Sanne ramte muren, da hun vendte tilbage i sit lederjob alt for hurtigt efter hjernerystelsen

Præcist hvordan det skete har hun ikke helt styr på. Måske hendes blodsukker eller blodtryk var lidt lavt. Måske det var en af de ulykker, der bare sker. Fakta er, at Sanne Hadsund den 25. juli 2023 slog sit baghoved ned i gulvet, fordi hun besvimede, mens hun var med sin mand i wellnesscenter. Da ambulancen kom, fik hun at vide, at hun enten kunne sidde i akutmodtagelsen i nogle timer eller tage hjem. Hun valgte det sidste, for hun syntes egentlig, at hun havde det fint nok.

»Da jeg kom hjem, kan jeg huske, at jeg skrev til mine kolleger, at jeg havde lidt hovedpine og ville tage en enkelt dag fri, men også at jeg var tilbage igen derefter.«

Hvad Sanne Hadsund ikke kunne vide var, at uheldet i Flintholm Kurbad havde givet hende en hjernerystelse, der skulle vise sig at få voldsomme konsekvenser for både hendes arbejds- og privatliv. I løbet af de næste dage fik hun en ekstremt kraftig hovedpine og var så træt, at hun sov 16 timer i døgnet.

»Jeg kunne heller ikke rigtig koncentrere mig om noget. Hvis jeg lagde puslespil med mine børn i 20 minutter, skulle jeg hvile mig i en halv time bagefter.«

Kæmpede sig stædigt på arbejde
Selv om hun på det tidspunkt godt fornemmede, at der var noget alvorligt galt, fortsatte hun stædigt med at passe sit job som Project Owner og daglig leder for 12 ansatte i Danske Bank.

»Som leder har du et kæmpe ansvar, og jeg havde dårlig samvittighed, når jeg ikke kunne være der. Så igennem to måneder kæmpede jeg mig på arbejde,« fortæller Sanne Hadsund.

Hun indså først, at hun blev nødt til at sygemelde sig, da hendes mand så hende ligge og sove derhjemme med en opslået bærbar PC på maven. Hun havde forsøgt at arbejde, men var faldet i søvn af udmattelse.

'Hvad er egentlig din plan?’, spurgte han blidt, da hun vågnede igen.

Lige dér gik det op hende, hvor slemt det egentlig stod til.

»Jeg indså, at jeg hverken kunne være noget for mine medarbejdere eller min familie. Og så besluttede jeg endelig at blive rigtig sygemeldt,« siger Sanne Hadsund.

Ledere har svært ved at vende retur i job
Ifølge to eksperter i hjernerystelse, Lea Provstgaard Larsen og Trine Nygaard, er Sanne Hadsunds måde at tackle sin skade på meget klassisk. De har begge oplevet, at ledere har særligt svært ved at vende godt retur til jobbet efter at have slået hovedet.

En del af forklaringen er, at de egenskaber og personlighedstræk, der kendetegner en god leder, paradoksalt nok kan gøre det vanskeligt at håndtere en hjernerystelse hensigtsmæssigt, siger Lea Provstgaard Larsen, der arbejder som selvstændig hjernerystelsesvejleder i sin egen praksis, Hjerneliv, i Lyngby.

»Fordi ledere typisk har en høj grad af ansvarlighed over for organisationen og medarbejderne, har de svært ved at give slip på arbejdsopgaver og tager sig ikke tid til restitution og behandling. I stedet presser de sig selv for meget eller for hurtigt efter hjernerystelsen – og det kan desværre både forlænge forløbet og nogle gange også føre til kroniske følger og tab af erhvervsevne,« siger hun.

Svært at passe på sig, når man også skal passe på andre
Samme melding kommer fra Trine Nygaard. Hun har en ph.d. i neurobiologi og arbejdede i 15 år med hjerneforskning i bl.a. medicinalindustrien, inden en hjernerystelse fik hende til at ændre spor. I dag hjælper hun virksomheder og organisationer med at skabe hjernevenlige arbejdspladser, samtidig med at hun tilbyder rådgivningsforløb, der hjælper hjernerystelsesramte tilbage i arbejde.

Baseret på sit eget sygdomsforløb og erfaringerne fra sin praksis, understreger hun, at det er udfordrende for de fleste at skulle tilbage i job efter en hjernerystelse, fordi det moderne arbejdsliv hurtigt overstimulerer hjernen med støj, forstyrrelser og kompleks opgaveløsning. Men for ledere er det ekstra svært, siger hun:

»Med personaleansvar følger der en masse forstyrrelser, og ledere forventes at være tilgængelige og har ofte en tæt pakket kalender. Og det er sværere at prioritere at passe på sig selv, når man også skal passe på andre,« siger Trine Nygaard.

Ikke nemt at trække stikket
Det var den samme erkendelse, Sanne Hadsund selv nåede frem til, da hun – efter at have slæbt sig på arbejde igennem to måneder – langt om længe valgte at sygemelde sig.

»Jeg var begyndt at føle mig som en hæmsko og en klods om benet, både for dem derhjemme og på arbejdet. Det er på ingen måde noget godt sted at være,« siger hun.

Beslutningen om at trække stikket var ikke nem for den i dag 37-årige Danske Bank-leder. Hun har altid været meget konkurrencepræget og ekstremt aktiv, og hun formåede inden ulykken at balancere et travlt lederjob med sit familieliv, samtidig med at hun i fritiden løb maraton.

Da hun pludselig ikke længere kunne nogle af de ting, hun var vant til, blev hun ramt af en følelse af utilstrækkelighed.

»Når man er vant til at sætte sig et mål og aldrig se sig tilbage, er det en forfærdelig følelse,« konstaterer hun i dag.

Nederlag fik hende til at tvivle på sig selv
De mange nederlag, hun oplevede, ramte hende på identiteten og fik hende til at tvivle på, hvem hun egentlig var, og hvad hun stod for.

»Jeg begyndte at tænke: Hvem er jeg, hvis jeg ikke kan arbejde, som det passer mig? Hvis jeg ikke kan tage mig af min familie? Eller ikke kan løbe maraton? Det var svært for mig at finde mig til rette i, og der gik lang tid, før jeg accepterede, at det her ikke var noget, der gik hurtigt over.«

Det hjalp ikke meget på situationen, at hun ikke følte, at de læger, fysioterapeuter eller psykologer, hun opsøgte, kunne hjælpe hende videre. De undersøgte hende med udgangspunkt i hver deres speciale, men uden at kunne give hende den klare retning, hun savnede.

Den viden, hun havde behov for, måtte hun selv forsøge at finde

Så hun googlede på livet løs, læste bøger og hørte podcasts. Mens hun arbejdede intensivt på at blive sin egen ’ekspert’ på området, forsøgte hun efter fire måneder at starte i job igen. Selv om det kun var nogle få timer om ugen, blev hun nærmest slået tilbage til start og måtte deltidssygemelde sig igen.

»I dag kan jeg godt se, at det også var for tidligt, men jeg ville bare tilbage.«

Lys for enden af tunnelen
Hun forsøgte også i hele forløbet at holde løbetræningen ved lige, men oplevede pludselig at blive blind på det ene øje, når hun løb mere end 10 kilometer.

»Det var jo et ret stort rødt flag, og nok et udtryk for, at jeg pressede mig selv for meget. Men i en hverdag, der var fuldstændig smadret, var løbetræningen en af de ting, jeg nødig ville opgive,« siger Sanne Hadsund.

Først 10 måneder efter, at hun slog baghovedet ned i fliserne i wellnesscenteret, begyndte hun at ane et lys for enden af tunnelen. I hendes tilfælde var det en visitering til en skole for personer med langtidsfølger, en såkaldt ’commotioskole’ på Center for Hjerneskade, der kom til at gøre forskellen. Her blev hun for første gang klogere på, hvad der egentlig var galt med hendes hoved. Hun lærte også nogle kompensationsstrategier og fik lagt en struktureret plan for, hvornår og hvordan hun kunne komme tilbage på arbejde.

»Sammen med en neuropsykolog og en fysioterapeut fik jeg udarbejdet den plan, der gav bedst mening for mig. Det betød, at jeg skulle begynde på meget færre timer end de andre gange, jeg var mødt ind på job igen. Men det gav god mening, for en af de tidligere gange oplevede jeg at kaste op af anstrengelse seks ud af syv dage.«

Har lært at passe på sig selv
I dag er Sanne Hadsund tilbage på fuld kraft og føler sig som den ’gamle’ Sanne igen. Eller i hvert fald meget tæt på, for hun har stadig brug for at passe lidt på sig selv. Hun er blevet god til at strukturere sit arbejdsliv, tager jævnlige pauser fra skærmen, hvor hun finder et sted i Danske Banks hovedsæde at være alene i nogle minutter og forsøger at holde arbejdstimerne nede på et fornuftigt niveau.

Nogle dage går hun allerede hjem kl. 14.00 og arbejder i stedet videre om aftenen.

»Jeg er i det hele taget blevet bedre til at lytte til kroppen. Før bad jeg den bare om at holde kæft,« siger Sanne Hadsund.

For ganske nylig kronede hun afslutningen på det næsten to år lange sygdomsforløb ved at løbe sit første maratonløb efter ulykken. Endda om natten i en skov, hvor hun kun kunne se stien med en pandelampe.

»Mange vil sikkert synes, at det lyder åndssvagt. Det var også usandsynligt hårdt, men for mig personligt var det en milepæl at gennemføre løbet.«

Vej tilbage i job for de fleste
I sine rådgivningsforløb har Trine Nygaard mødt en del ledere som Sanne Hadsund. De har, ligesom hun, været dygtige og sprængfyldte med drive og ambition – faktisk i en grad, så det har gjort hjernerystelsen sværere at håndtere. Og frustrationen over manglende fremskridt tilsvarende voldsom.

»Flere af dem, jeg har haft med at gøre, har i perioder tvivlet på, om de ville komme tilbage og lave det, de brænder for igen, i takt med at det gik op for dem, at de var ramt på deres vigtigste arbejdsredskab, nemlig hjernen,« siger Trine Nygaard.

Lea Provstgaard Larsen har samme erfaring. Hun understreger dog, at der er en vej tilbage til arbejdsmarkedet for de fleste.

»Heldigvis oplever jeg, at det faktisk lykkes for rigtig mange, specielt hvis de får hjælp til at gøre det på en gradueret, hensigtsmæssig måde,« siger Lea Provstgaard Larsen.

Hjernen skal bruges efter en skade
For bare 10 år siden blev ramte anbefalet at ligge i sengen for nedrullede gardiner og holde sig fra skærme og fysisk aktivitet. I dag peger forskningen ret entydigt på, siger de to eksperter, at det er vigtigt at komme i gang med daglige aktiviteter relativt hurtigt efter den akutte fase. Det er bare ikke alle læger, der er ajour med den nyeste forskning, siger Lea Provstgaard Larsen.

»Derfor kan man stadig risikere at få den fejlagtige vejledning om at lægge sig og hvile meget. Selv neurologer kan påstå, at der ikke findes behandling, og at du bare skal gå hjem og hvile dig,« siger hun.

Ifølge Trine Nygaard er hjernen plastisk og dermed i stand til at ændre sig livet igennem, som følge af, hvad vi oplever, og hvad vi bruger den til.

»Og det er faktisk med til at genoptræne hjernen, når man laver netop det, man gerne vil være god til igen,« siger hun.

Hjælper ikke at presse sig op i tid
Derfor er de to eksperter også enige om, at det gælder om at komme tilbage i arbejde igen, men kun hvis det er muligt og symptomerne for eksempel handler om sensorisk overload, træthed og let til moderat hovedpine.

»Men man skal tage hensyn til skaderne og søge behandling først, hvis det er nødvendigt. Nakkeskader og svære synsforstyrrelser skal for eksempel tages meget alvorligt. Det hjælper ikke at presse sig selv op i tid, hvis der er systemer i krop eller hjerne, der ikke fungerer, som de skal. Så skal der ofte behandling til,« siger hun.

Ifølge Trine Nygaard skal tilbagekomsten på arbejdspladsen ske forsigtigt og i et tempo, så der er ro og overskud til at vende retur, uden at man oplever en væsentlig forværring af symptomerne. Derfor giver hun altid sine klienter nogle hjernevenlige råd med på vejen.

»De skal holde gode hjernepauser og reducere mængden af støj og forstyrrelser, så der skabes de bedste betingelser for at løse krævende arbejdsopgaver – uden at man bliver udtrættet. Det gælder om at få ro på nervesystemet, dels ved at tage tempoet ud af arbejdet og undgå hårde deadlines, dels ved at genopdage sin faglige identitet og troen på, at man stadig er i stand til at løse sine arbejdsopgaver,« siger Trine Nygaard.

Svært at arbejde ’hjernevenligt’ som leder
Lea Provstgaard Larsen understreger, at de fleste hjernerystelser kan gå over igen, hvis man giver sig selv gode rammer for restitution, passende udfordringer og kommer i et forløb med den rette behandling og træning. Men hun ved også fra de efterhånden mange ledere, hun har hjulpet, at det er nemmere sagt end gjort for dem at komme tilbage på en ’hjernevenlig’ måde.

»Det er bare svært at være leder på nedsat tid eller kraft, for det er typisk en meget kompleks funktion med mange bolde i luften på en gang, meget skærmarbejde og behov for at tilegne sig meget information på kort tid. Og for de fleste ledere er det supersvært at sætte ansvaret for deres medarbejdere på pause eller udlicitere det til andre,« siger Lea Provstgaard Larsen.

I nogle tilfælde kan det være arbejdsgiveren, der forventer for meget for hurtigt, men ifølge Lea Provstgaard Larsen er det ofte lederen selv, der presser på for at komme tilbage på fuld tid.

»Og fordi en hjernerystelse typisk giver symptomer som hjernetræthed, sensorisk følsomhed, kognitive problemer, søvnbesvær og nedsat stresstærskel, kan det være svært foreneligt med at løfte en krævende ledelsesopgave,« siger Lea Provstgaard Larsen.

Bedste råd til andre ledere: Vær ærlig
Det er alt sammen viden, som Sanne Hadsund ville ønske, at hun selv havde haft. Når hun i dag gør status over sit sygdomsforløb, er der i det hele taget mange ting, hun gerne ville have gjort anderledes. Først og fremmest, at hun meget tidligere havde indset, hvor alvorlig skaden var, og hvor meget skade, hun risikerede at gøre på sig selv ved at presse for meget på.

Hendes bedste råd til andre ledere, der måtte komme ud for det samme, er derfor at være ærlig overfor sig selv. Det var hun selv for lang tid om at sande.

»Hvis jeg tidligere i forløbet havde indset og accepteret, at det her kunne blive langvarigt, tror jeg, det havde skånet mig for en masse nederlag og en masse frustration. Så det er utroligt vigtigt at være hudløst ærlig om, hvordan du egentlig har det, både overfor dig selv og overfor dine nærmeste og dit arbejde,« siger hun i dag.

En lige så vigtig læring for hende har været, at man skal acceptere at skrue farten helt ned i en periode og – mindst lige så vigtigt – lade være med at kaste sig på arbejde for tidligt, selv om man har utroligt stor lyst til det.

»Jeg endte jo med at komme alt for hurtigt tilbage, og endda i flere omgange. Det gjorde absolut ikke noget godt og endte måske endda med at forlænge mit fravær.«

Vil være lys i mørket for andre i samme situation
At hun i dag – på trods af de mange tilbageslag undervejs – er lykkedes med at komme tilbage på fuld tid i sit lederjob, takker hun i høj grad sin arbejdsgiver, Danske Bank, for. Banken har støttet hende betingelsesløst under hele forløbet og sørgede for eksempel for, at der var en fungerende chef i hendes job, da hun efter 12 måneder var klar til at starte igen på nedsat tid, og indtil hun nogle måneder senere var helt klar til at genindtræde i sin gamle stilling.

»Danske Bank har været totalt genial. Min chef har hele tiden spurgt til, hvad jeg havde brug for, og hvad der skulle til for, at jeg kom godt tilbage. Strengt taget kunne de have fyret mig på grund af mit lange fravær, men de troede på mig hele vejen igennem. Det har bare gjort mig endnu mere motiveret for at komme tilbage og vise, at jeg var værd at vente på.«

Sanne Hadsund er godt bevidst om, at nogle måske vil se skævt til hende, fordi hun har haft ’noget med hovedet’. Men hun er ikke bange for, at det skal skade hendes videre karrieremuligheder. For hende er det meget mere vigtigt at få delt sin historie og dermed vise andre, der er ramt af langtidsfølger efter en hjernerystelse, at der er en vej tilbage efter en sådan skade.

»Det har fyldt vanvittigt meget i mit liv de sidste snart to år. Hvis jeg kan hjælpe bare én anden person, der er lige så desperat, som jeg har været til tider, til at tro på, at man godt kan få det bedre, så vil jeg blive meget glad,« siger Sanne Hadsund og tilføjer så:

»Jeg kunne selv rigtig godt have brugt at høre en fortælling med en silver lining, da jeg var allerlængst nede og frygtede, at jeg aldrig ville blive mig selv igen og tvivlede på, om jeg kunne komme tilbage i mit lederjob. Men jeg kunne kun finde deprimerende fortællinger om personer, der var endt på dagpenge og kontanthjælp, og som aldrig fik vristet sig fri fra det system igen. Ved selv at stå frem håber jeg, at andre vil se min historie som et lille lys i mørket.«