoverskridende’.

På vej ud til Ledelsens Dag ringede han til sin søn, der netop har fået sit første arbejde, og spurgte, hvad god ledelse er for ham.

»Han svarede, at det er noget med, at man har en chef, der interesserer sig for mennesker, som kan indfri deres medarbejderes fulde potentiale og som ikke kontrollerer dem hele tiden, men arbejder sammen med dem. Det var et godt svar, synes jeg, og det har faktisk også været min tilgang til ledelse i hele min karriere,« sagde Jens Bjørn Andersen.

For ham som leder har det været vigtigt at optræde så autentisk som muligt.

»Vi kender alle til unge, ambitiøse ledere, der agerer på en bestemt måde for at ligne deres chef. Men de bliver altid gennemskuet. Så mit råd er at udvise noget sårbarhed, give noget af sig selv, og vise at du som leder også begår fejl; det er vigtigt for alle ledere at huske på,« lød det fra Jens Bjørn Andersen.

Han rundede talen af med at sende en tak til alle medarbejderne i DSV, og tilføjede, at timingen for udnævnelsen har været ’lidt speciel’ – set i lyset af at det for nylig blev offentliggjort, at han næste år overlader CEO-posten til Jens H. Lund.

»Det kan have været et dilemma for juryen, at jeg stopper som topchef, og timingen er speciel for mig også. Jeg vil bare sige, at jeg har lært meget om ledelse igennem den tid, jeg har været CEO i DSV. Det kommer jeg ikke til at glemme, og jeg håber, at jeg kommer til at udfolde det andre steder også,« sagde Jens Bjørn Andersen, Årets leder 2023.

Artikler om Ledelsens Dag

LedelsensDag2024_056-wide
ÅRETS LEDER 2024

Kolleger, chefer og venner tegner et samstemmende billede af Årets Leder 2024: Hun har hele pakken

Ambus' CEO, Britt Meelby Jensen, beskrives som knusende dygtig og ambitiøs, og samtidig lyttende, ordentlig, transparent og sjov – og dermed den helt rigtige modtager af prisen som Årets Leder 2024.
15 min.
Jens Bjørn Andersen sidder på et havemøbel
Sporskifte

Et år efter han blev kåret til Årets Leder, har Jens Bjørn Andersen genopfundet sig selv

Han var en af Danmarks mest succesrige topchefer, men nu giver Årets Leder 2023, Jens Bjørn Andersen, sine erfaringer videre til andre ledere: Sæt klare mål og kommuniker dem grundigt, vær åben, transparent og lyttende – og husk på, at der også skal være et liv udenfor jobbet, lyder nogle af de vigtigste ledelsesråd fra den tidligere DSV-chef.
10 min.
Aarets-Leder_de-nominerede_2024_1920x960-(1)
Ledelsens Dag 2024

Her er de nominerede til Årets Leder 2024

Fire markante ledere fra Ambu, Kræftens Bekæmpelse, Danske Bank og Red Barnet kan løbe med landets fornemste lederpris.
5 min.
Johanne Schmidt-Nielsen står foran en væg på et kontor
Nomineret til årets leder 2024

Johanne Schmidt-Nielsen: »Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle«

Med Johanne Schmidt-Nielsen for bordenden har Red Barnet øget sine indtægter markant og skabt øget fokus på børn og unges rettigheder verden over. Derfor er hun nomineret til Årets Leder 2024.
8 min.
Carsten Egeriis smiler
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2024

Carsten Egeriis: »Som topleder bliver du nødt til at vise noget skrøbelighed«

Han har som CEO i Danske Bank indført en mere moderne og åben kultur og er godt i gang med at genopbygge tilliden blandt kunder og medarbejdere. Derfor er Carsten Egeriis nomineret til Årets Leder 2024.
7 min.