Johanne Schmidt-Nielsen: »Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle«

’Hvorfor sidder de alle sammen og kigger på mig?’ Sådan tænkte jeg, da jeg som nyansat i Red Barnet var med til de første ledelsesmøder. Men så gik det op for mig, at vi jo ikke skulle stemme om tingene, som vi havde gjort til partimøderne på Christiansborg. Nu var det mig, der ’var’ den. Mig, der ene og alene kunne vælge, om vi skulle gå til højre eller venstre. Det skulle jeg lige greje, hvordan jeg skulle håndtere. For jeg havde ikke lyst til at være sådan en leder, der på egen hånd bestemmer retningen og skærer igennem, så snart der opstår den mindste uenighed. Jeg har den formelle magt. Men det betyder ikke nødvendigvis, at jeg har de bedste svar. Og derfor ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor alle tør sige deres mening – også når man er uenig med mig. Det er gennem den fælles samtale, at vi finder de bedste svar.

Trygheden kommer ikke af sig selv. Det kræver, at jeg og den øvrige ledelsesgruppe hele tiden har fokus på, hvordan vi kan gøre Red Barnet til et rart og trygt sted at være. Det handler om at tale respektfuldt og ordentligt. Om at lytte til og interessere sig for de ansatte, uanset hvor i organisationen de er placeret. Og så handler det om, at vi som ledere tør erkende, når vi tager fejl. For hvis vi ikke tør indrømme, når vi har ramt skævt, så er der ingen, der tør det. Og det ville være en katastrofe. Vi bliver kun klogere, hvis vi får fejlene frem i lyset. Derfor er jeg heller ikke bleg for at genbesøge beslutninger, jeg har været med til at træffe, hvis jeg har en fornemmelse af, at de ikke helt fungerer. For mig er det et sundt tegn, når folk tør sige højt, hvis noget er svært, eller hvis de ikke mener, at vi helt er på rette spor. Så føler folk sig trygge. Og det er ikke bare afgørende for oplevelsen af Red Barnet som arbejdsplads. Men også for, at vi kan blive bedre til det, vi gør.

Jeg gør mig umage for at være en tydelig leder. Det er mig, der skal melde den overordnede retning ud. Men det er også min opgave at være meget tydelig om, hvorfor vi gør, som vi gør. Ellers bliver det svært at se meningen med at bruge så stor del af ens liv på det. Næsten uanset hvad vi beskæftiger os med, så kommer jeg lige omkring det her ’hvorfor’. For eksempel når vi taler årsregnskab. Vi kunne godt bare nævne, at vi har haft vækst. Men så ville folk jo bare sidde og tænke ’fint – og hvad så?´ Min opgave er at forklare, hvad meningen er med det hele. Med væksten følger muligheden for at nå ud til endnu flere børn. Det kunne være i Sahel, hvor vi kan give børnene adgang til uddannelse. Som så igen kan være deres billet væk fra et liv med vold. Det kan virke banalt at skulle sætte ord på. Men jeg tror, det er enormt vigtigt at minde hinanden om, hvorfor vi laver de ting, vi gør. Når vores arbejde giver mening, følger motivationen automatisk med.

Jeg er vokset op med min mor i et kollektiv på Fyn. Fællesspisning. Høns. Køkkenhave. Og huler af halmballer, hvor vi læste tegneserier. En barndom uden vores forældres blikke i nakken. Ansporet af en af de andre beboere, Steen, som var meget politisk aktiv, meldte jeg mig som blot 12-årig ind i Socialdemokratiet. Resten af min skoletid var jeg sådan en, der stod hver morgen og delte flyers ud, lavede underskriftindsamlinger og forsøgte at få de andre med til demonstrationer. Nogle vil kalde mig naiv. Men jeg har altid haft en enorm tro på, at vi kan ændre tingene til det bedre, hvis vi kæmper for det og gør det i fællesskab. Det tror jeg faktisk den dag i dag er en af mine største styrker. Jeg er enormt optimistisk – uanset hvor svært det ser ud. Som leder beskæftiger man sig ofte med det, der ikke fungerer. Og så er det nok meget godt, at man som udgangspunkt tænker: Det fikser vi.

Man bliver hårdhudet af at være i politik. Det er nødvendigt, hvis man skal kunne være i en verden, hvor konfliktniveauet er voldsomt og tilsvininger på sociale medier er en del af livet på Borgen. Men jeg synes faktisk, at jeg fik lidt for hård hud. For med den hårde hud følger også nemt en mistro overfor andre. Vil du mig det godt? Eller er du blot endnu en, der vil have mig ned med nakken. Den mistro har jeg arbejdet med at lægge fra mig. For den fører ikke til særligt kloge beslutninger. I det job, jeg har i dag, er jeg nødt til at være ekstremt åbent og lyttende. Det kan godt være, at jeg er uenig i det, man siger til mig. Men jeg er nødt til at overveje det grundigt. Måske er det mig, der tager fejl. Måske har de en pointe. Jeg skal turde være i tvivl. Lytte på argumenterne. Opveje dem mod hinanden. Det er gennem tvivlen, at vi bliver klogere. Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle.

Det er ikke et mål for mig at arbejde 70 timer om ugen. Faktisk sagde jeg til jobsamtalen, at jeg ville arbejde 37 timer om ugen. Det holder nok sjældent. Men det er fuldkommen afgørende for mig, at jeg har tid til at se mine børn. Det er en meget klar prioritet. F.eks. går jeg kl. 15 to gange om ugen for at kunne være sammen med mine børn. Hver dag siger jeg nej til rigtig mange ting, og det ville jeg i øvrigt også skulle, hvis jeg arbejdede i døgndrift. Men det ville ikke bare gøre mig til en dårligere forælder, men også til en dårligere generalsekretær. Jeg vil gerne være en leder, der er til stede og forberedt, når jeg træder ind i et rum. Jeg har selvfølgelig også perioder, hvor jeg bare haster fra det ene til det andet uden at kunne nå at trække vejret mellem møderne, men det er bestemt ikke noget, jeg stræber efter. For man bliver bedre, når man lige har tid til at tænke sig om. Samtidigt synes jeg også, det er vigtigt at signalere overfor mine medarbejdere, at der selvfølgelig skal være plads til andet end at gå på arbejde.

Hvis en medarbejder ikke lever op til mine forventninger, ser jeg altid først på mig selv. Måske har jeg ikke været tydelig nok i mine forventninger til dem. Og så er det jo svært at afkode, hvad man skal levere på. Men der kan jo også være alle mulige andre årsager. Måske noget uden for arbejdet som fylder. Så jeg forsøger at spørge ind for at blive klog på årsagen. Hvis det alene handler om, at han eller hun rammer skævt med opgaverne, så er det min opgave at være tydelig om, hvad der skal ændres. Men det kan også komme dertil, hvor man er nødt til at stoppe samarbejdet. Når det sker, bliver jeg helt klart påvirket af det. Jeg ville være en dårlig leder, hvis det ikke var tilfældet. Det har jo store konsekvenser for vedkommende. Men jeg ved også, at det hører med til jobbet. Min opgave er så at gøre det på så ordentlig og respektfuld måde som muligt.

I mit job er der ikke rigtig plads til overspringshandlinger. Jeg er til møder det meste af dagen. Og jeg har et ansvar for ikke at blive en flaskehals for andre. Men indimellem finder jeg tid til at tjekke min Instagram, som jeg bilder mig selv ind er et arbejdsredskab. Det er det også, men hånden på hjertet er det nok et af de steder, hvor der er plads til tidsoptimering.

Med fire børn i huset er der ikke meget tid til fritidsinteresser. Men om aftenen, når der er ro i huset, elsker jeg at læse. Primært skønlitteratur. Det er som gymnastik for hjernen. Udstrækning. Jeg læser også, når jeg er på farten. Og så er jeg lige kommet med i en læsegruppe med nogle seje kvinder, hvor konceptet er, at vi kun læser nobelprismodtagere. Jeg bliver også mere og mere glad for planterne i haven. Altså det med, at man kan følge årets gang og med tiden lærer, hvornår præcis det der tulipanløg kommer op af jorden. Eller hvornår roserne på lige den der busk over i hjørnet springer ud. At følge havens cyklus. Det kan noget.

Det sværeste ved at være leder af en interesseorganisation er de knappe ressourcer. Vi har ikke et overskud, vi kan tage af, hvis vi rammer lidt skævt, eller noget går galt. Ligesom der er ganske få ressourcer, vi kan bruge på at afprøve nye veje og udvikle. Og så kan vi ikke på samme måde som andre sende vores medarbejdere på efteruddannelse og coaching. Derfor er det vigtigt, at vores medarbejdere føler sig værdsatte. Jeg forsøger at komme omkring i huset og tale med alle for at vise, at den forskel, vi gør i verden, ikke bare afhænger af dem, der er tæt på børnene. Hvis telefonerne ikke bliver taget, så virker organisationen ikke. Det samme gælder, hvis ikke it-systemet er oppe at køre. Eller hvis der ikke er styr på tingene i vores regnskabsafdeling. Alle spiller en vigtig rolle. Og det skal de kunne mærke. Nogle gange tænker jeg tilbage på en leder, jeg havde, da jeg som ung var medhjælper i en børnehave. Hun var fagligt dygtig, tydelig i sin måde at lede på og fik alle til at føle sig som en vigtig del af teamet. Det er sådan, jeg øver mig på at være som leder.