Ledere bliver ældre og ældre
At der er tale om en problematik, som er højaktuel lige nu, illustreres af, at gennemsnitsalderen på Ledernes ca. 135.000 medlemmer er 50,5 år og har været støt stigende de seneste år.
I 2023 var andelen af medlemmer mellem 55-59 år således steget til 19 procent fra 15 procent fem år tidligere. Samme udvikling viste sig i en undersøgelse fra DI, der konstaterede, at andelen af ledere i det private erhvervsliv, der har rundet det halve århundrede, er steget fra 35 til 44 procent siden 2010.
For Anne-Mette Stender dokumenterer tallene, at både lederne selv og deres arbejdsgivere bliver nødt til at få nogle alternative løsninger, ’så også ledere kan få en senkarriere, der forhåbentlig bliver både lang og god’, som hun udtrykker det.
»Vi ved jo godt, at det bliver sværere og sværere at rekruttere i fremtiden, og at vi alle sammen skal arbejde noget længere. Men det kræver så også, at der er nogle ordninger, så ledere kan fortsætte i jobbet, selv om de kommer op i årene. Jeg er nok ikke den eneste, der har behov for at skrue arbejdslivet sammen på en lidt anden måde som 61-årig,« siger Anne-Mette Stender.
Maks Jørgensen er enig i, at der – i takt med at de danske ledere bliver ældre og ældre – er et øget behov for nogle ordninger, der kan sikre, at lederne både kan holde til – og har lyst til – at fortsætte langt op i alderen.
For ham har seniordagene og den store frihed i arbejdet for eksempel gjort en stor forskel. Og han håber, at mange andre virksomheder vil begynde at tænke i samme baner. For det er hans faste overbevisning, at mange ældre ledere faktisk gerne vil fortsætte i jobbet, fordi de – ligesom han –synes, det er både sjovt og givende.
»Jeg kan stadig rigtig godt lide at gå på arbejde. Jeg har et interessant lederjob, nogle supergode kolleger, og så er det med til at holde mig i gang, så jeg ikke ender ligesom min far,« siger Maks Jørgensen.