Claus beder kun souschefen og slagteren om hjælp, når han skal konfrontere tyvene

Claus Christensen havde telefonen ved øret og skulle til at forklare politiet, at der igen var blevet stjålet varer fra hans arbejdsplads, SuperBrugsen i Dalby på Sydsjælland. Brugsuddeleren havde sammen med sin souschef konfronteret tyven ude foran butikken, og manden havde tilsyneladende affundet sig med situationen. Men så skete der noget. Han snuppede telefonen ud af hånden på Claus Christensen og satte i løb.

»Vi kunne dog løbe ham op ret nemt. Han var helt væk på stoffer. Vi tog ham med indenfor, som vi plejer, men så skal vi ofte vente 30-45 minutter før politiet kommer,« siger lederen af butikken med opgivende mine.

Claus Christensen sidder i et baglokale i butikken, sukker tungt og holder en pause, inden han fortæller videre om problemet med tyverier. For eksempel om Facebookgrupper, hvor kød med ‘SuperBrugsen Dalby’-stempel bliver sat til salg med advisering om, at der snart er mere på vej. Nogle gange kan der decideret være bestillinger på kød i sådan en gruppe. Det var en butiksdetektiv, der gjorde ham opmærksom på det, og den slags organiserede tyverier er en tendens i den danske detailhandel, hvor især alkohol, kaffe og kød bliver stjålet med henblik på videresalg.

Ifølge Dansk Erhverv blev der til og med oktober 2024 anmeldt 15.238 butikstyverier, hvilket er en stigning på 125 procent i forhold til samme periode i 2019. De Samvirkende Købmænd anslår, at der bliver stjålet varer for to mia. kr. i detailhandelen om året.

I SuperBrugsen i Dalby bliver der stjålet for 10.000 - 20.000 kr. om måneden, og det er stigende, fortæller Claus Christensen denne mandag formiddag i november.

Stemningen i butikken signalerer lokalmiljø og et fællesskab af den type, hvor kunderne kan betale dagen efter, hvis de har glemt pungen derhjemme, som brugsuddeleren fortæller. Man kender hinanden, og mens nogle af stamkunderne i formiddagstempo bevæger sig gennem supermarkedet, falder det nogle hyggebemærkninger af mellem dem og personalet, der er i gang med at stille varer på plads. Men landsbyromantikken bliver skæmmet næsten dagligt. Fredagen før er der igen blevet stjålet kød. Claus Christensen har endnu ikke haft tid til at se optagelserne fra overvågningskameraerne igennem for at spotte tyvene, men det er blevet en fast del af lederjobbet for ham. Så har han i det mindste en idé om, hvem han skal holde øje med fremover, men som han oplever det, er konsekvenserne alt for små ved at stjæle.

»Vi har oplevet at tage nogen i butikstyveri, som har sagt: ‘I kan da bare anmelde det. Der sker jo ingenting alligevel.’ Og det har de ret i.«

Slagteren forsøger at forebygge ved at fjerne det meste kød fra kølemontrene om aftenen, hvor der er færre medarbejdere til at holde øje, og spiritussen står ikke længere bagerst i butikken.

»Nu har vi flyttet det op foran, fordi der blev stjålet så meget. Seriøst: De havde nogle jakker, hvor der kunne være 20 flasker i,« siger han med overraskelse i stemmen samtidig med, at han næsten kommer til at grine af situationen.

Hentet af politiet
Claus Christensen har investeret godt 250.000 kr. i overvågningsudstyr. Da han blev leder af butikken i 2008, var der 14 kameraer. I dag er der 60 i og omkring bygningen. I baglokalet har han nu en skærm på væggen, der med avancerede funktioner kan veksle mellem forskellige kameravinkler og følge mistænkelige gæster rundt i butikken. Men i de tilfælde, hvor der skal køre en sag mod en eller flere tyve, møder de sjældent op i retten. Ofte er de forduftet ud af landet efter at have været på turné i danske butikker, fortæller Claus Christensen.

At det er blevet hverdag med tyverierne blev understreget en oktobernat i 2023, hvor det ringede på hjemme i parcelhuset hos butikkens souschef Mads Hansen. To betjente gav ham besked om at følge med til Næstved Politistation. Her skulle han aflevere sine personlige ejendele, og tilbragte derefter 10 timer i et venterum, eller ‘celle’, som han selv betegnede det. Det gik op for Mads Hansen, at han havde glemt at møde i retten vedrørende et tyveri to år tidligere, og dommeren ville sikre sig, at han var klar til at vidne ved næste retsmøde. Tyven mødte – som det ofte sker – dog ikke op. Episoden fik Claus Christensen, til at skrive sine frustrationer ud i et indlæg på Dagligvarehandlen.dk:

»Næste gang jeg står ansigt til ansigt med en butikstyv, som har stjålet oksemørbrad, bedre vine eller kaffe til videresalg, så vil jeg igen stille mig selv spørgsmålet: Hvem holder domstole og politi med? Dem der stjæler, eller dem der bliver bestjålet?«

En anderledes jobbeskrivelse
Tyverierne er på én gang blevet hverdag, som både Claus Christensen og flere medarbejdere kalder det, og samtidig må han som leder må gøre, hvad han kan for at bremse problemet og beskytte de cirka 50 ansatte.

Episoden hvor souschefen blev taget med på stationen, fik Claus Christensen til at tage en konkret beslutning: I dag er det udelukkende brugsuddeleren selv, der må stå som anmelder af et tyveri fra butikken. Ingen ansatte skal risikere at blive hentet af politiet, hvis de en enkelt gang glemmer at møde i retten efter en af mange anmeldelser.

De ansatte ved også, at de ikke skal gribe ind, hvis de overværer et tyveri. Efter episoder med truende butikstyve, bl.a. en psykisk syg, der stod med blod på hænderne og i ansigtet, sagde Claus Christensen til personalet, at de skal lade tyven gå.

»Jeg tror, han havde fået tæsk. Han var truende også over for kunderne. Der var personalet meget utrygge og bange for ham, og det var jeg sgu også selv. Så de skal ikke gribe ind og risikere noget. Det skal jo gerne være et trygt sted at gå på arbejde.«

Siden den beslutning er det kun Claus Christensen selv og en kollega, som altid er slagteren eller souschefen, som konfronterer tyve, der er taget på fersk gerning, og som regel er de alle tre med.

»Det er os, der har ansvaret for butikken, så det er på en måde blevet en del af jobbeskrivelsen at håndtere de situationer,« som han siger.

Vreden tager over
Selvom der har været episoder, hvor de tre kolleger fra Dalby er »kommet halvt op at bokse« med nogen, som Claus Christensen formulerer det, opgiver de fleste tyve at tage en konfrontation, når de står over for to-tre mand, og »min slagter er en ret stor mand,« som uddeleren konstaterer.

Det sker, at Claus Christensen på egen hånd tager fat i en tyv, også selvom han kan blive irriteret på sig selv bagefter. Når han ser et tyveri, siger han til sig selv, at han skal lade det være. At det ikke er risikoen værd, men nogle gange tager vreden over.

»Jeg tænker ikke klart i de situationer, og så griber jeg ind alligevel. Og jeg bliver nogle gange verbalt ondskabsfuld. F.eks. hvis nogen siger, at de aldrig har været her før, men hvor jeg kan vise dem optagelser af, at de har været her tre gange før og stjæle: ‘I har jo været her for helvede!«

Selvom både han kalder tyverierne ‘hverdag’, siger han også, at det aldrig bliver hverdag at stoppe en person, der har stjålet.

»Der sker noget med vejrtrækning og adrenalin, når man skal tage fat i nogen, for man ved aldrig, hvad man møder. Bagefter jeg er træt, fordi jeg har været oppe at køre, og fordi det tager tid. Fra vi er startet med at overvåge en person i butikken, til vi har taget ham og holdt øje med ham, indtil politiet kommer, er der måske gået en time, hvor jeg har været på.«

Men hvorfor blive ved, når en større og større del af ledergerningen efterhånden består i at håndtere kriminelle, købe overvågningsudstyr og blive vred både på tyvene og på sig selv?

Det er bare et arbejde
»Oprindeligt ville jeg være konsulent og køre rundt til butikker som sælger, men da jeg blev købmand og fik mulighed for at udvikle butikken gennem årene syntes jeg, det var megaspændende, og det er det stadig,« siger brugsuddeleren.

Det virker troværdigt, når han siger det. På vej ud af butikken fortæller han om de nye automatiske låger ved udgangen, som han bare måtte have installeret, »fordi de er fede«, og han er tydeligt stolt af slagterafdelingen, hvor de selv laver de udskæringer, der er populære blandt kunderne. Og blandt tyvene. Nogle dage senere fortæller han med en selvfølgelighed i stemmen, at »Ja ja, der har været flere tyverier siden sidst. Der er stjålet masser af kød.«

Han griner næsten, da han siger det. Et signal om, at problemet ikke forsvinder over natten, og det er pointen for ham som leder. At fokusere på, hvad han kan kontrollere.

»Jeg elsker det, jeg laver, og har lært at blive mere afklaret med, at der er noget, jeg ikke selv kan kontrollere. Der kan jo også være problemer med leverancer af varer, hvor jeg tidligere ville have ringet rundt og nærmest slået nogen ihjel for at få de varer med det samme, men måske er der bare ikke noget at gøre. Og tyverierne fortsætter, men sikkerheden for medarbejderne er det vigtigste. Vi skal huske, at det er bare et arbejde. Det er vores levebrød, men ingen medarbejdere skal sætte sikkerheden på spil.«