Julie Rokkjær Birch vil ændre verden. Bare en lille smule: »Det er sgu det, jeg går efter«

Flammerne fra det store Sankt Hans-bål strækker sig mod den lune aftenhimmel. Men rundt omkring bålet på Stadepladsen ved Brandbrand Sø er der mennesketomt. Coronapandemien raser. Og derfor må folk se med hjemmefra, da Julie Rokkjær Birch går på scenen for at holde årets båltale.

Talen kredser om heksen på bålet. »Jeg er IKKE fan,« fastslår hun. Den leder tankerne tilbage på dengang, da det ikke bare var en dukke, men en kvinde af kød og blod, der blev opslugt af flammerne. Hun er dog ikke sikker på, at man bør fjerne heksen fra bålet. Den minder os om, at vi er blevet klogere.

»Vi skal huske historiens vingesus,« siger hun. »Og skabe nye traditioner oven på de gamle.«

Julie Rokkjær Birch vil gerne ændre verden. Det ville hun dengang i 2020, da hun som direktør for Kvindemuseet – det senere KØN – holdt sin første båltale. Og det vil hun stadig i dag, hvor hun snart runder sit første år som direktør for Den Gamle By i Aarhus. Det er det – lysten til at skabe forandring i verden – der mere end noget andet driver hende.

Og ja, hun ved det godt. Det lyder lidt naivt. Eller »blåøjet«, som hun selv formulerer det i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje. »Men det er sgu det, jeg går efter«.

Hendes lyst til at skabe forandring til det bedre bunder ifølge hende selv i en veludviklet retfærdighedssans. Når noget ikke er, som det burde være, bliver hun grebet af en trang til at ændre det.

Men hvordan bruger man en uddannelse i litteratur og kunsthistorie, som hun noget utraditionelt for en topleder har bag sig, til at ændre verden? Man skaber sig en karriere i museumsbranchen.

Den viden, troværdighed og samlingskraft, der et på et museum, kan nemlig bruges til at redde verden. I hvert fald »en lille smule.«

Museer kan føre til følelsesmæssige erkendelser og hjælpe os med at forestille bedre fremtider. Men det kræver, at museerne forpligter sig på at være aktive samfundsaktører, der bruger fortiden til at kvalificere nutidens samfundsdebatter.

Og det har hun før vist, at hun har modet til være en del af. Som da Kvindemuseet med hende som direktør blev en fremtrædende spiller i kønsdebatten og i slutningen af 2020 besluttede at ændre navn til KØN. Navnet skulle signalere, at museet – og kønsdebatten – var om og for andre end kvinder. Kun sådan kunne det forblive progressivt og relevant.

Navneændringen sendte museet ud i en regulær shitstorm. Midt i det hele stod Julie Rokkjær Birch, der igennem mange måneder måtte forsvare beslutningen. I dag er hun stadig ikke i tvivl om, at beslutningen var rigtig.

»Dengang jeg startede, lukkede museet sig lidt om sig selv. Den forandring, der er sket, er, at det har åbnet sig op og fået en både bredere og yngre målgruppe,« konstaterer hun.

Netop Julie Rokkjær Birchs tro på, at man kan forandre verden, har ifølge hende selv været afgørende for, at hun i en alder af 41 år allerede har en imponerende lederkarriere i museumsverdenen bag sig. Ja og så selvfølgelig en vis portion »held og knokleri,« som hun tilføjer.

Drømmejobbet
Efter fire år som direktør for KØN valgte hun at takke ja til jobbet som direktør for Museum Jorn i Silkeborg. Selv om hun betragtede KØN som sit »hjem«, så kunne hun mærke, at hendes ambitioner rakte videre og bredere.

»Jeg er meget andet end ‘køn-Julie’,« som hun siger. »Jeg er først og fremmest ‘museums-Julie.’ Og så var det med at gribe muligheden, da chancen bød sig for et job, hvor jeg endda også kunne trække på min kunsthistoriske baggrund,« siger hun.

Hun så store udviklingsmuligheder i Museum Jorn. Alligevel gik der kun et år, før hun igen skiftede job, denne gang til sit nuværende job i Den Gamle By, hvor hun begyndte den 1. april 2024. Hun afviser, at jobbet på Museum Jorn var tænkt som et springbræt til noget andet og større. Men da Den Gamle Bys mangeårige direktør Thomas Bloch Ravn annoncerede sin afgang for at gå på pension, opstod der en mulighed, hun ikke kunne lade passere.

Det var her, i de brostensbelagte gader i Den Gamle By, at hun som barn med sin folkeskoleklasse havde sunget den samme melodi, som Aarhus rådhusklokker spiller.

Men museet var mere end gode minder fra barndommens Aarhus. Hun var draget af museets »kraft til at samle og forandre«, en kraft, som ikke blot bunder i dets størrelse, men også skyldes den rolle, som Den Gamle by har som et »nationalmuseum for vores fælles identitet«, som hun formulerer det.

Vi sidder på hendes kontor på Tobaksgangen i Aarhus Mølle, et bindingsværkshus fra 1700-tallet i midten af Den Gamle By og taler om det, hun her efter knap et år i stillingen stadig kalder sit »drømmejob«. Kontoret er fyldt med gule, grønne og orange post-it-sedler. Hun er, forklarer hun, udpræget visuel tænkende. Hun tegner og skriver de ideer ned, der former sig i hendes hoved. Til et møde kan hun tegne en firkant med prikker indeni, som får det hele til at give mening. For hende.

Spørgsmålet er, hvordan hun oversætter de visioner, hun har for museet, så medarbejderne kan forstå dem? Og så de føler sig som en del af dem?

Som et eventyr
Det handler om at have en vision, som rammer noget følelsesmæssigt og er billedskabende. Som medarbejderne kan se for sig. Hun tænker derfor visionen som et slags eventyr, som hun fortæller igen og igen for sine medarbejdere. Gentagelsen gør, at visionen synker ind hos medarbejdere. Som historien gør, når man får genfortalt et eventyr. Hver gang, hun fortæller visionen, kommer der en respons.

Nogle gange er den »genial og gør mig klogere og er på den måde med til at udfolde eventyret,« siger hun.

»Lidt paradoksalt, måske« tilføjer hun. »For ledelse handler rigtig meget om at udstikke retningen. Men jeg bruger så dem, jeg omgiver mig med, til at få destinationen til at stå endnu skarpere ude i horisonten.«

Hvis visionen skal være en dynamisk størrelse, der kan ændre sig i takt med, at omverdenen forandrer sig, og man som leder bliver klogere, kræver det ifølge hende, at man ikke lader magten korrumpere. For det leder til skråsikkerhed, mener hun: Og det har ingen gavn af.

»Det er meget, meget vigtigt at skabe plads til den her friktion, altså det her sted, hvor man kan diskutere ting. Man skal vove at være i tvivl. Og kunne stå i den usikkerhed, der kan opstå i det rum,« siger hun.

Men, understreger hun: Kritikken fra medarbejderne skal være konstruktiv.

»Hvis man bare sidder med korslagte arme og er imod... det duer ikke. Jeg lytter gerne til utilfredshed. Men jeg skal kunne mærke, at kritikken bunder i en lyst til at gøre museet bedre. At man vil museet. Ellers er man nok ikke det rigtige sted,« siger hun.

Selvom Julie Rokkjær Birch vægter dialogen højt, så slår hun samtidigt fast, at ledelse ikke er et demokrati, hvor man sender visionen til afstemning. Det er hende, der i sidste ende bestemmer retningen. Og så må hun leve med, at det ikke altid er alle, der er enige i hendes beslutninger.

»En meget vigtig erkendelse som leder, synes jeg, det er, at man ikke kan gøre alle glade. Jeg har ansvar for at sætte museet ind i fremtiden og i omverdenen. Og det kan ikke altid mødes en til en med det mere interne blik, som medarbejderne har på organisationen,« siger hun.

»Jeg skal så skabe en tillid til, at jeg træffer de beslutninger, som er bedst for museet som helhed. Og det forsøger jeg så netop ved at lytte til input og utilfredshed.«

Noget af det værste
Det var netop med helheden for øje, at hun i efteråret 2024 traf en beslutning, som næppe førte klapsalver med sig. Nemlig beslutningen om at sige farvel til 20 af de i alt cirka 200 fastansatte medarbejdere.

En »nødvendig, men ikke særlig sjov beslutning,« forklarer hun.

»At skulle opsige medarbejdere er noget af det værste ved lederjobbet. Forfærdeligt. Men det er et vilkår, der hører med. Min opgave er forklare, hvorfor det sker. Og så stå på mål for det. Det er den eneste måde at komme igennem det på.«

Det er vigtigt at give tid og plads til den sorg, en fyringsproces fører med sig. Og være til rådighed for dem, der har brug for at tale om det. Men på et tidspunkt er du som leder nødt til at trække en streg i sandet og sørge for, at organisationen kommer videre:

»En fyringsproces bliver ikke nemmere ved at trække den i langdrag. Selvfølgelig skal folk have tid til at bearbejde det. Men som leder har du et ansvar for at få det hele til at glide. Så på et tidspunkt bliver du nødt til at sige, at nu skal vi altså videre. Det lyder måske hårdt. Men det tror jeg, at alle er tjent bedst med.«

De vigtige wildcards
Julie Rokkjær Birch har hverken læst jura eller økonomi eller gjort karriere i konsulentbranchen som så mange andre topledere. Selv betegner hun sig som en »kulturhistoriker« med et særligt indblik i »kunstens sprog«. Et sprog, der handler om at se særlige sammenhænge og transcendere det kendte og hverdagen ved at formidle det på en ny måde.

Og det bruger hun hver dag i sit job som leder.

»Jeg ser i høj grad ledelse som en kommunikationsopgave. Det er ikke mig, der skal sidde med fingrene i bolledejen. Jeg skal se sammenhænge og trække de store linjer op – være taktisk. Og der synes jeg, at min baggrund i kunst og litteratur kommer mig til gode.«

Hvordan?

»Fordi jeg gennem kunstens har lært, hvordan man sanser og forudser – og skaber nye verdener. Du er nødt til at bruge et sprog, som ikke er hørt før. Nogle helt andre ord. En anden måde at fortælle på. Det er der, der sker noget, som ikke bare er en udvikling af det eksisterende, men en reel forandring. Og det er det, jeg vil.«

Julie Rokkjær Birch oplever en stigende efterspørgsel efter humanister i det private erhvervsliv. Og den udvikling hilser hun velkommen.

»Jeg tror, det er vigtigt at blande tingene. Hvorfor have fem jurister i en bestyrelse, når to kan være nok? Der skal være plads til wildcards — altså folk, som ikke har en lidt atypisk baggrund og dermed har et andet blik på tingene.«

Om det runde bord
I sin dagligdag i Den Gamle By forsøger Julie Rokkjær Birch at være så nærværende og synlig som muligt.

»Der må ikke være for langt op til mig som direktør. Det er i hvert fald det, jeg prøver at signalere og udstråle,« siger hun og forklarer, at hun altid spiser frokost i kantinen blandt medarbejdere og en gang om ugen går en tur på museet for at ’mærke maskinen’ og hilse på alt fra omviserne til bageren.

Og så har hun rykket sit skrivebord hen til vinduet. Det var faktisk noget af det første, hun gjorde, da hun flyttede ind. Både for at kunne kigge ud på den by, hun står i spidsen for. Men også for at kunne få plads til et rundt mødebord på kontoret. Det giver en mere ligeværdig samtale at sidde ved det end på hver sin side af skrivebordet.

»Der er heldigvis mange, der kommer til mig med gode ideer, bekymringer og indsigt i vores ’fælles hjem’, som jeg kalder Den Gamle By. Og det er dejligt. Ingen kender jo Den Gamle By bedre end dem, der har fingrene i bolledejen. Så det er enormt givende for mig at kunne have den dialog. Det håber jeg også, det er for de ansatte.«

Ikke mere, men rigtigt
For Julie Rokkjær Birch er vejen til et succesfuldt arbejdsliv ikke at arbejde mere, men at arbejde »rigtigt«, som hun siger. Det betyder at være stædig, robust og knokle på, når det kræves. Men også huske at stoppe op og skabe tomrum til at tænke, når der er tid.

»Jeg er er sådan en, der kan lide at være alene, og som meget nemt kan drømme mig lidt væk. Og det er jeg blevet meget bevidst om at give plads til. For der sker noget, når man sætter det hele på pause. Ud over roen, der sænker sig. Det er der, i tomrummene, at de nye tanker opstår,« siger Julie Rokkjær Birch, der især i de uger, hvor hun har sine to børn fra et tidligere forhold, forsøger at gå tidligt og holde aftenerne mødefri.

Det skal være »virkelig, virkelig vigtigt«, hvis hun skal bryde med det princip. »Men altså, hvis det er kongen, der inviterer. Så kommer jeg,« griner hun.

Udsyn til fremtiden
Julie Rokkjær Birch ville gerne have haft plads til nogle whiteboards på sit kontor. Men det tillader pladsen ikke. Til gengæld har hun fået hængt et billede op af Peter Holm, som var den første direktør for Den Gamle By, da museet åbnede for publikum i 1914. På billedet sidder Holm ved sit skrivebord, som er vendt mod vinduerne.

»Jeg kan godt lide at kigge på det,« siger hun. »Det giver mig en forbindelse til historien og den originale idé. Men han var jo også visionær. Så når jeg kigger på det, så kigger jeg på en måde også ud i fremtiden,« siger hun.

Og netop fremtiden glæder hun sig til. Den Gamle By står overfor et »kursskifte« med den vision, hun har udstukket. Et kursskifte, der handler om at bruge historien til at skabe fællesskaber, forandring og gøre museet endnu mere relevant i sin samtid. Og derved være med til at redde verden. En lille smule.