Da Rikke Lykkes chef tog hele æren for hendes arbejde, besluttede hun sig for at være leder på en helt anden måde

En morgen i 2002 gik Rikke Lykke ind på sin daværende chefs kontor med en analyse i hånden, som han skulle bruge til et vigtigt møde. Opsat på at levere et godt stykke arbejde havde hun siddet oppe hele natten for at sikre sig, at hvert et komma stod rigtigt. Ikke så meget som et eneste minuts søvn var det blevet til.

»Tak, Rikke. Godt gået!« lød det anerkendende fra hendes chef, da de havde talt analysen igennem.

Smilende gik hun tilbage til sin plads. Men snart begyndte smilet at stivne. For gennem den åbne dør til chefens kontor, hvor han nu sad og præsenterede analysen for en partner i virksomheden, kunne hun høre, at han ikke nævnte hende med et ord. Ikke en eneste gang. Han fremlagde analysen, som var det ham, der ene og alene stod bag. Og det skuffede hende.

»Hvad skulle der gå af ham ved at nævne mit navn i stedet for at tage hele æren selv? Han ville jo stadig få ros for, at vi havde leveret, som vi skulle. DET forstår jeg ikke,« siger hun i Ledernes podcast Ledelse med Vilje.

Efter den oplevelse besluttede Rikke Lykke sig for, at hun »aldrig, aldrig vil tage æren for noget, som andre har lavet,« som hun formulerer det:

»Hvis du tror, at ledelse handler om få dig selv til at skinne mest muligt, så er du gal på den. Du er intet uden dine medarbejdere. Det er jo dem, der i dagligheden skaber værdi ude i virksomheden. Så når du beder dit team om at lave en opgave, så er det mindste, du kan gøre at nævne deres gode indsats, når du præsenterer projektet for andre,« siger hun.

I dag har Rikke Lykke en lang lederkarriere bag sig, som foreløbigt kulminerede, da hun i 2021 blev ansat som CEO i Danmarks største ejendomsadministratorselskab, Deas Group A/S. Her var hendes primære opgave at finde en sælger til selskabet, en opgave, hun lykkedes med, efter at først administrationsdelen i sommer blev solgt til finske PHM Group, mens en aftale om køb af den resterende del af selskabet, Deas Asset Management, i november blev indgået med en franskejet virksomhed. Hun fratræder direktørrollen, når salget er endeligt godkendt af myndighederne.

Rikke Lykke insisterer på, at hun nåede i hus med opgaven, fordi hun var omgivet af dygtige medarbejdere. »De har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne,« som hun siger.

Men det er hende, der har siddet for bordenden og truffet de store beslutninger. En rolle, hun trives med, forklarer hun. Også selvom det kan være ensomt.

»Som CEO sidder du med det ultimative mandat til at træffe nogle beslutninger, som kan have stor betydning for andre mennesker. Det kan til tider være ensomt, for til syvende og sidst er du alene i beslutningen. Men det har aldrig været svært for mig at tage ansvaret på mig og skære igennem. Og det tror jeg har været afgørende for, at jeg er nået dertil, hvor jeg er,« siger hun.

Kunsten at gå på tynd is
Som CEO må du leve med, forklarer hun, at du nogle gange må træffe beslutninger på et grundlag, som »ikke er på et lag af 10 meter tyk is,« som hun udtrykker det. Alternativet til at træffe en beslutning på et grundlag, som er til den tynde side, vil ofte være værre, mener hun. Chancer kan forpasse. Eller konkurrenter overhale dig, mens du sidder og vender og drejer tingene.

»Så vil jeg hellere tage en beslutning og så rette til undervejs,« fastslår hun.

Beslutsomheden er i det hele taget noget, der ifølge Rikke Lykke selv går igen i hendes lederskab, hvilket man da også får fornemmelsen af, når man sidder overfor hende. Hun svarer prompte på hvert et spørgsmål. Øhh’er og måske’er er der ikke mange af i den strøm af ord, der flyder fra hendes mund – leveret på klingende sydfynsk og helt uden omsvøb. »Klaphat,« lyder det for eksempel, når hun beskriver den chef, der dengang i 2002 tog æren for hendes arbejde.

»Jeg er meget lige til og gider ikke pakke tingene ind. Det gælder også, når det handler om mig selv som leder. Jeg tør godt sige, at der er noget, jeg er god til. Omvendt har jeg intet problem med at blotte mine skyggesider,« siger hun.

I Rikke Lykkes verden er det vigtigt med autentisk ledelse, selvom hun ikke er meget for at bruge det efterhånden noget tyndslidte begreb.

Autenticitet handler om ærlighed, mener hun. Om at turde stå ved det, du enten er dårlig til eller ganske enkelt bare synes er kedeligt. Ja det er faktisk noget af det allervigtigste som leder. Selv er Rikke Lykke så utålmodigt anlagt, forklarer hun, at hun ikke duer til at sidde og rode med tal i et regneark. Men det forsøger hun ikke at dække over.

»Jeg vil hellere tage fat i en medarbejder, som er dygtig til Excel-ark. Så får medarbejderen anerkendelse for noget, han eller hun er god til. Og så kan jeg bruge min tid der, hvor jeg er bedst. Det er win-win,« siger hun.

Men, understreger hun: At insistere på at være ærlig og autentisk må aldrig blive en undskyldning for at opføre sig dårligt.

»Det der med at stå og råbe ad folk og så sige, at det er autentisk ledelse, den køber jeg ikke!« siger hun.

»Træder du ved siden af – og det sker også for mig en gang imellem, når utålmodigheden presser sig på – så skal du ikke bortforklare det med, at du er autentisk. Nej! Så siger du undskyld. Det har jeg intet problem med at gøre. Faktisk ser jeg det som en styrke, at du som leder kan sige undskyld,« siger hun.

Lært at lytte
Med den fart, Rikke Lykke har på, er det svært at undgå fejl. Beslutninger, som ramte skævt. Ord, der faldt uheldigt. Og hun har da også fået sine knops på vej mod toppen, fortæller hun. Og det gør hun indimellem stadig, når hendes beslutsomhed tager overhånd. Men det har hun lært at leve med.

»Jeg har indset, at hvis du vil udvikle dig, så er du nødt til turde satse noget og så tage de knops, der følger med, hvis det går galt. Uanset om det lykkes eller ej, bliver du klogere. Og det er det, jeg i dag er drevet af: At finde andre måder at gøre tingene på i dag end i går,« siger hun.

Hun lærer ikke blot af de fejl, hun begår undervejs, men i høj grad også ved at lytte til de mennesker, hun omgiver sig med. Det sidste var hun tidligere ikke så god til, erkender hun.

»Når man er i starten af 30’erne (Rikke Lykke er i dag 52, red.), så har man en tendens til at tro, at man kan gå på vandet, og at man ved det hele. Jeg har med tiden lært, hvor meget det giver at lytte på andre. Og det gælder uanset om vi snakker en vigtig beslutning, eller hvis folk har en holdning til min måde at lede på. Det lytter jeg gerne til. Meget gerne,« siger Rikke Lykke, som dog tilføjer, at hun hurtigt lukker af, hvis ikke kritikken er konstruktiv.

»Hvis folk bare kommer og kaster op i hovedet på mig, så lytter jeg overhovedet ikke. For det kan jeg ikke bruge til noget som helst. Igen: Jeg kan godt lide, at man tør være ærlig. Men det skal være sagligt og konstruktivt. Ellers står jeg af,« siger hun.

Går du op i, om folk kan lide dig eller ej?

»Det er da altid dejligt, når folk kan lide en. Sådan har de fleste det nok. Men for mig som leder er det meget vigtigere, at folk har respekt for det, jeg siger og gør, end om de synes, jeg er verdens mest fantastiske person,« siger hun.

Hvad er problemet med at stræbe efter, at folk kan lide en som leder?

»Problemet er, at du ender du med at stryge folk med hårene. Og det holder ikke i længden. Du skal være i stand til at træffe upopulære beslutninger, som måske går imod det, som flertallet mener. Hvis du ikke kan det, fordi du fokuserer på, at alle skal kunne lide dig, så sidder du i den forkerte stol.«

Ikke en loppetjans
Før jobbet i Deas Group arbejdede Rikke Lykke i den tyske ejendomsinvestor Patrizia, hvor hun stod i spidsen for at strømline aktiviteterne i virksomhedens europæiske asset management-afdeling. Ansvaret var tungt. Alligevel var det ikke at sammenligne med den stilling som administrerende direktør, hun nu snart fratræder.

»Der er nogle, der tror, at jobbet som administrerende direktør er sådan en loppetjans, hvor du sidder og fedter rundt på nogle papirer. Det er bare ikke sandheden. Alle andre kan sende et problem længere op i systemet, hvis det er tilpas ildelugtende til, at man vil røre ved det. Men på et tidspunkt, når det er blevet sendt videre tilpas mange gange, så ender det dit bord. Og så er der ingen, du kan sende det videre til. Så er det op til dig at løse det, som ingen andre har villet røre med en ildtang, fordi det – uanset hvad løsningen bliver – vil føre nogle store konsekvenser med sig. Det er dagligdagen for en administrerende direktør,« siger hun.

Ledere af den forkerte grund
På trods af det ekstra ansvar, der følger med et job som leder, så bør ledere ifølge Rikke Lykke ikke tjene mere end de bedste specialister, som det ellers er tilfældet i de fleste danske virksomheder. Specialisterne er nemlig dem, der »i bund og grund er kernen i virksomheden,« som hun udtrykker det. Og derfor burde vi aflønne dem lige så godt som dem, der tager beslutningerne.

»Vi har en tendens til at hylde generalisterne, som ledere jo ofte er – i hvert fald hvis du er længere oppe i systemet. Men i min verden er specialisterne – altså de dygtige eksperter - lige så vigtige. De er fuldstændigt afgørende for det produkt, som virksomheden leverer. Det synes jeg ikke den herskende lønstruktur i tilstrækkelig grad tager højde for,« siger hun.

Problemet med den skæve aflønning er, mener hun, at mange specialister vælger at gå ledervejen for at tjene mere. Det betyder, at de bliver ledere af de forkerte grunde:

»Ingen vinder på, at specialisterne bliver ledere på grund af penge og anerkendelse. For dels får du nogle ledere, der ikke er drevet af lysten til at lede, og samtidig mister du noget af de specialister, hvis ekspertise du er så afhængig af. Det er en udfordring, ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Og det mener jeg, vi bør gøre op med,« siger hun.

Er det noget, du selv har gjort noget for?

»Jeg har haft ledere under mig, som kom og brokkede sig over, at en af deres ansatte tjente mere end dem. Mit svar var, at de burde være glade for, at de havde været i stand til at tiltrække så dygtig en ekspert. Alene det, at du er leder, bør ikke automatisk gøre, at du tjener mere. Dem, der tjener mest, bør være dem, der har gjort sig fortjent til det – uanset stilling,« siger Rikke Lykke.

Tid til en pause
Når myndighederne endeligt har godkendt salget af den sidste del af Deas, fratræder Rikke Lykke stillingen som administrerende direktør og står dermed uden job. Og det passer hende faktisk rigtig godt. Hun har nemlig aldrig haft en pause mellem to job i hele sit arbejdsliv.

»Jeg ville være et skarn, hvis ikke jeg erkendte, at de sidste par år har været hårde – både fysisk og mentalt. Sådan er det, når du er igennem en salgsproces som den, vi har været igennem. Så nu er det tid til at tage en dyb indånding og få set min familie og mine venner noget mere. Måske også dyrke noget mere sport. I det hele taget passe lidt på mig selv,« siger Rikke Lykke og stiller selv det næste spørgsmål.

»Hvad er så det næste skridt?«

»Det ved jeg simpelthen ikke,« svarer hun.

Alt er i spil, må man forstå. For hun skal ikke bare bruge den næste tid på at reflektere over selve lederrollen og det, der driver hende ved jobbet. Men også over, om hun skal fortsætte i ejendomsbranchen eller gå en helt anden vej.

For en stund er det ikke beslutsomheden og handlelysten, der kommer til at præge Rikke Lykkes hverdag. Men helt sikkert også kun for en stund.