DyrehavenTOP-1920x960-wide
»Nogle gange ved man ikke selv, hvor man kan udvikle sig som leder. På disse ture kan man blive præsenteret for nye emner, perspektiver og måder at gøre tingene på, hvilket kan skabe interesse for at udvikle sig og lære noget nyt,« lyder det fra Niels Bille, initiativtager til gåturene blandt ledere i Dyrehaven.  Foto: Christian Als

Blandt krondyr og løbere giver ledere hinanden en anden slags sparring end den, de får i jakkesættet

Foto Christian Als
10. april 2025

13 ledere fra forskellige brancher sparrer i naturen. Her holder de netværket varmt, får brugbare ledelsestips og nye indsigter om sig selv og deres eget lederskab.

Gå til Action card

Klokken er 8:15, og solen er så småt ved at stå op. Foran den røde port i Dyrehaven i Klampenborg står 13 mennesker og en hund i en rundkreds.

Tre dådyr skyder ind mod skoven, og fra et sted i træerne gør kragerne opmærksomme på sig selv. Nu overdøves dyrelydene af sangstemmer fra rundkredsen:

»How do I feel by the end of the day? Are you sad because you’re on your own? No, I get by with a little help from my friends.«

To ældre damer tilslutter sig koret, og da sangen ophører, spørger de: »Hvem er I?« 

»Vi er ledere fra forskellige virksomheder og brancher, der skal ud at gå en tur i skoven for at tale om ledelse,« svarer Niels Bille, der er initiativtageren til gåturen.

Konceptet er ikke nyt. Efter Niels Bille havde deltaget i et lignende arrangement på Amager, havde han opfattelse af, at der var basis for en udgave nord for København. Han havde ret. Det er anden gang, at Niels inviterer ledere til en gåtur i den nordsjællandske naturpark, og der er flere gengangere fra første tur.

Et flertal af dem er ‘mellem jobs’. Det gælder også for Niels Bille selv, der tidligere har været administrerende direktør i Kärcher Danmark og nordisk direktør i Hisense Europe.

Personligt håber han, at turene og netværket kan hjælpe ham med at komme hurtigere tilbage i fast job. Men der er også en anden grund til, at han tager initiativ til turene, hvor lederne får temaer og et dilemma, de skal vende med forskellige makkere på gåturen:

»At diskutere ledelse med mennesker fra forskellige brancher kan give dig nye indsigter og sætte en refleksion i gang om dit eget lederskab. Turene skal forhåbentlig bidrage til bedre ledelse.«

Dyrehaven1-1920x1280-landscape
»At diskutere ledelse med mennesker fra forskellige brancher kan give dig nye indsigter og sætte en refleksion i gang om dit eget lederskab. Turene skal forhåbentlig bidrage til bedre ledelse,« siger Niels Bille. Foto: Christian Als

Det personlige lederskab
Under de forrige gåture er Niels Bille selv blevet inspireret til at bruge sin intuition mere i lederrollen. Han har blandt andet fået nogle værktøjer til, hvordan han kan spotte og forebygge stress hos medarbejdere.

For eksempel bør det ikke være tabu for en leder at spørge en medarbejder, om vedkommende sover godt om natten, siger han:

»Det kan være en mulighed for at åbne en dialog om trivsel og igangsætte ændringer.«

Én af dem, der inspirerede ham til at bruge sin intuition mere, er Gitte Madelaire, der har en længere baggrund som leder i erhvervslivet. I dag er hun selvstændig og forfatter til bogen ‘Energetisk Ledelse’. Bogen handler kort sagt om, hvordan ledere kan udnytte deres fulde potentiale ved at bruge sig selv, deres sårbarhed og deres intuition mere i lederskabet.

Hvordan det kan komme til udtryk i praksis, bliver man klogere på, da hende og Niels Bille på turen diskuterer dagens dilemma, som er:

To af dine teammedlemmer er i konflikt omkring retningen på et projekt. Deres uenighed er begyndt at påvirke stemningen og produktiviteten i teamet. Hvordan vil du som leder håndtere konflikten?

Niels Bille og Gitte Madelaire er enige om, at det i første omgang ville være klogt at tage en individuel snak med de to parter for at blive klogere på konflikten. Herefter ville de samle begge parter til en fælles snak.

»Her tænker jeg, at det er vigtigt at være aktivt lyttende som leder. Det er vigtigt, at parterne selv finder en vej og en lyst til at komme ud af konflikten med støtte fra dig som leder,« siger Niels Bille.

Gitte Madelaire er enig, men hun tilføjer også, hvordan det som leder er vigtigt at have de mere grundlæggende strukturer og relationer i teamet for øje – det er her din intention med fordel kan komme i spil, siger hun:

»Selvfølgelig kan der være tale om en enkeltstående sag, men det er også vigtigt at have øje på, hvad det er for nogle generelle rammer, der gør, at der opstår konflikter. Her kan man som leder være nysgerrig på, hvad det er for nogle underliggende følelser, som rent faktisk er i spil,« siger Gitte og understreger, hvordan det er vigtigt at undersøge roden til konflikten:

»Kan det ligge i strukturen for, hvordan vi fordeler opgaver og projekter mellem medarbejderne? Eller er det, fordi vi kun taler om de kommercielle ting i et team og glemmer at tale om det vigtigste: Hvordan har vi det, og hvordan får vi vores relationer til at fungere?«

Hvis det er sidstnævnte, der er roden til problemet, mener Gitte Madelaire, at den store og svære opgave som leder ligger i at facilitere et trygt rum, hvor der er plads til at snakke om, hvordan vi har det med hinanden på arbejdspladsen.

Dyrehaven3-1920x1280-landscape
»Hvis man diskuterer med ens lederkolleger eller ens egen chef, har man altid noget i klemme, men hvis man taler med en fuldstændig fremmed, så har man ikke noget på spil, og man kan i princippet sige hvad som helst,« siger Niels Bille. Foto: Christian Als

De positive konflikter
Niels Bille nikker. Han tilføjer endnu en nuance:

»Det er også vigtigt som leder at gøre opmærksom på, at konflikter ikke altid nødvendigvis er negative,« siger han.

Han er selv inspireret af Patrick Lencioni, der som anerkendt forfatter og ledelsesrådgiver har identificeret mangel på konflikt som én af de største dysfunktioner, der kan hæmme et teams udvikling og succes.

Lencioni taler blandt andet om, hvordan »de positive konflikter,« hvor der er psykologisk tryghed i teamet til at udfordre hinandens synspunkter og lade alle stemmer komme til orde, er en drivkraft for fremdrift.

Det er en vigtig pointe, siger Niels Bille:

»Man vil gerne have, at der er et fundament af tillid, så folk tør at ytre deres mening. På den måde undgår man blinde vinkler i organisationen, fordi alle perspektiver kommer i spil,« siger han.

Dyrehaven4-1920x1280-landscape
»Vi er ledere fra forskellige virksomheder og brancher, der skal ud at gå en tur i skoven for at tale om ledelse,« svarer Niels Bille. Foto: Christian Als

»Frit slag i bolledejen«
Ud over at give nye indsigter på ledelsesdilemmaer og ens eget lederskab, oplever Niels Bille også, at der på disse ture er en anden form for åbenhed blandt deltagerne, end der f.eks. ville være, hvis man sad i sin ledergruppe i et mødelokale på kontoret.

»Hvis man diskuterer med ens lederkolleger eller ens egen chef, har man altid noget i klemme, men hvis man taler med en fuldstændig fremmed, så har man ikke noget på spil, og man kan i princippet sige hvad som helst,« siger Niels Bille.

Bagved Niels Bille og Gitte Madelaire går Søren Ignaz og Jacob Linvald.

De istemmer sig Niels Bille, når han siger, at turen med folk fra forskellige brancher kan give mere åben – og ærlighed:

»Du kan tale med folk her om andre ting, end du måske kan med dine nærmeste på arbejdspladsen, fordi du her ikke behøver at bekymre dig om, at det, du siger, skal indgå i den relation. Her er der frit slag i bolledejen,« siger Jacob Linvald, som i mange år blandt andet har været juridisk chef for Newsec, og som i dag er partner i Advokathuset DOMIBUS.

Han tillægger tilmed naturen en betydning.

»Du får noget frisk luft og motion. Når du går en tur, er det for mange nemmere at sige tingene, også de svære, fordi du ikke behøver at kigge hinanden i øjnene hele tiden. Det er mere afslappende,« siger han. Han har selv indført en-til-en-samtaler i Advokathuset, som afholdes på en gåtur frem for i et mødelokale af netop samme grund.

Derudover mener han også, at netværksværdien er høj ved disse ture. Det giver Søren Ignaz ham helt ret i. Han har en lederbaggrund inden for kommunikationsbranchen og er lige nu selvstændig konsulent, men også jobsøgende. Han ser gåturene som en oplagt mulighed for at udvide sit netværk og holde sig varm, mens han leder efter sit næste lederjob.

»Man kommer lynhurtigt ind på hinanden. Netværksværdien skal man ikke kimse ad,« siger han.

Samtidig ligger der for ham også en stor gave i at skulle præsentere sig selv og tale om ledelse med folk fra andre brancher, fordi det tvinger ham til at genoverveje sin egen tilgang til ledelse og til sig selv:

»Når jeg skal præsentere mig selv og formulere nogle ting overfor mennesker fra en anden branche, bliver jeg tvunget til at reflektere over, hvordan jeg formulerer mig, og hvordan jeg normalt gør tingene. Nogle gange bliver det så indspist i de grupper, du sædvanligvis færdes i.«

Samme værdi finder initiativtageren, Niels Bille, på turene:

»Nogle gange ved man ikke selv, hvor man kan udvikle sig som leder. På disse ture kan man blive præsenteret for nye emner, perspektiver og måder at gøre tingene på, hvilket kan skabe interesse for at udvikle sig og lære noget nyt.«

Derudover påpeger han, hvordan det for ledere, der mange gange sidder alene med svære valg og beslutninger, kan være altafgørende med et godt og givende netværk.

Klokken 9:45 står 13 mennesker og en hund igen ved den røde port – og nu giver Beatles-sangen fra turens start om end endnu mere mening.

»How do I feel by the end of the day? Are you sad because you’re on your own? No, I get by with a little help from my friends.«

Relateret indhold

HjerneroTOP-1920x960-wide--3
Hjernero

I Vestjylland har lederne lært nødvendigheden af at sige 'pyt' til det hele en gang imellem

Et intensivt lederprogram har vist en gruppe ledere på Viking Life-Saving Equipment, hvordan de kan give slip på bekymringer, tankemylder og overtænkning – og hvor vigtigt det er at kunne dele alt det svære med sine kolleger.
9 min.
AndreasStensigTOP-1920x960-wide

Andreas lærte noget om sig selv, da han blev leder, og håber på at give det samme videre til andre: »Det er jo der, hvor ledelse bliver smukt«

Andreas Stensig troede ikke, at han havde evnerne til at være leder, men slog til, da han fik chancen. I dag går han målrettet efter lederstillinger, kalder ledelse ‘smukt’ og har lært, hvad den rigtige sparring betyder for, at han selv føler sig tryg i rollen.
5 min.
LarsGudbrandssonTop-1920x960_wide1-min

Lars løber og læser en MBA – samtidig – ved hjælp af AI

Ved siden af lederkarrieren er Lars Gudbrandsson både ultraløber og MBA-studerende, og han kombinerer træning og studier ved hjælp af AI. Han bliver undervist og skriver opgave samtidig med, at han æder kilometer efter kilometer i de nordsjællandske skove.
4 min.
Casper Aaen står og snakker med sine medarbejdere

Et opgør med ineffektive møder blev et skridt på vejen til fire-dages arbejdsuger

Møderne var for mange og for lange hos virksomheden PanzerGlass, der besluttede at udfordre de dårlige vaner. En målrettet indsats har ført til både færre og mere effektive møder. Det er afgørende for, at medarbejderne – inklusive ledelsen - i dag kan holde fri hver anden fredag.
7 min.
Tommy Zwicky sidder mellem to kollegaer og snakker

Tommy lavede en top 3 over sine absolutte drømmejob – og landede et af dem

Da Tommy Zwicky besluttede, at han ville have et nyt job, valgte han en metode, der både krævede en del overvindelse og var nervepirrende indimellem. Til gengæld har han i dag det lederjob, han allerhelst ville have.
6 min.
Amy Edmundson smiler og sidder på en trappe

Verdens førende ledelsesforsker vil lære dig noget om at fejle

Først overbeviste Amy Edmondson os om, at psykologisk tryghed er afgørende på arbejdspladsen. Nu har hun et nyt projekt. Lederstof.dk har talt med hende om, hvorfor ikke alle fejl er dårlige, og hvad du kan lære om fejlkultur af en verdensberømt dansk restaurant.
11 min.