Adam Price om sin bedste leder: »Han kunne få folk til at tro på, at de kunne noget særligt«

Da jeg var i mine 20’ere, blev jeg inviteret til at møde op ude på Danmarks Radio til noget så sjældent som en forfatteraudition til en tv-serie. Den var den, der endte med at blive til serien Taxa. Jeg havde på det tidspunkt primært skrevet revy og satire til tv og havde ikke prøvet kræfter med ”rigtig” manuskriptskrivning til et drama. Derfor følte jeg mig ikke ligefrem på hjemmebane, da jeg troppede op ude i den gamle DR-by i Søborg.

Jeg havde nogle år tidligere færdiggjort mine jurastudier på Københavns Universitet. Og et eller andet sted regnede jeg nok med, at det skulle blive min levevej, når jeg engang var færdig med at pjatte rundt og lege manuskriptforfatter og skulle have mig et ”rigtigt” job.

I dommerpanelet sad nogle af de største skikkelser inden for dansk tv-drama, heriblandt Sven Clausen, som var den producent, der om nogen havde gjort lange tv-serier til en ting herhjemme. Og nu skulle jeg forsøge at overbevise ham og de andre i panelet om, at jeg havde dramaturgisk fornemmelse og en tone, der skilte sig ud fra de andre i bunken.

Nogle dage senere dumpede et brev ind ad døren med beskeden om, at jeg var en af de udvalgte. Jeg var totalt forbløffet. Helt uskolet og uprøvet på den store scene skulle jeg nu til at skrive episoder til en af de største tv-satsninger i DR’s historie – og så med Sven Clausen som producent og dermed chef for butikken. En kæmpe chance. Men også helt vildt angstprovokerende.

Selvom Sven var en betydningsfuld herre i branchen, så var han på ingen måde autoritær i sin ledelsesstil. Han lignede lidt en rar julemand med sit fuldskæg og smilende øjne, og han talte venligt og i øjenhøjde med folk – også til os unge. Det var først og fremmest sådan, han var som person. Men jeg tror også, at han var meget bevidst om ikke at være autoritær og kommanderende. For det kommer du ikke langt med, når du skal lede en kreativ proces. Hvis du vil have folk til at skabe noget nyt og originalt, så er du nødt til at gøre arbejdet lystfuldt. Og det formåede Sven i den grad. Inden for de meget vide rammer, han udstak, havde vi totalt frihed – i hvert fald i den ideskabende fase. Det gav os en fornemmelse af, at han troede på os. At han havde tillid til, at der ville komme noget godt ud af det.

Han var i det hele taget god til at få folk til at tro på deres eget talent. Han havde blik for, hvad den enkelte kunne og var god til at sætte ord på det. ”Vi har jo valgt dig, fordi du har en særlig gal troldsplint i øjet, som gør, at kun du kan skrive på den her måde,” kunne han finde på at sige. Og tilføjede så: ”Det ville jeg aldrig kunne.” Og det havde han et blik for at gøre i forhold til virkelig mange meget forskellige mennesker på produktionen. Lysfolk. Runnere. Alle. Det mindede os om, at vi var med på holdet af en grund. Og det betød noget, når man som jeg prøvede kræfter med noget ret nyt, som jeg dybest set ikke anede, om jeg duede til.

Når vi afleverede noget, så roste Sven os altid for det, vi var lykkedes med. ”Den her scene er perfekt.” ”De her replikker kan ikke skrives bedre.” Så kan det godt være, at der var en masse andet, som ikke var i orden. Men man gik derfra med en følelse af, at man i det mindste havde bidraget med noget godt. Så kan man mene, at det var beregnende og en smart måde at få skippet alt det dårlige ud på. Jeg synes, det var den dygtige leders diplomati. Man skal huske på, at vi var en flok følsomme kunstneriske sjæle, som skulle krænge vores inderste ud. Tænk, hvis han havde taget udgangspunkt i alt det dårlige – så var vi jo brudt grædende sammen. Men det gjorde vi ikke. For der var jo noget, som fungerede. Noget, som kun vi kunne skrive.

Alligevel endte vi faktisk med at blive fyret – alle sammen – i den første redaktion. Det, vi afleverede, var ganske enkelt ikke godt nok til en stor, dyr serie i bedste sendetid. Måske skyldtes det gruppens sammensætning. Jeg ved det ikke. Men der var i hvert fald noget, som ikke fungerede. Det vidste vi nok også godt selv. Alligevel kom det som noget af et chok, da vi fik beskeden. Men sådan var Sven også. Det var projektet, det handlede om. Og så var der ingen grund til at holde på folk, hvis de ikke kunne levere.

Det kan lyde ufølsomt, men sådan tror jeg ikke, folk oplevede det. For når Sven sagde farvel til folk, så udstyrede han dem med en faldskærm; forstået på den måde, at han så vidt muligt gav folk en chance på et andet projekt. Igen: De var jo blevet hyret af en grund. Så måske var det bare ikke lige på det her projekt, at deres talent passede ind. Sven behandlede folk ordentligt af princip. Men jeg tror også, han gjorde det med tanke på, hvor lille branchen er. Så mange instruktører og manuskriptforfattere er der heller ikke. Så du er nødt til at holde dig på god fod med folk. Og det var han altså god til, selvom hans job krævede, at han indimellem traf nogle ubehagelige beslutninger.

Da jeg cyklede hjem efter at være blevet fyret, sagde jeg til mig selv, at løbet var kørt. Jeg skulle ikke være manuskriptforfatter, men måske tilbage og arbejde som jurist. Det var sådan, det måtte være. Men så, inden jeg rigtigt nåede at tænkte tanken til ende, ringede telefonen. »Det er Sven,« lød det i røret. »Adam, hvad siger du til at komme herud i morgen igen. Jeg tror godt, jeg kan bruge dig.« Jeg og de to andre episodeforfattere havde ikke fungeret sammen som gruppe. Men Sven kunne åbenbart se et eller andet i mig og ville gerne have, at jeg fortsatte. Få timer tidligere var jeg blevet fyret. Nu stod jeg igen med et job på hånden og en genoplivet drøm.

Med tiden blev Sven mere end bare en chef. Han blev en mentor, der hjalp mig med at opdage, hvad det var, jeg kunne. Hvad det var, jeg var god til. Og det synes jeg faktisk er en leders fornemmeste opgave: At se potentialet hos folk. Og hjælpe dem med at udfolde det. Det er jeg ikke den første, der siger. Men det er jo nok også, fordi der ligger en stor sandhed i det. Der er arbejdspladser, der hyrer efter eksamensbeviser frem for det menneske, der gemmer sig bag. Det har jeg aldrig forstået. For papirerne siger ikke noget om, hvad der gør den person særlig. Og som sandsynligvis er noget, du ikke kan uddanne dig til. Det er da det, som er interessant.

Ofte kan du ikke selv se, hvad dette særlige er. Og slet ikke, når du er ung og har travlt med at spejle dig i andre omkring dig. Det, jeg afleverede til den audition ude på DR, var formentligt noget ungdommeligt sludder. Alt for meget. Alt for ustruktureret. Men Sven kunne se noget i det. At der gemte sig et talent et sted mellem linjerne, som kunne noget særligt indenfor den her branche. Et talent, der bare skulle slibes til og hjælpes på vej. Og det skylder jeg ham den største tak for.