Et venligt skub betød alt
Noget af det, der skal være tid til for Totalkredits CEO er at spotte nye talenter og hjælpe dem på vej. Og allerhelst nye kvindelige talenter. Her føler hun, at hun har et helt særligt ansvar. Nok fordi hun selv har haft brug for, at nogen så et lys i hende.
Tilbage i 2013 sagde hendes daværende chef i Nykredit op og forlod sin stilling. Jobbet blev slået op, og hun gik bare og ventede spændt på at finde ud af, hvem der skulle være hendes nye chef. Men så opfordrede den afgående chef hende til at søge jobbet.
»Det var en oplevelse af, at der faktisk var nogen, der havde ambitioner på mine vegne og så noget i mig, som jeg ikke selv havde set. Hendes skub var det, der gjorde, at jeg søgte jobbet, og så også fik det.«
Er det et udtryk for en selvtillid, der ikke var så stor, at du ikke selv havde udset dig jobbet? Når jeg sidder foran dig nu, tænker jeg ikke, at du mangler selvtillid. Men gjorde du det dengang?
»Jeg tror ikke, det var et spørgsmål om selvtillid. Jeg tror mere, at det var sådan en klassisk kvindeting. At jeg nok ikke kunne krydse alle de ting af, der stod i opslaget, og at jeg nok ikke var den rigtige profil. Jeg tror mere, det var et spørgsmål om, at jeg ikke havde set mig selv i den stilling. Så da jeg fik skubbet, betød det rigtig meget for mig og for min karriere.«
Uden det skub havde du ikke siddet her?
»Så er jeg ikke sikker på, at jeg havde siddet her, hvor jeg sidder i dag. Det er korrekt,« konstaterer Pernille Sindby, der i dag kan mønstre en helt ligelig fordeling af mænd og kvinder i Totalkredits ledelse, og nu arbejder videre med at øge diversiteten i hele organisationen. Blandt andet ved selv at optræde som mentor for unge kvindelige talenter og ved at bruge sit netværk til at sende dem videre og opad i systemet.
I hendes optik skal Totalkredit være en arbejdsplads, der kan rumme alle typer mennesker, og hun er lige nu blandt andet optaget af neurodiversitet, det vil sige mennesker, der befinder sig forskellige steder på autismespektret.
»Vi vil arbejde målrettet på at skabe plads til folk, som måske har en anden måde at tænke på, eller har nogle diagnoser. Det gode ved at være CEO er, at jeg sidder i en position, hvor jeg kan gøre en forskel. Og derfor også skal gøre en forskel,« lyder det fra Pernille Sindby.