»I ved godt, hvordan det er med ildsjæle, ikke?«

Der står en skarp vintersol på en skyfri himmel over Amager, mens stille klavertoner siver ud på gaden fra en café i stuetagen på Kofoeds Skole. Manden ved klaveret er elev ligesom de fleste af de cirka 20 personer, der i stilhed lytter til musikken, efter at de har spist morgenmad.

Forstander Robert Olsen står i en sort hættetrøje med ‘Kofoeds Skole’ på ryggen og lytter for en stund. Morgenseancerne udstråler harmoni og et stykke med stabilitet i en tilværelse, der for mange af elevernes vedkommende er præget af misbrug og psykiske lidelser. Skolen tilbyder dem nogle holdepunkter blandt andet i form af motion, yoga, værksteder og kurser i IT, sprog, drama og musik. Derudover kan eleverne få samtaler med en socialrådgiver og de øvrige ansatte, mulighed for at komme i arbejdstræning og ikke mindst noget af det sociale samvær, som ellers kan være svært at få etableret uden for skolen.

Pianisten spiller hver morgen på skolen, fortæller Robert Olsen, der siden 2011 har lagt en stor del af sit liv her. Det er hans arbejdsplads, og det er hans bolig i form af den lejlighed, der bliver stillet til rådighed for ham og hans kone i afdelingen i Holmbladsgade. På den måde flyder arbejdslivet i høj grad sammen med privatlivet, også målt på timer. Da de nye EU-regler krævede, at medarbejderne skulle definere deres arbejdstid, sagde Robert Olsen til personaleafdelingen, at der bare skulle stå ‘fra klokken 0-24' ud for ham.

»Jeg gider ikke registrere min arbejdstid, for det står i min kontrakt, at jeg er til rådighed,« siger han, da han har taget plads i et mødelokale.

Lokalet fungerer samtidig som en kunstinstallation ved navn ‘Blah blah blah’ skabt af kunstneren Louise Campbell. Hele rummet – loft, vægge, møbler, gulvtæppe og stikkontakter og lamper – er beklædt med ordet ‘blah’, sort på hvidt og i forskellige størrelser. Robert Olsen ser det som en kommentar til, at udsatte borgere ikke skal mødes med en masse ord, når de har brug for hjælp. Og som en påmindelse om ikke selv at bruge for mange ord overfor eleverne. At servere en kop kaffe eller morgenerne med klavermusik har også en værdi for at hjælpe et menneske og forebygge de ekstreme situationer, som indimellem er et vilkår på et sted som Kofoeds Skole. Gennem årene, både som forstander for Mændenes Hjem fra 1993-2011 og siden på Kofoeds Skole, har Robert Olsen stået i situationer, der formentlig kunne få andre til at trække stikket og finde en anden karrierevej.

»Jeg er allerede blevet truet i dag,« siger han med en snert af selvfølgelighed i stemmen. Han griner endda lidt, mens han fortæller om den mail, der lå i indbakken i morges, da han som altid indledte arbejdsdagen omkring klokken seks. Han griner ikke, fordi han ikke vil lytte til kritik, men beskeden var trods alt ikke en dødstrussel eller det, der ligner, og er derfor i den lette ende i forhold til, hvad han har oplevet gennem årene.

Den nødvendige robusthed
I en periode i Robert Olsens barndom manglede hans forældre et sted at bo, og derfor boede han en tid hos sine bedsteforældre. De var døvstumme og dét livsvilkår var, sammen med en social bevidsthed hos forældrene, med til at skabe engagementet i at hjælpe mennesker, der på den ene eller anden måde ikke passer ind i de gængse samfundskasser. At det skulle ske via en rolle som leder, gjorde han sig ikke tanker om dengang, men et fingerpeg kom i skoletiden, hvor han spillede fodbold i en lokal klub i Københavnerforstaden Taastrup. På et tidspunkt skulle holdet bruge en ny anfører, og det var ikke en uproblematisk rolle, fordi der var strid mellem flere grupper af spillere. Det endte med, at Robert Olsen fik anførerbindet udleveret. Efter eget udsagn ikke fordi han var den bedste til fodbold, men fordi han var den eneste, der kunne finde ud af at tale både med dem i 7. klasse og dem fra realskolen, som havde nogle konflikter.

»Det er noget af det samme, jeg har gjort brug af senere hen, hvor jeg måske taler med et menneske, som er hjemløs og psykotisk, og 10 minutter senere skal jeg sidde i socialministeriet og begå mig på de bonede gulve. Det med at kunne tale med personer fra forskellige hjørner af samfundet er vigtigt i mit job,« siger Robert Olsen.

Han er uddannet sygeplejerske og arbejdede i psykiatrien i nogle år. Også i lederstillinger, men ikke noget, der mindede om det, han kastede sig ud i som forstander på Mændenes Hjem i 2011.

Det var et miljø præget af alkoholmisbrug, der senere blev erstattet af heroin og endnu senere af kokain som ‘det store stof’, som Robert Olsen formulerer det. Det var også her, han oplevede at få kastet en stol i hovedet og blive truet med en pistol i Istedgade foran Mændenes Hjem. Ingen af den slags oplevelser var dog noget, der afskrækkede ham fra at fortsætte arbejdet.

»Jeg kom ikke slemt til skade af det med stolen, og dem med pistolen stod og fumlede lidt ude på gaden. De fægtede med den i forskellige retninger mod flere personer udover mig. Jeg sagde til personalet, at vi skulle indenfor, låse døren og ringe til politiet.«

Han fortæller det uden drama i stemmen, og det at han kan tage voldsomme situationer så roligt, mener han selv, hænger sammen med opvæksten, hvor tingene foregik i den modsatte grøft af ‘curling’.

»Jeg var sammen med en af mine gamle venner for nylig, og vi kom til at snakke om, da vi gik i skole i Taastrup. Jamen, dér kunne man jo få tæv af andre elever, og vi måtte lære at forsvare os. I dag betyder det meget mere, hvis nogen bliver slået, eller hvis der er mobning. Det var der ikke så meget fokus på dengang, men det var jo det eneste, vi kendte til. Der var ikke noget med Aula og krisemøder, og man sagde ikke noget til sine forældre. Man måtte klare sig selv. Punktum. Det gav os en robusthed, så sådan en trussel på mail tager jeg sådan set meget stille og roligt.«

Der har været episoder, han ikke bare kunne børste af sig. Engang på Mændenes Hjem var han med til at finde en død mand, som han havde gået i skole med, og så kom det tæt på, som han siger. Men generelt gælder det om at komme videre fra de ubehagelige oplevelser og starte forfra hver morgen, også når nogen har været perfide.

»Man skal bygge relationer op på den måde. For det viser jo også, at man har noget overskud,« siger han og nævner en episode, hvor en elev brød ind på skolen en nat, fordi han i sin psykose troede, det var dag og skolen skulle være åben.

Robert Olsen hørte indbruddet og fandt frem til manden, som reagerede ved at skælde forstanderen ud.

»Men en morgen herinde på skolen sagde han: ‘Robert, man kan sige meget om dig, men en ting er rigtig dejlig. Jeg kan svine dig til den ene dag, men næste dag siger du alligevel godmorgen til mig og smiler.«

Med lange arbejdsdage, et til tider hårdt miljø og et lederjob, man ikke er i for lønnens skyld, kunne der næsten også stå ‘Ildsjæl’ på forstanderens hættetrøje, men Robert Olsen vil helst være fri, for han forbinder udtrykket med noget risikabelt.

Udbrændte ildsjæle
Engang etablerede nogle tandlæger under navnet ‘Bisserne’ en tandlægeklinik både på Mændenes Hjem og på Kofoeds Skole med det mål at hjælpe socialt udsatte med gratis tandpleje. Især en af tandlægerne var meget engageret. En sand ildsjæl, som Robert Olsen siger. Men også så meget ildsjæl, at det skabte nogle problemer i foreningen, blandt andet fordi tandlægen i sin iver ydede behandlinger, der gik længere – og var dyrere – end det aftalte. Han var så opslugt og dedikeret til sagen, at han ikke ænsede de indvendinger, der var fra omgivelserne. Dagen før Robert Olsen skulle holde et oplæg hos ‘Bisserne’, blev den pågældende medstifter af foreningen ekskluderet.

»Der var virkelig dårlig stemning, da jeg kom derud. Så jeg ville gerne sige et eller andet for at få dem til at grine lidt og fange deres opmærksomhed. Så jeg sagde: ‘Jamen I ved godt, hvordan det er med ildsjæle, ikke? Enten brænder de ud, hvilket jeg har set mange eksempler på, eller også så brænder de dem omkring sig.’ Der er mennesker, som er drevet af en sag, men som måske ikke har de ledelsesmæssige kompetencer til at drive en organisation og ikke er interesseret i drift og regnskaber. Der er mange eksempler, ikke mindst blandt NGO’er.«

Selv kan han bedre lide betegnelsen at være ‘Arbejdsmand med idealer.’ For arbejdet kræver mange timer og har mange facetter, men han husker, hvad der skal til for, at han ikke selv brænder ud eller er skyld i, at andre gør det. Blandt andet ved at sørge for, at de økonomiske rammer er i orden. Kort efter at Robert Olsen var tiltrådt på Kofoeds Skole henvendte revisoren sig til ham med en ubehagelig besked. Det viste sig, at den nye forstander havde overtaget et økonomisk håndværkertilbud. Han måtte fyre en tredjedel af medarbejderne og sælge flere bygninger for at få det til at hænge sammen igen.

Derudover har han sikret sig, at der er det nødvendige beredskab til at hjælpe i de situationer, hvor medarbejderne er udsat for noget ubehageligt som for eksempel dagen før interviewet, hvor en medarbejder blev slået. Og klog af skade fokuserer han på at rekruttere de rigtige folk. Han har oplevet at ansætte medarbejdere, der viste sig at have deres egen dagsorden og målsætninger, som ikke passede til arbejdet med socialt udsatte. Derfor ansætter han helst nogen, der har erfaring med den målgruppe og gerne også en uddannelse relateret til de grupper, for eksempel pædagoger eller socialrådgivere.

På det punkt er han belært at historien om tandlægerne. Det gælder om at have et fælles mål og en fælles forståelse af arbejdet, siger Robert Olsen.

»Alle skal kunne se meningen med arbejdet. Hvis man mister meningen med arbejdet, så brænder man ud.«

For ham handler det blandt andet om en accept af nogle vilkår. Forventer man som ansat, at eleverne ender i et liv med kernefamilie og fast arbejde, bliver man nemt skuffet. I stedet gælder det om at se en værdi i de nære handlinger i hverdagen, som viser noget omsorg for eleverne.

Til rådighed - næsten - altid
Hverken bevidstheden om ikke at forvente mirakler eller de mere stabile økonomiske rammer ændrer dog på, at arbejdslivet kan kræve hans opmærksomhed på alle tidspunkter. For eksempel dengang der opstod brand på Mændenes Hjem midt om natten og Robert Olsen blev ringet op, sprang på sin cykel og var fremme en halv time senere, eller den aften en psykisk syg kvinde stod og skreg nede i gården på Kofoeds Skole. Derudover kan han også blive ringet op midt i en ferie, men det er sådan, han foretrækker det.

»Det er et vilkår ved jobbet, og jeg vil også hellere blive afbrudt i en sommerferie og svare på et spørgsmål om, hvordan man skal håndtere en situation end at komme hjem efter tre uger og så bruge rigtig lang tid på at rydde op.«

Han tager ikke altid telefonen, siger han, for han ved også, at det vil være en ‘ildsjælstilgang’, der er risikabel. Der skal være tid til andre ting, for eksempel at holde sig i fysisk form, og han forstår at planlægge sin dag, blandt andet så der er tid til at vinterbade ved Amager Strandpark tæt ved boligen.

»I går var for eksempel en hård arbejdsdag med rigtig meget at se til, og så renser det hjernen ud at komme ned og vinterbade,« siger han.

Måske støder han senere på dagen på flere hårde ord verbalt eller på mail. Men manden, der nødig vil kaldes ildsjæl, er klar igen klokken seks i morgen tidlig.