Johan blev leder for at redde sit eget liv

De fleste ledere funderer nok af og til over, hvorfor de har valgt lige dén karrierevej.

Svaret vil være forskelligt fra person til person.

Nogle vil hævde, at det handler om at få lov til at forløse potentialet i medarbejderne og skabe resultater i fællesskab; andre vil nok indrømme, at det lige så meget handler om løn og personlige ambitioner.

For Johan Lauritsen er der ingen tvivl: Han blev leder i meget ung alder, fordi han håber at kunne bedre oddsene i kampen mod den muskelsvind, der har holdt ham lænket til en kørestol hele livet, og som gør ham afhængig af hjælp døgnet rundt.

Det er derfor, han og hans to medstiftere, hvoraf den ene også har muskelsvind, etablerede firmaet Trialsync, der vil gøre det lettere for kronisk syge patienter at deltage i kliniske forsøg og derved – måske – få mulighed for at prøve en ny, revolutionerende behandling.

»Det har altid været min egen drøm at få lov at deltage i et eksperimentelt forsøg, der måske kan bremse sygdommens udvikling. Så ja, man godt sige, at min beslutning om at blive leder i sidste ende bunder i mit eget håb om overlevelse, selv om vores fokus selvfølgelig er på alle patienter med kroniske sygdomme,« siger Johan Lauritsen, der har titel af CEO for Trialsync.

Jungle at finde rundt i
Den 23-årige leder og iværksætter har selv igennem flere år forsøgt at finde relevante kliniske forsøg, der kunne give bare et spinkelt håb om at bremse sygdommen. Men han måtte sande, at det var en jungle at bevæge sig rundt i.

»Hvis man overhovedet kan finde frem til de relevante forsøg, er ansøgningsprocesserne ekstremt uigennemskuelige, og alt er skrevet i lægesprog, der for de fleste er uforståeligt,« siger Johan Lauritsen, der selv er gået glip af behandlinger, der måske kunne have givet ham nyt håb, fordi han ikke opdagede dem i tide.

Mens han læste molekylær biomedicin på Københavns Universitet, fik han derfor ideen om at skabe en platform, hvor medicinalindustrien og kritisk syge nemmere kan finde hinanden. Projektet gik fra løs skitse til noget mere seriøst, da han vandt førsteprisen i konkurrencen 'Copenhagen Health Innovators'. Det banede vejen for støtte fra blandt andet Innovationsfonden, der efterfølgende er blevet suppleret med private kapitalindsprøjtninger.

I dag har Trialsync en håndfuld medarbejdere og ligger i forhandlinger med flere store medicinalvirksomheder om at teste firmaets nyudviklede platform, der skal gøre det enkelt for patienter at finde medicinalforsøg.

»Vi er først lige begyndt at få luft under vingerne, men både jeg selv og vores investorer ser et stort potentiale i virksomheden. Mit grundlæggende ønske og håb, men også indædte ambition, er at give folk som mig selv mulighed for at leve et godt, sundt og velfungerende liv - men det kræver, at vi får synliggjort forsøgene for os med de sjældne sygdomme,« siger Johan Lauritsen.

Har gået i effektiv lederskole
Selv om han som bare 23-årig ikke har nogen formel, teoretisk lederuddannelse, mener han selv, at han har gået i en meget effektiv lederskole. Siden han fyldte 17, har han via den såkaldte BPA-ordning selv været arbejdsleder for det hold af hjælpere, der omgiver ham 24 timer i døgnet. Det er ham, der ansætter (og fyrer), lægger vagtplaner og tager de svære samtaler.

»Jeg har heldigvis altid været okay kørende rent kognitivt, og derfor var det rimeligt oplagt, at jeg selv skulle stå for den del, og ikke overlade det til kommunen eller et eller andet bureau. Det er jeg glad for at jeg valgte, for det har givet en kæmpestor fleksibilitet i mit liv, hvor jeg jo er afhængig af hjælp hele tiden.«

Hans erfaringer som arbejdsleder har i høj grad farvet den måde, han er leder på i Trialsync. Fordi hjælperne kommer så tæt på alle aspekter af hans dagligdag, bliver forholdet mellem chef og ansatte automatisk ’ekstremt personligt’, som han udtrykker det.

»Sådan bliver det nødt til at være. Når jeg har brug for at være så meget sammen med de mennesker, der skal hjælpe mig, kan jeg ikke holde det professionelt. Den tilgang har jeg taget med over i Trialsync,« siger Johan Lauritsen.

Det venskabelige forhold, han har til sine hjælpere, afholder ham ikke fra at sige til og fra, hvis der er noget, der ikke fungerer. Eller fra at afbryde ansættelsesforholdet. De svære samtaler har han været nødt til at tage fra starten.

»Min arbejdslederrolle hænger direkte sammen med min egen livskvalitet. Hvis jeg er en dårlig arbejdsleder, får jeg et dårligt liv, for eksempel hvis jeg tøver med at opsige medarbejdere, som ikke fungerer for mig. For mig er det ledelse sat på spidsen,« lyder det fra Johan Lauritsen.

’Jeg er ikke min kørestol’
Selv om han hele livet igennem har skullet tilpasse sine egne drømme og forventninger til den virkelighed, det fører med sig at have den sjældne, men meget alvorlige muskelsvindssygdom, spinal muskelatrofi, har han altid insisteret på, at omverdenen skulle se ham som et menneske lige som alle andre.

»Jeg har en kørestol, men jeg er ikke en kørestol,« som han tidligere har formuleret det.

I dag lever han over store stræk som alle andre 23-årige. Han tager i byen og er flittig festivalgæst, og holder af og til foredrag, når arbejdet tillader det.

Johan Lauritsen er også blevet lidt af en Instagramstjerne. Over 70.000 følger med, når han lægger små og sjove - men ofte også meget grænseoverskridende – videoer op på sin profil, for at give sit eget twistede take på, hvad det vil sige at være ung og handicappet i 2024. I en af videoerne bliver han løftet op på rullebåndet i et supermarked med et grøntsagslabel klistret til panden. I andre optræder han i sin kørestol som en superhelt i et skrigrødt kostume. ’Den handicappede Flash’ kalder han sin karakter, der farer rundt i København, blandt andet for at redde Søpavillionen fra klamydia.

Umiddelbart meget gakket, men for Johan Lauritsen er der et lag mere i det:

»Nogen vil mene, at videoerne er for kontroversielle, men i virkeligheden prøver jeg bare at tage lidt pis på det der med at sidde i kørestol. Det handler også om, at jeg gerne vil bidrage til, at vi får et lidt mere afslappet forhold til den efter min mening noget forskruede snak om diversitet og inklusion.«

Inklusion er hadeord nr. 1
Det er et emne, Johan Lauritsen som handicappet har stærke holdninger til. Faktisk er ’inklusion’ et af hans absolutte hadeord. Når han hører topchefer tale om nødvendigheden af at inkludere kvinder, seniorer eller mennesker med funktionsnedsættelse, skabes der efter hans mening samtidig et ’dem og os’, forstået som dem, der gerne vil inkludere nogle, som er ’uden for klubben’.

»Når man taler om inklusion af bestemte grupper på arbejdsmarkedet, taler man jo implicit om, at de står uden for mængden og derfor skal hjælpes ind. Når jeg hører en leder tale om inklusion på den måde, synes jeg ærligt talt, at personen også indirekte siger, at han eller hun er bedre end os andre. Men jeg – og alle kvinder og seniorer eller hvad det nu er – er jo allerede en del af mængden,« lyder det fra Johan Lauritsen.

Han understreger, at han absolut mener, at arbejdsmarkedet skal have plads til – og skal kunne rumme – alle typer mennesker, uanset alder, seksuel observans, fysiske eller psykiske skavanker m.m. Men måden at få det til at ske på, er ikke at bede HR-afdelingerne om at udforme alenlange hensigtserklæringer og policies om inklusion, mener han.

»Efter min mening kan vi bare koge det ned til almindelig adfærdsetik. Det handler om, at vi skal behandle hinanden ordentligt – med udgangspunkt i, at vi alle er mennesker. Hvis det ikke er tilfældet, må lederen eller chefen sørge for at få det adresseret; sværere behøver det ikke være,« siger Johan Lauritsen.

Reagerer stærkt på autoritet
Han reagerer selv meget stærkt, hvis han bliver mødt af mennesker, der på grund af hans handicap opfatter ham som værende ’uden for mængden. Det var for eksempel tilfældet, da han for nylig i en sen nattetime på et værtshus blev spurgt, om han kendte en anden værtshusgæsts moster. Hun sad nemlig også i kørestol.

»Det er faktisk sket flere gange. Så må jeg jo fortælle, at os, der sidder i kørestol, ikke er medlem af en forening, hvor vi alle kender hinanden.«

Samme følelse har han oplevet, når han i rolle som CEO har mødt garvede erhvervsfolk, der har talt til ham i en autoritær, nærmest faderlig rolle. Enten fordi han er ung, handicappet eller begge dele.

»I sådanne situationer bliver jeg nødt til at arbejde intenst på min selvkontrol, og forsøge at snappe ud af følelsen af at være lille og ubetydelig. Hvis jeg ikke gør det, bliver jeg bare kørt over. Og så får jeg ikke det igennem, som jeg gerne vil have igennem.«

Stolt og skræmt over at være rollemodel
På den mere positive side bliver Johan Lauritsen også mødt med rigtig meget anerkendelse. I kraft af sit iværksætteri, lederskab og stædige insisteren på at italesætte udfordringen ved at være handicappet på en humoristisk, men også noget provokerende, facon, fremtræder Johan Lauritsen på mange måder som en rollemodel for andre ledere med kronisk sygdom. Det blev senest understreget, da han og Trialsync for nylig blev nomineret til prisen ’Årets iværksætter med handicap’.

»TrialSync er et forbillede, der viser, hvordan teknologi og empati kan forenes for at fremme sundhed og inklusion,« hed det i begrundelsen for nomineringen.

Johan Lauritsen er både stolt af, men også en anelse skræmt over, at blive udpeget til rollemodel på den måde.

»Et eller andet sted håber jeg jo, at alle ledere opfattes som rollemodeller. Men det er et kæmpestort ansvar og et stor pres, man tager på sine skuldre. Personligt kan jeg godt blive lidt forskrækket, når jeg tænker på det ansvar, jeg skal leve op til,« lyder det fra Johan Lauritsen.

Overlap mellem evner og kompetencer
For ham er det langt vigtigere, at han efter mange års grublerier (og to ufuldendte studier; han er droppet ud af molekylær biomedicin og de facto også medicin, selv om han stadig formelt er tilmeldt studiet) har fundet det projekt (Trialsync), som giver hans liv mening. Som dreng drømte han ellers om at blive både brandmand og kirurg, men måtte indse, at han hverken kunne redde folk ud af brændende bygninger eller foretage delikate operationer. Det tillader fysikken ikke.

»Jeg har brugt meget tid på at se indad og analysere mig selv for at se, hvor der kunne være et overlap mellem mine evner og mine kompetencer, og for at finde ud af, hvad det egentlig er, der driver mig, og hvad jeg brænder for,« siger Johan Lauritsen.

Svaret viste sig at ligge lige for: Det, der giver hans liv mest værdi, og som hjælper ham med at overvinde de mange vanskeligheder ved at have en kronisk sygdom, er at gøre en forskel for andre mennesker.

»Når jeg møder ind på arbejde her i Trialsync, stiger min puls og jeg kan mærke adrenalinen pumpe. Jeg ved med mig selv, at det er fordi, jeg arbejder hen imod noget, hvor jeg kan gøre noget positivt for andre,« lyder det fra Johan Lauritsen.

Hvad er bedst for virksomheden?
Spørgsmålet er så bare, hvor længe han skal fortsætte som CEO. Den tanke dukker typisk op, når han med jævne mellemrum har en decideret offday, for eksempel hvis hans morgenrutine tager længere tid end normalt.

»Hvis der er tryk på i virksomheden, og vi står overfor nogle deadlines, hvor der er ting, vi skal nå, og hvor det er vigtigt at alle bare møder op kl. 09.00 sharp, ser det jo skidt ud, når jeg som leder kommer en halv eller en hel time for sent, fordi min morgen var rædsom,« lyder det fra Johan Lauritsen.

Når det sker at fysikken spænder ben for viljen, kan han godt tage sig i at synes, at livet er uretfærdigt og hans skæbne hård. Men så tvinger han sig altid til at tænke over, hvad der egentlig er på spil – og hvad han har mulighed for at udrette i Trialsync.

»Jeg er som mange andre founder-CEOs drevet af startuppens pulserende og intense liv, men er helt bevidst om, at jeg hverken vil eller skal være CEO i Trialsync, når vi bliver en stor organisation. Her og nu tror jeg stadig, at jeg er et okay bud i den her funktion, selv om jeg hverken har en MBA eller 30 års erhvervserfaring. Der kommer helt sikkert en dag, hvor jeg vil overlade chefstolen til en anden, men til den tid vil jeg fortsat være en stor del af virksomheden,« siger Johan Lauritsen.