Ingen ”pikhoveder” hos Thomas Frank

»Det ligner jo noget, der er løgn. Om vinteren er her pivkoldt, selvom varmeapparaterne kører på fuld drøn. Faktisk er her enten alt for varmt eller vanvittigt koldt.«

Thomas Frank gør ikke noget forsøg på at tale faciliteterne op, da han tager imod Lederstof.dk’s udsendte på fodboldklubben Brentford FCs ydmyge træningsanlæg i den søvnige London-forstad Hounslow.

Den danske cheftræner, der lige nu har kæmpe succes i verdens største fodboldliga, har sin daglige gang på et anlæg, der mest af alt ligner en teltlejr. Bag den bevogtede røde gitterlåge holder receptionen til i en ombygget skibscontainer, et aldrende partytelt er indrettet som presserum, og cheftræneren selv og hans stab holder til i midlertidige pavilloner.

Alt sammen forhold, som man ikke forventer at se hos en klub, der uge efter uge dyster mod traditionsrige – og langt rigere – klubber som Liverpool, Manchester United og Tottenham i Premier League.

»Vi kommer til at opgradere faciliteterne. Men de er i virkeligheden ikke så afgørende. Det allervigtigste og årsagen til, at vi kan kæmpe mod klubber, der er markant større og langt mere ressourcestærke end os, det er, at vi har nogle stærke og tydelige værdier. Og fordi vi er gode mennesker,« konstaterer Thomas Frank.

»Det mest ekstreme job, der findes«

Fra sit beskedne pavillonkontor, hvor gulvtæppet stumper og udsmykningen udgøres af en taktiktavle med magneter, har Thomas Frank stået i spidsen for Brentford FC siden oktober 2018. Det har været en nærmest uafbrudt succeshistorie, men den er også kommet med en pris.

»Lige nu er jeg på et ultimativt high, på toppen af mit game og min ydeevne. Jeg nyder det, men det er også ufatteligt hårdt. Hjernen kører jo hele tiden. Selvom folk tror, at de forstår fodbold, er der ingen, der forstår, hvordan det er at være cheftræner. Ingen. Det er det mest ekstreme job, der findes.«

Efter sidste års oprykning til den fineste række, har Thomas Frank & Brentford FC i år udvirket et måske endnu større mirakel. Med et budget, der kun udgør en brøkdel af de større klubbers, lykkedes det Thomas Frank at undgå den nedrykning, mange ellers havde forudset.

Faktisk fik klubben, blandt andet via Christian Eriksens ankomst til klubben, en fornem placering midt i rækken; en bedrift, der udløste en nominering til den eftertragtede Manager of The Year-pris til Thomas Frank.

Men hvad er det, den danske træner kan? Hvordan leder han? Og hvilke værdier og principper bruger han i sin ledelse?

»For mig handler ledelse først og fremmest om mennesker og om at stå på nogle stærke værdier. Der er ikke noget, der er vigtigere end at omgive dig med gode mennesker, der vil hinanden det godt,« siger Thomas Frank og tilføjer:

»Noget af det, jeg er bedst til, er at have gode mennesker omkring mig og at gøre dem lidt bedre. Og jeg er virkelig glad for, at det er lykkedes at skabe et sted, hvor folk synes, det er fedt at gå på arbejde.«

Vælger den mindre talentfulde

Hans udsagn om kun at omgive sig med gode mennesker, skal tages helt bogstaveligt. Hvis han skal vælge mellem en ufatteligt dygtig spiller med et lidt for stort ego og en mindre dygtig spiller med den rigtige personlighed, vælger han nummer 2.

»Jeg vil langt hellere have spillere, som er lidt mindre talentfulde, men som arbejder hårdere, og som er gode for kulturen. Det tror jeg meget mere på, og det vil jeg til enhver tid prioritere over hvilken som helst topspiller med forkerte værdier eller karakter. Jeg tror også på, at tiden er løbet fra de store egoister. Der er en grund til, at det hedder holdsport,« siger Thomas Frank.

Som et konkret eksempel nævner han, at også Brentfords stjernespillere og cheftræneren selv hjælper med bagagen, når holdet kommer retur til Hounslow efter en kamp. Og at alle gæster på træningsanlægget bliver mødt af spillerne med en høflig hilsen, et håndtryk, eller en corona-kno.

»Det er sådan noget, det gør mig stolt. Det lyder stort, men det, der interesserer mig, og det jeg prøver at gøre hver dag, er at gøre verden en lille smule bedre ved at behandle andre folk pænt. Hvis alle gjorde det, kunne vi nå rigtig langt.«

’No Dickheads-politik’

Som cheftræner i en Premier League-klub kommer du vel ikke langt kun med venlighed? Er du ikke også nødt til at være benhård indimellem?

»Jeg har lært mig selv i den her verden, at du kan komme rigtig langt med at være sød, rar og imødekommende, og at det er vigtigt at have en connection til spillerne. Men du er også nødt til at have en tydelighed og skarphed. Det er jeg blevet markant bedre til. Når jeg ser noget, der kan gøres bedre, siger jeg det klart og tydeligt og meget ærligt. Men det sker i en ordentlig tone.«

Allerede da Thomas Frank ankom til klubben for fem år siden, satte han ord på de menneskelige kvaliteter, han ville have til at gennemsyre klubben. Og kaldte det en no dickheads-politik.

»Det kan man lidt frit oversætte til: ’Ingen pikhoveder hos Thomas Frank’,« lyder det grinende fra den danske cheftræner.

»De spillere og medarbejdere, vi vil have, er dem, der tænker i helheder og ikke kun på deres egen lille rolle. Som også er villig til at hjælpe sidemanden eller kammeraten. Jeg tror fuldt og fast på, at hvis du har gode mennesker, som er gode ved andre mennesker, så skaber du en god atmosfære, som meget bedre skaber grobund for udvikling, end råben og skrigen,« siger Thomas Frank og fortsætter:

»For mig at se er der ingen tvivl om, at ledelse bevæger sig derhen, hvor det handler mere og mere om mennesket og den enkelte person og evnen til ikke kun at motivere og inspirere, men også at favne dem, være der for dem og forstå dem.«

Thomas understreger, at han og spillerne ikke er ’kammerater’, selvom der er nogle i truppen, han er tættere på end andre.

»Jeg tror, at de alle sammen ser mig som en noget mere nede på jorden-cheftræner, end hvad de ellers har oplevet. Og også en cheftræner, som de kan komme og snakke med om alt muligt – og som de oplever faktisk lytter til dem.«

Det kan måske være lidt svært at forstå, at dit menneskesyn faktisk virker i et så udpræget konkurrencemiljø, som du står i spidsen for?

»Der er ingen modsætning. Det handler dybest set om at behandle folk ordentligt. Selvfølgelig presser jeg spillerne og min stab, men ikke med råb og skrig. Man er jo ikke her, hvis man ikke hele tiden vil være en lille smule bedre. Nogle skal skubbes lidt mere end andre, men der er ikke en fodboldspiller her, som ikke kunne tænke sig at blive en lille smule bedre, og som vil arbejde benhårdt for det.«

Hvad gør du i praksis for at undgå ’dickheads’, når du henter nye spillere til klubben?

»Vi trækker en masse referencer fra tidligere medspillere og trænere. Hvis man ikke er en god karakter, fanger du folk der. Og så møder vi dem selvfølgelig og studerer dem grundigt. Hvis jeg kan se, at de arbejder hårdt på fodboldbanen; hvis jeg kan se, at de sprinter tilbage efter et angreb hver gang, så skal jeg nok lære dem at gøre det endnu mere,« siger Thomas Frank.

Fire kerneværdier gennemsyrer alt

Den 48-årige dansker begyndte at snuse til trænerjobbet meget tidligt. Han spillede selv fodbold på serie-niveau og blev som 20-årig træner i Frederiksværk. Et ophold på en idrætshøjskole gav ham mere blod på tanden, og han arbejdede i en række år med talentudvikling på højt niveau, kombineret med idrætsstudier på universitet.

»Som træner har jeg altid været optaget af ledelse, værdier og kultur. Og så har det været en kæmpe gevinst for mig, at jeg har arbejdet så meget med talentudvikling, fordi jeg hele tiden tænker på at udvikle mennesket og spilleren. Det ligger latent i hele måden, jeg tænker på,« siger Thomas Frank.

Efter en række år som ungdomstræner for både klub- og landshold blev Thomas Frank for alvor et kendt ansigt, da han blev cheftræner for Brøndby IF. Efter afskeden med Vestegnen blev han først assistenttræner og siden cheftræner for Brentford FC.

Ifølge Thomas Frank selv er der én altoverskyggende forklaring på, at den ellers ret upåagtede klub med ham som leder i dag kan matche hold, der på papiret er langt stærkere: Den stærke kultur, der allerede var i klubben, da han ankom, men som han har forædlet og videreudviklet.

Thomas Frank-kulturen er baseret på fire kerneværdier, som han selv kalder ’The PATH to Performance’, og som er fundamentet for alt, han gør i klubben.

I Thomas Franks oversættelse er ’Performance’ nøglen til alt, hvad klubben foretager sig. Det handler om et meget stærkt fokus på den enkelte spillers præstation, der konstant bliver evalueret i træning og kamp, så man kan arbejde på hele tiden at forbedre de sidste procenter.

»Med ’Attitude’ mener jeg blandt andet confident, but humble (selvbevidst, men ydmyg, red.). Jeg elsker den frase. Man er nødt til at tro på sig selv, hvis man skal opnå noget i den her verden, uanset om du er leder, spiller eller kok. Du er nødt til at have selvtillid, men du skal også være ydmyg.«

Togetherness – eller sammenhold – er for Thomas Frank et udtryk for, at ingen, heller ikke cheftræneren, kan gøre noget alene. Den sidste værdi, hard work, er for Thomas Frank fundamentet for det hele.

»Jeg var ikke kommet hertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde arbejdet mellem 60-70 timer de sidste 20 år af mit liv, hvis ikke længere. Det er mange hårde timer hver dag med skånselsløst fokus. Hårdt arbejde er det, vi baserer det hele på.«

Kan dine fire kerneværdier overføres til andre klubber eller virker de kun her i Brentford med den historie, der er her?

»Jeg tror på, at det, vi gør her, virker alle steder – for den sags skyld også i erhvervslivet. Jeg er overbevist om, at de grundsten, vi står på, vil give succes over alt, specielt den tilgang, vi har i forhold til mennesker.«

Mentoren: Husk den konstruktive kynisme

Når Thomas Frank én gang om ugen konsulterer sin ledelsesmentor, Teddy Hebo Larsen, der blandt andet har været administrerende direktør i Eli Lilly, Danmark, og global HR-chef i H. Lundbeck, taler de næsten altid om, hvor vigtigt det er at kommunikere kerneværdierne til spillere og staben. Og så arbejder de især med udgangspunkt i værdisystemer hos mennesker.

»Det er vanvittigt, hvor tit de værdier skal gentages. Selvom man føler sig dum ved at gentage dem nærmest hver eneste dag, er det nødvendigt. Hvis man ikke træner det i fire uger, er det væk. Det er min mentor god til at hjælpe mig med at huske på.«

Thomas Frank bruger både Teddy Hebo Larsen til at få de store linjer på plads, men også til at løse konkrete problemer eller dilemmaer.

»Det er rart at vende tingene med en, som ikke har en aktie i det her. Han har fin forstand på fodbold, men vi bruger måske to minutter på at snakke om den seneste kamp, og så handler resten om ledelse.«

For Thomas Frank er det helt afgørende, at han får luft til at reflektere lidt dybere og får hjælp til at bryde de dårlige vaner.

»Vi har for eksempel et fast punkt, der hedder ’konstruktiv kynisme’. Det handler om, at jeg skal være bedre til at sige nej, delegere ud og skære ind til benet.«

Lige præcis når det gælder uddelegering og evnen til alene at fokusere på det store billede, er Thomas Frank opmærksom på, at han har nogle svagheder. Han kan blive så besat af detaljerne, at det nogle gange spænder ben for ham selv. Og ofte løser han bare problemerne selv, uanset hvor små de måtte være – selvom han godt ved, at det tager energi fra det væsentlige.

Som når han skal hente en yoghurt i køkkenet, og opdager at teskeerne står i den anden ende af lokalet og straks tager fat i kokkene for at få dem flyttet.

»Jeg prøver altid at optimere. Min hjerne er fuldstændig tosset, men jeg tror også, at det er en af mine styrker,« som han selv formulerer det.

iBook rummer klubbens DNA

Svagheden bliver til en decideret styrke, når det gælder hans minutiøse tilrettelæggelse og eksekvering af alle aspekter af jobbet – lige fra rekruttering, træning og taktikmøder til kamp-forberedelse. Absolut intet overlades til tilfældighederne.

Et godt eksempel på grundigheden er den iBook, han lavede, da han begyndte i klubben som træner. Den elektroniske bog består af 60 sider med animationer, videoklip og beskrivelser af hver enkelt aktion på banen, sådan som Thomas Frank gerne vil have dem udført.

»Man kan kalde iBook’en for klubbens spillemæssige DNA. Da Brian Riemer (Thomas Franks danske assistenttræner, red.) kom hertil, ændrede jeg nogle små detaljer på det defensive, for det er der, han er ekspert. Ellers er den uforandret,« siger Thomas Frank.

Ligesom ledere i private eller offentlige virksomheder arbejder Thomas Frank også systematisk med KPI’er. Et af Brentford FC’s hemmelige våben er data. Alt måles og vejes og bruges til at forfine både holdets og den enkelte spillers præstation.

»Kunsten er at finde de rigtige data at kigge på. De data, jeg bruger mest, er dem, der måler vores præstationer. Men de kan aldrig helt erstatte mavefornemmelsen. Så jeg bruger begge dele.«

GPS-data måler alt

Før den netop afsluttede sæson, opsatte Thomas Frank blandt andet et mål om, at holdet skulle være blandt de tre mest konditionsstærke hold i Premier League. Derfor målte klubben ved hjælp af GPS i hver eneste kamp, hvor langt de enkelte spillere løb, hvor mange sprints de tog, hvor langt de sprintede i alt, samt antallet af højintensive løb.

Resultaterne bliver konstant målt op imod, hvad spillere i konkurrerende klubber præsterer, så Thomas Frank ved, hvad han er oppe imod, og hvad der skal forbedres.

»Du kan have en teknisk meget dygtig spiller, men hvis han ikke arbejder hårdt nok, kommer han aldrig på holdet. Derfor bruger vi både GPS-data og video til at forklare ham, at der skal arbejdes hårdere.«

Logikken er lige så klar, som den er simpel: Den fysiske del er det eneste punkt, hvor Brentford kan konkurrere på lige fod med de bedste klubber, uden at det koster astronomiske summer, så det er simpelthen en forudsætning, at alle spillere præsterer på øverste hylde, når det gælder fysisk formåen.

»Vores venstre wingback, Rico Henry, har for eksempel kun ligget på 850 meter højintensivt løb i kampene, men jeg ved, at han skal over 1000 meter på den position, så det har vi skubbet ham på. Efter en kamp mod Tottenham, lå han endelig på den rigtige side, og det roste jeg ham for, men ham, han spillede overfor, var på 1150 meter. Og så måtte vi jo flytte barren igen.«

De svære samtaler

Forberedelsen og grundigheden er lige så ekstrem, når Thomas Frank holder de svære samtaler med spillere, der ikke længere skal være i klubben. Så spiller han hele samtalen som en film inde i hovedet, inden den begynder.

»Der har været nogle stykker af den slags samtaler, og dem glæder jeg mig ikke til. Den dag, jeg glæder mig til den samtale, skal jeg stoppe, for så er min empati væk. Men jeg er blevet bedre til dem, og jeg forbereder mig grundigt. Jeg tror, det handler om ikke at væve for meget. Du skal ikke være her af de og de grunde – straight to the point.«

Forberedelserne tager han til endnu større højder, når han skal forsøge at rekruttere en spiller, der står højt på ønskelisten.

Da han forud for forrige sæson mistede sin topscorer, gik han all in på at købe en kvalificeret erstatning. Valget faldt på Ivan Toney.

»Da jeg mødtes med Ivan, var jeg selvfølgelig topforberedt. Jeg viste med videoklip, hvad hans forcer var, og hvordan han ville passe perfekt ind i vores spillestil, men også hvad han skulle arbejde med. Jeg forklarede også om vores kultur, og da han stadig var i tvivl, sagde jeg, at jeg var overbevist om, at han ville lave minimum 25 mål for os. Han scorede 31, og vi rykkede op og kom i Premier League.«

Spiller om 1,5 milliarder kroner

Året forinden var Brentford også tæt på at rykke op, men kiksede.

»Der er kun to andre kampe, der kan komme i nærheden af samme niveau. Det er VM-finalen, og det er EM-finalen. Vinderen rykker op i Premier League, taberen har ingenting. Hvis du lykkes med at vinde, er du helte for evigt,« siger Thomas Frank.

Forskellen på at spille i den bedste eller næstbedste engelske række handler om meget mere end sportslig hæder. Faktisk i nærheden af 1,5 milliarder kroner. Det er den gevinst, et oprykkerhold kan se frem til at modtage, blandt andet i øgede tv-indtægter.

Når Thomas Frank skal beskrive, hvordan det føles at være cheftræner i en kamp, hvor der står så meget på spil, beskriver han det som en fornemmelse af at ’hele kroppen brænder’. Da sejren og oprykningen kom i hus, var forløsningen enorm.

»Da dommeren fløjter af, er det den vildeste følelse; den reneste form for lykke, som jeg kun kan sammenligne med, da mine børn blev født. Når man har arbejdet for noget så hårdt så længe, sammen med andre og får det ultimative resultat, er det en blanding af lettelse, stolthed og eufori, som er svært at forklare.«

Og så fester man igennem?

»Det gør man. Jeg var hjemme klokken 06.00 om morgenen.«

Tanken var tømt

Selvom man kan leve længe på en så karriedefinerede optur, har Thomas Frank også lært på den hårde måde, at cheftrænerjobbet slider. Måske også mere end godt er.

For eksempel hvis holdet i en periode ikke leverer gode resultater og presset stiger. Så ender man som cheftræner let i en negativ spiral og et mediestormvejr, som kan hive selvtilliden ud af de fleste. »Hvis man følger med i medierne, når det går dårligt, så bliver man jo mindet om, at det går skidt. Og rustningen kan godt blive lidt tyndslidt, hvis du hele tiden får det hak i selvforståelsen. Men jeg tror nu mest, at presset kommer fra mig selv. Jeg prøver at undgå at læse aviser, er ikke på sociale medier og kommer det heller aldrig.«

For Thomas Frank er det mere summen af pres igennem lang tid, der har været tæt på at sende ham i dørken. Kombineret med de ekstremt høje krav, han stiller til sig selv, og som får hjernen til at køre i overgear. Hvordan kan han blive bedre som leder? Hvordan kan han kommunikere stærkere? Hvilke taktiske ting, kan han skrue på? Og hvordan kan han motivere spillerne endnu bedre?

»Sidste år i marts var jeg fuldstændig mast i gulvet. Det var ikke stress, for jeg kunne godt sove, og jeg havde ikke trykken for brystet. Jeg var bare ’done’; der var ikke mere i tanken,« siger Thomas Frank.

Siden da har han forsøgt at skrue op for den ’konstruktive kynisme’, som hans mentor har anbefalet ham. Han er blevet bedre til at sige nej, og har forsøgt at skrue ned for arbejdstimerne.

»Jeg møder ind her på anlægget hver dag klokken 07.00, og forsøger at gå klokken 16.00, simpelthen for at holde min energi. Der er altid noget at tage fat i, så jeg skal nærmest tvinge mig selv til at køre hjem.«

Hvor henter du energien henne, når du er ved at være drænet?

»Jeg løber tre dage om ugen for at holde mig fit og hjernen klar, og så sørger jeg for at få sovet syv timer hver nat. Og så har jeg en familie, der sætter livet i perspektiv og en stor social omgangskreds, som det dog kan være lidt udfordret at holde kontakt til nogle gange.«

Et voldsomt temperament

Normalt er Thomas Frank meget overskudsagtig og udadvendt. Men i et fjernt hjørne af hans indre gemmer sig et voldsomt temperament. Som oftest kan han tøjle det, men en sjælden gang sker det, at han snapper.

»Min kone, Nanna, ved godt, at jeg til tider har et heftigt temperament. Dem, der har kendt mig over tid, ved også godt, at jeg har temperament. Jeg kontrollerer og kontrollerer, og så lige pludselig eksploderer jeg. Men det sker meget, meget sjældent.«

For Thomas Frank er der ikke noget pinligt i at erkende de svagheder, han er udstyret med. Ligesom hans gode ven, landstræner Kasper Hjulmand, hylder han princippet om, at man skal kende sig selv for at kunne lede andre.

»Jeg tror bestemt, at du skal være meget opmærksom på både dine styrker og svagheder. Jeg bliver aldrig færdig med at udvikle mig som menneske eller som leder, men jeg tror altid, at jeg vil mene, at det vigtigste er, at man kommer som den, man er, at man er autentisk og har stor integritet og tydelighed,« siger Thomas Frank.

Hvilken pris har din familie betalt for dit karrierevalg?

»Det er klart, at jeg har været mange timer væk fra hjemmet, også i weekenderne, og vi har haft markant færre ferier end andre. Det er noget af det, der nager mig. Heldigvis har min kone sagt til mig flere gange, at hun er glad for, at jeg ikke har lagt mig på sofaen, når jeg træder ind ad døren. Jeg er privilegeret af at have en rimeligt stor maskine. Jeg går langt på literen. Så når jeg kommer hjem, har jeg været til stede, hoppet i trampolin og været der for børnene.«

Forventer tidlig pension

Lige nu er Thomas Frank på højden af sin trænerkarriere. Men han er også som 48-årig et sted i livet, hvor han ikke kan forestille sig at blive i det opslidende game indtil pensionsalderen.

»Min kone siger, at jeg ikke kommer til at stoppe, før jeg er 70, men jeg ville blive overrasket, hvis jeg er cheftræner efter jeg er fyldt 60. Men det er så også 12 år endnu,« siger Thomas Frank.

Her og nu gælder det forberedelsen til næste sæson i Premier League. Drømmen er at ende på en af de pladser i tabellen, der kan give Brentford adgang til en de europæiske turneringer. Det er realistisk, mener Thomas Frank, hvis det lykkes at købe de 2-3 spillere, han har øjnene stift rettet imod, og hvis landsholdsstjernen Christian Eriksen forlænger med klubben.

Efter at Eriksen faldt om i Parken sidste sommer, blev Brentford hans vej tilbage til fodbolden. Og han er indbegrebet af alt det, Brentford står for, siger Thomas Frank.

»Han er jo nærmest legemliggørelsen af vores kultur og værdisæt. Han arbejder benhårdt, og han har selvtillid, men er også ydmyg,« siger Thomas Frank og fortsætter:

»Selv hvis det ikke lykkes med Eriksen og de andre spillere, har vi et fint hold alligevel, og først og fremmest nogle værdier, der nok skal bære os igennem, så vi bliver i Premier League. Det har været en kæmpe succes for mig at være i Brentford på alle tænkelige måder. Så jeg giver den gas lige meget hvad.«