Emil Simonsen har en rørende og lærerig historie om sin bedste leder

Anni er den sejeste kvinde, jeg har mødt. Hun var min leder i et gartneri i Vestskoven, hvor jeg arbejdede, fra jeg var 13 til ca. 22 år. I begyndelsen som ungarbejder og senere som ansat på fuld tid. Annis mand var død af kræft helt tilbage i 70'erne, tror jeg, men hun klarede at have det her gartneri med planteskole og forskellige dyr, selvom hun var alene med tre børn.

Jeg har lært virkelig meget af at have hende som leder. Hun var hård i den forstand, at 'når du arbejder, så arbejder du', og jeg lærte i en tidlig alder at være disciplineret. At møde til tiden og være til stede og få udført opgaverne. Men inden for de rammer var det ret frit. Jeg kunne få lov at møde senere en dag, hvis opgaverne kunne planlægges ud fra det. Dengang i 90'erne var der ellers ikke så meget, der hed 'flextid' på arbejdspladser. Mine venner skulle møde på et bestemt tidspunkt f.eks. i et supermarked og ordne pantflasker. Så jeg lærte noget om, hvordan man driver en virksomhed, og hvordan man kan give frihed under ansvar.

Et par år efter hendes mand var død, fik Anni konstateret muskelsvind. Det er jo et meget fysisk arbejde at være i et gartneri, så hvis der er noget, der ikke er fedt, er det at få muskelsvind. Gartneriet blev mindre, men hun var insisterende på, at det skulle fortsætte, for det var hendes liv. Som så mange andre i hendes situation endte hun i en kørestol, og hun kunne ikke på samme måde som før vise, hvordan man skulle gøre tingene. Men hun gav mig mere og mere ansvar, og jeg blev på den måde hendes hænder, når hun ikke selv kunne vise, hvordan man skulle udføre arbejdet. Hun forklarede mig, hvordan jeg skulle plante meloner, skære dem rigtigt af, få dem vejet og sendt afsted uden at ødelægge dem osv. Der lærte jeg noget om, hvad det betyder, at der bliver kommunikeret tydeligt og konkret. Uden at det var kæft trit og retning, for det var aldrig på en sur måde.

Mens jeg arbejdede der, gik jeg igennem puberteten og blev en ung voksen, mens hun blev gammel ret hurtigt pga. sygdommen. Hun fik lavet et hul i halsen, for at en respirator kunne hjælpe med at trække vejret, og det gjorde det svært for hende at give beskeder til medarbejderne. En dag på et tidspunkt, hvor jeg var fyldt 18, sagde hun: ‘Nu er du formand’. ‘Hvad er jeg?’ svarede jeg. ‘Ja, nu er du formand for gartneriet, for du ved, hvordan man gør det hele'. Hvis nogle kunder spurgte hende om noget, kunne hun finde på at sige: ‘Det må du tale med formanden om’. Og det var mig, der fortalte nye ansatte, hvordan det hele foregik, og jeg ekspederede kunder osv. Jeg følte, at jeg fik nogle striber på skuldrene og tænkte: ‘Jeg kan sgu noget’. Det var en kontrast til lærerne i folkeskolen, der måske syntes, jeg kun kunne finde ud af at udfylde tipskuponer og var et rodehoved. Der kan jo også være alt muligt andet, man bokser med, når man er i den alder med kærestesorger osv., men så var der fandeme en, der syntes, at jeg skulle være formand! Det glemmer jeg aldrig. Jeg tænkte I can run a business. Og før rap-karrieren tog fart, tænkte jeg over, at jeg havde den mulighed åben. At blive gartner og lave frugter, blomster og træer.

I dag er jeg stadig inspireret af den måde, Anni kommunikerede på. Når sæsonen er på sit højeste for Suspekt, er Rune, Andreas og mig en ledergruppe, for Suspekt er jo også en business, og lige nu er der 55 mennesker med rundt, når vi giver koncerter. Det vil sige, at vi tre skal kommunikere noget videre til nogen, der igen tager det videre til nogle andre. Og hvis noget går galt, er det jo som regel oppefra, at det går galt. Og så kan nogen måske rage uklar med hinanden. Vi har nok allesammen prøvet at stå i en intens situation og skulle kommunikere noget, og jeg prøver ikke at hidse mig op eller panikke over situationen, men at sige tingene meget konkret, som Anni gjorde.

Jeg stoppede på gartneriet, fordi jeg ville ind til København og være rapstjerne. Kort efter døde Anni som følge af sin sygdom, og gartneriet lukkede. I Suspekt er vi senere blevet en slags ambassadører for Muskelvindfonden, fordi vi tit har spillet på Grøn (koncerter arrangeret af Muskelsvindfonden, red.), og på et tidspunkt skrev jeg et forord til en bog fra Muskelvindfonden. Jeg skrev om Anni. At en så fysisk svag person samtidig var den stærkeste person, jeg har mødt. Hvis hun stadig levede og havde gartneriet, ville jeg gerne komme derud og arbejde en gang imellem, for jeg savner det, og jeg glemmer hende aldrig.