Fra automekaniker til rumfarts-direktør: Niels Buus har altid sigtet efter stjernerne

Han kan af gode grunde ikke selv huske det, men for Niels Buus ligger der en særlig symbolik i, at han kun var et par måneder gammel, da Sovjetunionen i 1957 sendte verdens første satellit, Sputnik, i kredsløb om jorden, og satte en så stor skræk i livet på amerikanerne, at det blev starten på et rumkapløb, der raser den dag i dag.

Få år senere sad Niels Buus som dreng klistret til den lille sort-hvide tv-skærm i barndomshjemmet i Hvalpsund i Vesthimmerland, da han fulgte USA’s første spæde forsøg på at få først raketter – og senere mennesker - ud i rummet. 

»Det sidder fuldstændig fast på nethinden det, der skete op igennem 1960’erne, da amerikanerne begyndte at sende raketter op. Det betød også, at jeg meget tidligt fik en drøm om at blive ingeniør,« fortæller Niels Buus i podcasten Ledelse med Vilje.

Satellitter på størrelse med en liter mælk

I dag er den 64-årig nordjyde på ottende år direktør for den danske rumfartsvirksomhed, GomSpace A/S, der udvikler små satellitter på størrelse med en karton mælk, og som blandt andet kan overvåge fly- og skibstrafik. 

Trods nogle alvorlige bump på vejen er GomSpace tyvedoblet i både omsætning og antal medarbejdere under Niels Buus’ ledelse - et væksteventyr, der ikke skyldes nogen bestemt ledelsesstil, for Niels Buus, der blev kåret til Årets Leder i 2017, leder sine 200 medarbejdere meget intuitivt og går mest af alt op i, om de er engagerede og kan inspireres til at nå høje mål.  

»Jeg hører ikke til dem, der er god til at komme med de store vise ord om, hvordan man skal være leder. Jeg tager det meget ud fra, hvad det er jeg føler, jeg skal have gennemført. Og så prøver jeg at finde de virkemidler, der gør, at man kan få mennesker med på at gøre det,« siger Niels Buus og tilføjer:

»Det, der kendetegner mig, er nok, at jeg altid har en sag, noget vi skal have gennemført. Det kommer før det at være leder for mig. Det er utroligt vigtigt, at alle føler sig motiverede og også tager noget trodsfølelse med på arbejdet. Jeg lægger stor vægt på at få skabt en situation, hvor vi hele tiden forsøger at gøre det svære, og når lidt mere end konkurrenterne. Det kræver, at medarbejderne i perioder skal være indstillede på at præstere hårdt,« siger Niels Buus.

Drømmen om at blive ingeniør

Hvordan han udfører sin ledelse i praksis - og hvordan han får medarbejderne til at trives med de benhårde krav - vender vi tilbage til. 

Allerførst skal vi lige have på plads, hvordan han overhovedet endte i rumfartsbranchen. For i mange år havde hans karriere en helt anden retning.

Selv om han allerede som dreng blev håbløst ramt af rumfartsbacillen, startede Niels Buus i en noget mere jordnær branche. Nemlig som automekaniker.

»Jeg kom aldrig i Realskolen, fordi jeg nok var for utålmodig og ikke lyttede efter i timerne. Så jeg gik 10 år i skole, og bagefter valgte jeg så at blive automekaniker,« siger Niels Buus.

Ingeniør-drømmen slap ham dog aldrig helt. Når han hjalp til på det lokale bibliotek, kredsede han tit om en lille kassette med titlen ’Hvad kan du blive?’

»Den der gule kartonseddel, hvor ingeniørjobbet blev beskrevet, har jeg godt nok kigget på mange gange. Det var drømmen,« siger Niels Buus.

Voldsom generthed

Fire år efter at han var blevet færdig som automekaniker, tog han springet, og indskrev sig på civilingeniørstudiet på Aalborg Universitet. Det var i 1978, og Niels Buus måtte både slås med en voldsom generthed – og med sit sprog:

»Jeg snakkede meget bredt jysk. Det var der godt nok ikke nogen andre, der gjorde på universitet, men det gjorde jeg, og jeg tror, at det har været med til at give mig en tilbageholdenhed på mange måder,« siger Niels Buus.

Igennem et helt år øvede han sig sammen med sin kone på at tale rigsdansk. Og turde til sidst også bruge det uden for hjemmets vægge. 

Genertheden er det først i moden alder lykkedes ham at få bugt med.

»Jeg fik engang lavet en personlighedstest, hvor jeg fik at vide, at jeg var ekstrovert. Det var godt nok ikke lige det, jeg have regnet med. Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg nok er en lidt sjov kombination af generthed, der ligger hen over noget ekstrovert. Og det er først i de senere år, at genertheden er kommet i baggrunden, og jeg tør stille mig mere frem,« siger Niels Buus.

Har altid gerne villet præge tingene

Genertheden har dog på ingen måde været en hindring for karrieren. Meget tidligt satte Niels Buus kursen mod stjernerne.

»Jeg har altid haft et stort ønske om at blande mig der, hvor beslutningerne bliver taget, og være med til at præge tingene omkring mig,« siger han selv.

Efter nogle år som udviklingsingeniør læste han først optik på Imperial College i London, men besluttede sig så nok engang for at skifte spor og tog en Sloan Fellowship-master på London Business School. Her blev han skarpere på klassiske ledelsesdiscipliner som strategi og regnskab.

»Et halvt år efter jeg kom hjem, var jeg blevet chef for mine egne chefer i den afdeling, jeg kom fra. Så det lykkedes ret hurtigt at få sat gang i karrieren på den måde,« siger Niels Buus.

Over de næste år fik han prøvet sig af i forskellige chefjob. Målet var at bygge karrieren op i en af de større virksomheder, ’og på den måde komme helt til tops’, som han udtrykker det.

»Jeg har aldrig haft en decideret karriereplan, men jeg har haft et præstationsgen, der har drevet mig frem imod, at jeg hele tiden skulle lukke nogle nye døre op. Og der har været nogle trin, jeg gerne ville prøve at tage«. 

For meget entreprenør

I Terma var han godt på vej til at nå til tops, da han blev udnævnt til direktør for radardivisionen. Men selv om han havde 150 mand under sig, havde han svært ved at tie stille i chefkredsen, når det nok havde været det klogeste. Og han blev mere og mere utilpasset, fordi han følte, at han skulle lukke for meget ned for sig selv.

»Jeg kunne ikke se det dengang, men der er for meget entreprenør i mig til at være i de større virksomheder. Og derfor traf jeg beslutningen om at tage ud i en lille virksomhed,« siger Niels Buus.

Valget faldt på it-virksomheden Gatehouse i Aalborg med bare 16 ansatte, hvor han overtog cheftøjlerne netop som en global it-krise slog ned.

»Historien lyder meget bedre bagefter, end den gjorde på det tidspunkt, for lige da jeg ankom, blev skrænten bare dybere og dybere. Jeg måtte kigge på min egen økonomi for at se, hvor længe, jeg kunne betale husleje, hvis det gik galt. Men vi startede med at skære ned, og byggede ellers på derfra,” siger Niels Buus. 

Missionen lykkedes: Da han stoppede i Gatehouse, var der 95 medarbejdere; virksomheden var vokset med 30 procent om året og blev to gange kåret til Årets Entreprenør i Nordjylland.

Nød at være ’orkesterlederen’

I Gatehouse oplevede Niels Buus for første gang, hvad det ville sige at være ’orkesterlederen’. Og nød det i fulde drag. Måske fordi han opdagede, at han også havde et stort entreprenør-gen.

»Det var en kæmpe oplevelse, da det gik op for mig, hvor meget man kan påvirke, hvis man virkeligt vil det og kaster noget energi i det. Der er en årsag til, at det ikke er de etablerede virksomheder, der laver de nye store vækstscenarier; de har deres faste måde at arbejde på, og dem kan man ikke rokke ved. Det kan man i den lille virksomhed. Man kan sætte sig de mål, man vil, og beslutte sig for at gå efter dem,« siger Niels Buus.

Det samme, utæmmede entreprenør-mindset har han taget med sig ind i GomSpace, som han først var bestyrelsesformand for i syv år, indtil han blev spurgt, om han ville overtage direktørposten. 

På det tidspunkt – i 2014 - var han 58 år og havde egentlig tænkt sig, at han skulle slutte karriere som professionelt bestyrelsesmedlem, koblet med lidt freelance-opgaver for virksomheder, der havde brug for en hjælpende hånd.

»Jeg havde bestemt ikke tænkt mig, at jeg skulle tilbage som administrerende direktør, men det endte sådan alligevel. Det var for fristende; det var virkeligt en entreprenørvirksomhed, og jeg kunne se et fantastisk potentiale,« siger Niels Buus.

Rumfart er teamwork

Da han blev ansat som direktør, var han medarbejder nummer 10. I dag er GomSpace en internationalt orienteret virksomhed med datterselskaber i blandt andet Sverige, Luxembourg, Frankrig og snart også Spanien – og både omsætning og antal medarbejdere er steget voldsomt. 

I 2017, da Niels Buus blev kåret som Årets Leder, lød begrundelsen da også, at han havde skabt ’en virksomhed i international klasse og en virksomhed i kraftig vækst’.

»Det er virksomheder som GomSpace, vi skal leve af i fremtiden,« sagde Ledernes formand, Svend Askær, i sin hyldesttale, hvor han også betegnede Niels Buus som ’en synlig og meget visionær leder’.

Så store ord får man aldrig Niels Buus til at bruge selv. 

»Vi stod med en virksomhed med et kæmpe potentiale, og det havde vi en forbandet pligt til at kaste os ud i og få det bedst mulige ud af. Og så har vi bare været indstillet på at kæmpe som gale hele vejen igennem,« lyder hans forklaring på succesen.

Kræver dedikation

Når Niels Buus bliver spurgt ind til, hvad ’han’ har gjort, svarer han ofte med et ’vi’. Og det er ikke noget tilfælde.

»Jeg gør ikke noget alene. Det her er større end en enkelt person. Det, vi arbejder med, er meget kompliceret. Der er ikke nogen mennesker, der kan lave en satellit alene. Der er ingen mennesker, der kan alle de forskellige fagområder«. 

Den dedikation, han selv udstråler som øverste leder, forventer han også, at medarbejderne kan levere. Også selv om de i perioder skal arbejde solen sort.

»Der vil være situationer, hvor det er hårdt ind til benet, og så gælder det om at få hvilet og få slappet af i andre situationer. Det er faktisk ikke et problem at få folk til at arbejde hårdt; det er et større problem at få dem til at tage den hvile, der skal til indimellem,« siger Niels Buus.

Han understreger, at han som leder har et stort ansvar for, at medarbejderne ikke arbejder konstant i ren iver og begejstring.

»Vi kigger da efter, om der er nogle, det gør for ondt på. Det er vi meget obs på. Når man er så engageret, som vores folk er, kan man godt glemme sig selv i nogle situationer. Det er vigtigt at have for øje,« siger GomSpace-chefen.

Han tilføjer, at medarbejderne også har store frihedsgrader.

»Der er ingen, der kigger efter, hvornår folk kommer på arbejde og hvornår de går igen. Vi kigger efter, hvad de når, og hvad vi får lavet færdigt«. 

Alle er ’rumtosser’

Når medarbejderne accepterer det hårde slid og de af og til ultrastramme deadlines, hænger det i høj grad sammen med den branche, de arbejder i. Medarbejderne er mindst lige så tossede med rumfart, som chefen er det, og mange rejser gerne til den anden ende af kloden – for eksempel til Aalborg – for at få lov at arbejde med deres passion. 

»Vi kan godt rose os af at være rigtig gode ledere, men det er altså lidt nemmere at være leder i en rumfartsvirksomhed, end det er i en grusgrav, uden at sige noget dårligt om det. Det tiltrækker rigtig mange mennesker, fordi der er nogle ting, som er større end virksomheden som sådan,« siger Niels Buus.

Fordi rumfart er så attraktiv en branche, har GomSpace nemmere ved at tiltrække de bedste hoveder fra hele verden.

»Udenlandske rumingeniører vil meget gerne arbejde her. Det gør, at vi kan få medarbejdere i verdensklasse«. 

Når en af GomSpaces satellitter sendes ud i rummet, har ingeniørerne og projektlederne brugt halve og hele år på projektet. Og forløsningen er enorm, når det går godt.

»Det er næsten lige som en fødsel. Vi kan sidde 30 mand her i Aalborg kl. 05.00 om morgenen for at følge med, og folkene er vanvittigt stolte over det«. 

Da tilliden brast

Lige nu er GomSpace i en situation, hvor der står endnu mere vækst og nye ansættelser på dagsordenen. Men sådan var det ikke for fire år siden, hvor virksomheden ud af det blå mistede en vigtig kunde, og Niels Buus måtte afskedige næsten 100 medarbejdere.

»I sådan en situation mister medarbejdernes tillid i alvorlig grad, og den skal man arbejde hårdt for at få igen. Vi har nu fået en ny stor kunde og er på vej fremad igen, men man kan ikke gå igennem sådan et forløb uden at folkene tænker, om de nu kan stole på, hvad der foregår,« siger Niels Buus.

I krisesituationen valgte han meget åbent at fortælle, at det var ham, der sad med ansvaret. Og at han ikke agtede at løbe fra det.

I ikke-krisetider handler Niels Buus’ ledelsesmanual i høj grad om, hvordan han kan håndtere og motivere medarbejderne bedst:

»For mig handler ledelse om en god del menneskeforståelse, hvor man prøver at læse, hvad det er mennesker trives på, og hvad det er, der driver dem. Det kræver selvfølgelig også en vis strategisk forståelse at være leder, og man skal vide, hvad man vil, og hvorfor man vil gøre det, hvis man vil have nogen til at lytte. Og så har man efter min mening brug for en faglig forståelse. Det nytter ikke noget at være virksomhedsleder, hvis ikke man mere eller mindre forstår et regnskab eller det produkt, du laver,« siger Niels Buus og tilføjer:

»Men det vigtigste er nok, hvis man virkeligt kan sætte kulør på visionen og de mål, man skal nå sammen, for så er der rigtig meget energi i mange mennesker«. 

»Der skal ske de rigtige ting”

På vej mod de 65 år lyder Niels Buus meget determineret, når han slår fast, at han ikke er på vej til at stoppe i GomSpace lige foreløbig. Men alle kan jo nok regne ud, at det kommer til at ske på et tidspunkt, siger han.

»GomSpace ender med at være den virksomhed, jeg har været længst tid; det havde jeg slet ikke set komme. Men virksomheden betyder virkeligt meget for mig, og det er utroligt vigtigt for mig, at der kommer til at ske de rigtige ting. Så jeg skal gøre alt for at lægge tingene klar til den næste CEO«. 

Når dagen kommer – og det kan ifølge Niels Buus blive om ’3, 6 eller 9 år’ – vil han følge lige så interesseret med fra sidelinjen, som da han fulgte USA's rumprogram som dreng i 1960’erne hjemme i Hvalpsund uden for Aalborg.

»Vi står med noget, der virkeligt har et stort potentiale, og som kan blive ved med at vokse i mange år ud i fremtiden. Der vil fortsat være en kæmpe interesse for rumfart, og vi har kun lige set starten på eventyret,« siger Niels Buus.