Tanken var tømt
Selvom man kan leve længe på en så karriedefinerede optur, har Thomas Frank også lært på den hårde måde, at cheftrænerjobbet slider. Måske også mere end godt er.
For eksempel hvis holdet i en periode ikke leverer gode resultater og presset stiger. Så ender man som cheftræner let i en negativ spiral og et mediestormvejr, som kan hive selvtilliden ud af de fleste.
»Hvis man følger med i medierne, når det går dårligt, så bliver man jo mindet om, at det går skidt. Og rustningen kan godt blive lidt tyndslidt, hvis du hele tiden får det hak i selvforståelsen. Men jeg tror nu mest, at presset kommer fra mig selv. Jeg prøver at undgå at læse aviser, er ikke på sociale medier og kommer det heller aldrig.«
For Thomas Frank er det mere summen af pres igennem lang tid, der har været tæt på at sende ham i dørken. Kombineret med de ekstremt høje krav, han stiller til sig selv, og som får hjernen til at køre i overgear. Hvordan kan han blive bedre som leder? Hvordan kan han kommunikere stærkere? Hvilke taktiske ting, kan han skrue på? Og hvordan kan han motivere spillerne endnu bedre?
»Sidste år i marts var jeg fuldstændig mast i gulvet. Det var ikke stress, for jeg kunne godt sove, og jeg havde ikke trykken for brystet. Jeg var bare ’done’; der var ikke mere i tanken,« siger Thomas Frank.
Siden da har han forsøgt at skrue op for den ’konstruktive kynisme’, som hans mentor har anbefalet ham. Han er blevet bedre til at sige nej, og har forsøgt at skrue ned for arbejdstimerne.
»Jeg møder ind her på anlægget hver dag klokken 07.00, og forsøger at gå klokken 16.00, simpelthen for at holde min energi. Der er altid noget at tage fat i, så jeg skal nærmest tvinge mig selv til at køre hjem.«
Hvor henter du energien henne, når du er ved at være drænet?
»Jeg løber tre dage om ugen for at holde mig fit og hjernen klar, og så sørger jeg for at få sovet syv timer hver nat. Og så har jeg en familie, der sætter livet i perspektiv og en stor social omgangskreds, som det dog kan være lidt udfordret at holde kontakt til nogle gange.«
Et voldsomt temperament
Normalt er Thomas Frank meget overskudsagtig og udadvendt. Men i et fjernt hjørne af hans indre gemmer sig et voldsomt temperament. Som oftest kan han tøjle det, men en sjælden gang sker det, at han snapper.
»Min kone, Nanna, ved godt, at jeg til tider har et heftigt temperament. Dem, der har kendt mig over tid, ved også godt, at jeg har temperament. Jeg kontrollerer og kontrollerer, og så lige pludselig eksploderer jeg. Men det sker meget, meget sjældent.«
For Thomas Frank er der ikke noget pinligt i at erkende de svagheder, han er udstyret med. Ligesom hans gode ven, landstræner Kasper Hjulmand, hylder han princippet om, at man skal kende sig selv for at kunne lede andre.
»Jeg tror bestemt, at du skal være meget opmærksom på både dine styrker og svagheder. Jeg bliver aldrig færdig med at udvikle mig som menneske eller som leder, men jeg tror altid, at jeg vil mene, at det vigtigste er, at man kommer som den, man er, at man er autentisk og har stor integritet og tydelighed,« siger Thomas Frank.
Hvilken pris har din familie betalt for dit karrierevalg?
»Det er klart, at jeg har været mange timer væk fra hjemmet, også i weekenderne, og vi har haft markant færre ferier end andre. Det er noget af det, der nager mig. Heldigvis har min kone sagt til mig flere gange, at hun er glad for, at jeg ikke har lagt mig på sofaen, når jeg træder ind ad døren. Jeg er privilegeret af at have en rimeligt stor maskine. Jeg går langt på literen. Så når jeg kommer hjem, har jeg været til stede, hoppet i trampolin og været der for børnene.«