Jakob Ellemann-Jensen om sin bedste leder: »Hvis han ringede i morgen og bad mig gå i krig med ham, ville jeg sige ja … uden at blinke«

Jeg var 20 år gammel og nyuddannet sergent ved Den Kongelige Livgarde, da jeg blev udnævnt til gruppefører for 10 nyindkaldte rekrutter. Inden de dukkede op, skulle vi befalingsmænd møde vores kompagnichef, en ung mand i slutningen af 20’erne ved navn Kim Kristensen. Det første, han gjorde, var at udstyre os med papir og blyant. ”Skriv ned, hvad I tænker om ledelse og loyalitet,” sagde han. Vi kiggede på hinanden, usikre på, hvad der lå af tanker bag. At teste vores evner til at sætte ord sammen? At få et indblik i vores forventninger til ham som leder?

Han fik sådan set svar på begge ting. Men jeg er overbevist om, at det frem for alt handlede om det sidste. Om at blive klogere på, hvem vi var, og hvad vi havde brug for af vores leder. Det gjorde indtryk på mig. For her var tydeligvis en leder, der var optaget af mere og andet end sig selv og sine egne tanker. Han interesserede sig i den grad for de mennesker, han skulle lede – med alle de forskelligheder, vi hver især rummede.

Kim opfatter ikke ledelse som noget, der bare skal gøres. Som en sideopgave. For ham er ledelse en disciplin i sig selv, som du er nødt til at dyrke og have nogle bestemte forudsætninger for. Ellers kan det gå galt. Det er det, der ofte sker, når man forfremmer den bedste medarbejder til en lederstilling uden først at have undersøgt, om han eller hun kan motivere andre og skabe tillid. Netop det var Kim eminent til. Ikke fordi han sagde en masse flotte ord. Men gennem det gode eksempel. Når vi skulle løbe, var det ham, der løb forrest. Når den stod på englehop og armstrækkere, gav han os kamp til stregen – og gerne mere til. De, der har været i krig med ham, vil sige det samme. Han kunne ikke drømme om at bede soldaterne om at gøre noget, han ikke selv ville gøre. Han er den type leder, der er hos de af sine folk, som er hårdest presset. Der, hvor det er sværest at være. På den måde var man ikke i tvivl om, at han kerede sig og tog ansvar for de mennesker, han stod i spidsen for. Men han var også krævende. Og man var ikke i tvivl om, hvem der bestemte. Der var ikke antydningen af blødsødenhed. Men ved at vise os den samme loyalitet og respekt, som han ønskede fra os, så tøvede vi ikke med at følge ham.

Det var tydeligt, at Kim ikke følte sig som et bedre eller vigtigere menneske, bare fordi han var i en højere position og i sagens natur havde et andet og større ansvar. Og det synes jeg er en vigtig egenskab hos en leder. Èt er, hvordan du opfører dig over for dem, der kan bibringe dig noget. Forfremme dig. Eller give dig mere i løn. Men hvordan behandler du dem, der ikke kan bringe dig i en bedre eller mere fordelagtig position? Det siger en masse om dig – ikke bare som leder, men også som menneske. Kim behandlede alle ordentligt, høj som lav. Det er noget, jeg selv har bestræbt mig på at efterleve, såvel i min egen karriere som leder, som i livets øvrige forhold.

Kim var enormt professionel i sin måde at forvalte lederrollen på. Men det er ikke det samme, som at hans ledelsesstil var kold. Tværtimod. Jeg vil faktisk sige, at han nærede en kærlighed til sine folk. For man kan ikke passe på nogen, man ikke holder af. Derfor fandt han det hos hver enkelt af os, som han kunne elske. Og det tror jeg er en meget sund tilgang til ledelse. Alle mennesker indeholder noget godt, og det kan du bruge til at minde dig selv om, hvorfor du skal tage dig ordentligt af alle dine svende.

Men kærligheden gik i den grad også den anden vej. Når nogen kerer sig om dig, så kommer du også til at kere dig om dem. På et tidspunkt blev hans nyfødte søn meget syg. Og jeg tror ikke, at der var en eneste morgen, hvor mine gardere ikke som det første spurgte mig til, hvordan det gik med chefens søn. På den måde var han personificeringen af et kompagni, hvor vi passede på hinanden, og som vi var stolte af at være en del af. Det er ikke uden grund, at vi stadig ses den dag i dag. Det gjorde vi for eksempel, da garderne for nyligt holdt deres 30-års jubilæum. Vi er alle endt vidt forskellige steder. Men da Kim tog ordet, var det som igen at være tilbage, hvor det hele startede. Alle lyttede, da han talte. Med fuld hengivenhed.

En vigtig ting, jeg dengang på sergentskolen lærte af Kim, var vigtigheden af at informere. Han holdt os altid opdateret på, hvad der skulle ske, når vi for eksempel skulle på øvelse. Glemmer man det, går hele maskineriet jo i stå. Du skal udstikke retningen og sørge for, at folk har de informationer, de skal bruge for at kunne udføre en opgave. Det kan du nemt komme til at glemme som leder, fordi du jo ved, hvad der skal ske. Men det hjælper ikke dem, der står i frontlinjen. De har brug for at kende den plan, du har i hovedet.

Hvis man som befalingsmand brokkede sig over en rekrut, som man mente aldrig kunne blive til noget, så kiggede han mere eller mindre blidt på en og sagde, at det måtte man så sørge for, at vedkommende gjorde. Det sagde meget om hans ledelsessyn. Hvis dine folk ikke lykkes med en opgave, så er det i sidste ende dit ansvar. Du har de folk, du har. Og så er det din opgave at udvikle og motivere dem. Og det starter med, at du interesserer dig for, hvad den enkelte indeholder og er drevet af.

Det er hændt, at jeg var skeptisk overfor hans måde at løse en opgave på. Men hver gang blev min skepsis gjort til skamme. Men det er sådan set ikke det vigtige. Det vigtige er, at han ikke fejede os af, hvis vi stillede spørgsmål til tingene, men derimod mødte os med åbenhed og nysgerrighed. Det betød ikke, at hans beslutninger førte til utidigt demokrati. Det var stadig Forsvaret og ikke en forening. Men det var ikke med kæft, han ledte, nærmere med trit og retning. Og det respekterede vi fuldt ud, fordi vi vidste, at det eneste, han gik op i, var at få os til at shine.

Kim har siden vores tid sammen i Livgarden været mit helt store ledelsesforbillede. Det er ham, jeg har spejlet mig i og søgt råd hos. Med tiden er vi blevet nære venner og mødes jævnligt for at vende løst og fast. Jeg bilder mig ind, at jeg med de erfaringer, jeg har gjort mig i livet, også har kunnet give noget den anden vej. Han er et af de mennesker uden for min nærmeste familie, som jeg sætter absolut højest og stoler allermest på. Hvis han ringede i morgen og bad mig om at gå i krig med ham, ville jeg sige ja … uden at blinke.