Unicef-direktøren vågnede op til en masse beskeder fra Twitter

Torsdag

Jeg vågner tidligt til en masse beskeder fra twitter. Min telefon ligger på natbordet og hurtigt går situationens alvor op for mig. Vi var allerede i beredskab på mellemniveau, men nu er situationen eskaleret.

Jeg laver en stærk kop kaffe og sætter mig i køkkenet og tænder min computer. Min datter på 14 er stået op, og morgenen starter med, at vi snakker om det, der er sket. I Unicef har vi en vejledning til, hvordan vi taler med børn om krige og katastrofer, så allerførst vender jeg situationen med hende. Hun har allerede stærke politiske holdninger, kan jeg konstatere. Klokken 8 er jeg på kontoret og dagen begynder med møde i direktionen, hvor vi er tre direktører.

I forvejen har vi en lidt udfordrende tid, fordi vi lige nu er uden generalsekretær, og nu lander et yderligere pres. Min opgave er todelt. Jeg sidder i direktionen, og vi skal vurdere situationen på baggrund af rapporter fra vores kolleger i Ukraine og vores internationale hovedkontor i Geneve, og så skal jeg i gang med at kontakte vores partnere. Mit ansvar er kontakten til de store fonde og virksomheder om donationer.

Når vi skal vurdere situationen, foregår det sådan hos os, at vi får en indstilling fra vores Emergency Coordinator. Vi får hurtigt vurderet indstillingen og går i højeste beredskab, og vores katastrofe task force med medarbejdere på tværs af hele Unicef bliver aktiveret øjeblikkeligt. Det betyder, at vi aktiverer kampagner og arbejder på tværs af organisationen. Heldigvis har vi allerede en kampagne klar og kan gå i gang med det samme. Her har vi planlagt, hvem vi kommunikerer til og på hvilke kanaler. Vi går i gang med arbejdet, men alle er påvirkede, fordi vi har gode kolleger i Ukraine. Det er kommet meget tæt på. Så meget af tiden går også med at kommunikere ud i organisationen.

Vores katastrofe team arbejder på højtryk. De har en klar koordination og rollefordeling. Vi har et af verdens bedste katastrofeteams, og de har været igennem det mange gange før de sidste to år. Da Taliban rykkede ind i Kabul, ved eksplosionerne i Beirut, og da den første Covid-bølge ramte verden.

Jeg har nået at tale med vores kolleger i Geneve og vores store donorer – det er Hempel Fonden, Lego Foundation, Novo Nordisk Fonden, Grundfos Fonden og Pandora. Samtidig følger vi situationen og får løbende rapporter fra vores hovedorganisation. Hele dagen går med møder, og jeg er hjemme igen ved 22-tiden om aftenen. 

Fredag

Jeg havde i forvejen et møde i kalenderen med Augustinus Fonden, hvor jeg skal briefe dem og takke for deres bidrag. De har givet fem millioner til indsatsen mod Covid og en million til indsatsen i Afghanistan. Vi kommer naturligt til at snakke om situationen i Ukraine og vores arbejde som en del af FN-familien. Tilbage på kontoret er jeg igen i direktionsmøde. Vi taler også om det nationale område – en del af vores indsats handler om, hvordan man taler med børnene om det her. Vi sætter gang i en indsamling i Grønland også, og så er der briefing med vores kolleger i Geneve. Vi samstemmer og afstemmer indsatsen.

Om eftermiddagen får jeg et opkald fra Pandora, som har været en af vores faste partnere siden 2019. De vil give en million dollars. Det er 6,5 millioner kroner. Det giver travlhed i vores kommunikationsafdeling, for donationen vækker interesse også internationalt. Det betyder meget. Jo hurtigere vi får penge, jo hurtigere kan vi hjælpe. Jeg skal til en fødselsdag fredag aften, men jeg kommer lidt for sent og sidder til selskabet med høj adrenalin. Heldigvis er jeg i godt selskab, og det hjælper at tænke på noget andet. 

Lørdag

Jeg har møder med kolleger i Geneve og USA. Vi diskuterer donationerne. Pengene går især til helt basale fornødenheder som mad, vand, medicin og hygiejneprodukter. De går også til ti mobileteams med psykologhjælp til børn. Vi prioriterer også at etablere såkaldte Blue Dots, som er støttecentre, vi placerer på de mest trafikerede ruter. Her kan familier på flugt få hjælp og ly. Jeg får et opkald fra LEGO Foundation. De vil give 110 millioner til fem store organisationer, og vi har fået 25 millioner.

Min mand hygger med børnene, mens jeg sidder med hovedet begravet i Teamsmøder og telefon. Der er fuldt tryk på vores kommunikationsafdeling og på kampagnefolket. Jeg har dog lovet ungerne, at vi skal ud og bowle, så jeg tager en time ud af kalenderen, selvom der stadig bliver ringet til mig.

Søndag

Mens min familie sover længe, er jeg i fuld gang, så jeg kan nå at arbejde inden, de vågner. Vi skal have skrevet pressemeddelelser, og der skal forberedes projektbeskrivelser til vores store partnere. Jeg har en kaffeaftale om formiddagen, og om eftermiddagen prioriterer jeg at gå en lang tur i skoven for at trække vejret. Jeg tager til træning og arbejder videre i mit center for ikke at forstyrre familien. Mange af mine almindelige arbejdsopgaver, har jeg ikke haft tid til, så der er en del at indhente. Kl. 22 er jeg hjemme igen. 

Mandag

Jeg er først på kontoret 8.30, hvor vi har koordinationsmøde i vores emergency gruppe. Jeg får en status på weekenden og tager direkte videre til møde i ledergruppen. Om formiddagen står jeg til rådighed for mine medarbejdere. Vi skal holde igen med kommunikationen af sikkerhedsmæssige årsager. Det skal vi håndtere. Kl. 13 har jeg møde med mit ledelsesteam, og senere følger jeg med på storskærm, mens vi har besøg af vores executive director, Catherine Russell, som skal se vores varelager. Hun er fløjet ind direkte fra Afghanistan. Kl. 15.30 er der global emergency briefing med kolleger fra hele verden.

Jeg kører fra kontoret kl. 17 og direkte videre til bestyrelsesmøde i Fonden C:ntact, hvor jeg er bestyrelsesmedlem. Dagen slutter på Edison teateret på Frederiksberg med middag med bestyrelsen. Jeg er hjemme kl. 21.30 og siger godnat til den af mine døtre, der er hjemme.

Det har været hektiske dage, og den kommende tid fortsætter det. Jeg taler med en del journalister, og vi laver også selv små film undervejs. Vi har rejst lige under 50 millioner kroner fra vores fonde og 2,8 millioner i private donationer fra danskerne. I alt vurderer vores hovedorganisation, at der er behov for 433 millioner kroner, så arbejdet fortsætter, men vi er også glade. Vi er den nationale komite, der har rejst flest penge.