Et postkort fra en fremmed gav Mette Lykke det sidste skub til at sige op i McKinsey og gå egne veje

En sen augustaften i 2007 stod Mette Lykke ved et lyskryds i New York. Gule taxier zig-zaggede ind og ud af den tætte trafik. Og over hende strakte glasbeklædte kontorbygninger sig mod den natsorte himmel.

Men alt det så hun ikke.

Den 26-årige vestjyde, der var i byen på opgave som McKinsey-konsulent, tænkte kun på det valg, hun havde stillet sig selv over for.

Skulle hun fortsætte den sikre karriere i konsulentbranchen? Eller forfølge den usikre drøm om at springe ud som iværksætter?

Mens hun stod i sine egne tanker, dukkede en fremmed dame i en spraglet kjole op og stirrede på hende med et intenst blik. Damen rakte hende et pink postkort med hvid tekstinskription, inden hun uden et ord forsvandt ud i natten. Tilbage på fortovet stod Mette Lykke paf med postkortet i hånden.

»Uanset hvad dine vildeste drømme måtte være,« læste hun på kortet, »så kradser de kun i overfladen af, hvad der er muligt.«

Mette Lykke ser sig selv som et rationelt tænkende menneske. Men det var svært ikke at tolke oplevelsen i lyskrydset som et tegn til, hvad hun skulle vælge.

Dagen efter ringede hun til de to kolleger fra McKinsey, som ventede på svar på, om hun var klar til at sige op og sammen med dem prøve lykken som iværksættere.

Få måneder senere sad de tre i en dagligstue i København, hvor de iført badesandaler og med rugbrødsmadder til frokost arbejdede fra morgen til aften på at udvikle træningsappen Endomondo. Syv år senere – i 2015 – blev Endomondo med Mette Lykke som øverste chef solgt for svimlende 578 millioner kroner. I dag er hun administrerende direktør for madspildsappen Too Good To Go, som netop har rundet 75 millioner registrerede brugere på tværs af 17 lande.

Vi har mødt hende til en snak om den iværksættertrang, der altid har fulgt hende. Men også om, hvad hun har lært om ledelse i de nu over ti år, hun har været administrerende direktør, en rolle, som det egentlig slet ikke var meningen, hun skulle have haft.

Can-do attitude
I barndomshjemmet i Ringkøbing lærte Mette Lykke og hendes søskende, at man skal gøre sig umage og yde en indsats. Faren og farfaren grundlagde byggemarkedet 10-4, hvor hun som 12-årig begyndte at arbejde på lageret og gøre rent på toiletterne. Hendes store hobby var ridning, som hun dyrkede på konkurrenceplan. Når der skulle være ridestævne for børnene, var det ofte hende, der sørgede for invitationer, og at det hele spillede på dagen. Hun startede også et klubblad op, som hun selv skrev, layoutede og sendte ud.

Som flere andre i sin familie havde hun det, de kaldte ’ild i maven’. En stærk virketrang. Og så var der en tilfredsstillelse i, opdagede hun, at hun i rollen som primus motor kunne sikre sig, at tingene blev gjort ordentligt.

»Jeg er nok ikke så god til sådan noget slinger,« griner hun.

Hvordan det?

»Jeg har det sådan, at hvis man involverer sig i noget, så skal man gøre sit bedste. Det betyder ikke, at resultatet behøver at være perfekt. Men jeg synes, det er vigtigt, at man gør det så godt, man kan. Og hvis engagementet ikke er der til det, så er det nok et tegn på, at man skal finde noget andet at bruge sin tid på.«

På teenageværelset tyggede Mette Lykke sig igennem stakkevis af bøger. Og det åbnede hendes verden for andet end hestesporten. Efter gymnasiet ville hun være alt fra journalist til gymnasielærer og kunstmaler. Og så valgte hun at starte på statskundskab, som kunne lede i flere retninger. Under studierne blev hun kontaktet af McKinsey, som havde fået nys om hendes gode indsats på uddannelsen.

Som færdiguddannet begyndte hun i det internationale konsulenthus, hvor tempoet var højt og mulighederne for at præge opgaverne store. Her herskede, husker hun, en ”can-do attitude”. En tro på, at så at sige alle problemer kan løses, hvis man sætter nok kloge mennesker ind i et rum og giver dem en tusch og en tavle.

»Jeg havde selv en ret optimistisk tilgang til problemløsning i forvejen, men den blev helt klart forstærket i McKinsey. Og så gav det mig noget selvtillid at opleve, at jeg havde noget at bidrage med. Det tvivler man nok altid lidt på, når man træder ind på arbejdsmarkedet – og ikke mindst, når man starter i et så stort firma,« siger hun.

Direktør af nød
Men med tiden begyndte arbejdet som konsulent at frustrere hende. Det handlede om at løse opgaver for andres virksomheder. Og når hun var færdig med et projekt, fik hun sjældent indblik i, hvad der siden skete med det.

Hun savnede at være med i hele processen. Og dermed at kunne have et med hendes egne ord ”større impact på tingene”.

Og så var hun også, siger hun med et smil, tiltrukket af ikke at have en chef. Friheden, det giver. Og ikke mindst fleksibiliteten.

Sammen med to kolleger fra McKinsey begyndte hun at lege med tanken om at sige farvel til det faste job og i stedet prøve lykken som iværksætter. Snart blev forretningsmiddage på McKinseys regning erstattet med frokost fra Netto i en lejlighed i København, hvor de tog de spæde skridt til det, der endte som motionsappen Endomondo.

En på mange måder klassisk iværksætterhistorie med flere år uden løn og manglende investorer. Og så alligevel ikke. For det er langt fra de fleste startup-eventyr, der ender så lykkeligt som Endomondo. I 2013 blev Endomondo kåret til en af de 100 mest lovende teknologivirksomheder i verden af det amerikanske magasin Red Herring og rundede året efter 23 millioner brugere.

To år tidligere – i 2012 – var Mette Lykke blevet udnævnt til administrerende direktør. Ikke fordi hun gik efter posten. Men fordi virksomheden på det tidspunkt ikke havde råd til at hyre en tilstrækkelig kvalificeret CEO udefra. Hun endte derfor ”noget modvilligt”, som hun udtrykker det, med selv at tage opgaven på sig.

Hvad handlede modviljen til at påtage dig CEO-jobbet om?

»Dels havde jeg kun haft et lille team under mig, så den ledelseserfaring, jeg havde, var begrænset. Derudover var ledelse ikke noget, jeg sådan interesserede mig for. Det var mere det at være med til at skabe noget – mere end det rent ledelsesfaglige – der drev mig.«

Beslutningen om udnævnelsen af Mette Lykke til topchef blev ikke mødt med bifald fra alle sider. Hun havde måneder forinden forsikret alle i virksomheden om, at det ikke blev hende. Og derfor var nyheden »en rimelig svær kommunikation at få ud over rampen«, fortæller hun.

»Når man har set frem til en eller anden supererfaren leder udefra, er det måske lidt skuffende, når det så alligevel bliver en af stifterne. Det forstår jeg sådan set godt.«

Særligt én medarbejder var kritisk overfor beslutningen, faktisk så kritisk, at han endte med at sige op. Ifølge medarbejderen var Mette Lykke dygtig til forretningsudvikling, men manglede basal forståelse for hvervet som leder.

Hun havde svært ved at overlade opgaver og ansvar til andre, lød kritikken, og forventede for meget af sine medarbejdere.

Havde han en pointe?

»Altså, jeg kom jo ud af en skole (McKinsey, red.), hvor du arbejder utroligt meget. Og det gjorde jeg også de første år som iværksætter. Det var hele mit liv. Og derfor havde jeg på det tidspunkt nok ikke den største forståelse for, at der var nogle, der ikke havde lyst til at bruge lige så meget tid og energi på kontoret som jeg,« siger hun.

Men det ændrede sig. Dels fordi hun netop selv var blevet mor og fik øjnene op for andre ting end arbejdet. Men også fordi de især yngre medarbejdere begyndte at stille krav om en bedre balance mellem arbejdsliv og fritid. 

»De unge er måske dem, jeg har lært allermest af. De har bedre end tidligere generationer forstået, at det er vigtigt at have en god balance mellem arbejde og fritid – ellers ender man nemt med at køre død i det,« siger Mette Lykke, der dog understreger, at man som iværksætter – særligt i de første år – må forvente at lægge en hel del flere timer end en normal arbejdsuge.

Da Mette Lykke blev udnævnt til CEO, havde Endomondo omkring 25 medarbejdere og var således ikke længere en lille startup. Og det ville ifølge medarbejderen, der sagde op i forbindelse med hendes tiltrædelse på CEO-posten, være svært for hende at håndtere. Hun havde nemlig vanskeligt ved at overlade ansvar og opgaver til andre, mente han.

»Endomondo var mit hjertebarn. Og derfor ville jeg gerne være inde over så meget som muligt. Men når man vokser sig større, må man lære at give slip. Både fordi man ikke kan nå at gå i detaljen med alting. Men også fordi man bliver nødt til at vise sine medarbejdere tillid ved ikke hele tiden at se dem over skulderen,« siger Mette Lykke, der var ked af, at den pågældende medarbejder sagde op, men til gengæld lærte en masse af hans kritik og på hans opfordring valgte at få en coach. 

På trods af, at jobbet som CEO hverken var noget hun ønskede – og at beslutningen fik blandet modtagelse – gik forretningen med hende for bordenden bedre end nogensinde. To år efter udnævnelsen ringede den amerikanske virksomhed Under Armour med et købstilbud, som de tre stiftere ikke kunne sige nej til. Hun fortsatte under de nye ejere som direktør for en afdeling, hvor hun havde ansvaret for Endomondo og appen Map My Run.

Motiveret af formålet 
I 2017 takkede Mette Lykke ja til et job som direktør i Too Good To Go, en på det tidspunkt havde blot 10 ansatte. Hun havde, sagde hun i forbindelse med jobskiftet, ”lyst til at begynde forfra og se noget vokse igen”. Men virksomheden skulle ligesom Endomondo, der arbejdede for at få folk til at dyrke mere motion, have et meningsfuldt formål.

»Det var vigtigt for mig, at det ikke bare handlede om at tjene penge, men om at bruge tiden på noget, der bidrager til at løse et større samfundsmæssigt problem, som madspild jo i den grad er,« siger Mette Lykke, der forklarer, at mange af hendes medarbejdere netop vælger virksomheden til på grund af formålet om at reducere madspild på verdensplan.

Men formålet er vel ikke nok i sig selv? 

»Der er selvfølgelig også nogle ting i hverdagen, der skal fungere. At man har nogle gode arbejdsforhold. Og selvfølgelig en god chef.«

Og hvad gør du selv for at være en god leder for dine medarbejdere?

»Dels mener jeg, at det er vigtigt at sætte retning. At gøre det mål, som medarbejderne skal arbejde efter, så tydeligt som muligt,« siger hun.

»Når jeg har gjort det klart, hvor vi skal hen, ser jeg det som min opgave at give dem en bane at løbe i. Altså at flytte barrierer på vejen og sparre med dem undervejs. Men også bare at give dem tid og plads til at kunne lave opgaverne. Det kræver, at man tør slippe kontrollen – og det er jeg helt klart blevet bedre til med tiden,« siger hun.

At Mette Lykke i højere grad end tidligere formår at give slip på opgaverne er ikke bare et valg, men også en nødvendighed. På de seks år, hun har siddet for bordenden, har virksomheden nemlig gået fra 10 til 1.200 ansatte fordelt på 17 lande.

Ikke en dagligstuernes konge
Mette Lykke havde i mange år en forestilling om, at en CEO var sådan en, der indtager rummet med store armbevægelser og snakker uafbrudt.

»En dagligstuernes konge,” som hun kalder det.

Men den måde at være direktør på havde hun svært ved at se sig selv i. Derfor kontaktede hun en coach, der kunne hjælpe hende med et forvalte lederrollen på en måde, som var mere tro mod hende selv og hendes værdier.

»Jo mere jeg forsøgte at leve op til min egen forestilling om, hvordan en CEO er, des mere usikker blev jeg. Så det var virkelig en befrielse, da jeg begyndte at give mig selv lov til bare at være mig. Jeg er ikke typen, der råber højest, men det tror jeg heller ikke er nødvendigt for at kunne mærke, at jeg virkelig brænder for det, jeg laver,« siger hun.

Mette Lykke trækker på smilebåndet, når folk snakker om autentisk ledelse.

»Det lyder simpelthen så røvballe,« siger hun med et smil, der når helt op til hendes lyseblå øjne. »Men altså, budskabet er jo helt rigtigt; det handler om at være sig selv.«

Hvad lægger du ellers vægt på som leder?

»At behandle folk ordentligt,« siger hun prompte. »Jeg lægger virkelig vægt på at tale ordentligt og respektfuldt til folk – også når folk ikke har gjort det godt nok. Det, tror jeg, man kommer længst med. Og så kunne jeg ikke drømme om at udstille nogen offentligt eller overfor hinanden. Hvis der opstår en eller anden situation, tager jeg den med vedkommende under fire øjne,” siger Mette Lykke, der til gengæld af sine medarbejdere kræver det, hun altid ifølge hende selv har været garant for: at yde en indsats. Eller som hun med jysk underdrivelse udtrykker det: ”Jeg er nok rimelig god til at få noget fra hånden.«

»Jeg kan sagtens acceptere, at man begår fejl. Dem begår jeg selv masser af. Men jeg har det meget svært, hvis folk har sådan en ligegyldighed overfor tingene. Så bliver det svært at levere et godt stykke arbejde og ikke mindst at bevare motivationen. Og det synes jeg er alfa og omega, når man nu vælger at bruge så mange timer på det, man nu laver,« siger hun.

Apropos timer – arbejder du stadig lige så meget, som du gjorde i dine første år som iværksætter?

»Jeg arbejder mindre. Helt klart. Men det er stadig ikke et 40-timers job,« siger Mette Lykke, der i dag trives med at være kvinden for bordenden.

»Det handler ikke om at bestemme over en masse mennesker. Men om at sidde et sted, hvor jeg har mulighed for at præge og udvikle tingene. Og derfor er jeg også superglad for at være lige her, hvor jeg er nu,« siger hun og ser sig omkring på sit mødekontor.

På skrivebordet, der er placeret med udsigt til en grøn gårdhave, står en sort billedramme med det postkort, hun fik i lyskrydset i New York. Som et minde om, hvordan iværksættereventyret startede. Men også som en påmindelse om, at du med den rette indstilling kan opnå ting, der overstiger dine vildeste drømme.