Johanne Schmidt-Nielsen: »Det føltes faktisk ret grænseoverskridende at kunne bestemme over andre mennesker«

Johanne Schmidt-Nielsens liv tog en pludselig drejning, da hun i 2007 i en alder af blot 23 blev valgt ind i Folketinget.

Herfra blev gruppearbejde og fredagsbarer på RUC skiftet ud med en tilværelse som politiker på fuldtid. Og mere til.

Om aftenen, når vennerne var i byen, sad hun som regel til forhandlinger på Christiansborg eller debatterede politik i et tv-studie eller i et forsamlingshus et sted ude i landet.

Det var, som hun udtrykker det i Lederstof.dk’s podcast Ledelse med vilje, »et meget anderledes ungdomsliv«.

Alligevel elskede hun tiden på Christiansborg.

»Jeg kunne virkelig godt lide det,« siger hun. »Hele min identitet lå i det arbejde«.

I 2019, efter 12 succesfulde år, hvor hun ved folketingsvalgene i 2011 og 2015 lå i top-3 over flest personlige stemmer, var det slut. På grund af Enhedslistens rotationsprincip måtte hun afgive sin plads i Folketinget, og hun valgte i den anledning helt at trække sig fra den politiske scene. Hun var klar til at prøve noget »helt andet,« fortæller hun.

Spørgsmålet var hvad.

Hun havde bevist sit værd som politiker. Men hvad kunne hun udenfor Christiansborgs mure? Det spørgsmål meldte sig hos hende, da hendes exit nærmede sig.

»Jeg gik rundt og tænkte over, hvad jeg overhovedet kunne. Altså helt sådan: ’Kan jeg egentlig noget?’«

En mulighed, hun overvejede, var at »starte helt forfra« og begynde at læse jura, et fag, der havde fanget hendes interesse, da hun som politiker blev særligt optaget af flygtningeområdet. Hun nåede så langt som at snakke med en studievejleder, men så – midt i tvivlen på sig selv og sit næste karriereskridt – ringede telefonen.

Den formelle magt
Tilfældet ville, at Red Barnet var på jagt efter en ny generalsekretær og nu havde set sig lun på Johanne Schmidt-Nielsen, som organisationen senere beskrev som en »naturlig og karismatisk leder«.

Selv havde hun ikke den store idé om, hvad det indebar at være øverste chef for en stor organisation som Red Barnet. Men hun kunne mærke, at sagen var den helt rigtige. Og så kendte hun flere »fede mennesker«, som arbejdede der.

»Og så tænkte jeg: ’Det der … DET vil jeg gerne være en del af.« Samtalerne med bestyrelsen forløb godt. Og efter få uger blev det meldt ud, at Johanne Schmidt-Nielsen fra juli 2019 skulle stå i spidsen for Red Barnet i Danmark.

Men selvom hun om nogen havde tegnet Enhedslisten udadtil, så måtte hun sande, at der var langt fra de demokratiske processer på Christiansborg til at sidde for bordenden i en af landets største hjælpeorganisationer.

»Selvom der i et politisk parti både er en folketingsgruppe og et sekretariat, så tog det mig noget tid at finde mig til rette i rollen som den, der har den formelle magt,« siger hun.

Det var fremmed for hende, forklarer hun, at være den, der ene og alene kunne bestemme, om de skulle gå til højre og venstre.

»Den første tid kunne jeg ikke forstå, hvorfor de alle sammen sad og kiggede på mig, når vi skulle runde vores ledermøder af. Men så gik det op for mig, at vi ikke skulle stemme om tingene, som jeg havde været vant til på Christiansborg. Nu sad folk og ventede på, at jeg konkluderede noget,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der i den første tid i jobbet oplevede det som »faktisk ret grænseoverskridende« at kunne bestemme over andre mennesker.

Det tog hende noget tid, erkender hun i dag, at forstå den magtposition, hun nu indtog. Når hun for eksempel spurgte ind til medarbejdernes opgaver, havde hun ifølge hende selv ikke blik for, hvordan magten kan opleves »på den anden side af bordet«, som hun siger.

»Jeg kunne se, at folk var enormt dygtige. Så jeg spurgte om alt muligt: ’Hvorfor gør du det?’ ’Hvorfor lige på den måde?’ Jeg forstod bare ikke, at når jeg kommer og stiller den slags spørgsmål som øverste chef, så kan det virke skræmmende. Som en kritik,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der indså, at hun måtte »tilpasse min entusiasme«, som hun udtrykker det.

Men spørgsmålene holdt hun fast i. Og det gør hun stadig den dag i dag – fem år efter, hun satte sig i stolen som øverstbefalende.

»Selvom jeg har lært, at det er mig, der i sidste ende bestemmer, så har jeg ingen intentioner om at være sådan en, der går rundt og siger, at nu skal vi bare gøre sådan, fordi jeg siger det. Jeg forsøger at være så inddragende som muligt, for det er den måde, man når frem til de klogeste beslutninger.«

Men det kræver, mener hun, at hun sammen med sine ledere og medarbejdere også tør tale om det, der ikke fungerer.

»Vi bliver jo kun klogere og bedre, hvis vi tør sætte spørgsmålstegn ved de ting, som ikke spiller. Det skal der være plads og tryghed til at gøre. Uanset hvor man er i organisationen. Men det rum kommer ikke af sig selv,« siger hun.

Forskellige frekvenser
Selv tøver hun ikke med at sætte lup på fejlslagne beslutninger, som hun har været med til at træffe. For når chefen tør indrømme egne fejl, så efterlader det et rum til, forklarer hun, at andre også kan gøre det.

»Hvis der er noget, jeg har meget fokus på, så er det at skabe et trygt miljø, hvor vi tør sige højt, hvis vi har begået en fejl – eller hvis der er noget, vi er i tvivl om eller simpelthen ikke forstår. Når folk tør være ærlige og stille spørgsmål, så tror jeg, man er nået langt som leder,« siger Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer, at hun forsøger at omfavne den diversitet, der er i ledergruppen og blandt medarbejdere. Men det kan til tider kræve hårdt arbejde at forstå dem, der tænker radikalt anderledes end en selv. Det oplevede hun i begyndelsen med en leder, som hun ikke forstod og havde flere sammenstød med.

»Vi sendte og sender måske stadig på fuldstændig forskellige frekvenser. Og det krævede blod, sved og tårer at lære at tale sammen. Men nu, hvor vi har lært at forstå hinandens frekvenser, så sætter jeg virkelig pris på, at vedkommende sender på en så anderledes frekvens end mig. Det er virkelig et uvurderligt bidrag til ledelsesgruppens samlede samtale,« fastslår hun.

En anden verden
Johanne Schmidt-Nielsen befinder sig ifølge hende selv godt i en verden, hvor man ikke behøver at have paraderne oppe i frygt for, hvad folk vil en. Det var nemlig sådan, hun gik til verden, da hun sad i Folketinget.

»Som politiker er man under konstant angreb – både fra politiske modstandere og ikke mindst på de sociale medier, hvor man er udsat for tilsvininger og trusler fra klokken fem om morgenen, til man går i seng. Det gør én hårdhudet på en måde, som måske er nødvendig i den verden, men som desværre har den følgevirkning, at man nemt kommer til at lukke af for at lytte til andre mennesker. Og det er jo fandeme farligt – ikke mindst som leder,« siger hun.

Men jo længere, hun er kommet væk fra Christiansborg, desto dygtigere er hun blevet til at lytte til andre, mener hun.

»Andre kan lige så godt have ret, som jeg kan. Og derfor ser jeg det som en vigtig egenskab som leder at være lyttende og nysgerrig. Så selvom jeg hele tiden har været god til at stille spørgsmål, så vil jeg mene, at jeg gør det med en større åbenhed, end jeg gjorde i starten – med en større tiltro til det bedste i andre,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Men selvom hun elsker at blive udfordret på sine holdninger og beslutninger, så er hun samtidig meget bevidst om, at hun som øverste chef skal være meget tydelig omkring, hvor organisationen skal hen. Og ikke mindst hvorfor.

»Vores overordnede formål ligger jo klart. Og det er min opgave at minde medarbejderne om. Jeg er fuldstændig overbevist om, at vi bliver meget, meget dygtigere til at holde snuden i sporet, hvis vi hele tiden er bevidste om, hvad det er for en mission, vi er på,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der næsten uanset hvad der bliver diskuteret, altid kommer omkring formålet – det store ’hvorfor’.

Intet at skamme sig over
Det er ifølge Johanne Schmidt-Nielsen en »kompleks« ledelsesopgave at være generalsekretær i Red Barnet. Ikke mindst fordi forventningerne til, hvilke opgaver en hjælpeorganisation skal kunne løfte, ifølge hende bliver større og større.

»Vi skal ikke bare dele julekurve ud, men faktisk lave nogle indsatser, som reelt løfter nogle af de mest udsatte børn«.

Og det er udfordrende, forklarer hun, når man med et stramt budget samtidig skal leve op til GDPR-regler, IT-sikkerhedsstandarder og lave EU-rapporteringer.

Hvordan kan du bruge din erfaring fra politik i jobbet som generalsekretær?

»Vi er både optagede af at lave en-til-en-indsatser for børn og unge, der for eksempel er udsat for digitale krænkelser, og samtidig forsøger vi at ændre på dansk lovgivning, så vi kan passe endnu bedre på børn i deres online-liv. Som politiker har jeg netop erfaring med at hive noget konkret med ind en mere strukturel ramme,« siger hun.

»Derudover spiller det en rolle, at jeg ved, hvem man skal ringe til, og på hvilket tidspunkt, for at kunne trænge igennem til politikerne,« siger hun.

Selvom der i jobbet som generalsekretær er opgaver nok til at arbejde mindst lige så meget, som hun gjorde som folketingspolitiker, så har hun truffet et valg om, at der også skal være plads til fritid og ikke mindst familien. Faktisk slog hun til jobsamtalen fast, at hun ikke ville arbejde mere end 37 timer om ugen. Det lykkes dog langt fra alle uger, vedkender hun. Men hun lægger hverken 60 eller 80 timer i jobbet som nogle topledere gør.

»Arbejdet er jo på en eller anden måde ustoppeligt. Der er altid flere ting, man kan sige ja til. Flere foredrag. Flere møder. Flere interviews. Ud at besøge nogen. Men man er nødt til at prioritere.« 

Men ville det ikke gavne Red Barnet, hvis du lagde endnu flere timer?

»På en eller anden måde ville det da være godt for Red Barnet, hvis jeg kunne lægge nogle flere timer…« begynder hun. »Men omvendt kan jeg mærke, at hvis jeg ikke værner om min fritid og mine pauser, så leverer jeg dårligere. Jeg tænker bedre tanker, når jeg også har tid til at holde fri,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der bor i Valby med sin mand og deres to børn og to bonusbørn. Og dem prioriterer hun at se. To gange om ugen går hun kl. 15 for at hente de to yngste børn. Og det forsøger hun på ingen måde at skjule overfor medarbejderne. Tværtimod.

»Jeg synes, det er et fint signal at sende. Man skal ikke skamme sig over at gå tidligt. For selvfølgelig skal der være tid til at hente børn. Så kan man spørge, om det kontroversielt at sige. Det synes jeg ikke, det burde,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, som tilsyneladende er lykkedes i rollen som topleder, selvom hun insisterer på at have tid til familie og fritid. I hvert fald var hun en af de fire nominerede, da Lederne tidligere på måneden kårede Årets Leder i Danmark. En nominering, hun dog ikke selv vil tage æren for.

»Det er jo et udtryk for en samlet indsats fra mange ekstremt dygtige mennesker, som virkelig kan alt muligt, og som knokler benhårdt for, at vi er kommet derhen, hvor vi er. Så jeg tillader mig at tage imod den (nomineringen, red.) på vegne af holdet,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, der ikke på nuværende tidspunkt kan forestille sig at vende tilbage til politik.

»Jeg er meget glad for, at jeg fik lov til at være i politik. Det er jo et kæmpe privilegie, altså at få lov til at repræsentere andre mennesker. Og samtidig er jeg rigtig, rigtig glad for ikke at være i politik mere. Jeg kan bedre lide den version af mig selv, jeg er i dag.«