Fra håndboldstjerne til rejseboss: Nu er sejren ikke nok i sig selv

Som håndboldspiller var Camilla Andersen vant til at vinde. Hun var en af de centrale figurer på 90’ernes kvindelandshold i håndbold – De Jernhårde Ladies – som erobrede guld ved både EM, VM og OL. Da hun i 2000 stoppede på landsholdet, stod den vævre playmaker noteret for 846 mål – et antal, ingen før eller siden har overgået.

Siden Camilla Andersen i 2005 stoppede karrieren efter 14 sæsoner på højeste niveau, har hun nærmest ikke rørt en håndbold. »Jeg orker ikke at spille dårlig håndbold,« ler hun, da vi møder hende en torsdag eftermiddag i et kontorfællesskab nær Københavns Lufthavn. Det er herfra, hun driver virksomheden Travel Sense, et rejsebureau med speciale i sports- og virksomhedsrejser, som hun stiftede i 2002, da håndboldkarrieren nærmede sig sin afslutning.

Der er uden tvivl erfaringer fra elitesporten, mener hun, som hun kan trække på i sit nuværende job som administrerende direktør. Men det skærer nærmest i ørerne på hende, når hun hører erhvervsledere tale om ’vinderkultur’ som nøglen til succes.

Der er nemlig store forskelle på elitesportsmiljøet og dagligdagen på en almindelig arbejdsplads, påpeger hun. Og derfor skal man passe på med at se metoderne og filosofien fra sportens verden som løsningen på erhvervslivets udfordringer.

»I elitesport er udøverne klar til at ofre rigtig, rigtig meget for at blive de bedste. Men sådan er det sjældent på en almindelig arbejdsplads. Her går folk ikke på arbejde for at blive verdensmester, men for at få en god og tryg hverdag,« siger hun.

Og det har betydning for, hvor meget du kan forlange af dine medarbejdere, mener Camilla Andersen.

»Selvfølgelig vil de gerne gøre det godt, men de er næppe klar til at lægge deres liv om for at nå deres topniveau, som man nærmest tager for givet i professionel sport. Og derfor giver det for mig ikke mening at se elitesportens vinderkultur som et ideal, man som leder i en normal virksomhed bør stræbe efter,« siger hun og tilføjer, at dine medarbejdere formentlig ikke vil være motiveret af det samme som en professionel sportsudøver.

»I elitesport handler alt om at vinde. Det er det, der er drivkraften. Hvordan du når dit mål – altså processen – kommer i anden række,« fastslår hun.

Nærmest omvendt forholder det sig på en almindelig arbejdsplads, mener Camilla Andersen.

»Ledere er ofte optaget af at nå et eller andet erklæret mål for afdelingen eller hele virksomheden. Men det er næppe det, der får dine medarbejdere til at stå op om morgenen. Det handler mere om indholdet i hverdagen – at de har spændende opgaver, søde kolleger og en ordentlig chef.«

Du kan med andre ord ikke gå ud fra, at målet for virksomheden i sig selv er en drivkraft for dine medarbejdere. Eller som hun udtrykker det: »I en virksomhed er sejren ikke nok i sig selv.«

Forskelligt er ens
Camilla Andersen bruger derfor mange kræfter på at skabe en hverdag for sine medarbejdere, som er meningsgivende nok til, at de har svært ved at se sig selv arbejde andre steder end netop i det 8 mand store rejsebureau.

Det betyder blandt andet, at hun strækker sig langt for at opfylde de ønsker, den enkelte medarbejder har til rammerne for arbejdet.

Blandt andet har Camilla Andersen en medarbejder, som ved siden af jobbet på rejsebureauet spiller divisionsfodbold. Og han får lov til at passe sin træning – også selvom det betyder, at han indimellem må gå tidligt.

»Så længe jeg kan mærke, at folk brænder for at arbejde her – og selvfølgelig lægger en god indsats – så forsøger jeg at efterkomme de ønsker, den enkelte medarbejder har til rammerne for jobbet. Sådan fungerer det altså ikke helt, hvis du for eksempel spiller tophåndbold i Tyskland (Camilla Andersen har en fortid i den tyske klub Buxtehuder SV, red.),« siger hun og tilføjer: »Jeg behandler alle ens ved at behandle dem forskelligt.«

Også hendes måde at tale til medarbejderne er en anden, end den meget rå og direkte tone, hun oplevede hos flere trænere i tiden som håndboldspiller.

»Hvis du vil vinde guld, må du finde dig i træneren – også selvom det er en eller anden idiot, der står og råber dig i hovedet. Hvis jeg gjorde det samme med mine medarbejdere, tror jeg meget hurtigt, at de ville finde sig et andet sted at arbejde,« siger hun.

Derudover mener Camilla Andersen, at der kan være en uheldig signalværdi i at bruge begreber som vinderkultur i erhvervslivet. For som hun siger: »Hvad nu, hvis man ikke vinder? Så har man vel tabt? Den følelse ønsker jeg ikke at sende mine medarbejdere hjem med, hvis vi mister en kunde.«

Ansvar for egen læring
Selvom Camilla Andersen altså stiller sig kritisk over for erhvervslivets mantra om vinderkultur, så mener hun stadig, at hun som leder kan drage nytte af flere af de erfaringer, hun gjorde sig som professionel håndboldspiller.

Blandt andet lærte hun af sin tidligere landsholdskollega og senere træner i Slagelse Anja Andersen, at der er stor forskel på at træne og blive trænet. Kommer du for at blive trænet, står du passivt og venter på, at andre sætter dig i gang. Kommer du derimod for at træne, tager du ansvar for din egen udvikling og motivation. Og netop det stiller Camilla Andersen krav om til sine medarbejdere.

»Det er mig som leder, der skal udstikke rammerne og de overordnede opgaver. Men medarbejderne skal også selv tage ansvar – både i forhold til opgaverne, men også i forhold til at råbe højt, hvis de mangler udfordringer eller gerne vil prøve sig selv af i en ny retning. Det italesætter jeg over for dem.«

Hvorfor er det så vigtigt?

»Dels fordi det kan være svært som leder af afkode, hvad ens medarbejdere har brug for og bliver motiverede af. Det mener jeg godt, man kan forvente, at de tager et medansvar for. Men også fordi det bliver sjovere at gå på arbejde, tror jeg, hvis man aktivt søger i retning af det, der driver og udvikler en,« siger hun.

Men der er vel grænser for, hvad man selv kan bestemme?

»Helt bestemt. Men jeg forsøger at give mine medarbejdere plads til at påvirke deres job og daglighed – til gengæld forventer jeg så, at de også selv tager ansvar for deres motivation og udvikling,« siger Camilla Andersen, der mener, at der ligesom i sportens verden også skal være plads til fejl.

»Ellers kommer man jo aldrig til at udvikle sig.«

Men, tilføjer hun: »Jeg har det stramt med, at folk laver den samme fejl to gange. Jeg forventer, at folk lærer af deres fejl.«

Med ryggen mod muren 
Som håndboldspiller stod Camilla Andersen utallige gange i situationer, som virkede nærmest umulige at komme succesrigt ud af. Og det er en anden af de erfaringer fra sporten, der kommer Camilla Andersen til gode i jobbet som leder. 

For eksempel var hun som spiller i Slagelse med til at vende et truende nederlag til Randers i en kamp i 2004. Det stjernbesatte midtsjællandske hold var bagud med fire mål, da der manglede under to minutter. Men med Camilla Andersen blandt målscorerne nåede holdet ikke alene at hente Randers, men også at vinde kampen. 

»Som spiller lærte jeg, hvordan du skal agere, når du har ryggen mod muren.Det nytter ikke at tænke på, hvad pressen vil skrive, hvis det går galt. Eller andre ting, som er ude af dine hænder.Du bliver nødt til at have fokus på det, som du har indflydelse på. Alt andet er spild af energi. Og det ligger stadig på rygraden.«

Evnen til at holde hovedet koldt, når tingene ser allermest sort ud, gjorde hun blandt andet brug af under coronakrisen.Efter det omfattende rejseforbud i midten af marts 2020, faldtvirksomhedens indtjening til næsten nul. Nu handlede alt om få gæsterne hjem. Camilla Andersen arbejdede i ugerne efter nedlukningen i tæt ved døgndrift. »Det var,« husker hun, »fjorten meget kaotisk og rædselsfuldt dage.«

Da coronamørket sænkede sig over verden, anlagde Camilla Andersen et ”analytisk blik” på situationen. »Det var selvfølgelig nederen,« siger hun på ærkekøbenhavnsk. »Men jeg var meget hurtig til at sætte mig ned med ejerkredsen og undersøge, hvad vi havde af muligheder.«

Blandt andet tog hun en beslutning om at betale alle de kunder, der nu ikke kunne komme ud at rejse, tilbage med det samme. »Det handlede om at optræde så ordentligt som overhovedet muligt. Økonomisk var det lidt af et sats, men jeg tænkte, det ville komme os til gode, når verden igen åbnede op.«

Og det skulle vise sig at være en god beslutning. I hvert fald kom mange af de gamle kunder tilbage, da coronakrisen stilnede af. Under EM i fodbold i 2021 sendte rejsebureauet tusindvis af danske fans til landsholdets kampe i udlandet. Den opadgående kurve fortsatte ind i 2022, der endte med at blive det mest indbringende i virksomhedens historie.

Under coronakrisen kom hun til at tænke på noget, hendes forældre, som også spillede på landsholdet i håndbold, lærte hende.

»Hvis jeg mødte modgang som spiller, sagde de altid til mig: Husk nu, at du altid kan kaste og gribe i løb, tag udgangspunkt i det. De grundlæggende ting. Så kan du altid bygge på derfra. Det var også sådan, jeg tænkte, da jeg skulle finde en vej ud af coronakrisen. Det var ikke tiden til nye påfund, men til at søge ind til kernen af min faglighed, som jeg trods alt havde opbygget efter små 20 år som leder.«

Skraldespande og kufferter
En ting vidste hun: Det var vigtigt at holde fast i det team, hun var omgivet af. En perfekt sammensat gruppe med de rette fagligheder. Men også en gruppe mennesker, der ikke er bange for at »smøge ærmerne op«, som udtrykker det. Og det var der i den grad brug for.

»Noget af det, jeg lægger allermest vægt på hos mine medarbejdere, er, at de ikke er bange for at tage fat. Det betyder ikke, at de skal arbejde sig halvt ihjel, men at de i perioder også er parate til at løfte opgaver, som måske ikke er de sjoveste, men som simpelthen bare skal gøres, for at vi lykkes med det, vi er sat i verden for,« siger Camilla Andersen, der endte med ikke at udstede en eneste fyreseddel – heller ikke da lønkompensationen ophørte, og gælden fortsatte med at tårne sig højere og højere op.

Selv går Camilla Andersen ikke i vejen for at tømme skraldespande eller slæbe kufferter for kunder, fortæller hun. Og det, mener hun, er et godt tegn at sende til sine medarbejdere.

»Som leder er det selvfølgelig ikke det, jeg skal bruge det meste af min tid på. Men jeg skal også vise, at vi hjælper hinanden og er klar til at gøre en forskel der, hvor der er brug for det. Og det synes jeg, at det team, jeg har i dag, har en supergod forståelse for. Det er i høj grad deres fortjeneste, at vi er kommet så stærkt ud på den anden side af krisen.«

Kunsten er at blive ved – og stoppe i tide
Foruden klassiske dyder som flid og handlekraft hylder Camilla Andersen evnen til at blive ved, når tingene driller.

»Du kan komme langt med talent. Både i og uden for sportens verden. Men du skal samtidig være villig til at knokle for det og blive ved, når du møder modgang. Det gjorde jeg som spiller. Og det gør jeg også i rollen som leder.«

Hvordan kom det til udtryk under krisen?

»For eksempel satte jeg mig for at kradse hver en krone ind fra vores leverandører. Og det var ikke altid nemt. Men jeg er ikke typen, der giver op efter to eller tre opkald. Jeg bliver ved, indtil jeg får det, som jeg mener, vi har krav på,« siger hun og tilføjer med et skævt smil:

»Jeg kan være ret insisterende.«

Travel Sense er Camilla Andersens “hjertebarn”, som hun kalder virksomheden. Og derfor kan hun have svært ved at lægge arbejdet fra sig, selvom alle andre for længst er gået hjem. For hende er en arbejdsdag på 10 timer ikke ualmindelig.

»Jeg har et ret vildt drive og bliver nærmest stresset af IKKE at arbejde. Men det kan også blive for meget. Heldigvis er både min bedre halvdel og mine medarbejdere gode til at minde mig om, hvis jeg i perioder virker fraværende. Og så er jeg ikke bleg for at erkende, at jeg skal sætte tempoet ned,« siger Camilla Andersen, der på sigt gerne vil trappe lidt ned for at få mere tid til venner og familie. Og lidt flere ture på golfbanen.

Men lige nu er arbejdskalenderen fyldt. »Heldigvis,« siger hun. »For jeg synes stadig, det er rigtig sjovt.«

Helt samme arbejdsiver forlanger hun ikke af sine medarbejdere. »De lægger en kæmpe indsats, som jeg sætter stor pris. Men for dem er det mere bare et arbejde, det respekterer jeg fuldt ud. Der skal være tid til andre ting. Det er jo ikke elitesport, vi dyrker,« smiler hun.