Lærke Kløvedal om sin bedste leder: »Hun har en mildhed i sit lederskab, som jeg sætter kæmpestor pris på«

»Tak, fordi du er så god til at være menneske«. Sådan ville jeg sige til min redaktør og nærmeste chef Nete Harsberg, hvis jeg en dag skulle holde en tale for hende. Det kan måske lyde som noget mærkeligt noget at sige til sin chef. Men det er faktisk det, der gør hende til den gode chef, hun er. Faktisk den bedste, jeg har haft.

Jeg fik for nogle år siden ideen til at skrive en personlig dannelsesfortælling om, hvad der gør os til dem, vi er. Det store spørgsmål var, om jeg havde evnerne til at skrive den. Om jeg var god nok. Nete bad mig sende en stak af mine tidligere tekster. Klummer fra Politiken. Tekstbidder, som boede i min computer. Jeg holdt vejret.

De chefer, jeg havde i film- og mediebranchen, har nok ofte været sådan nogle, der støjede og fyldte meget. Det kan være med til at holde energien oppe i et rum, men det kan også betyde, at andre ikke kommer til orde. Jeg synes, noget af det vigtigste, en chef skal kunne, er at lytte og stille spørgsmål. At være nysgerrig. Ikke bare på den enkelte medarbejder. Men også på det menneske, der gemmer sig bag. Hvad driver vedkommende? Hvad skal der til, før han eller hun kan udfolde sit potentiale? Det er Nete helt vildt god til, skulle det vise sig. 

Da jeg trådte ind på forlaget Gutkinds kontor, var det som at komme hjem. Bare uden alt rodet. Det var ikke sådan en kolos af et forlag. Her var hyggeligt og rart. Farverne rolige, holdt i nuancer af rosa, råhvid, bordeaux og petroleum. Jeg fik lyst til at tage en kop kaffe, sætte mig ned i en sofa og tænke mig om. Det var her, jeg skulle være.

Nete er sindssygt respekteret som redaktør og oversætter. Så selvom hun taler roligt og uden de store armbevægelser, så har hendes ord en enorm tyngde. Derfor kom det som en kæmpe befrielse, da hun fortalte mig, at hun kunne lide det, hun havde læst. Men ikke bare det. På de ting, hun sagde, kunne jeg mærke, at hun forstod mig. At hun kunne afkode, hvor i teksterne jeg var mest mig selv. Det var de steder, hun bedst kunne lide. »Det må du ikke pakke væk,« sagde hun. Det vidnede for mig om en leder med en fintunet fornemmelse for mennesker. For hvad der gør det menneske, du sidder overfor, specielt, og det tror jeg, hun evner, fordi hun har gjort sig umage med at forstå sig selv som menneske.

Fordi hun har arbejdet med sig selv, så kender hun sine egne mønstre, forcer, svagheder. Det liv, der er hendes. Når du har brugt de timer, de måneder, de år på at forstå dig selv, så tror jeg, du har nemmere ved også at forstå dem, du arbejder og deler dit liv med. Så ved du, at det kræver stor åbenhed og nysgerrighed at blive klog på et menneskets psyke. At skrive Sømærke (Lærke Kløvedals debutbog fra 2023, red.) var på mange måder et forsøg på at blive klogere på, hvad og hvem der havde formet mig. Og hvem jeg i det hele taget var. Og det kunne Nete hjælpe mig med at finde ind til, fordi hun selv har trådt nogle stier i den retning.

Hvis der var passager i bogen, hvor jeg ikke lød som den, Nete kendte mig som, så spurgte hun ind: »Hvad vil du gerne sige med det her?« Og så lyttede hun. Med kæmpestore ører. Jeg følte ikke, jeg kunne sige noget forkert. Eller at jeg behøvede at præstere. Det var ikke fejl, hun ledte efter, men efter de toner, hun ikke kunne genkende som mine. Fordi hun gjorde det på en så udømmende måde, så gav det mig modet til at træde frem i lyset og skrive fra et langt mere ærligt og sårbart sted. At vende vrangen ud på sig selv kan være fatalt, hvis det ikke ender godt. Men fordi jeg ikke følte, at jeg skulle pynte mig selv og min historie, så blev det en frisættende, ja faktisk livsomvæltende proces for mig. Undervejs skete det, at jeg kom på vildspor. Men hver gang lagde Nete sin hånd på min skulder og stillede de spørgsmål, der skulle til, for at jeg igen kunne komme på ret kurs. Og hun gjorde det med en venlighed og en mildhed, som jeg sætter kæmpestor pris på.

Nete har en fintunet fornemmelse for, hvornår hun skal slippe tøjlerne og lade mig passe mig selv, og hvornår hun skal tage mere styring over processen. Den balancegang kan ikke sættes på formel. Det kræver intuition. En fornemmelse for rytme. Giv slip. Grib fat. Giv slip. Grib fat. Det er megasvært at finde den rette vekselvirkning som leder. Og særligt når vi snakker kreativt arbejde. Jeg ved ofte ikke selv, hvad jeg har brug for, når jeg sidder begravet i arbejdet. Men det kan hun på en eller anden måde fornemme. Måske leder det tilbage til det med hendes nysgerrighed og åbne sind. Hun ser mig. Og derfor ved hun, hvad jeg har brug for. Jeg er sikker på, at hun arbejder forskelligt med alle sine forfattere. Netop fordi hun tager udgangspunkt i det menneske, hun sidder overfor.

At hun forholder sig så åbent til andre, betyder langt fra, at man er i tvivl om, hvor hun selv står. Hun er ekstremt tydelig. Ikke på en tronende måde. Hun formår at være taktfast og mild på en og samme tid. Og det er det, der gør det så trygt at træde ind i hendes rum. Hun lytter, men guider dig med tydelig stemme, når hun kan mærke, at det er det, du har brug for. For mig har det betydet, at jeg tør være modig under hendes ledelse. At jeg ikke er bange for at falde, fordi jeg ved, at hun har mig.

Nete og jeg har stadig den første store krise til gode. Det var lidt en krise for mig, da jeg havde skrevet bogen og blev skippet videre i systemet til presseafdelingen og nu ikke længere skulle have så meget med hende at gøre. Jeg var nærmest angst for at slippe hende. Og det siger måske noget om, hvor vigtig hun har været for mig. Jeg stoler blindt på hende. Og jeg ved, hun får det bedste frem i mig. Det, som er mig. Jeg kan ikke ønske mig en bedre leder end hende.