»Det slår mig, at der er næsten ingen grænser for, hvad man kan, hvis man får samlet folk omkring sig, bruger sit netværk og er klar i mælet om, hvad man vil«

Den 24. februar i år fulgte Thomas Senderovitz og hans kone Mette Wibeck Olsen med i tv-nyhederne, som intenst dækkede den russiske invasion i Ukraine. Parret talte om, hvad de kunne gøre. Måske give husly til en ukrainsk familie i husets kælder i en periode eller hjælpe på anden vis? Thomas Senderovitz formulerede et opslag på LinkedIn:

»If you are / know a Ukranian refugee family on your / their way to Denmark, who needs help – you can send me a direct message. I will help.«

I løbet af få dage var teksten blevet set flere tusinde gange og i dag har over 1,1 million brugere set opslaget. En af de første var Lars Münter, der er chefkonsulent i den almennyttige forening Komiteen for Sundhedsoplysning. Han meldte sig hurtigt som frivillig og skabte sammen med parret fundamentet for et hjælpearbejde, der hurtigt voksede sig til meget mere end eventuelt at have en familie boende i kælderen. I praksis betød udviklingen, at ingen flygtninge indtil videre er flyttet ind hos familien Senderovitz, for der ville slet ikke være tid til at tage sig ordentligt af dem, fortæller Thomas Senderovitz en eftermiddag hos Novo Nordisk i Søborg uden for København. Det er her, han passer sit job som Senior Vice President med ansvar for Data Science.

»Vi valgte ikke at have en familie boende, for så ville vi ikke kunne lave det her. Det ville være uansvarligt at gøre begge dele,« siger Senderovitz.

‘Det her’ er den hjælpeorganisation, som han fortæller om i højt tempo i en pause mellem to onlinemøder. Et tempo, der passer til det arbejdspres, han har oplevet de seneste måneder. Årsagen er kombinationen af jobbet i Novo Nordisk og det arbejde, han har lagt og lægger, i AidUkraineDenmark, som er navnet på NGO’en, der opstod på basis af LinkedIn-opslaget. 

Netværket blev aktiveret
I de første fire-fem måneder efter invasionen tog det frivillige arbejde al ledig tid, og i dag er den oprindelige tanke om at give husly til en enkelt familie i stedet en organisation med CVR-nummer, bestyrelse og sekretariat. Det hele drevet på frivillig basis af de cirka 100 personer, der har hjulpet 529 ukrainere med transport til Danmark, efter de er blevet samlet op af busser enten på grænsen mellem Ukraine og Polen eller i Warszawa. Derudover kommer blandt andet tolkebistand, engelskundervisning og sociale aktiviteter til endnu flere ukrainere i Danmark, samlet set over 1.000 personer.

Blandt de første henvendelser fra danskere efter opslaget på LinkedIn var flere, der ville køre ned i egen bil og hente flygtninge til Danmark. Det valgte AidUkraineDenmark dog ikke at være en del af.

»Vi syntes, det var en dårlig ide, hvis der pludselig kom 500 frivillige fra Danmark i egne biler. Hvilken garanti ville der være for, at ukrainerne ville blive transporteret sikkert og ordentligt? Vi ville også undgå eksempler som den situation, hvor en buschauffør hentede ukrainske børn, kørte dem til Danmark og satte dem af på en rasteplads et eller andet sted. Det går jo ikke, og vi ville være 100 procent sikre på, at der var styr på sikkerheden, inden vi sendte busser afsted.«

Det førte en masse opgaver med sig. Der skulle skaffes lægehjælp, mad og drikke og anden hjælp til ukrainerne under turen mod Danmark og ikke mindst penge til selve bustransporten. ISS donerede fødevarerne til busserne, og Thomas Senderovitz’ baggrund som læge kom også i spil, da han brugte sit netværk til at finde læger, der ville tage turen til Polen og tilbage. Nogle købmænd besluttede at levere blandt andet modermælkserstatning og bleer, og de private donationer begyndte at rulle ind.

Der blev etableret teams af frivillige, udpeget teamledere, skaffet lagerplads, rejst penge, og allerede i marts, blev de første busser sendt afsted til grænsen mellem Polen og Ukraine. Hver bus havde tolk, læge og sikkerhedsvagter med ombord, og når ukrainerne ankom til Danmark, var der nogen til at tage imod dem, og der var sørget for indkvartering hos de frivillige, der havde sagt, at de kunne give husly. For de fleste ukraineres vedkommende var det en tilfældighed, at de kom til Danmark med en af de 12 busser fra AidUkraineDenmark. Det drejede sig om at komme væk fra krigen. På banegården i Warszawa var der for eksempel to ældre damer med en lille fælles kuffert, der kom i kontakt med de frivillige fra en af busserne.

»De to var taget afsted på egen hånd, fordi russerne havde smadret hele den karré, de boede i. De stod bare der på banegården, hvor der på det tidspunkt var mere eller mindre kaos med tusindvis af flygtninge, og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Og så besluttede de, at de lige så godt kunne tage med til Danmark.«

Tre visionære borgmestre
Thomas Senderovitz har oplevet, at hans ledererfaringer har spillet ind i arbejdet med at skabe organisationen. Særligt i begyndelsen, hvor det hele med hans ord gik fra nul til 200 km i timen. Især det faktum at han var direktør i Lægemiddelstyrelsen, da corona-pandemien ramte, gav ham en fordel.

»Det vil sige, at jeg havde arbejdet under en krise i halvandet år, hvor det gjaldt om at få skabt et samarbejde mellem forskellige instanser for at håndtere pandemien. Det kunne jeg trække på i forbindelse med AidUkraineDenmark. Corona betød også, at jeg havde været meget i fjernsynet, og det hjælper jo altid, når man skal skabe opmærksomhed, at folk kender én i forvejen. Derudover havde jeg også fået udvidet mit netværk, for eksempel i embedsværket og på LinkedIn. Det misbrugte jeg fuldstændig uden skam, og jeg ville gøre det igen. Folk kan jo bare sige nej tak. Det gør mange også, men der er heldigvis endnu flere, der siger ja.«

AidUkraineDenmark tog tidligt kontakt til alt fra offentlige styrelser, politiet, hotelejere og administratorer af almennyttige boliger til etablerede flygtningeorganisationer som Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors og UNHCR. De skulle vide, at AidUkraineDenmark eksistererede og gerne ville samarbejde. Alle sten blev vendt, men Senderovitz savnede imødekommenhed fra det offentlige.

»Det var meget envejskommunikation. Jeg synes, at når man står i sådan en situation, kunne der godt være lidt mere connection mellem det etablerede og civilsamfundet. Der var dog særligt tre borgmestre, der var visionære og løste opgaver sammen med os lige indtil regeringens udspil, hvor ukrainerne skulle omfordeles ud fra nogle nøgler. Jeg forstår godt, at man ikke kan have alle flygtninge boende for eksempel i sommerhuse hele tiden, men det var en løsning lige i den situation, og så kunne man jo finde bedre løsninger sidenhen.« 

Der er ingen grænser
Samarbejdet med det offentlige Danmark var altså en udfordring, men AidUkraineDenmark udviklede sig alligevel fra, med Thomas Senderovitz’ ord, at være ’relativt uorganiserede til at være mega-organiserede’. Den store logistiske opgave lykkedes, og forløbet har været en aha-oplevelse for ham.

»Det slår mig, at der er næsten ingen grænser for, hvad man kan, hvis man får samlet folk omkring sig, bruger sit netværk og er klar i mælet om, hvad man vil. Velvilligheden i civilsamfundet er enorm. Både hos virksomheder og enkeltpersoner. Det er en urkraft, og det kunne jeg godt tænke mig, at det offentlige system havde lidt større forståelse for.«

Noget andet han har bidt mærke i, er taknemmeligheden hos ukrainerne. En taknemmelighed han kan identificere sig med på grund af hans egen familiebaggrund, hvor hans far og farfar flygtede til Sverige under krigen.

»Jeg havde jo ikke siddet her i dag, hvis ikke min far og farfar havde fået hjælp dengang, så jeg har selv en stor taknemmelighed. Ukrainerne har en enorm taknemmelighed. Samtidig har de selvfølgelig en stor smerte med sig, men de vil virkelig gerne i gang. De vil så gerne gøre noget for samfundet. Det har jeg været blown away over. De spørger, om de kan hjælpe til. Give noget tilbage. Få et arbejde.«

Fokus har ændret sig
I dag er der lukket ned for bustransporten, fordi behovet ikke længere er det samme, men AidUkraineDenmark lever videre og forsøger at løse opgaver. Fokus er især på sociale aktiviteter, ikke mindst for børnenes skyld.

»Det er jo ekstremt traumatisk for dem at blive revet ud af hverdagen. Nogle har også oplevet at komme afsted uden deres far, bror eller bedstefar,« siger Senderovitz.

AidUkraineDenmark har også arrangeret engelskkurser i samarbejde med Studieskolen. Det hjælper ukrainerne til at kunne få et arbejde, og det hjælper dem også på længere sigt ud fra den betragtning, at det er bedre at lære engelsk end dansk, hvis de skal retur til hjemlandet. Andre initiativer er jobformidling, tøjindsamling, tolkning og en buddyordning, som sikrer, at flygtninge kan få hjælp af en dansk kontaktperson samt indsamling af pengegaver, legetøj, computere og mobiltelefoner.

»Så vi har også ageret socialkontor på nogle områder, hvor det danske system ikke har fungeret, må vi konstatere. Det hele har kørt uden en eneste aflønnet medarbejder. Og vi kan godt mærke, at det har slidt på organisationen. Derfor er vi i gang med at reboote. Få nye frivillige ind og bruge lidt penge på sekretariatshjælp. For vi er på ingen måder sikre på, at krisen er forbi. Hvis der kommer en ny bølge af flygtninge, så skal vi være klar.«

Behovet er der stadig
Nogle frivillige er stoppet, ikke mindst fordi de også skulle passe et fuldtidsjob ved siden af, men nye er kommet til. Thomas Senderovitz selv har brugt masser af aftener på organisationen, især i opstarten, men må på grund af sit job dosere indsatsen. Hans rolle har hovedsageligt været som problemløser eller at kontakte embedsfolk, pressen eller hjælpe med at skaffe donationer.

»Så længe krigen er der, føler vi en forpligtelse til at fortsætte, så jeg kommer stadig til at bruge en del aftener. Der er ikke meget tid til familien. Men det er i høj grad vores teamleaders og de andre frivillige, der har lagt et kæmpe stykke arbejde og stadig gør det. Mange bruger al deres fritid på det her.«

Der er stadig brug for frivillige og donationer, for der er ikke mange penge i kassen, der kan sikre, at NGO’en kan køre videre. Optimalt set vil Thomas Senderovitz først “lukke og slukke”, når der ikke længere er behov for, at den eksisterer.

»Men det behov er ikke aftagende, som det ser ud lige nu. Og hvis der så skulle være penge på kontoen, når vi lukker og slukker, så giver vi dem til Røde Kors. Men indtil da laver vi noget af det, som andre ikke gør lige så godt. Blandt andet hjælp med at få job, buddy-ordninger, oversættelse, engelskkurser, og hvis der skal laves bustransporter igen, så må vi også se på det.«