Signe ledte efter den ultimative ledelsesudfordring – og fandt den i Vestre Fængsel

’Godt du kommer’, proklamerer det knaldrøde neonskilt i Vestre Fængsels velkomstafdeling. Men stemningen blandt den lille flok mænd, kvinder og børn, der er kommet for at besøge deres kære bag fængslet mure, virker nu mest af alt trykket. Der er ingen smalltalk, kun blikke, der konstant søger den store computerskærm, der viser, hvornår næste nummer i rækken kan gå igennem slusen og den skrappe adgangskontrol.

»Det er en stor belastning for dem, der er indsat her i Vestre Fængsel, men det er det også for deres pårørende. Jeg møder hver eneste dag mange sørgelige skæbner. Det gør et stort indtryk på mig, og det er en daglig påmindelse om, at vi alle sammen skal gøre os superumage i vores arbejde,« siger Signe Rostgaard, der i fem måneder har været chef for de i alt 430 medarbejdere i Københavns Fængsler, herunder det største af dem, Vestre Fængsel, med plads til 504 indsatte.

Det er en opgave, hun har påtaget sig, selv om hun aldrig har haft noget med fængselsvæsenet at gøre. Men efter at have arbejdet mange år i det kommunale system, blandt andet som HR-chef i Gentofte Kommune, følte hun sig klar til at påtage sig endnu større udfordringer.

»Jeg blev jo ikke rekrutteret på min viden om kriminalforsorgen. Det blev jeg på min viden om og tilgang til ledelse. Jeg tror rigtig meget på ledelse som et fag i sig selv, og at man som en dygtig leder kan skifte til en branche, selv om man ikke har noget indgående kendskab til den,« siger Signe Rostgaard.

Mangler mange fængselsbetjente
Udfordringer har hun fået til overmål i de fire københavnske fængsler, der hører under hende. Specielt Vestre Fængsel, der blev opført i 1895, er i perioder ramt af overbelægning. Endnu værre er problemerne med at skaffe fængselsbetjente nok. Lige nu mangler Signe Rostgaard 15-20 procent af personalet hver måned, uden udsigt til at der kommer en løsning lige med det første.

Fordi der ikke er fængselsbetjente nok, må Signe Rostgaard som øverste leder acceptere, at det er et grundvilkår i fængslets drift, at ledelsen er tvunget til at beordre personalet på arbejde. Det kan være nødvendigt ved sygemeldinger, eller hvis en indsat for eksempel bliver indlagt på et hospital og skal bevogtes. I de situationer kan en fængselsbetjent, der var vagtsat fra 07.00 til 15.00, blive beordret til at tage en aftenvagt oveni, så arbejdstiden først slutter kl. 21.00.

»Det er desværre en del af vores hverdag. Når jeg kommer rundt i fængslet, hører jeg, at mange er glade for at være her, men at manglen på personale er en kæmpestor udfordring for alle. Selv om man er glad for sit arbejde, vil man også gerne kunne planlægge sit arbejdsliv.«

’Hvordan leder man et fængsel?’
Situationens alvor kommer ikke som nogen overraskelse. Da hun sagde ja til at påtage sig opgaven, vidste hun, at det ville blive en ekstremt vanskelig opgave. Faktisk var det en del af attraktionen.

»Det var ikke nogen hemmelighed for mig, at fængslerne er meget pressede. Det var noget af det, der gjorde jobbet interessant for mig. Jeg tænkte: Hvordan leder man et fængsel? Hvordan er det her system bygget op? Og hvor stor en forskel kan man være med til at gøre, når man sætter sig i chefstolen?«

Hvorfra kommer din lyst til at påtage dig et job, der i manges øjne ser fuldstændig umuligt ud?

»Det handler meget om kompleksiteten i det. Og lysten til at prøve at få skabt nogle løsninger på trods – sammen med andre mennesker.«

Er det ikke svært for dig som ny leder at opbygge tillid og troværdighed blandt medarbejderne, når de hele tiden skal frygte at blive beordret til at arbejde flere timer?

»Jeg ville da ønske, at det ikke var nødvendigt, men sådan er situationen nu engang. Min tilgang har været at kommunikere troværdigt og realistisk om den situation, vi står i, og ikke love, at det hele bliver fantastisk lige om lidt. For det kommer til at tage tid at få løst de her udfordringer,« lyder det fra Signe Rostgaard

Ingen hurtige resultater
Selv om Signe Rostgaard kun har haft jobbet i fem måneder, mener hun godt, at man kan mærke en forskel. Men den er ikke ret stor. Endnu.

»Netop det med at se på det hele med nye øjne, betyder nok, at jeg stiller nogle lidt andre spørgsmål, som forhåbentlig kan få folk her til at tænke anderledes. Jeg tror også, at måden, vi mødes på, og måden, vi taler og arbejder sammen på, opleves anderledes,« siger Signe Rostgaard, der gerne medgiver, at det indtil videre kun er ’mikroryk’, hun er lykkedes med at gennemføre. For eksempel har hun arbejdet meget med psykologisk tryghed og forsøgt at anspore både chefer og ansatte til at dele, hvis der er noget, der opleves bøvlet, så de sammen kan forenkle og derved fjerne unødige bump på vejen.

»Men jeg tror, det er vigtigt at være realistisk i det her job. Det er ikke en stilling, man skal træde ind i, hvis man godt kan lide hurtige resultater og store succeser. For det får man ikke. Man kan lave nogle små ændringer og forandringer, som så forhåbentlig summer sig op.«

Også positive overraskelser
Selv om ledelsesopgaven har vist sig at være præcist så kompliceret, som hun havde forestillet sig – har der også været positive overraskelser. En af dem er det store sammenhold, der præger medarbejdergruppen. Og den tillid, der er mellem ansatte og chefer.

»Jeg havde nok lidt frygtet, at jeg ville komme til et meget råt fængselsmiljø, hvor organisationen var præget af formelle hierarkier. Men jeg er blevet meget positivt overrasket over den omsorg og uformelle omgang, der er mellem medarbejdere, som hver dag støtter hinanden og samarbejder på tværs af faggrupper for at løse opgaverne.«

Dét samarbejde er helt afgørende, mener Signe Rostgaard, hvis hendes fængsler skal lykkes med at leve op til de to kerneopgaver, de er sat i verden for at løse. Nemlig at fuldbyrde de straffe, som domstolene har fastsat. Og lige så vigtigt: At forsøge at begrænse kriminaliteten i samfundet ved at sørge for, at de indsatte ikke kommer hurtigt retur.

»Uanset om du er ansat herinde som fængselsbetjent, lærer eller socialrådgiver, er det det, vi er sat i verden for. Derfor er det også utroligt vigtigt at få de meget forskellige fagprofiler til at spille sammen,« siger Signe Rostgaard og fremhæver den vigtige rolle fængslernes cirka 100 civile ansatte spiller i livet bag murene.

»Min fornemste opgave er at sikre, at vi får udnyttet den enormt store tværfaglige kompetence, der er i fængslerne, så vi alle trækker i samme retning og gennem små og store forandringer forsøger at lette det tryk, der lige nu er i forhold til manglende bemanding og pres på belægningen.«

Forrået og voldsparat klientel
Opgaven med at resocialisere de indsatte vægter hun meget højt. Senest har hun igangsat en særlig indsats rettet mod de indsatte, der isolerer sig selv.

»Hvis vi betragter os selv som nogen, der løser vores opgave ved at låse døren og smide nøglen væk, tror jeg ikke på, at vi lykkes på nogen som helst måde. Vi skal klæde de indsatte på til at være gode samfundsborgere, når de en dag forlader stedet her.«

Ifølge Signe Rostgaard er der mange af de indsatte, der tager imod de forskellige tilbud om at deltage i aktiviteter, der har til formål at klæde dem på til et civilt liv uden kriminalitet. Men opgaven kompliceres af, at der i dag også findes en gruppe indsatte, som Signe Rostgaard betegner som ’forråede’.

»Når de indsatte bliver mere forråede og voldsparate, så udfordrer det også arbejdsmiljøet. Det sker heldigvis meget, meget sjældent, men når vi har episoder herinde, så rammer det personalegruppen meget hårdt. Vi er dog lykkedes med at reducere antallet af sager om vold og trusler, fordi vi uddanner vores fængselsbetjente rigtig meget i det relationelle arbejde og i konflikthåndtering.«

Kørte til sygehuset efter overfald
I de første fem måneder i jobbet har særligt én episode gjort indtryk. Hun blev en søndag aften ringet op af en af de vagthavende og orienteret om, at en fængselsbetjent var blevet udsat for et overfald og nu var på vej til sygehuset. Signe Rostgaard traf en hurtig beslutning, rejste sig fra sofaen og satte kurs mod hospitalet for at se og høre, om han var okay, og om der var noget, hun kunne hjælpe med.

»Det var virkeligt voldsomt at opleve, at en erfaren betjent som ham skulle opleve sådan et overfald som en del af sit arbejde.«

Du havde vel ikke behøvet køre derhen selv?

»Det havde jeg ikke.«

Hvorfor var det vigtigt?

»Nogle gange er der en manual for, hvad man skal gøre som chef og som leder. Andre gange tror jeg bare, man skal følge sit instinkt for, hvad man synes, der er menneskeligt og ledelsesmæssigt det rigtige i situationen. Og for mig var det det rigtige i situationen. Jeg vidste, at der var totalt styr på situationen i fængslet i forhold til debriefing af de andre betjente og i forhold til de indsatte. Men den pågældende medarbejder sad på hospitalet alene, og så tænkte jeg, at jeg da i det mindste kunne komme forbi og vise min medfølelse og sikre, at han kom godt hjem.«

Det var vel også en måde at vise på, hvilken type leder du er og gerne vil være?

»Ja, det var det. Men det var ikke så gennemtænkt, da jeg blev ringet op.«

Og det var heller ikke kalkuleret?

»Nej, det var en spontan beslutning. Men bagefter kan jeg jo godt fornemme, at det har sendt nogle kraftige signaler om, hvad jeg er for en chef, og hvad jeg er for en leder. Det er måske også et godt billede af mig, at jeg i visse situationer følger mit instinkt. Og at jeg som leder og chef synes, det er afsindigt vigtigt at være menneske og autentisk og gøre det, man tror og synes er det rigtige i situationen,« siger Signe Rostgaard.

Husk, at der også er positive fortællinger
Ud over at have et konstant fokus på sikkerheden for både medarbejdere og ansatte er hun lige nu også optaget af at finde den gode måde at øge rekrutteringen til fængslerne på. I de her år er det nærmest umuligt at få de unge til at uddanne sig i den retning, men Signe Rostgaard betegner det som en opgave, der skal løses. Og et af midlerne til at gøre fængslerne mere attraktive som arbejdspladser kunne – mener hun – være at ændre lidt på de undergangshistorier, der omgiver kriminalforsorgen i dag.

»Hvis vi bliver ved med kun at italesætte fængselsvæsenet som en kæmpestor udfordring, så kommer alt til at stå stille, mens vi venter på noget, som alligevel ikke sker. Hverdagen herinde er også fyldt med en masse positive fortællinger, som sjældent får pressens fokus.«

Selv er Signe Rostgaard meget fast i kødet på, at chefjobbet ikke bare bliver en parentes i hendes karriere. Hun agter at blive på posten de næste mange år.

»Det er helt sikkert planen. Jeg gik ind ad døren velvidende, at det ikke ville blive a walk in the park. Jeg vidste godt, at jeg både skulle stå på tæer og ville få vind i håret. Sådan er det også blevet. Men det synes jeg er sjovt. Og jeg føler mig rigtig godt modtaget,« lyder det fra Signe Rostgaard.