Stina har besteget de højeste bjerge på syv kontinenter. Her er, hvad det har lært hende som leder

Da Stina Glavind første gang forsøgte at bestige det berygtede Aconcagua-bjerg i Andesbjergene, blev hun og resten af teamet ramt af et voldsomt uvejr. Halvvejs oppe af det 7000 meter høje bjerg måtte hun ligge indespærret i sit lille telt i fire døgn, mens stormen rasede udenfor. Da vejret endelig klarede en smule op, så hun bjergbestigere komme ned længere oppe fra bjerget med sorte tæer og fingre, tydelige tegn på forfrysninger, der i værste fald kan medføre mistede lemmer.

»Da jeg så, hvor hårdt medtagne de var, gik det op for mig, at det ikke var forsvarligt at fortsætte mod toppen. Så selv om jeg var utroligt opsat på projektet, besluttede jeg og mit hold at vende rundt,« siger Stina Glavind.

I dag er erfaringen fra Aconcagua en af dem, hun direkte kan bruge i sit nuværende job som administrerende direktør i FDM. Når hun selv eller hendes ledergruppe er under pres eller i tvivl om en konkret beslutning, ved hun, at det bedste, man kan gøre, er at få ro på og revurdere situationen for at finde ud af, om den oprindelige plan holder, eller om der skal vælges en ny approach.

»Nogle gange må man acceptere, at den plan, man har lagt, ikke holder. Så må man krybe tilbage i teltet, indtil uvejret er drevet over, og overveje at vælge en anden tilgang. Det er noget af det vigtigste, jeg har lært af mine år som bjergbestiger,« siger Stina Glavind.

Bjergene har defineret hende som leder
Med til historien om Aconcagua hører, at hun godt nok måtte give fortabt på det første forsøg, men 10 måneder senere kom hun tilbage. Og nåede toppen.

Det har hun gjort flere gange end de fleste. Ikke alene var Stina Glavind den blot anden danske kvinde, der besteg verdens højeste bjerg, Mount Everest; hun har også som den første og hidtil eneste danske kvinde formået at bestige de højeste bjerge på syv kontinenter og er dermed blevet indlemmet i den prestigefyldte ’Seven Summits’-klub. Den bedrift klarede hun på bare fem år og seks dage, vel at mærke sideløbende med, at hun passede en travl lederkarriere i Carlsberg og Coop.

De oplevelser og erfaringer, hun har hentet fra de højeste tinder i verden, har i høj grad været med til at definere, hvem hun er i dag.

»Bjergene er en stor del af, hvordan jeg er som leder, og hvordan jeg generelt navigerer som menneske. Jeg har også lært ekstremt meget om mine egne styrker og svagheder,« lyder det fra Stina Glavind.

Men du må have haft i baghovedet hele tiden, at det også kan være farligt? Der er jo relativt mange, der dør af det?

»Hvis du forbereder dig godt, ved hvad du laver og har respekt for, at der er visse kompetencer, du skal have, kan du undgå rigtig meget. Men det er da rigtigt, at der hele tiden er en objektiv risiko for, at du render ind i noget vejr, du ikke regner med, eller at nogen af dem, du er sammen med, gør noget, du ikke havde forudset. Mange af dem, der ligger døde på Mount Everest, har sikkert også forberedt sig godt, men det er gået galt alligevel,« siger Stina Glavind.

Ambitiøse mål holder organisationen levende
Noget af det, der kendetegner hende allermest som leder, er – mener hun selv – at det er en drivende kraft for alt, hun gør, at sætte sig ambitiøse, men opnåelige mål.

»Bjergene har lært mig rigtigt meget om vigtigheden af at sætte sig ambitiøse mål, ikke kun for mig som person, men som en måde at holde organisationen levende og innovativ på. Jeg har også lært en masse om tålmodighed, ydmyghed og respekt for opgaven. Og på den hårde måde har jeg erfaret, hvor meget grundighed og forberedelse betyder. Har du styr på de ting, er du halvvejs i mål,« siger Stina Glavind.

Interessen for bjergene fik hun med hjemmefra. Hun voksede op på Bornholm og husker, hvordan bedsteforældrene viste hende billeder af Kilimanjaro i Tanzania, da hun var en lille pige. Da hun som voksen røg ind i, hvad hun betegner som ’en transformationsperiode’ i sit liv’, afledt af et parforhold, der ikke fungerede, besluttede hun at tage på en rejse for sig selv for at få renset hovedet. Lige dér poppede tanken om Kilimanjaro pludselig op igen. Hun satte sig for at bestige det og havde en fantastisk oplevelse.

»Det var spændende at rejse ud alene, og jeg opdagede, at livet i bjergene er supersimpelt. Du skal bare sætte den ene fod foran den anden, og ellers holde dig varm og tør, i live og rask. For mig var det nærmest meditativt at opleve.«

På det tidspunkt var hun allerede godt i gang med sin erhvervskarriere, og da lysten til flere bjerge for alvor satte ind, prioriterede hun i en årrække alt andet end bjergene og karrieren fra.

»For mig har det altid været sådan, at hvis noget er værd at gøre, er det også værd at gøre det godt. Og så bliver man nogle gange nødt til at vælge nogle ting fra.«

37 timer er ikke nok
Karrieren startede i Carlsberg. Med en cand.merc. i International Business fra CBS som ballast, blev hun ansat i et graduate-forløb i marketingafdelingen, men arbejdede sig støt op i rækkerne og blev i 2008 udnævnt til salgsudviklingsdirektør.

I 2015 gjorde hun på samme måde lynkarriere i Coop, hvor hun på kort tid avancerede til kommerciel direktør, kædedirektør og efterfølgende koncerndirektør.
Den samme målrettethed, hun lagde for dagen i bjergene, prægede også hendes erhvervskarriere. Hun var fra starten indstillet på, at hun skulle give den en skalle, hvis hun skulle lykkes med at rykke videre op i systemet.

»Medmindre du er et gudsbenådet talent, tror jeg ikke på, at man kan være topleder i Danmark og altid kun arbejde 37 timer om ugen. Jeg var i hvert fald ikke kommet hertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke har været indstillet på at arbejde igennem,« siger Stina Glavind.

Overrasket over FDM-tilbud
Da Coop i 2020 fik en ny administrerende direktør, der som det første gennemførte en stor ledelsesrokade, blev hun fritstillet i jobbet. Mens hun overvejede, hvad der skulle ske i stedet, blev hun kontaktet af en headhunter, der foreslog hende at blive ny direktør for FDM.

Hendes første reaktion var … overraskelse. ’Hvorfor spørger de mig om det?’, tænkte hun. Men jo mere hun hørte om jobbet, jo mere interesseret blev hun. Særligt i den del af opgaven, der gik ud på at skabe fornyet relevans for motorejernes forbrugerorganisation, FDM, børste støvet lidt af, om man vil, og dermed sikre, at foreningen også er her de her næste 100 år.

»Det er utroligt spændende at være med til at definere den rolle, FDM skal spille, for eksempel i overgangen til elbiler. De fleste af vores medlemmer kører i fossilbiler. Dem skal vi hjælpe ved at lokalisere de knaster, der gør det svært at skifte til elbil, og så bruge de muskler, vores 300.000 medlemmer giver os, til at presse på politisk, så vi får de store ændringer i mobilitetsmønstrene til at give mening.«

Med lederhjertet på rette sted
Stina Glavind mener, at hun internt i FDM formentlig opfattes som en meget ambitiøs leder, både på egne, på organisationens og på medarbejdernes vegne. Hun bryder sig ikke om at gøre tingene halvt og forventer det samme af alle omkring sig.

»Hvis du spørger min ledergruppe, tror jeg faktisk, at de alle sammen vil sige, at jeg er ambitiøs, men også altid med hjertet på rette sted,« lyder det fra FDM-direktøren.

Selv om hun er en leder, der ikke viger tilbage fra at stille krav, er hun meget opmærksomhed på værdien af godt samarbejde. Igen er det noget, hun lærte på den kontante facon i bjergene, hvor medlemmerne af gruppen bogstavelig talt holdt hinandens liv i hænderne. Vigtigheden af at kunne få et hold til at fungere får en helt særlig betydning, når man ved, at ens overlevelse kan afhænge af det.

»Du er nødt til at kende hinanden ekstremt godt, når du tager ud på de lidt større og længere ekspeditioner. Derfor har man typisk også et langt indløb sammen, hvor man først laver mindre bjerge, og på den måde lærer hinanden at kende og finder ud af, hvordan man bedst kan bruge og hjælpe hinanden. Typisk bliver du på en ekspedition rebet op med fire eller fem andre i et rebteam. Hvis en falder i en gletscherspalte, kommer ingen videre, før man har fået hende eller ham op igen. Her gælder det i udpræget grad, at ingen kæde er stærkere end det svageste led.«

Styrken ligger i teamet
I det daglige arbejde i FDM er hun meget bevidst om, at hun kun selv kan lykkes, hvis hun formår at facilitere et godt samarbejde med hele sin ledergruppe. I hendes optik handler god topledelse om at sikre, at ledergruppen agerer som et sammentømret team, der formår at få medarbejderne til at bakke op om, at organisationen hele tiden er i udvikling.

»Vel at mærke med streg under, at vi gør alt som et team, fordi vi kun har styrken sammen. Teamet betyder alt, og det er en vigtig opgave for mig at sikre, at jeg både har de rette folk omkring mig og endnu vigtigere, at de forstår vigtigheden af at spille sammen.«

I Stina Glavinds optik er det også vigtigt, at den gode topleder af og til viser noget mod. Som et eksempel peger hun på, at den nye grønne profil i FDM risikerer at støde nogle af de medlemmer, der ikke føler trang til at udskifte deres diesel- eller benzinbil, fordi de ikke er overbeviste om, hvor vigtig klimadagsordenen er.

»Vores tilgang til elbiler er et godt eksempel på, at man sommertider skal turde stille sig ud, hvor vinden blæser og elementerne raser. Min holdning er, at hvis FDM også skal have en relevans om 25 og 50 år, så er vi nødt til at acceptere, at den grønne omstilling er kommet for at blive, og at vi er nødt til at arbejde med den, ikke imod.«

Rykkede sine grænser på Mount Everest
Når Stina Glavind i dag ser tilbage på sin bjergbestigerkarriere, er hun stolt af sine bedrifter, selv om hun også godt kan ærgre sig over nogle af de ekspeditioner, der ikke endte i succes. Mest af alt kan hun glæde sig over, at hun er sluppet fra selv meget pressede situationer med liv og lemmer i behold. Flere gange har hun oplevet, at en forkert beslutning kunne gøre forskellen på liv eller død.

Det var for eksempel tilfældet, da hun i maj 2010 var på vej op ad Mount Everest.

Nogle få hundrede meter fra toppen var hun mere presset, end hun nogensinde havde været før. Ikke alene var hun fysisk udmattet; hendes fingre og tæer var også iskolde helt ind i marven. Den rationale del af hendes hjerne nærmest skreg til hende, at hun skulle vende rundt. Men hun besluttede sig alligevel for at fortsætte og nåede senere på dagen toppen af det 8848 meter høje bjerg.

»Bagefter måtte jeg erkende over for mig selv, at jeg nok havde rykket lidt ved de grænser, jeg havde aftalt med mig selv forinden. Og da jeg kom ned igen, var mine tæer fuldstændigt følelsesløse i tre måneder,« fortæller Stina Glavind.

I dag er hendes fingre og tæer meget følsomme overfor kulde. Om vinteren får hun nemt hvide fingre, fordi vævet er delvis ødelagt. Men det er nogle gener, der i hendes optik til fulde opvejes af de oplevelser og erfaringer, hun har taget med sig fra sine år som bjergbestiger.

»Jeg ville ikke have været det foruden og er meget stolt over, at det lykkedes mig at bestige Mount Everest.«

Drømmer om at genopdage eventyrlysten
Lige nu er Stina Glavind et sted i sin karriere og sit liv, hvor bjergbestigningen er sat på pause. Hun har en datter, der går i børnehaveklasse, og mener ikke, det er forsvarligt at kaste sig ud i potentielt livsfarlige ekspeditioner, når hun er mor til et lille barn.

Hun indrømmer dog gerne, at bjergene stadig trækker i hende. Og at hun savner det kick, man oplever, når endnu et bjerg erobres.

»Hver gang jeg kom hjem fra et bjerg, gik der kun nogle måneder, før uroen kom snigende. Hvilket bjerg skal være det næste? Omvendt har jeg også ligget og frosset i et telt på en bjergvæg og drømt mig tilbage til mit kontor i Danmark. Dén vekselvirkning har været rigtig god.«

’Vejen er altid en del af målet’
Når Stina Glavind bliver bedt om at beskrive, hvad fascinationen af bjergene mest af alt bunder i, lyder svaret: Et mix af mange ting.

»Det er helt sikkert noget med generelt at være nysgerrig på livet og om at være evenlysten. For mig har det også meget handlet om de mange måneder, man forbereder sig inden. Målet har ikke kun været at nå toppen; vejen er altid en del af målet.«

Du er lige fyldt 50. Drømmer du stadig om at erobre flere bjerge?

»Så er vi tilbage til det med fra- og tilvalg. Jeg har min familie, og jeg har mit arbejde. Så derfor har jeg lige nu fravalgt bjergene og faktisk det meste andet også. Men jeg drømmer da om at udleve eventyrlysten igen på et tidspunkt,« siger Stina Glavind og nævner, at hun gerne vil tage datteren med til Kilimanjaro, når hun bliver lidt større.

Til gengæld er hun meget fast i kødet på, at hun ikke igen skal prøve kræfter med de allerhøjeste tinder.

»Jeg har lovet mine indre organer, at jeg aldrig skal op i 8000 meters højde igen. Sidst jeg gjorde det, kunne jeg mærke, at hele kroppen var ved at stå af. Dér lovede jeg mig selv, at det var slut med de meget høje bjerge.«