Jeanette startede som studentermedhjælper i billetlugen. Efter 24 år er hun kommet helt til tops. Bogstaveligt talt endda

»Nå, du er nok blevet en rigtig lille leder!«

Jeanette Bursche husker stadig ordene fra en kollega, som øjensynligt ikke brød sig om, at hun pludselig var rykket ud af medarbejderflokken og ind på ledelsesgangen.

»Det er ikke altid let at blive chef for sine tidligere kolleger, og det var en ret svær overgang for mig, specielt i starten,« siger hun.

Heldigvis for Jeanette Bursche har hun kun hørt meget få syrlige bemærkninger af samme karakter. Tværtimod har hendes kolleger i stor stil bifaldet hendes ret specielle karriereforløb, der i en tid, hvor hyppige jobskifte er det mest naturlige, adskiller sig på ét markant punkt: Hun har kun arbejdet et sted hele sit voksenliv og har – bogstaveligt talt, fristes man til at sige – arbejdet sig helt til tops som direktør for et af Københavns mest kendte og elskede vartegn, Rundetaarn, i hjertet af København.

»Fordi jeg har arbejdet mig op fra bunden og prøvet stort set alle funktioner, føler jeg i dag en utroligt stor opbakning. Mange her har jo fulgt hele min rejse,« siger Jeanette Bursche

Chefen tilbød mere ansvar
Tilbage i 2001 hørte Jeanette Bursche, der voksede op i Frederiksberg i en klassisk arbejderfamilie, via en studiekammerat, at der var et ledigt job som studentermedhjælper i billetsalget. Hun søgte, fik jobbet og faldt pladask for den særlige aura, der omgiver Christian den IV’s berømte bygningsværk fra 1642, der tiltrækker 700.000-800.000 besøgende hvert år.

»Jeg oplevede at komme til et helt unikt sted, hvor man tager rigtigt godt vare på hinanden, og hvor man hurtigt kan få meget ansvar, hvis man gerne vil have det,« siger Jeanette Bursche.

Hun læste på det tidspunkt etnologi på Københavns Universitet, men måtte ret hurtigt sande, at Rundetaarn trak så meget, at det ikke gav mening at gøre studiet færdigt. Da hendes chef fik nys om studiestoppet, kom han forbi hende i billetlugen og spurgte: ’Skal du så ikke have noget mere ansvar her?’ Helt konkret tilbød han hende at overtage Rundetaarns butik, fordi den savnede noget kærlighed.

»Jeg husker tydeligt, at jeg sad nede i lugen og tænkte, at det kan jeg da ikke finde ud af, men endte med at sige ja tak.«

’Fakkelbærer for tårnånden’
Derfra er det gået slag i slag. Jeanette Bursche kom i de næste år til at bestride stort set alle jobfunktioner i Rundetaarn, og hun var både kontorfuldmægtig, personalechef og souschef, inden direktøren gennem 38 år, Jesper Vang Hansen, gik på pension, og hun fik jobbet som hans afløser efter en omfattende ansættelsesproces.

Hvad tror du, at Jesper Vang Hansen så i dig, da han så tidligt tilbød dig mere ansvar?

»Hvis jeg skal prøve at se det igennem hans briller, tror jeg måske, han har oplevet, at jeg hurtigt blev en fakkelbærer for det, vi herinde kalder ’tårnånden’. Det er en bevidsthed om, at vi, der er så heldige at arbejde her, skal tage vare på Rundetaarn, vel vidende at vi kun er en lillebitte del af dets 400-årige historie.«

’Jeanette fra billetsalget’
Selv om nogle af medarbejderne stadig husker hende som ’Jeanette fra billetsalget’ og har set hende svinge rengøringsmoppen i sneglegangen, oplever hun ikke problemer med at sætte sig igennem som leder.

»Nu er autoritet ikke lige det, jeg bruger mest som leder, men jeg tror faktisk, at det indgyder respekt, at jeg præcist ved, hvordan det er at sidde i billetlugen, og hvordan det er at rengøre toiletterne, når der står turister udenfor og bare venter på, at du er færdig. Medarbejderne påskønner, at jeg virkeligt kan sætte mig i deres sted, fordi jeg selv har prøvet det hele og ved, hvor skoen kan trykke. Jeg ser det som en kæmpe fordel, at jeg næsten kan gætte deres behov hurtigere end de selv kan,« siger Jeanette Bursche.

Skyggesiden af det indgående kendskab, hun har til Rundetaarns drift, er, at hun nogle gange tager sig i at gøre tingene selv, hvis hun synes, noget går lidt langsomt. Hver dag vandrer hun mange meter op og ned ad tårnet fra sit kontor tæt på toppen og samler automatisk papir og andet affald op, hvis det ligger og flyder. Det samme gælder mange andre praktiske opgaver, som hun lige får fikset selv.

»Jeg har falkeblik i forhold til at opdage, om der mangler flyers, eller om der er andet, der skal ordnes. Og så er jeg nok lidt slem til nogle gange selv at gøre det, fordi det er hurtigere. Men det kan man godt blive slidt lidt ned af, og jeg er også blevet bedre til at bede andre gøre det.«

Det er jo egentlig heller ikke din opgave. Du skal tænke store tanker om strategi og udvikling og den slags?

»Det er rigtigt, og det gør jeg også, men hovedopgaven må da for søren være at sikre, at arbejdspladsen trives. Og nogle gange indebærer det, at jeg giver et nap med; det må bare ikke tage overhånd.«

’Uddannelsesmæssigt gadekryds’
Jeanette Bursche er meget bevidst om, at hun ikke har nogen klassisk lederbaggrund. Faktisk beskriver hun sig som et uddannelsesmæssigt gadekryds. Ud over etnologistudiet, som hun droppede ud af, har hun taget en bachelor i psykologi, der senere blev suppleret med en kandidatuddannelse i Human Ressource Management. Altså langt fra noget snorlige uddannelsesforløb.

»Jeg ser det faktisk som en styrke, og jeg synes også, det er en vigtig pointe for de unge, der er ved at finde deres vej nu: At selv om du ikke tager den lige vej fra A til B, skal det nok gå alt sammen. Det synes jeg selv, at jeg er et omvandrende bevis på.«

Som mere eller mindre autodidakt leder er Jeanette Bursche optaget af, at alle medarbejdere skal føle, at de er lige vigtige, uanset om de har et studiejob, er fastansatte, eller hvilken funktion de løser.

»I min optik er der ikke noget, der er finere eller vigtigere end noget andet. Vi er alle uundværlige i forhold til at give de besøgende en god oplevelse og passe på Rundetaarn, og det kan vi kun gøre, hvis alle trives og føler sig trygge her,« siger Jeanette Bursche, der i dag er chef for 11 fastansatte medarbejdere i staben, 30 studentermedhjælpere fra mange forskellige studieretninger og 14 astronomer, der bemander observatoriet allerøverst i Rundetaarn.

Vil vælges til som leder
Hvad er det allervigtigste for dig selv som leder?

»Det er helt klart, at folk skal være glade for at være her. Og så vil jeg gerne være en leder, der er valgt til.«

Hvordan skal det forstås?

»Det betyder rigtigt meget for mig og mit selvværd som leder, at jeg fik jobbet i konkurrence med flere end 70 ansøgere. Men det er også vigtigt, at jeg føler, at jeg møder opbakning på daglig basis blandt medarbejderne. Vi er en meget familiær arbejdsplads, hvor folk har været her mellem 10 og 30 år, og hvor udskiftningen er meget lille, og derfor har vi et meget tæt forhold til hinanden, hvor det ikke ville give mening at lede meget autoritært.«

Opfatter du dig selv som en meget atypisk chef?

»Det tror jeg godt, man kan sige. Det er meget vigtigt for mig at være et ordentligt, venligt og empatisk menneske, og jeg leder nok på en meget subtil måde. Det betyder ikke, at det er ledelsesløst, men jeg prøver at lede meget indfølende og respektfuldt,« siger Jeanette Bursche.

Giver stor medindflydelse
For nylig fik hun en ahaoplevelse, da hun på opfordring fra en medarbejder læste bogen ’Gid min chef var en høvding’. Ved at studere ledelse hos oprindelige folk beskriver de to forfattere, Christian Groes og Dennis Nørmark, en ledelsesform, hvor ’høvdingen’ leder gennem ydmyghed og underlægger sig fællesskabet i stedet for at dominere det. Det ramte noget dybt i Jeanette Bursche, der følte, at der for første gang blev sat ord på, hvordan hun gerne vil lede.

»Når man er en type leder, som sjældent markerer sig, og arbejder lidt i kulissen, og lader medarbejderne have stor medindflydelse, så kan man godt selv gå med tanken om det nu også er egentlig ledelse. Heldigvis stod jeg efter at have læst bogen tilbage med en god følelse af, at min måde at lede på er lige så legitim og identificérbar, som mere traditionelle ledelsesformer. Jeg mærker jo hver dag, hvor glade folk er for at mærke, at jeg stoler på, at de selv kan løse opgaverne.«

Selv om Jeanette Bursche leder subtilt og uden store armbevægelser, er hun ikke bange for at træffe kontante beslutninger med ret store konsekvenser. Det viste hun tidligere i år, da hun satte et loft over, hvor mange, der kan besøge Rundetaarn. I 2023 havde Rundetaarn 795.000 gæster, og det var for mange til, at alle kunne sikres en god oplevelse, mente hun, og har derfor siden april i år lukket færre gæster ind end tidligere, også selv om det koster på indtjeningen. Forventningen er, at besøgstallet falder med 140.000 i år, svarende til 4-5 millioner kroner i mistet billetindtægt.

»Det ligger mig utroligt meget på sinde at give alle, der kommer her, en god oplevelse«, siger Jeanette Bursche, der de næste år til gengæld vil skrue mere op for Rundetaarn som et oplevelsessted med relevante udstillinger, koncerter og familiearrangementer med stjernekiggeri i fokus.

Er slet ikke færdig med Rundetaarn
I hendes optik skal Rundetaarn fortsætte med at være en attraktion i sig selv, men tårnet skal også bruges til at fortælle historier, ’der kan løfte mennesker i indsigt og udsigt’, akkurat som tanken var med det observatorium, der er placeret på toppen af Rundetaarn, og som i århundreder var centrum for dansk astronomi og udgangspunkt for både meteorologiske målinger og landmåling.

Den 45-årige tårndirektør har snart brugt 25 år i Rundetaarns tjeneste. Og hun kan stadig ikke forestille sig at arbejde noget andet sted.

»Jeg er slet ikke færdig og har rigtig meget på hjerte i forhold til at forløse potentialet i det her sted. Så medmindre jeg falder totalt af på den, og det være til tårnets bedste, at jeg træder tilbage, vil jeg aldrig forlade Rundetaarn,« siger Jeanette Bursche, der hver eneste dag opfatter det som en kæmpe ære, at hun får lov til at være vogter af en så vigtig kulturarv.

Står det til hende, vil hun også slutte sin noget utraditionelle karriere i Christian den IV’s gamle bygning, og dermed fortsætte det morgenritual, hun har haft fra første dag, hun blev ansat, i en rum tid endnu.

»Når jeg møder ind på arbejde, klapper jeg altid tårnet lidt og siger: Vi er her stadig. Og alt er godt.«