Når man går rundt mellem de 24 metalrøde kobberkedler, der står på rad og række og koger i det arkitekttegnede destilleri i udkanten af den lille vestjyske by Stauning, kan det være svært at forstå, at det toptjekkede anlæg begyndte som et hobbyprojekt for få år siden.
Men det var præcis sådan Stauning Whisky startede.
Ni venner – en læge, en kok, en slagter, en lærer, en helikopterpilot og fire ingeniører – satte sig i 2005 for at bygge et lille anlæg, der skulle producere 200-400 liter whisky om året.
»En af mine brødre hørte i en radioudsendelse, at whisky kun kræver tre ingredienser, nemlig korn, vand og gær. Så vi tænkte: Hvor svært kan det være? Det er da bare med at komme i gang, selv om ingen af os på forhånd vidste noget som helst om det. Så vi investerede alle sammen nogle få tusinde kroner i at købe et lille destilleri i Portugal, og satte det op i min fars gamle slagtehus,« fortæller Lasse Vesterby, der er en af de oprindelige stiftere og siden januar 2016 har været CEO i Stauning Whisky.
Allerede da de første dråber kom ud af mikroanlægget, vidste stifterne, at de havde gang i noget særligt. Det blev bekræftet af den engelske ’whiskykonge’, Jim Murray, manden bag den årlige Whisky Bible. Efter at have smagt produktet, mente han, at Stauning Whisky havde potentiale til at blive en ekstraordinært god whisky; sådan en, hvor ’folk ville slå deres mor ihjel for en flaske’, som han udtrykte det. Han opfordrede dem til at sætte fuldt blus under kedlerne.
»Der var en god portion held involveret, men det gode resultat skyldtes også, at vi fra starten havde en kompromisløs tilgang til brugen af lokale råvarer. Og så viste det sig, at de meget små kobberkedler, vi brugte, havde en rigtig god indflydelse på smagen.«
I dag er Stauning Whisky Danmarks største whiskyproducent med en årlig produktion på en halv million liter, der sælges over hele verden. Den vestjyske virksomhed tæt på Ringkjøbing Fjord har også modtaget masser af priser, blandt andet ’Worlds Best Single Cask Single Rye’ og ’Worlds Best New Make’.