Kaspar Colling-Nielsen mødte sin bedste leder i en verden af stive jakkesæt og blanke sko: »Han lod mig være den, jeg var«

En sen aften i 2003 faldt jeg i snak med en mand til en pokerturnering et sted midt i København. Vi var begge blevet slået tidligt ud og sad nu i baren og hang. Han var en lille, lidt nørdet type i slutningen af 30’erne, som arbejdede som chefaktuar i forsikringsselskabet Codan. Jeg selv var ti år yngre og havde læst filosofi i så lang tid, at min SU for længst var løbet ud.

Efter at have talt lidt frem og tilbage – jeg om mine studier, han om sit arbejde hos Codan – spurgte han mig, om jeg var interesseret i at blive ansat som specialestuderende i den forskningsafdeling, han stod i spidsen for hos Codan. Et lykketræf på en aften, hvor heldet ellers ikke havde været på min side.

Det var på alle måder en fremmed verden, der mødte mig, da jeg iført korte busker og hullede Adidassko gik ind ad døren til Codans hovedkontor ved Gammel Kongevej i København. En 21 etager høj bygning beklædt med lys granit, hvor folk gik i stive jakkesæt og blanke sko. Jeg må have lignet en, der var gået forkert.

Men Jens, manden fra baren og nu min nærmeste chef, interesserede sig ikke et sekund for det, jeg havde på, men for det, jeg kunne bidrage med. Han spurgte ind og lyttede efter, når jeg talte om mit speciale, en undersøgelse af projektkulturen i Codan. Og han kunne lide det, han hørte. Faktisk så meget, at han placerede mig på direktionsgangen på 17. etage, hvor jeg skulle færdiggøre mit speciale og efterfølgende præsentere resultatet for virksomhedens top. Ikke ligefrem kutyme i et hus, hvor det var svært at komme igennem med noget som helst, hvis ikke det kunne passe ind i et regneark.

Jens Perch Nielsen, som var hans fulde navn, var meget, meget dygtig. Meget, meget klog. Og meget, meget respekteret. Så når han sagde, at ham den unge, mærkelige mand med de bløde, kvalitative analyser kunne ”noget”, så troede folk på det. De lyttede i hvert fald. Og jeg fik med tiden flere og flere opgaver og skrev blandt andet nogle taler for den administrerende direktør.

Jens var ikke en perfekt leder. Han var ikke altid lige god til at håndtere konflikter og det fnidder, der kan opstå på en arbejdsplads. Men han gav sine medarbejdere plads og lov til selv at tænke og gøre tingene på deres egen måde. Og det synes jeg er noget, alt for få ledere gør. Jeg har i hvert fald mødt en del chefer, som troede, at det, at de var chefer, betød, at de hele tiden skulle gå rundt og bestemme. Men det er efter min mening en misforståelse. En svaghed.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor chefen skal skære igennem. Men det meste af tiden skal du mere facilitere end bestemme. Det handler om at blive klog på dine medarbejdere og det, de hver især er gode til. Og så skabe rammerne for, at de kan udfolde deres potentiale og udvikle sig. Jeg vil faktisk sige, at det er de chefer, der er mest tilbagelænede og mindst dominerende, som er de bedste. Det er meget mere elegant. Og sådan en leder var Jens. Myndig, men tilbagelænet.

Min tid som studentermedarbejder kulminerede den dag, jeg skulle fremlægge hovedpointerne i mit speciale for ledelsen. Hele direktionen var til stede i direktionslokalet, der var udsmykket med originale Krøyermalerier og buster af Zobel-familien (som i flere generationer sad for bordenden i Codan, red.). Totalt angstprovokerende for en 28-årig ung mand. Men som præsentationen skred frem, forsvandt nervøsiteten. Folk smilede. Et godt tegn. Og som jeg husker det, endte hele seancen med, at de klappede ad mig.

Med alt det kloge, jeg mente at kunne byde ind med, syntes jeg egentlig bare det var fortjent, at jeg fik de chancer og de opgaver, jeg gjorde i Codan. Først senere gik det op for mig, hvor stor en gestus det var af Jens at bane vejen for en så aparte figur som mig. Det havde han slet ikke behøvet. Var det gået skævt, ville det på en måde også være ham, der havde fejlet. Jeg var jo hans opfindelse. Heldigvis kunne jeg leve op til hans tillid og endte med at gøre karriere i Codan, hvor jeg var i fem år, indtil jeg sprang ud som romanforfatter på fuld tid.

Jeg er meget taknemmelig for det, Jens gjorde for mig. Det gav mig en masse selvtillid at opleve, at jeg kunne lykkes, når jeg fik lov til at gøre tingene på min egen måde. Siden da har jeg mange gange tænkt på, at jeg kan klare det meste, så længe jeg arbejder hårdt og ikke forsøger at gøre som alle mulige andre. Jeg er okay, som jeg er. Det var vigtigt for mig at indse i en periode af mit liv, hvor jeg havde flakket rundt og forsøgt at finde min vej i livet. Var der egentlig noget, jeg var god til? Det var der så, fandt jeg ud af. Og det var Jens i den grad med til at åbne mine øjne for. Det vil jeg aldrig glemme ham for.