Gå i dialog
At en leder bruger AI på den måde er – endnu – ikke tidstypisk. En undersøgelse, som Capgemini Research Institute gennemførte i 2024 blandt 1.500 ledere i 15 lande, viser, at kun 15 procent bruger generativ AI dagligt, men netop en leder som Jeff Maggioncalda har set helt rigtigt i forhold til at udnytte mulighederne ved generativ AI. Det mener Elisa Farri og Gabriele Rosani, der begge arbejder for Capgemini Invent – den del af Gapgemini Group, der arbejder med transformation og strategi. I en ny bog, udgivet på Harvard Business Review Press, opfordrer de til, at ledere interagerer med generativ AI på en ny måde. I stedet for udelukkende at se AI som et værktøj til at øge produktiviteten, når teknologien for eksempel formulerer en mail eller skriver en tale, bør vi gribe de muligheder, der er for analyse og belysning af problemstillinger, der måske flyver under radaren hos en selv og ledergruppen. De kalder det at bruge generativ AI som en co-thinker frem for som en co-pilot.
»Co-thinking betyder, at du indgår i en dialog med generativ AI. I stedet for blot at bede om at få udført en opgave, så er AI som en samtalepartner, der kan hjælpe dig med at vurdere et problem og gøre opmærksom på, hvad du eventuelt overser, inden du tager en beslutning,« forklarer Elisa Farri, og Gabriele Rosani supplerer:
»Det er en udbredt opfattelse, at generativ AI kun er et værktøj til øget produktivitet blandt medarbejderne, men der er også en gevinst at hente i forhold til bedre beslutningsprocesser. Ledere, der bruger AI som en co-thinker, oplever at det er en hjælp til at overveje fordele og ulemper, inden de tager en beslutning.«
Hvor co-pilot-tankegangen betyder, at man bruger AI som en chatbot, der svarer på konkrete spørgsmål eller til at udføre en bestemt handling som at formulere en mail – altså sætter tempoet i vejret – så betyder co-thinker-metoden, at man får bedre muligheder for at reflektere. Det kan ske ved at indgå i dialog og lade AI udfordre de måske forudindtagede holdninger, man måtte have til et bestemt problem. Ligesom Jeff Maggioncalda.
»Eksemplet med ham viser, at teknologien ikke kun er til gavn for mellemledere, men også topledere, der sidder med en potentielt stor kunde. De kan for eksempel også bruge det til at vurdere, hvordan forskellige trends kan påvirke virksomheden. Altså strategisk tænkning,« siger Gabriele Rosani.