Lasse Rich Henningsen lærte en vigtig lektie, da han pludselig mistede synet bag rattet i sin nye firmabil

Det er efterhånden 13 år siden, det skete, men han glemmer det aldrig.

Lasse Rich Henningsen var 32 år og havde egentlig styr på det hele, syntes han. En dejlig familie og et spændende job på et pladeselskab, der lige havde kastet en ny og meget lækker firmabil af sig.

Men en aften, hvor han var på vej hjem i den nye bil efter endnu en sen dag på jobbet, gik alt i sort. Helt bogstaveligt.

»Jeg kørte på landevejen med 80 km/t. Og pludselig blev jeg bare blind. Fra det ene sekund til det andet kunne jeg ikke se ud af mine øjne,« fortæller Lasse Rich Henningsen.

Det lykkedes ham at få bilen bremset ned. Og selv om han ikke kunne se noget, lykkedes det ham at ringe sin mor op.

»Da jeg fik min mor i røret, sad jeg bare og græd og græd.«

Sammenbruddet på landevejen med 80 km/t lærte Lasse Rich Henningsen en vigtig lektie.

For selv om han få øjeblikke efter fik synet tilbage igen, stod det klart for ham, at episoden blev udløst af længere tids ophobet stress, hvor han måned efter måned havde skruet arbejdstiden op til et ekstremt niveau.

»Der har formentlig været nogle tegn på stress inden, men jeg lagde ikke mærke til dem, før det skete. Man kan sige at jeg fandt ud af, at jeg har en grænse, og i dag er jeg blevet meget bedre til at læse signalerne, når jeg bliver presset,« siger Lasse Rich Henningsen i podcasten Ledelse med Vilje.

Direktør med meget mere

Selv om han på den hårde måde har lært, hvor hans grænse går, kan man ikke beskylde Lasse Rich Henningsen for at have sparet sig selv efter den dramatiske episode.

Siden han blev administrerende direktør for Musikkens Hus i 2012, har han tværtimod fået flere og flere opgaver.

Først blev han i 2016 også direktør for koncerthusets tre restauranter. I 2020 overtog han så også direktørposten i Aalborg Symfoniorkester. Sideløbende med de tre direktørposter har han påtaget sig en lang række bestyrelseshverv og er i dag blandt andet formand for den nordiske brancheorganisation Nordisk Konserthusråd og bestyrelsesleder for den danske brancheorganisation Danske Koncert- og Kulturhuse (DKK).

Og fordi de ekstra direktørjob er kommet til trinvist, oplever han det ikke selv som noget problem at have så mange forskellige funktioner på samme tid.

»Jeg har verdens fedeste arbejdsliv, og jeg elsker at gå på arbejde hver dag. Jeg er så privilegeret, at jeg får lov til at arbejde med alt det, jeg brænder for,« siger Lasse Rich Henningsen.

Forkærlighed for strategiarbejde og forandringsledelse

Koncerthusdirektøren har ikke fingrene nede i alt det, der foregår. Han ser det som sin vigtigste opgave at formidle en retning og stille sig op på ølkassen en gang imellem og give et skud energi og sikre det rette mindset.

»Jeg skal ikke være en del af den daglige drift af vores virksomheder her i huset. Jeg skal være den, der sikrer, at der er det rette hold til at drive huset til daglig, og det er der – takket været de fantastiske kolleger, jeg har,« siger Lasse Rich Henningsen.

Han indrømmer gerne, at det ikke er rendyrket drift, der interesserer ham mest. Hans force er så udpræget strategiarbejdet og at sætte en klar og tydelig retning. Og så har han en særlig forkærlighed for krise- og forandringsledelse.

»Hvis det hele bare går godt, begynder jeg at kede mig. Jeg kan ikke være i noget, der ikke er konfliktfyldt nu og da. Jeg bliver nødt til at have nogle udfordringer, som jeg kan få lov at prøve at løse, for jeg tror, at det er der, jeg skaber mest værdi,« siger Lasse Rich Henningsen.

Arbejdede 90 timer om ugen

Han erkender, at der også efter hans blackout på landevejen har været perioder i hans arbejdsliv, hvor arbejdet har taget overhånd. Mest ekstremt i forbindelse med åbningen af Musikkens Hus i marts 2014.

»Fra januar 2014 til januar 2015 arbejdede jeg 90-100 timer om ugen, og jeg holdt kun en fridag i hele den periode. Det var juledag. Ikke engang juleaften holdt jeg fri,« siger Lasse Rich Henningsen.

I dag betegner han det som ”en falliterklæring” og ”fuldstændig vanvittigt”, at han arbejdede så mange timer.

»Men jeg havde faktisk styr på mig selv i den periode, der kom bare fem år efter at jeg mistede synet på landevejen. Det skyldes i høj grad forventningsafstemning; vi havde talt tingene igennem derhjemme og vi ringede til alle vennerne og fortalte, at vi i en periode blev nødt til at prioritere mit arbejde. Vi sørgede også for, at det blev et projekt for hele familien, så mine børn har nok været til flere koncerter end de fleste andre børn. Min datter var bare fire år, da hun gav blomster til dronningen,« siger Lasse Rich Henningsen.

I perioder med ekstra stor travlhed har han også overnattet på en briks på kontoret, men han understreger, at han ikke har lagt noget pres på medarbejderne om at følge hans eksempel. Faktisk tværtimod.

»I den her branche er vi ikke højt lønnede. Til gengæld er det et interessant produkt, så folk er her for life, fordi de brænder for det. Så min rolle har været at sende folk hjem, ikke at bede dem om at blive længere,« siger Lasse Rich Henningsen.

Kringlet karrierevej

I en alder af 45 kan Lasse Rich Henningsen se tilbage på et arbejdsliv, hvor han været leder næsten fra dag et.

Men han tog selv en lidt kringlet vej, før han endte på en af de mest attraktive direktørposter i den danske kulturverden.

Efter gymnasiet og et højskoleophold arbejdede kan kortvarigt i en trælasthandel, inden han via et år som lærervikar på en kristen friskole begyndte at læse erhvervsjura på Aalborg Universitet.

»Hvis du havde spurgt mig som 15-årig, hvor jeg gerne ville arbejde, havde jeg sagt den finansielle sektor. Det er unægtelig et andet sted, jeg er endt,« siger Lasse Rich Henningsen.

Han begyndte på jurastudierne i 1998, og på nogenlunde samme tid blev han ved et tilfælde samtidig hvirvlet ind i musikbranchen, da broderen til en af pigerne i teenageduoen Creamy spurgte, om han ville være med til at arrangere deres turneer.

De næste år stod han sideløbende med studierne for alt det praktiske i forbindelse med koncerter for navne som James Sampson, Razz og MGP. Studierne passede han på hverdage; i weekenden stod den på tour management, hvor han havde ansvaret for op imod 60 mand.

Efter han var blevet færdig som erhvervsjurist i 2003, lykkedes det at forene de to verdener, da pladeselskabet MBO i Aalborg tilbød ham et job inden for Business Affairs. Her fik han hurtigt ry for at være en meget effektiv og kommerciel problemknuser – men det var også her han fik sit blackout, fordi han arbejdede for meget.

Den vigtigste beslutning var at blive

Trods arbejdspresset husker Lasse Rich Henningsen tilbage på tiden i MBO med stor glæde.

»Vi havde en fantastisk kultur og et utroligt sammenhold, og så følte vi, at vi kunne gå på vandet, for alt vi rørte ved, gik godt, og vi havde tocifrede millionoverskud hvert år.«

Men skyerne voksede ikke ind i himlen.

I 2010 blev MBO ud af det blå ramt af et kæmpe underskud på 38 millioner kroner - midt i en proces, hvor selskabet skulle sælges. En lussing af dimensioner. Og på det værst tænkelige tidspunkt.

»Efter katastroferegnskabet var min opgave at være med til at rydde op og sige farvel til en masse dygtige medarbejdere. Det var en meget svær tid, for det skete midt i en salgsproces, hvor prisen jo pludselig blev meget lavere, end vi havde forestillet os få år inden. Midt i den proces fik jeg to vildt interessante jobtilbud, blandt andet et fra Stockholm. Intet havde været lettere end bare at smutte fra det hele, men jeg traf en principiel beslutning om at jeg simpelthen ikke kunne forlade virksomheden på det tidspunkt,« siger Lasse Rich Henningsen og tilføjer:

»Det var en afgørende beslutning for mig. Og det rigtige at gøre.«

Søgte på en mavefornemmelse

Samme aften, hvor det lykkedes at få solgt MBO til Universal Music, overhørte han en telefonsamtale, og fandt på den måde ud af, at jobbet som direktør i Musikkens Hus – der på det tidspunkt slet ikke var bygget endnu – var slået op. Og at fristen udløb ved midnat.

Ud fra en ren mavefornemmelse skrev han en ansøgning. Og sendte den kl. 23.52.

»På papiret var det en hjernedød beslutning, rationelt virkeligt dumt. Vi havde lige frasolgt virksomheden til Universal Music med succes, og jeg skulle være en del af det fortsatte setup. Så nu sad jeg i en sikker position. Men jeg havde den helt rigtige følelse, og selv om jeg var usikker på, om jeg var klar til jobbet, gik jeg efter det,« siger Lasse Rich Henningsen og tilføjer:

»Ansættelses-juryen traf en meget modig beslutning, da den ansatte mig. Jeg følte ikke selv, at jeg var den oplagte kandidat, og politikere i byrådet væddede om, at jeg nok kun holdt fire uger. Men det har været en fantastisk rejse.«

Årets Leder 2018

Trods masser af skepsis og kritiske røster, specielt i starten, er det lykkedes Lasse Rich Henningsen at få placeret Musikkens Hus som en af de betydende aktører i det danske kulturliv. Faktisk har han løst opgaven så godt, at han i 2018 blev kåret som Årets Leder  som den første leder fra kulturlivet.

»Du har i høj grad dig selv med i dit virke som direktør og leder, hvad end det handler om personaleledelse eller strategisk udvikling eller de andre udfordringer og opgaver, man skal varetage som boss. Og det, tror jeg, i høj grad er vigtigt, hvis man som leder skal skabe resultater gennem andre,« lød det fra Ledernes formand, Svend Askær, da han overrakte prisen som Årets Leder.

Ifølge Lasse Rich Henningsen selv har ledelse altid interesseret ham, måske fordi både hans mor og morfar brændte for det også. Fra han var helt lille lærte han, at det ikke altid handler om at være bedst, men om at gøre sit bedste. Og lige siden har han været motiveret af at lede og udvikle andre.

»Jeg har en ledergruppe med 12 ledere, der er bedre til alt muligt andet, end jeg er. De ting, jeg ikke kan, må vi ansætte os ud af. Min opgave er at sige, hvilken retning, jeg tror vi skal gå, og så skal vi sammen definere, hvad vi så har brug for til at nå hen til det mål.«

En relevant samtalepartner

Når Lasse Rich Henningsen bliver bedt om at sætte ord på, hvad der karakteriser ham som leder i dag, er ’relevant samtalepartner’ det første, han nævner.

»Jeg håber, at jeg bliver set som en, der går efter dialog, og som altid forventningsafstemmer med de mennesker, der er tæt på mig – også i mit privatliv. Jeg tror, at jeg bliver set som en nærværende leder og en leder, der altid har fokus på relevans.«

For Lasse Rich Henningsen er det imidlertid ordentlighed, der overtrumfer alle de andre vigtige lederegenskaber. Og han minder sig om altid at optræde ordentligt ved at tænke sine tre børn på 12, 17 og 20 år ind i ligningen.

»Når jeg har en af de svære samtaler, for eksempel i forbindelse med en opsigelse eller et ophør af samarbejde med en partner, forestiller jeg mig, at jeg skal kunne have mine børn med i hånden til mødet. De skal kunne overvære deres far træffe nogle meget hårde beslutninger, som gør ondt på nogen, og stadig kunne spejle sig i, at det er deres far; ham de ser derhjemme også,« siger Lasse Rich Henningsen.

Ikke nogen popularitetskonkurrence

Hvis direktøren altid spiller én rolle på jobbet og en anden derhjemme, ender man i en identitetsudfordring, der kan udløse både pres og stress, siger han.

»Der kan være kritiske beslutninger, der skal træffes på en søndag. Det har jeg det fint med, og min familie har det fint med det, fordi jeg træffer de beslutninger, som den, jeg er. Min kone har lagt øre til en række af de kritiske samtaler, for jeg løber ikke ud i haven og begynder at tale grimt. Man skal kunne træffe de nødvendige beslutninger på en ordentlig måde,« siger Lasse Rich Henningsen.

Han understreger, at ordentlighed ikke er det samme som at være vellidt.

»Det handler ikke om at vinde en popularitetskonkurrence. Direktørens opgave er nogle gange at træffe de beslutninger, som ikke er så populære. Jeg forventer ikke, at vores 260 ansatte skal synes, at jeg er verdens største helt. Min opgave er at sikre, at virksomhederne står stærkest og har de rette kompetencer og de rette medarbejdere,« siger Lasse Rich Henningsen.

Batteriet er nok ikke på 100 procent

Efter 10 år som direktør m.m. for Musikkens Hus har han stadig ild i øjnene, når han fortæller om de projekter, han gerne vil føre ud i livet. Som blandt andet handler om at gøre stedet til en endnu tydeligere stemme i klima- og diversitetsdebatten, og om helt grundlæggende at medvirke til at højne dannelsen i samfundet – ud over fortsat at levere kulturoplevelser af højeste karat.

Men selv om han kun er 45 år i dag – og understreger, at han stortrives fysisk og psykisk - er han meget bevidst om, at de mange års hårde arbejde har en omkostning.

»Nogle gange er jeg i tvivl om batteriet har mistet sin 100 procents kapacitet. Min energiudladning er egentlig den samme, som den har været i mange år, men jeg er ikke sikker på, at jeg får vedligeholdt batteriet så godt, som jeg burde. Det tror jeg, at vi alle skal forholde os til som mennesker. Vi har en afmålt mængde kapacitet, uanset hvor meget, vi selv og vores nærmeste passer på os,« siger Lasse Rich Henningsen og tilføjer:

»Jeg tror, at fortiden indhenter os på et eller andet tidspunkt. Jeg tror ikke, at vi skal bilde os selv ind, at vi kan løse alt ved at cykle på arbejde hver dag eller løbe et maraton – det gør ikke, at vi kan arbejde 20 år mere.«

På pension som 60-årig

I dag har han svært ved at forestille sig, at han kommer til at arbejde indtil han bliver 70. Ikke fordi han føler, at han er slidt op. Men fordi han kan mærke, at han har bragt nogle ofre.

»Jeg har ikke et problem med at sige, at jeg godt kunne gå på pension som 60-årig. Så kan det være, at jeg tjener lidt ved at være bestyrelsesmedlem eller konsulent. Det kunne jeg godt have det ok med, og der kunne være masser af udfordringer i det,« siger Lasse Rich Henningsen.

I forbindelse med et længere mentor-forløb har han lagt en detaljeret plan for, hvordan hans karriere og liv skal forme sig de næste 20 år. Og han forstår ikke, at andre direktører ikke gør det samme.

»Hvis vi betragter vores arbejdsliv som en virksomhed, er det jo fatalt ikke at lave en plan for det, så det har jeg gjort. Overholder jeg planen? Nej, det kommer jeg helt sikkert ikke til at gøre, men jeg har tænkt nogle tanker, og hvis man sigter efter et bestemt mål, ender man sjældent med at gå i den stik modsatte vej,« siger Lasse Rich Henningsen og tilføjer så:

»Jeg tror, at jeg er meget afklaret omkring, at vi skal få det bedste ud af livet i den tid, vi er her. Det er ikke en dødsangst, tværtimod, bare en erkendelse af, at vi er mennesker med de afmålte ressourcer, vi nu engang har. Vi skal gøre det, vi gør bedst, på den tid, vi har til at gøre det.«