Portrætbillede af Andre Rogaczewski
»Det bliver sindssygt vigtigt at kunne lave en strategi. Der vil være masser af ting, som vi stadig ikke vil registrere, og hvor der vil være brug for menneskelig dømmekraft,« fortæller André Rogaczewski, der er CEO i Netcompany og her giver sine bud på, hvad AI kommer til at betyde for ledelse. Foto: Christian Als

AI kommer til at ændre din lederrolle – Netcompanys direktør André Rogaczewski har flere bud på hvordan

Foto Christian Als
27. september 2023

Ledere der formår at være nyskabende, har de bedste fremtidsudsigter, når AI for alvor forandrer verden. Og det kommer til at ske, siger André Rogaczewski, CEO i Netcompany. Han mener, at nogle lederjob endda kan blive mere interessante, hvis lederen udnytter de nye muligheder.

Gå til Action card

Netcompanys administrerende direktør André Rogaczewski har talt i et par minutter om kunstig intelligens, eller AI, og har netop sagt, at det vil slå hurtigere igennem end internettet. Så er han stille et øjeblik, slår ud med armene og tilføjer med ekstra styrke: »Tror jeg«. For AI er omgærdet af massevis af forventninger, vurderinger og bekymringer. Sikkert er det, at udviklingen er i fuld gang, og det kommer til at påvirke arbejdslivet, også for ledere.

André Rogaczewski var med til at grundlægge Netcompany i 2000. I dag er han CEO i selskabet, der har 7.700 ansatte på verdensplan, heraf ca. 2.100 i hovedsædet ved Københavns Havn, hvor Rogaczewski nu sidder i et mødelokale og lader blikket glide ud over vandet, inden han taler videre om AI. Et emne, der får massiv omtale og kan skabe både forhåbninger og skræmmebilleder. Under alle omstændigheder kommer AI til at få stor indflydelse, siger Netcompanys CEO.


Tilmeld dig Ledelsens Dag 2024, og oplev kåringen af Årets Leder

Så er du sikret en billet til at live-streame Danmarks største digitale event for ledere. Det koster ikke en krone.

Han kalder AI for et kvantespring, der bliver mindst lige så stort, som den indflydelse nettet fik på hverdag og arbejdsliv, da det forbandt os med hinanden på en ny måde.

»Det forandrede verden på en næsten brutalt voldsom og fantastisk måde,« siger han og opridser den indledende euforiske periode, der varede to-tre år, inden forventningerne blev dæmpet med den eksploderende it-boble.

Andre Rogaczewski står ved et vindue

André Rogaczewski

Født 1968 i Polen. Familien kom til Danmark i de tidligere 70’ere. Uddannet cand. scient i datalogi fra Aalborg Universitet (1993). Var i 2000 med til at stifte Netcompany, der udvikler systemer inden for blandt andet e-handel, digital post, sundhedsplatforme og økonomisystemer. Virksomheden står blandt andet bag Borger.dk, Aula, Airhart og RejseBillet. André Rogaczewski holder oplæg til Ledelsens dag 14. november.

Foto: Christian Als

Fold ud

»Alle talte om, at nu ville alle blive forbundet med alle i hele verden. Så kom der en lille periode med skuffelse, hvor det gik op for os, at vi lige skulle finde ud af hvordan. Der gik måske 10 år, før nettet var rigtig anvendt og modent overalt. Når det gælder AI, tror jeg også, at den hype, som vi er i nu, vil falde lidt, men på grund af den teknologiske udvikling, og fordi vi måske er mere forandringsparate end nogensinde, vil det få indvirkning på en masse arbejdsfunktioner om kun tre-fire år.«

Det er her han slår ud med armene og siger “Tror jeg”, selvom han med sin teknologiske indsigt er bedre rustet end de fleste til at vurdere, hvordan og hvornår AI vil slå igennem. At det kommer til at ske, tør Rogaczewski dog godt sige. Også at det får konsekvenser for lederrollen.

»Som leder vil du komme til at lede flere og flere mennesker, som er længere væk fra det rutineprægede administrative og tættere på det nyskabende. Hvor mange i en HR-afdeling vil skrive afslagsbreve om fem år? Ikke ret mange. Hvor mange vil læse ansøgninger om fem år? Ingen tror jeg.«

Andre Rogaczewski sidder i en sofa på kontoret
»Som leder vil du komme til at lede flere og flere mennesker, som er længere væk fra det rutineprægede administrative og tættere på det nyskabende. Hvor mange i en HR-afdeling vil skrive afslagsbreve om fem år? Ikke ret mange. Hvor mange vil læse ansøgninger om fem år? Ingen tror jeg,« siger André Rogaczewski. Foto: Christian Als

Hvad bliver det vigtigste for en leder, når AI for alvor slår igennem?
»Du skal kunne skabe noget nyt som leder. Det er nok det bedste råd, jeg kan give. Det kan ikke nytte noget, du tror, at du bare skal lave en syntese af nogle data, du får serveret fra dine medarbejdere. Det skal kunstig intelligens nok klare ud fra mønstergenkendelse. Hvis du for eksempel leder en sagsbehandlingsafdeling, vil du stadig være chef fremover, men du er måske chef for otte maskiner og to medarbejdere, og du vil i højere grad komme til at gå til møder, hvor I diskuterer kriterierne for, hvornår en sag skal gå den ene eller den anden vej. Sådan et lederjob vil blive mere interessant forstået på den måde, at du skal kunne sætte dig ind i, hvorfor I beslutter noget bestemt med én type sager, og hvorfor I gør noget andet med en anden type sager, men det med at finde baggrundsmateriale og finde ud af, om to sager er ens, det klarer maskiner. Du skal bare tage beslutningen, om en sag skal køre dén vej eller dén vej,« siger Rogaczewski og peger på andre fokuspunkter, der bliver vigtige for ledere.

»Du skal som leder stadig være en supergod motivator. Det vil være mindst lige så vigtigt som nu, også på grund af mangel på arbejdskraft. Hvis dygtige medarbejdere, der forstår at udnytte kunstig intelligens, ikke får opfyldt deres personlige ambitioner, så er det svært at holde på dem. Samtidig skal man gerne være en smule mere analytisk, end de fleste ledere er i dag, og lidt mere nysgerrig, fordi man med kunstig intelligens pludselig får adgang til ufattelige mængder information. Hvor du måske før bare spurgte medarbejderne, skal du være åben for, at der er input at hente andre steder fra.«

Kan teknologien erstatte visse ledere?
»Kun hvis jobbet udelukkende består i at handle ud fra mønstergenkendelse. Nogen siger, de handler ud fra intuition og tror, at det er noget helt unikt, men intuition er jo egentlig bare mønstergenkendelse, hvor vi træffer beslutninger ud fra erfaringer. Men hvis man ser ledelsesopgaven som noget, der handler om mennesker, hvor man for eksempel motiverer andre, så kan jeg ikke se, at kunstig intelligens nogensinde kommer ind og erstatter det. Men vi vil se, at ledere skal forholde sig til, at en stor del af arbejdsopgaverne i organisationen vil blive udført af maskiner. Så der vil være medarbejdere, der skal lave noget andet. Der vil ske en rokade i opgaverne. Nogle job vil forsvinde og nye vil komme til.«

Kan ledere overlade nogle beslutninger til teknologien?
»Nej, jeg tror, det stadig vil være mennesker, der kigger efter de små detaljer, som netop kræver menneskelig dømmekraft. To sager kan jo være fuldstændig ens vurderet ud fra fakta, men derfor kan den ene godt skille sig ud. Måske kan man forestille sig to personer, der begge ønsker at låne penge, og ud fra data står i fuldstændig samme situation, men alligevel tager man forskellige beslutninger om lånet, fordi man ud fra sin menneskelige dømmekraft stoler mere på den ene. Vi skal huske, at vi selv bestemmer, hvor meget vi vil lade teknologien bestemme.«

Ledere savner AI-kompetencer

At brugen af kunstig intelligens vil brede sig, er de færreste formentlig i tvivl om. Det bliver underbygget af en måling foretaget af Lederne i maj 2023, hvor en tredjedel af de lidt over 1.000 deltagere svarede, at AI allerede er i brug på deres arbejdsplads. 72 procent af deltagerne svarede, at de som ledere mangler de rette kompetencer til at udnytte potentialet ved den kunstige intelligens, som de forventer kommer i brug på arbejdspladsen.
Fold ud

Giver det mening at sætte AI til at lave en strategi for en virksomhed?
»Det tror jeg ikke. Teknologien kan komme med en masse forslag, som kan være gode eller dårlige, men i sidste ende, er det mennesker, der laver strategi. Det bliver sindssygt vigtigt at kunne lave en strategi. Der vil være masser af ting, som vi stadig ikke vil registrere, og hvor der vil være brug for menneskelig dømmekraft. Der er en klar bevægelse mod, at flere og flere rutineprægede opgaver forsvinder. Ledere kommer derfor til at have færre medarbejdere inden for administration og vil i stigende grad få en rolle, hvor de tager beslutninger, der hviler på overordnede strategiske principper, mere end de hviler på rutiner.«

Har AI fået konkret betydning for Netcompany?
»Vi kigger på, om vi kan bruge det til at teste it-systemer – nogle af de måske mere kedelige programmeringsopgaver. Og vi kigger løbende på mulighederne inden for HR. Om vi for eksempel kan bruge mere tid på at tale med folk i stedet for at bruge tid på at skrive til dem. Generelt i samfundet bør vi ophøje de job, der har med menneskelig kontakt at gøre. Job, der giver værdi for de mennesker, der bliver betjent. Det giver værdi, at en tjener på en restaurant er sød og empatisk og faktisk går op i sit job og ved noget om det, du spiser. Det gør aftenen 10 gange bedre for gæsterne.«

Portrætbillede af Andre Rogaczewski
»Du skal som leder stadig være en supergod motivator,« siger André Rogaczewski og uddyber: »Hvis dygtige medarbejdere, der forstår at udnytte kunstig intelligens, ikke får opfyldt deres personlige ambitioner, så er det svært at holde på dem.« Foto: Christian Als

Ser du nogle punkter, hvor man som leder kan køre helt i hegnet, hvis man griber AI forkert an?
»100 procent. Altså hvis man undervurderer, hvor meget af outputtet eller produktionen i ens afdeling, eller hvad man nu er leder for, der vil blive erstattet af AI, så vil man fremstå som en gammeldags leder, som ikke forstår sig på, hvordan tingene fungerer. Og så vil man blive overhalet af medarbejdere, som vil sige: ‘Jamen du forstår slet ikke, hvordan vi arbejder nu. Vi laver ikke længere det, du tror, vi laver. Det er nogle maskiner, der gør det. Vi gør noget andet, og det er derfor, at kvaliteten af vores arbejde er højere end konkurrentens‘.«

Hvad er dit råd til et ungt menneske med lederambitioner, der vil ruste sig til, at AI slår helt igennem?
»Der er to ting, man skal kunne, hvis man vil være en god leder. Det ene er at være god til et eller andet. Jeg tror ikke på, at man skal blive leder bare for at lede. Man skal have en passion for noget. Det er ligegyldigt, hvad det er, men der skal være en faglighed. Og du skal kunne lide mennesker og respektere mennesker og ønske det bedste for dem, sådan at du selv kan opnå noget. Hvis ikke de to ting er på plads, bliver du aldrig en god leder.«

Action Card

André Rogaczewskis bedste råd om ledelse

  • Du skal være nyskabende
    Når AI slår igennem, skal du kunne skabe noget nyt – som ikke er konklusioner og ideer baseret på mønstergenkendelse. Det klarer AI meget bedre.
  • Du skal motivere
    Det bliver endnu vigtigere på grund af mangel på arbejdskraft. Du skal kunne holde på de medarbejdere, der er dygtige til at udnytte potentialet ved AI.
  • Lad eksperter lede eksperter
    Sæt kun folk, der ved noget om det din virksomhed producerer eller udvikler, til at lede andre eksperter. I min verden er ledelse ikke en disciplin i sig selv, men udspringer af det arbejde, der bliver udført. I Netcompany arbejder vi med et dogme, der hedder: It-folk leder andre it-folk. Du vil aldrig se en leder, der ikke selv har programmeret.
  • Lyt til dine medarbejdere
    Hvis du skal udvikle og motivere dine medarbejdere, bliver du nødt til at vide, hvordan de tænker. Og det finder du kun ud af ved at lytte til dem og tage dem seriøst. Hvis du vil undgå, at de hurtigt rejser videre, skal du også bevise over for dem, at du har empati, at du vil dem, og at du ser dem som mennesker, ikke bare som ansatte.
  • Forklar det højere formål
    Programmørerne i Netcompany sidder ikke bare og skriver software. De går på arbejde hver dag for at udvikle løsninger på konkrete udfordringer, der i sidste ende kan være med til at redde liv eller løse en velfærdsydelse på en smartere måde. Du skal som leder sørge for at forklare tydeligt, hvad virksomhedens formål er. I vores tilfælde er det at gøre Danmark til et bedre sted at være og på sigt at gøre verden til et bedre sted.
  • Sæt ambitiøse mål, men hold tidshorisonten kort
    Min tidshorisont stopper i mange tilfælde ved tre år. Hvis jeg ikke kan se et projekt realiseret inden for tre år, bliver det nemt lagt til side. Du bygger dig selv op som leder – og bygger din organisation op – via sejre, og det indebærer at nå nogle konkrete mål, som også er realistiske og inden for rækkevidde.

Relateret indhold

Sisse Fisker

Sådan får du din første bestyrelsespost

Drømmer du om at sidde i en bestyrelse? Her er, hvad du skal kunne. Og hvordan du kommer i gang.
7 min.
Allan Levann og Mina Akbari peger entusiastisk på hinanden
Omvendt mentorskab

Allan Levann er succesrig CEO og ledelsesekspert. Hans mentor er en ung afghansk flygtning.

Allan Levann, der er CEO i High Performance Institute, bruger 26-årige Mina Akbari som ’omvendt mentor’ for at blive klogere på unges syn på samfundet og verden - og for at få udfordret de bias, han ikke engang vidste, han havde.
10 min.
Nina Mathiesen og Mari Randsborg står og sidder ved et bord

Arkitektfirma har delt CEO-posten i to: »En kæmpe lettelse ikke længere at skulle stå alene på kommandobroen«

I snart et år har arkitektfirmaet Cobe haft to CEO’s. Det har ikke bare givet hurtigere og bedre beslutninger, men også mere plads til nytænkning. Ordningen kræver dog et personligt match ud over det sædvanlige, fortæller de to direktører.
8 min.
Fodboldtræner Bo Henriksen

Fodboldtræner Bo Henriksen fik vendt udviklingen på en arbejdsplads i krise: »Den rigtige kultur kan skabe mirakler«

Da Bo Henriksen blev hyret som træner af FC Zürich, kom han til en kriseramt arbejdsplads. Det gav kultursammenstød, da den smilende dansker ankom med sine vittigheder og endda spurgte spillerne, hvad han kunne gøre for dem, men manden, der er kendt som højrøstet indpisker og taler om kærlighed som ledelsesværktøj, har fået succes.
12 min.
Mette Maix
Sådan er min dag

Det gav ro og frihed, da Mette Maix tog kontrol over sin kalender

Mette Maix lægger vægt på frihed – som administrerende direktør i Rosendahl Design Group tog hun kontrollen tilbage over sin kalender, og nu har hun med egne ord sat sig selv yderligere fri. Hun er stoppet som direktør og overvejer, hvad næste fase af arbejdslivet skal indeholde.
5 min.
Else Relster sidder ved sit skrivebord

82-årige Else Relster er erhvervspsykolog og tidligere topchef. Hun er bekymret for nutidens ledere

Med en lang karriere som leder og stadig aktiv erhvervspsykolog har Else Relsters arbejdsliv cirkuleret om ledelse. Og hun har nogle meget konkrete råd til nutidens ledere, der – ifølge hende – ofte arbejder alt for meget i alt for lang tid.
11 min.