Jeanette Varberg om sin bedste leder: »Han giver mig plads til at udleve min passion«

En solskinsdag, da jeg sad ude foran Nationalmuseet ved Frederiksholms Kanal og holdt pause, så jeg Rane Willerslev komme gående. Pludselig stoppede han op og bøjede sig ned efter noget. En fuglefjer. Så gik han over til et træ og satte fjeren fast i en revne i barken.

»Rane, hvad laver du?« spurgte jeg.

»Det er respektløst,« forklarede han, »at lade fuglefjer ligge på jorden.« 

Efter sine mange rejser til den sibiriske ødemark er Rane blevet overbevist om, at alt i naturen er åndeligt forbundet. Det kan man mene om, hvad man vil. Men den åbenhed, han går til verden med, er inspirerende for sådan en som mig, der er fascineret af mangfoldigheden i verden. Som museum bliver vi kun mere spændende ved at vise, at alting ikke er som i Danmark. Og det blev jeg mindet om, da jeg så Rane, direktør for Nationalmuseet og dermed min øverste chef, sætte fjeren i træet.

Historien siger også noget om, hvor passioneret han er. Det er ikke bare en knap, han tænder for, når han står på en scene, og kameraerne kører. Det er sådan, man som medarbejder oplever ham, når man støder på ham på gangene på museet, er til møde med ham. Ja, eller ser ham gå langs kanalen i sine egne tanker og samle en fuglefjer op midt i storbyens larm. Jeg synes, det er megafedt at have en chef, der brænder så meget for sit arbejde, som han gør. Det smitter.

Som dengang, da jeg i børnehaven nægtede at acceptere, at jeg ikke måtte gå på legepladsen, bare fordi det regnede. Hvorfor? Hvorfor? blev jeg ved med at spørge, indtil pædagogerne til sidst lod mig gå derud. Jeg endte med at sidde derude og fryse i to timer under et legehus for ligesom at vise, at det var rigtigt at give mig lov.

Eller som dengang, da jeg som ung blev fyret fra mit job på en burgerbar, fordi jeg nægtede at udføre deres mersalgspolitik, som jeg syntes var hul i hovedet. Og så var der videobutikken i Odense, der var ledet af en familie med relationer til Hells Angels. Ikke lige min kop te.

Senere, da jeg blev en del af museumsverdenen, fik jeg ledere, der var dygtige arkæologer og historikere, men som ikke vidste et klap om ledelse.

Misforstå mig ikke. Ledere må gerne bestemme. Det er deres job. Men jeg synes godt, man må forvente en vis grad af professionalisme. Og det har desværre ikke altid været tilfældet med de ledere, jeg har haft. Der har været for mange synsninger og følelser. For uklare rammer. Helt anderledes har jeg oplevet ledelsen på Nationalmuseet, hvor jeg siden 2018 har været ansat som museumsinspektør. Her har jeg faktisk trivedes så godt, at jeg har haft følelsen af at være kommet hjem.

Rane har for det første en tydelighed i sin ledelse, som jeg sætter stor pris på. Man er ikke i tvivl om, hvor han mener, museet skal bevæge sig hen. Strategien er med andre ord klar. Men samtidig efterlader han et stort frirum til den enkelte. Han har nemlig som få forstået, at det giver bedre, gladere og mere kreative medarbejdere, hvis de får lov til at påvirke opgaverne. Det gælder ikke mindst inden for vores verden, hvor facit aldrig er givent på forhånd. Ellers var der ingen grund til at forske. Vi skal have lov til selv at tænke. Og forfølge vores passion. Det er sådan, er jeg sikker på, at du opnår de bedste resultater. Rane giver mig netop plads til at udleve min passion. Og det er stærkt medvirkende til, at jeg hver dag glæder mig til at gå på arbejde og har lyst til at leve op til den tillidserklæring, som det reelt set er, når man får plads til selv at bestemme.

Det er ikke ensbetydende med, at jeg kan lave, hvad der passer mig. Jeg skal tale min sag, når jeg får en idé til et nyt projekt. Og det sker, at jeg får et nej. Men hvis jeg bliver mødt med et afslag, så får jeg altid en god forklaring. Det gør det nemmere at acceptere, fordi jeg ikke føler, at beslutningen er tilfældig, men er truffet på et sagligt grundlag. Jeg oplever at blive mødt af Rane med en stor grad af fairness – uanset om vi er enige eller ej – og det synes jeg er en styrke ved ham som leder.

Selv om Rane ikke ånder dig i nakken, så står han klar til at hjælpe, når du har brug for ham. For eksempel havde vi en meget, meget lang SMS-udveksling, da jeg på en ekspedition til en hule i de Transsylvanske skove opdagede, at der var brune bjørne i området. Rane har stor erfaring med bjørne fra sine ophold i Sibirien, så han gav mig en grundig indføring i, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en bjørn. Det var sådan noget med at larme en masse og lægge mig ned. Og så skulle jeg skaffe mig noget bjørnespray, skrev han. Jeg fik heldigvis ikke brug for hans råd. Men det er da medarbejderpleje på et helt andet niveau.

Jeg fik også den støtte, jeg have brug for, da jeg i begyndelsen af 2023 blev ramt af en aggressiv kræftsygdom. Det første, han gjorde, var at fortælle mig, at der var et job at vende tilbage til, og jeg bare skulle koncentrere mig om at blive rask. Uanset hvor lang tid det tog. Det gav mig en ro, som man har brug for, når man står i sit livs krise. Jeg meldte ud, at jeg havde brug for at trække stikket helt. Og det accepterede han fuldstændig. Da jeg et år senere – i foråret 2024 – kom tilbage, lå der et meget, meget fint kort fra ham på mit skrivebord.

Rane har en personlighed, der fylder. Men han er aldrig selvhøjtidelig. Det er altid meget uformelt at være omkring ham. Det gør, at folk slapper af og tør sige ham imod, når han går i selvsving, som han altså nogle gange gør. Jeg skulle engang tage referat af et møde, vi begge var til, og der måtte jeg på et tidspunkt sige til ham, at vi blev nødt til at komme videre i teksten. Heldigvis ejer han tilpas med selvindsigt til ikke at tage den slags ilde op.

Da han tiltrådte som direktør, var det tydeligt, at han lige skulle lære at navigere i rollen. Det tager tid at modernisere et meget, meget gammelt museum som Nationalmuseet. Og nogle strategier blev måske rullet lidt for hurtigt ud. Folk kunne ikke følge med. Men jeg synes, han har fundet et leje, hvor vi hele tiden udvikler os som museum, men uden at medarbejderne mister pusten. Det vidner for mig om en leder, der ikke er bange for at erkende sine fejl. Og det synes jeg er en kvalitet. Det sender et signal til os medarbejdere om, at det er okay at træde ved siden af. Det vigtigste er, at vi tør prøve noget og så lære af de erfaringer, vi gør os. Det er sådan, vi flytter os og forbliver innovative.

Ud over at være en dygtig leder, så rummer Rane også nogle gode menneskelige egenskaber. Han er et utrolig rart, opmærksomt og sjovt menneske. Han er ganske enkelt godt selskab. Og så er han klog, hvilket måske er en lidt undervurderet egenskab hos en leder. Det gør, at han er god at sparre med og kan stille de rigtige kritiske spørgsmål.

Med Rane har jeg fået den leder, jeg tidligere i mit arbejdsliv måtte se langt efter. Han vil noget med museet. Og han er ikke bange for at udstikke en retning. Men samtidig overlader han rigtig meget til den enkelte medarbejder. Der vil måske være nogle, der trives bedst under mere formelle rammer, hvor opgaverne i højere grad bliver dikteret oppefra. Men med den måde, jeg arbejder og fungerer på, passioneret og selvstændig, som jeg er, så kan jeg ikke ønske mig en bedre leder end Rane Willerslev.