Jens Bjørn Andersen sidder på et havemøbel
»Det er megafedt at være CEO, og jeg har nydt det exceptionelt meget, men nu ser jeg frem til at dele ud af mine erfaringer,« fortæller Jens Bjørn Andersen, bestyrelsesmedlem, rådgiver og Årets Leder 2023. Foto: Christian Als
Sporskifte

Et år efter han blev kåret til Årets Leder, har Jens Bjørn Andersen genopfundet sig selv

29. august 2024

Han var en af Danmarks mest succesrige topchefer, men nu giver Årets Leder 2023, Jens Bjørn Andersen, sine erfaringer videre til andre ledere: Sæt klare mål og kommuniker dem grundigt, vær åben, transparent og lyttende – og husk på, at der også skal være et liv udenfor jobbet, lyder nogle af de vigtigste ledelsesråd fra den tidligere DSV-chef.

Gå til Action card

Det store Carl-Henning Pedersen-billede er det første, man bemærker, når man træder ind ad døren til ejendommen i Amaliegade, skråt overfor A.P. Møllers hovedsæde i hjertet af København. De gennemført lækre lokaler er plastret til med især cobrakunst, der sammen med de klassiske danske designermøbler taler et tydeligt sprog om det klientel, der holder til her.

Man kunne næsten fristes til at kalde det et ’ollekolle’ for tidligere topchefer. I hvert fald er det nogle af dansk erhvervslivs tungeste navne, der deler kontorfællesskabet i den neoklassiske palæejendom, herunder Axcel-stifteren Christian Frigast, tidligere Carlsberg-direktør Nils Smedegaard Andersen, ex-Mærsk-formanden Jim Hagemann Snabe, den tidligere Nordea-topchef Christian Clausen og – som nyeste og yngste skud på stammen – Jens Bjørn Andersen, der i foråret 2024 stoppede som CEO i DSV.


Tilmeld dig Ledelsens Dag 2025

Tilmeld dig, så er du sikret en billet til at live-streame Danmarks største digitale event for ledere. Det koster ikke en krone.

Siden afskeden med transportgiganten har 58-årige Jens Bjørn Andersen, der i 2023 blev kåret som Årets Leder, haft travlt med at genopfinde sig selv og sit arbejdsliv, og han bruger nu Amaliegade-kontoret som base for sin nye karriere, der tæller en række bestyrelsesposter og forskellige rådgivningsopgaver.

»Da jeg stoppede i DSV, stod det klart for mig, at jeg ikke ville have et CEO-job igen. Men jeg opdagede hurtigt, at man kommer til at savne de folk, man har arbejdet tæt sammen med, og at være en del af et miljø, hvor man kan udfordre og inspirere hinanden. På den måde er fællesskabet herinde i Amaliegade helt unikt; det er jo allesammen folk, jeg respekterer meget højt og kender rigtig godt,« siger Jens Bjørn Andersen.

 

Mød Jens Bjørn Andersen på Ledelsens Dag

Du kan møde Jens Bjørn Andersen på Ledelsens Dag 2024 sammen med blandt andre Niels B. Christiansen, CEO i LEGO Koncernen, og de to co-CEOs Nina Mathiesen og Mari Randsborg fra Cobe.

Du kan tilmelde dig det digitale event via dette link, hvor du også kan se det fulde program.

Fold ud

CEO-jobbet fyldte det meste
I løbet af de 15 hæsblæsende år, han var CEO i DSV, øgede han virksomhedens markedsværdi fra omkring 20 milliarder kroner i 2008 til omkring 250 milliarder kroner, da han gav tøjlerne videre, svarende til et vokseværk på lidt over 40 millioner kroner om dagen. At det har krævet en arbejdsmæssig indsats ud over det sædvanlige, lægger Jens Bjørn Andersen ikke skjul på.

»Jobbet i DSV fyldte rigtig meget i mit liv. Jeg arbejdede hver dag året rundt, og grænsefladen mellem, hvornår jeg arbejdede, og hvornår jeg holdt fri, var meget flydende,« siger Jens Bjørn Andersen.

Har de mange arbejdstimer i DSV været prisen værd, eller kan du se nu, at de private omkostninger har været for høje?

»Det har altid været min største frygt, at mine børn som voksne skulle give udtryk for, at jeg har været en far, der fejlede fuldstændig. I den grad, det har været muligt, har jeg virkeligt prøvet at sikre, at det ikke kom til at ske, og jeg har deres ord for, at det heller ikke er tilfældet. Det er jeg utroligt glad for.«


JensBjornAndersen2024_006_1920x1280
»For mig skal en leder være den, der går forrest og viser vejen, men det også er utroligt vigtigt, at du som person er likeable,« siger Jens Bjørn Andersen. Foto: Christian Als

Vil sikre balancen for ’sine’ CEOs
I den senkarriere, han nu er godt i gang med, og hvor især posten som formand for trælastkæmpen Stark Group, der har 20.000 medarbejdere og ejer byggemarkedskæder i Danmark og seks andre europæiske lande, falder i øjnene, ser han det som en af sine vigtige opgaver at sikre, at de CEOs, han er arbejdsgiver for, ikke arbejder så hårdt, at de brænder ud eller får, hvad han betegner som ’et sørgeligt liv’.

»Som CEO prøvede jeg selv at sikre en balance, så der også var plads til andet end jobbet. Det er et princip, jeg også vil gøre gældende overfor de CEOs, der nu får mig som formand.«

Jens Bjørn Andersen understreger, at det ikke skal forstås sådan, at ’hans’ topledere ikke forventes at give den en skalle. I enhver CEO’s arbejdsliv vil der, siger han, være perioder, hvor man er megapresset og ikke sover så meget.

»Men det skal netop kun være i en periode, hvor der er en eller anden speciel begivenhed. Det må ikke blive normen, at man arbejder hver aften og hver weekend og står til rådighed altid,« lyder det fra Jens Bjørn Andersen.


JensBjornAndersen2024_012_1280x1920

Jens Bjørn Andersen

Jens Bjørn Andersen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver.

Jens Bjørn Andersen er født i 1966 og bor nord for København.

Begyndte sin karriere som speditørelev hos Samson Transport i 1988.

Første lederjob i 1992, inden Samson blev opkøbt af DSV. Siden forskellige lederstillinger i DSV i Norge og England.

I 2007 administrerende direktør for DSV Road Holding, og fra 2008 administrerende direktør for hele DSV.

I 2024 overlod han CEO-posten til den hidtidige COO, Jens H. Lund.

Formand for bestyrelsen i blandt andet Stark Gorup, Nordea-fonden og Tietgen-fonden, medlem af bestyrelsen for Unicef Danmark og Børnecancerfonden.

Foto: Christian Als

Fold ud

Første rigtige ferie i årevis
Da Lederstof.dk møder den tidligere DSV-chef, har han for første gang i mange år selv holdt en 5-6 uger lang sommerferie, hvor han både besøgte en italiensk ø, slappede af i sommerhuset med familie og venner, overværede OL i Paris og fik svømmet en masse kilometer. Alt sammen uden konstant at blive ringet op af hovedkontoret. Det har, konstaterer han, været en overraskende dejlig fornemmelse at kunne trække vejret dybt ned i maven igen.

»Jeg er jo begyndt at få lidt travlt igen, men det er ingenting sammenlignet med, hvordan det var i DSV. Det skal det heller ikke være. Hele ideen med min nye karriere er, at jeg skal have et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor jeg kan gøre nogle af de andre ting, som jeg holder af,« konstaterer Jens Bjørn Andersen.

Han kommer kun ind på kontoret i Amaliegade nogle dage om ugen, men det er vigtigt for ham at have kontorfællesskabet som holdepunkt.

»Jeg tænker, at det er med til at opretholde en lidt større grad af disciplin, end hvis du bare er derhjemme, og der er en risiko for, at tingene flyder lidt mere ud,« siger Jens Bjørn Andersen.


JensBjornAndersen2024_005_1920x1280
»Som CEO prøvede jeg selv at sikre en balance, så der også var plads til andet end jobbet. Det er et princip, jeg også vil gøre gældende overfor de CEOs, der nu får mig som formand,« fortæller Jens Bjørn Andersen. Foto: Christian Als

Med tvivlen som fast følgesvend
Når han tænker tilbage på sin executive karriere, finder han det både eventyrligt, men også ’nærmest absurd’, som han udtrykker det, at det lige blev ham, der endte med at stryge helt til tops som chef for 75.000 medarbejdere. Hans karriere har – understreger han i dag – langt overgået, hvad han nogensinde kunne drømme om, da han startede i branchen som speditør i 1988.

»Der er helt sikkert lidt HC Andersen og den grimme ælling over det. Det har været fantastisk og et helt utroligt privilegie at få lov til at opleve. Det er megafedt at være CEO, og jeg har nydt det exceptionelt meget, men nu ser jeg frem til at dele ud af mine erfaringer.«

Noget af det, Jens Bjørn Andersen helt sikkert kan lære andre CEOs, er, at de ikke behøver være bange for at vise, at de ikke er supermennesker. Selv om han leverede resultater i særklasse i DSV, indrømmer han i dag, at han ofte undervejs tvivlede lidt på, om han havde de rette kompetencer. Faktisk har han haft mere end en snert af det såkaldte ’imposter syndrom’ igennem store dele af karrieren.

»Jeg har da ofte tænkt, at jeg lige om lidt bliver afsløret, og at ’de’ finder ud af, at det var Kejserens nye klæder det hele. Jeg tror i virkeligheden, at mange topledere kender den følelse, og jeg mener faktisk, at det gør dig til en stærkere leder, når du udviser den form for usikkerhed.«

Det vil for nogle være overraskende at høre fra en tidligere CEO, der gennem 15 år skabte en værditilvækst på mere end 200 milliarder kroner?

»For det første er det ikke noget, jeg skabte alene. Det er der ingen ledere, der gør. Resultaterne i DSV kommer ud af en holdindsats. Og så tror jeg på, at det er både naturligt og sundt at have en tilgang til CEO-jobbet, hvor man tvivler lidt på sig selv og ikke bliver for overmodig, og som en anden Ikaros flyver for tæt på solen.«


JensBjornAndersen2024_007_1920x1280
»Ægte lederskab er for mig, hvis du tør udvise sårbarhed og sige: ’Jeg er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, og derfor har jeg brug for jeres hjælp,« fortæller Jens Bjørn Andersen. Foto: Christian Als

’Man kan aldrig kommunikere nok’
Når Jens Bjørn Andersen ser tilbage på, hvad der har været de vigtigste ledelsesgreb, han har brugt igennem karrieren, fremhæver han vigtigheden af at opsætte nogle klare mål, og så få kommunikeret meget tydeligt til organisationen, ’hvad det er, vi skal, og hvordan vi gør’.

»De mange år i DSV har lært mig, at man aldrig kan kommunikere nok. Det er helt afgørende, at strategien er tydelig for alle i organisationen, og især for dit eget ledelseslag. Jeg har også lagt stor vægt på at være åben og transparent og på at være tilgængelig.«

Da du blev kåret til Årets Leder, sagde du i et interview med Lederstof, at du var ’skånselsløs’ i din jagt på resultater, og at alt i DSV handlede om performance. Det vil måske skurre lidt i nogles ører, at KPI’er skal fylde så meget?

»Jeg ved godt, at det kan være godt kontroversielt for nogen, når man er så fokuseret på performance. Men jeg er sikker på, at vinderen af mændenes 100 meter finale ved OL var glad for, at han gik benhårdt efter sejren, da han stod og bed i guldmedaljen bagefter. Det der med at sætte sig nogle mål, og så arbejde koncentreret og målrettet for at opnå dem, det har i hvert fald altid inspireret mig utroligt meget. Og jeg har også følt, at det har skabt en glæde og en stolthed blandt de øvrige ledere og medarbejdere i selskabet, når de fik en succesoplevelse, fordi vi nåede indeks 110 i stedet for 100.«


Årets Leder 2023

Dommerjuryen havde følgende begrundelse, da Jens Bjørn Andersen blev kåret til Årets Leder i 2023:

»Jens Bjørn Andersen skal være Årets Leder, fordi han med enorm økonomisk succes har været med til at skabe en af verdens største transportkoncerner og samtidig går forrest for at dreje en ellers klimatung branche i en mere bæredygtig retning. Han skaber følgeskab, har en stærk personlig stemme på de sociale medier, og han viste resolut handlekraft, da DSV hurtigt valgte at droppe sine aktiviteter i Rusland og Belarus efter invasionen af Ukraine«

Fold ud

Vigtigt at være ’likeable’
I sin nye rolle som bestyrelsesformand i en række selskaber er det nu blandt andet Jens Bjørn Andersens opgave at holde ’sine’ topledelser til ilden. Det er en opgave, han går til med stor ydmyghed.

»Selvfølgelig var jeg mere fokuseret på driften som CEO i DSV, end jeg er som bestyrelsesformand, hvor jeg skal være mere strategisk orienteret, men jeg synes, det er et naturligt skifte, som jeg trives godt med. Og når man har arbejdet 35 år i samme industri (transportbranchen, red.), er det virkeligt spændende at kaste sig over noget andet.«

Nu er det også din opgave som formand at trække stikket, hvis topledelserne ikke præsterer?

»Alle ledere bliver nødt til at acceptere og forstå, at der er en løbende evaluering af deres lederskab. Og det er en del af min rolle at stå for det nu.«

Når du ser tilbage på din egen karriere, hvad ser du så som de vigtigste karaktertræk, en leder skal have?

»For mig skal en leder være den, der går forrest og viser vejen, men det også er utroligt vigtigt, at du som person er likeable (sympatisk, red.), så dine medarbejdere og ledere holder af dig og respekterer dig. Du kan ikke opnå lederskab kun ved at udvise autoritet eller ved at true med konsekvenser, hvis folk ikke præsterer,« siger Jens Bjørn Andersen.

Han understreger, at ledere i dag er nødt til at vise, at de både kan og vil lytte til folkene omkring sig og også indrømme, at de ikke ved alt, og at løsningerne derfor skal findes i fællesskab.

»Ægte lederskab er for mig, hvis du tør udvise sårbarhed og sige: ’Jeg er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre, og derfor har jeg brug for jeres hjælp,« lyder det fra Jens Bjørn Andersen.


JensBjornAndersen2024_010_1920x1280
»Da jeg stoppede i DSV, stod det klart for mig, at jeg ikke ville have et CEO-job igen. Men jeg opdagede hurtigt, at man kommer til at savne de folk, man har arbejdet tæt sammen med, og at være en del af et miljø, hvor man kan udfordre og inspirere hinanden,« siger Jens Bjørn Andersen. Foto: Christian Als

Vil gerne udfordre sig selv
At det ikke var hans egen beslutning at stoppe i DSV, er han efter eget udsagn fuldstændig afklaret med.

»Det var ikke mit valg, men DSV er vigtigere end mig som individ. Og forhåbentligvis bliver det endnu bedre med en ny CEO,« siger Jens Bjørn Andersen, der stadig har plads til et par bestyrelsesposter, selv om han allerede har sæde i bl.a. Nordea-fonden, Tietgen-fonden, Unicef Danmark og Børnecancerfonden. Men han er både meget kræsen og har tid til at vente på det hele rigtige.

»Et gennemgående råd fra de mange, jeg drøftede min nye karriere med, var at have selvtillid nok til at tage det roligt. ’Der skal nok komme masser af muligheder’, sagde de, og det har også vist sig at være tilfældet. Jeg kommer nok til at tage to-tre bestyrelsesposter til, men vil hele tiden sikre, at jeg også har den frihed, som jeg gerne vil have, så jeg kan lave nogle andre ting.«

Lige da han stoppede i DSV, blev han nærmest bestormet med tilbud om attraktive CEO-poster, men han er fortsat helt fast i kødet på, at han ikke skal ned ad det spor igen.

»Den anden halvdel af min karriere bliver med fokus på bestyrelsesarbejde og rådgivning. Jeg synes, at jeg har noget, jeg kan bidrage med en masse steder, og jeg vil også gerne udfordre mig selv og prøve noget nyt, og jeg føler mig ganske velforberedt på det nye kapitel.«


Action Card

Her er Jens Bjørn Andersens fire bedste ledelsesråd

  1. Vær disciplineret, tro på dine instinkter, og hav tillid til dine medarbejdere. Som leder har du ansat dygtige folk, der hver dag går på arbejde for at bidrage til virksomhedens succes – sæt dem fri til at gøre det.
  2. Selvom det er vanskeligt at træffe en svær beslutning og føre den ud i praksis, er det som hovedregel altid det rigtige. De fleste beslutninger kræver naturligvis grundig omtanke, men det er vigtigt at undgå at væve eller nøle. Ikke-beslutninger er også beslutninger, og de kan risikere at blive dyre og skabe en træghed, der modarbejder virksomhedens mål.
  3. Der er andre og vigtigere ting i livet end arbejde. Hav andre steder, hvor du kan hente energi og overskud, du kan tage med ind i dit arbejde, så arbejdet ikke overtager dit liv. Sørg for at have nogle grundregler i dit arbejdsliv og selektere i, hvornår det er nødvendigt at involvere dig i detaljer, så du bruger din tid, der hvor det er mest relevant. Det er med til at frigøre tid til andet end arbejde.
  4. Resultater skaber ikke sig selv, så opstil klare mål for både dig selv og din organisation. Det skaber motivation, retning og fremdrift, og så er det grundlaget for at kunne arbejde systematisk mod at opnå de mål, du har sat. Og husk at nyde det, når du opnår dine mål – det tror jeg, mange af os gør for lidt.

Relateret indhold

LedelsensDag2024_056-wide
ÅRETS LEDER 2024

Kolleger, chefer og venner tegner et samstemmende billede af Årets Leder 2024: Hun har hele pakken

Ambus' CEO, Britt Meelby Jensen, beskrives som knusende dygtig og ambitiøs, og samtidig lyttende, ordentlig, transparent og sjov – og dermed den helt rigtige modtager af prisen som Årets Leder 2024.
15 min.
Aarets-Leder_de-nominerede_2024_1920x960-(1)
Ledelsens Dag 2024

Her er de nominerede til Årets Leder 2024

Fire markante ledere fra Ambu, Kræftens Bekæmpelse, Danske Bank og Red Barnet kan løbe med landets fornemste lederpris.
5 min.
Johanne Schmidt-Nielsen står foran en væg på et kontor
Nomineret til årets leder 2024

Johanne Schmidt-Nielsen: »Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle«

Med Johanne Schmidt-Nielsen for bordenden har Red Barnet øget sine indtægter markant og skabt øget fokus på børn og unges rettigheder verden over. Derfor er hun nomineret til Årets Leder 2024.
8 min.
Carsten Egeriis smiler
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2024

Carsten Egeriis: »Som topleder bliver du nødt til at vise noget skrøbelighed«

Han har som CEO i Danske Bank indført en mere moderne og åben kultur og er godt i gang med at genopbygge tilliden blandt kunder og medarbejdere. Derfor er Carsten Egeriis nomineret til Årets Leder 2024.
7 min.
Britt Meelby smiler
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2024

Britt Meelby Jensen: »Jeg har altid været villig til at være den, der går foran«

Hun er en af landets mest markante virksomhedsledere og har med en formidabel forretningsforståelse og et stigende fokus på bæredygtighed formået at skabe succeser, der anerkendes af både chefkollegaer, medarbejdere og markedet. Derfor er hun nomineret til Årets Leder 2024.
9 min.