Ville du ansætte en person med paranoid skizofreni? Sarah fik både et job, ledelsesansvar og troen på arbejdslivet tilbage

Sarah Hvass er vant til det. At hendes diagnose, paranoid skizofreni, kan få andre til at se undrende ud, hvis hun nævner den. En undren der opstår både på grund af uvidenhed om sygdommen og på grund af hendes egen håndtering af den. Hun er blevet i stand til at have en hverdag med arbejde eller studier, og der er intet, der signalerer sygdom, når hun fører en samtale, som denne tidlige eftermiddag på kaffebaren Starbucks i Næstved Storcenter. Her arbejdede hun indtil for nylig, indtil hun valgte at stoppe for at fokusere fuld tid på sine studier til markedsføringsøkonom. Det var også her hun beviste over for sig selv og omverdenen, at hun kan passe et job, når både hun og arbejdsgiveren griber det rigtigt an.

Der er tilstrækkeligt roligt i kaffebaren til, at den daglige leder Jessika Pierre kan slå sig ned ved et bord sammen med Sarah Hvass. Sammen fortæller de en historie om at håndtere sygdom, fordomme og ikke mindst om den gevinst, det blev for både Sarah og arbejdspladsen, at hun blev ansat. Det blev en oplevelse, der adskilte sig fra tidligere job, hun har været i, fortæller Sarah. F.eks. på en arbejdsplads, hvor hun endnu ikke havde fået diagnosen paranoid skizofreni, men i en periode kæmpede med angst og depression.

En ny strategi
»Det er er ikke fordi, jeg forventede, at de skulle tage hensyn til mig overhovedet, men de lagde for stort et pres på mig,« fortæller Sarah.

Hvis hun f.eks. havde ti timers arbejde om ugen, og havde sagt, at det var passende, kunne det alligevel blive skruet op til 20 timer. Også selvom hun sagde, at hun ikke kunne holde til det.

»Jeg fik at vide, at så skulle jeg nok hellere sige op. Jeg tror, at mange ledere ikke ved, hvordan de skal gribe det an, hvis man som ansat fortæller, at der er nogle ting, man kæmper lidt med psykisk. Jeg synes, at en leder skal tage tyren ved hornene og spørge: ‘Hvad betyder det for dig, og hvad betyder det for arbejdspladsen, at du har det på den måde?’«

Til sidst blev hun sygemeldt, og selvom arbejdspladsen siden bad hende om at komme tilbage, takkede hun nej efter de oplevelser. I stedet fik hun via kommunen mulighed for et jobprøvningsforløb hos Starbucks, hvor hun blev ansat seks timer om ugen primært med rengøring. Det var Jessika Pierres forgænger som leder, der sagde ja til at ansætte Sarah, og i første omgang fik kollegerne blot at vide, at: ‘Nu starter Sarah, som er praktikant via et forløb fra kommunen’. Det var et bevidst valg fra hendes side, at diagnosen ikke skulle være et tema fra start. Tidligere sagde hun det hurtigt, når hun mødte nye mennesker, og det har ikke altid været en god strategi.

»Det var lige før, jeg sagde: ‘Hej, jeg hedder Sarah, jeg har paranoid skizofreni,’ som det første. Det var ikke fordi, jeg ikke ville tale om det, da jeg begyndte her, men jeg ville gerne have, at mine kolleger først lærte mig at kende. Jeg har tidligere oplevet folk, der har trukket sig lidt, når jeg har fortalt om mine symptomer, så jeg kan stadig blive nervøs for, hvordan folk reagerer.«

Den våde fod og krybdyrene
Sygdommen har haft sine omkostninger, især før hun kom i behandling. Blandt andet havde hun en følelse af, at højre fod var våd det meste af tiden, og at der var krybdyr på hendes krop. Hun havde tics, og hallucinerede ved at se nogle skygger af mennesker, der ikke var der. Og så var der stemmerne, men hun troede længe, at det var normalt, at tanker kom til udtryk som forskellige stemmer i hovedet. I dag er symptomerne næsten væk, især fordi hun bad om hjælp i form af medicin og samtaler.

»Jeg har sygdomserkendelse, som de kalder det i psykiatrien. Det vil sige, at man indser, at man har den her sygdom, og ikke kan håndtere det uden hjælp.«

Behandlingen hjalp og efterhånden, da hun havde lært kollegerne at kende, begyndte hun at fortælle om sygdommen på arbejdet. Den måde hendes leder Jessika håndterede det på skubbede bag på den positive udvikling.

»Jeg begyndte virkelig at opleve mange fremskridt, da jeg åbnede op omkring, hvordan jeg havde det, også her på Starbucks. Det føltes trygt at kunne tale om det her.«

De husker begge den konkrete dag, hvor de havde vagt sammen, og Sarah valgte at fortælle Jessika om diagnosen. De kommer til at grine over reaktionen, ligesom de gjorde den dag, hvor Jessika netop havde fået beskeden.

Er du flere forskellige?
»Jeg spurgte, om det er ligesom den film, hvor en mand, der er psykisk syg, kidnapper nogle piger og har syv forskellige personligheder. Det var min første tanke, om hun mon havde nogle forskellige personligheder, men på den anden side, syntes jo ikke, at hun sådan skiftede frem og tilbage,« fortæller Jessika.

Misforståelsen om, at man som paranoid skizofren springer mellem forskellige personligheder, er udbredt, siger Sarah og smiler ved tanken om den dag, hun fortalte sin far om diagnosen. Også han spurgte, om det betød, at der var flere personligheder i spil.

Sarah kender godt den film, Jessika nævnte, og fortæller, at karakteren har en splittet personlighedsforstyrrelse, som er en anden psykisk lidelse. At Sarah i stedet kunne fortælle, hvad det rent faktisk betyder for hende at have paranoid skizofreni, gav en tryghed, der gjorde det nemt at falde til. Da de tre måneders praktik var gået, blev ansættelsen permanent.

»Jeg ville virkelig gerne beholde Sarah efter det praktikforløb, og hun ville også virkelig gerne blive,« siger Jessika om den nye medarbejder, der fik mere og mere ansvar og – efter, at Sarah havde sagt ok til det – flere og flere vagter i kalenderen.

Jessika bemærkede Sarahs gode forhold til kollegerne og hendes initiativer. F.eks. skrev hun beskeder i den interne gruppe om praktiske opgaver, de skulle huske at være opmærksomme på. Blandt andet derfor var det Sarah, der fik lederrollen og var vagt- og lukkeansvarlig, når Jessika var på ferie eller optaget af noget administrativt.

»Det er rimelig vildt, når hun var startet her som praktikant seks timer om ugen,« siger Jessika.

Nu skal du have ro!
Sarah var en værdsat medarbejder, og diagnosen fyldte aldrig meget i dagligdagen, men når de to var på vagt sammen, skete det, at de kom ind på emnet.

Jessika spurgte, om det var ok, at hun spurgte ind til det, og om det var ok også at joke om det en gang imellem – ligesom Sarah selv gør, fordi det kan blive for tungt at: »Nu skal vi sætte os og tale om, hvor hårdt det er,« som hun siger.

Omvendt spurgte Sarah også, om det var ok at fortælle om symptomer, og hvordan hun havde det, når hun havde behov for det.

»På den måde var der forventningsafstemt. Og vi kunne f.eks. lave sjov med det, hvis der var en alarm, der gik et sted og sige: ‘Er der en alarm, eller er det kun i mit hoved?’ Eller hvis jeg hørte flere stemmer end normalt, kunne Jessika sige. ‘Når du hører stemmer, er det så eks-kæresten, der spøger?«

Humoren, åbenheden og en arbejdsplads med faste rutiner betød, i kombination med Sarahs sygdomserkendelse, at der var de rigtige rammer, men der har været dage, hvor det har været svært. Så har hun enten selv sagt, at hun havde brug for at gå tidligt, eller hun er blevet opfordret til at tage hjem eller holde en pause.

F.eks. under Black Friday, som er en af de helt travle dage i storcenteret. På grund af sygemeldinger var der kun Sarah og Jessika på arbejde.

»Til sidst faldt jeg helt sammen fysisk og mentalt,« siger Sarah, der fik at vide af sin leder, at hun skulle tage forklædet af og sætte sig ud bagved for at få noget ro.

Jessika kunne fornemme, at der var brug for det.

»Jeg tænkte: ‘Når jeg er så stresset, som jeg nu, hvordan har Sarah det så ikke?’ Hun havde det sikkert 10 gange værre.«

Den dag med underbemanding var en undtagelse. Normalt er der en stor fleksibilitet, hvor andre kan træde til, hvis en medarbejder bliver syg eller har brug for at gå hjem tidligere end planlagt.

»Folk er meget fleksible og omsorgsfulde. Det er primært fritidsarbejde og ungarbejdere, og det giver selvfølgelig noget fleksibilitet i forhold til at få nogen til at komme og dække en vagt, også med kort varsel,« siger Jessika.

Hun trak på tidligere erfaringer, da hun blev leder og tænkte over, hvad der var vigtigt for hende i forhold til det psykiske arbejdsmiljø. Konkret havde hun en klar prioritering: At det psykiske arbejdsmiljø skal være prioritet nr. 1, for ligesom Sarah har hun oplevet arbejdspladser, der ikke tog nok hensyn, efter hendes opfattelse.

»Jeg har haft chefer, der ikke kunne være mere ligeglade med, hvordan de ansatte havde det. Altså en tilgang om, at så længe man passede sine vagter og ikke sygemeldte sig, så var de ligeglade med, hvordan folk havde det. Jeg har altid sagt, hvis jeg en dag blev chef, så skulle førsteprioritet være, at folk har det godt mentalt. Så følger resten naturligt med.«

Et almindeligt liv
Begge kan se for sig, at Sarah en dag vender tilbage til samme arbejdsgiver efter sin uddannelse, f.eks. i en marketingfunktion. Under alle omstændigheder har hendes erfaringer gjort hende meget bevidst om, hvor afgørende det er, at hendes diagnose bliver grebet an på den rigtige måde. Både af hende selv og en arbejdsgiver. Hun taler om, at en leder ikke skal lægge for meget pres på sine medarbejdere, men at det også gælder den anden vej, hvis man er en medarbejder med psykisk sygdom.

»Jeg tænker, at alle ledere gør deres bedste, og jeg forventer ingen særbehandling. Omvendt skal en leder heller ikke tænke det værste i forhold til at ansætte nogen med en psykisk lidelse og tro, at det giver en masse udfordringer. For hvis man søger arbejde, er det jo fordi, man virkelig gerne vil det. Jeg skal ikke tale for alle med psykisk sygdom, men størstedelen vil gerne ud at arbejde og have et almindeligt liv.«