Birgitte Hjort Sørensens bedste leder pakkede hende ikke ind i vat. Heldigvis

Det værste og mest ukreative, jeg kan forestille mig, er at arbejde i frygt. Frygt for, hvordan omgivelserne vil reagere på det, du siger og gør. Frygt for, om du god nok.

Jeg blev selv ramt af en manglende tro på mig selv, da jeg for 10 år siden blev hyret til en rolle i et Shakespeare-stykke på det lille, men eksklusive teater The Donmar Warehouse i London. Jeg havde spillet med i Borgen, der var blevet et kæmpe hit i England. Min store drøm var at prøve mig selv af uden for Danmarks grænser. Så det var lidt som at blive udtaget til OL, da den engelske stjerneinstruktør Josie Rourke ringede og tilbød mig en rolle i et stykke på så velanset en scene som den.

Da jeg mødte ind til de første prøver, havde jeg dog den her splittede følelse. Jeg var på den ene side superhøj over at sidder der i teaterverdenens superliga. Men samtidig var jeg også superbange for at folk skulle opdage, at jeg ikke hørte til der. At mine evner ikke rakte til at være med på det niveau. Normalt er jeg sådan en, der rækker hånden op som den første.  Men her, som den eneste udlænding på et teater, hvor man skal stå virkelig tidligt op for at være med, følte jeg mig usikker. Jeg havde en følelse af, at hver gang jeg sagde noget, så sad Josie, instruktøren, og tænkte ’gud, det er eddermame dumt at sige’. Ikke fordi hun gav udtryk for det. Det var bare som om, at der bag den der høflige engelske omgangstone lå noget usagt. Mener hun det, hun siger? Hvorfor kigger hun væk, når jeg taler? Er jeg den eneste, der føler sig udenfor?

En dag kom en læge forbi teateret for at give os en influenzavaccine. Jeg havde forstuvet min ankel og bad ham kigge på den. Men han syntes, jeg var hysterisk og skældte mig ud. Bagefter, da jeg sad alene med en regissør, kunne jeg ikke længere holde facaden. Jeg fortalte hende om, hvor skrøbelig jeg følte mig. Og så var hun bare helt vildt sød. Hentede te og lyttede. Og så kom det hele bare ud, mens jeg sad der og snøftede ned i teen. Hun foreslog at hente Josie for at få reddet trådene ud.

Da Josie kom, lagde jeg kortene på bordet. Jeg fortalte om min følelse af at være off i forhold til resten af holdet. Om mine fysiske skavanker. Og ikke mindst om den tvivl på egne evner, som jeg var blevet ramt af. Og så sagde hun bare: »Det er slet ikke sådan, jeg ser på det. Jeg tænker nærmest ikke over, at du er den eneste udlændig. Jeg er virkelig imponeret over den måde, du går til opgaven på. Det tror jeg alle er.« Det virkede som om, hun mente det. At det ikke bare var noget, hun sagde for at trøste mig. Så det gjorde selvfølgelig virkelig godt. Ikke mindst fordi hun sagde det uden at virke omklamrende. Hun kunne rumme min sårbarhed, men stadig med en professionel distance, som jeg tror er vigtig. Jeg har i mine unge dage haft nogle følelsesmæssige udbrud, hvor jeg følte, at jeg blevet pakket ind i vat og folk var sådan overbeskyttende overfor mig. Men hvis man er ramt på selvtilliden, er det altså ikke det, man har brug for. Det havde jeg i hvert fald ikke. Tværtimod. Og det fangede Josie. Hun fortalte mig, at hun havde fuldstændig tiltro til, at jeg havde det, der skulle til. At jeg godt kunne levere på det høje niveau, som det krævede at stå på den scene. Fra det øjeblik begyndte jeg at kunne se lys bag de sorte skyer.

En dag inviterede hun mig og komponisten på sunday roast med steg og Yorkshire-budding. Det foregik hjemme hos hendes forældre lidt uden for London i et klassisk engelsk rækkehus. Hun kunne se, at her var et menneske, som var langt hjemmefra og havde brug for selskab. Jeg følte mig meget velkommen, men uden at jeg havde en følelse af, at nu vi skulle være veninder. Det var en fin gestus, synes jeg. Og godt set. Det gav mig en følelse af ikke at være alene, uden at jeg på nogen måde følte mig som en stakkel.

Det gik op for mig, at det, jeg havde opfattet som kulde hos Josie, mere var en kejtethed hos hende. Hun er et sindssygt begavet menneske, som er god med ord, men som på grund af hendes sociale akavethed kan være svær at tolke. Sådan havde nogle af de andre det også, fandt jeg senere ud af. Men det viser jo bare, at ledere også er mennesker. De har også svagheder, selvfølgelig, som alle os andre. Men bag den der kejtethed havde hun så faktisk en enormt god forståelse for, hvad det var, jeg havde brug for i den situation. Nemlig at hun som leder viste tiltro til mig. Jeg besluttede derfra at være superloyal overfor hende. Jeg gik med på alle de ideer, hun havde. Om jeg så skulle ligge under en stol og sige mine replikker. Jeg var modig nu. Fra at være på nippet til at pakke mine tasker og rejse hjem, begyndte samarbejdet virkelig at blomstre.

I medierne og den brede offentlighed har der nok tidligere været en fascination af de der geniale instruktør-typer, der leverer stor kunst, men kører folk helt i sænk. Men det er heldigvis ved at ændre sig. Selvom du sidder i en magtfuld position, så skal du stadig behandle folk ordentligt. Og det er ekstra vigtigt at få sat fokus på i en branche som vores, hvor der er så stor kamp om rollerne, at der skal meget til, før folk brokker sig. Især hvis man er ung og upcoming.

Jeg er faktisk selv ved at tage en lederuddannelse. Ikke fordi jeg har tænkt mig at droppe min karriere som skuespiller. Men fordi jeg har fået øjnene op for, hvor vigtig rammerne og de vilkår, vi arbejder under, er. Jeg sidder i bestyrelsen i Danske Skuespillerforbund, og måske kan jeg på et tidspunkt engagere mig endnu mere i den type arbejde. Det er vildt spændende, synes jeg. Og helt vildt vigtigt.

Hvis jeg en dag skal lave noget, der har med ledelse at gøre, så vil jeg huske på noget, som Josie Rourke også havde en særlig evne til. Nemlig at forklare det komplekse på en enkel måde. Det var jo Shakespeare, vi spillede, som man kan fortolke på alle mulige måder. Men hun var superskarp i forhold til, hvad jeg skulle fokusere på. Den ene ting, som var essentiel. Det tror jeg, mange ledere kunne lære noget af. De vil ofte gerne have det hele med. Og så sidder folk tilbage og aner ikke, hvad der er det vigtige.

Når jeg ser tilbage på tiden på The Donmar Warehouse, så fyldes jeg først og fremmest med glæde og stolthed. Det var der, jeg blev overbevist om, at jeg faktisk kunne noget. Også på højeste niveau. Og det har Josie Rourke uden tvivl en stor andel i. Hun var ikke en perfekt leder. Men hun formåede at løfte mig op fra det hul, jeg var havnet i. Ikke ved at pakke mig ind, men ved at give mig på troen på mig selv tilbage. Og det har gjort det klart for mig, hvor meget mere man kan, når man bliver mødt med en forventning om at kunne.