Stadig ar efter stor fyringsrunde
Før i tiden havde Saxo Bank ry for at være et hårdt sted at arbejde. For nogle år siden anklagede den nuværende formand for Finansforbundet, Kent Pedersen, ligeud Saxo Banks ledelse for at have ’en meget trist holdning til sine medarbejdere’.
»Der er jo direktører, der på deres hjemmeside skriver, at man burde fyre de 10 procent dårligst performende medarbejdere om året, bare lige for at holde virksomheden i stemning. Det synes jeg er kynisk,« lød det fra Kent Petersen i forbindelse med en fyringsrunde i banken.
I dag er Kim Fournais og banken et andet sted. Og en af de største fortrydelser i Kim Fournais’ mangeårige virke i banken er, erkender han i Ledelse med Vilje, netop den fyringsrunde. Den fandt sted i 2012 og kom efter, at banken havde købt Brørup Sparekasse og spredt sig til en række andre aktiviteter, blandt andet et ejendomsselskab og investorportalen Euroinvestor.
»For at være helt ærlig var det vores egen dumhed. Det var virkeligt, virkeligt dårlige beslutninger, og vi satte gang i ting, som vi i virkeligheden ikke vidste noget om. Det ville fuldstændig have splittet vores organisation ad, hvis vi ikke havde revet plasteret af,« konstaterer Kim Fournais i dag.
Ud over at frasælge Brørup Sparekasse og resten af de tilkøbte aktiviteter – og dermed reducere, hvad Kim Fournais betegner som ’psykopatisk høje omkostninger’ – blev 15 procent af medarbejderne, 266 i alt, afskediget.
Fyringsrunden gav voldsomme rystelser og også et hak i medarbejdernes tillid, som det ifølge Kim Fournais har taget meget lang tid at bygge op igen.
»Der er stadig ar i organisationen, og det er sgu ikke en af mine stolteste perioder, men det var nødvendigt at gøre det, fordi der ikke var udvist rettidig omhu i min optik. Det har i hvert fald lært mig, at jeg gerne vil prøve at undgå noget tilsvarende. Jeg vil hellere tage det up front og tage nogle af de svære beslutninger lidt tidligere,« konstaterer Kim Fournais.