Arbejder 65 timer om ugen
Dén tilgang til arbejdslivet, som hans tyske onkel lærte ham, har Peter Lauring ikke sluppet igen. Den er, fastslår han selv, en stor del af forklaringen på, at han på 11 år har gjort ECIT til et af branchens hurtigst voksende selskaber. Med base i Norge, hvor Peter Lauring også bor med sin familie, beskæftiger ECIT i dag 2600 medarbejdere i 10 lande og sælger økonomi- og it-løsninger for knapt tre milliarder danske kroner.
»Det er faktisk virkeliggørelsen af den drøm, jeg havde langt, langt tilbage,« konstaterer Peter Lauring, der er uddannet statsautoriseret revisor og har en fortid som partner i Inforevision og direktør for Visma Services i Norge, inden han i 2013 gik solo og etablerede ECIT.
Selv om han bestemt også har en blød side, har Peter Lauring baseret sin karriere på dogmet om, at hårdt arbejde betaler sig. Han arbejder fortsat 65 timer om ugen, og han er ofte den sidste, der forlader kontoret.
»Jeg har familie med hustru og fire børn, og 65 timer er cirka det, du kan arbejde og så have et nogenlunde normalt familieliv ved siden af.«
Andre ville sige, at det er 37 timer om ugen, der nogenlunde er det maksimale?
»Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men 37 timer er jo ikke arbejde. Hvis du virkelig vil noget i den her verden, så er der mange, der siger til mig, at du bare skal arbejde smart. Det er også vældig godt, men hvis jeg nu arbejder smart og samtidig arbejder dobbelt så meget som alle andre, så sker der altså mere. Det betyder noget at gøre en indsats,« siger Peter Lauring.