Måtte fyre nære direktionskolleger
I dag er hun meget fast i kødet, når hun slår fast, at det var den bedst mulige plan, der kom ud af de mange måneders intensive drøftelser i direktion og bestyrelse.
»Jeg synes, at det var en pissegod plan, og den bedste, man kunne lave, ud fra de rammer, der var. Vi – og jeg – havde gjort vores bedste, og det er for mig kernen i at komme igennem en så hård periode, at man selv føler, at man har truffet nogle gode beslutninger,« siger Maria Rørbye Rønn.
Hendes hovedfokus var, siger hun i Ledernes podcast Ledelse med Vilje, der er optaget før den seneste fyringsrunde, på de omkring 400 ud af ca. 3500 DR-medarbejdere, der dengang blev fyret. Men det, der pressede hende allermest undervejs i processen, var, at hun måtte bede sin egen direktion om at deltage aktivt i udarbejdelsen af planen, samtidig med at hun vidste, at hun måtte sparke nogle af dem ud i kulden undervejs i processen.
»Det var meget hårdt, for det var en utroligt dedikeret direktion, hvor alle bød ind, og alle tog ansvar. Det er utroligt krævende at vide, at på et tidspunkt skal vi ikke bare tale kanaler og genrer, og hvor besparelserne skal tages – så handler det også om hvilke direktørområder, der skal helt væk. Der måtte jeg bare være ærlig og sige fra starten af, at det spor stod jeg selv for.«
Så sideløbende med at direktionen arbejdede loyalt på at finde konkrete besparelser og synergier, udpegede Maria Rørbye Rønn i al hemmelighed sammen med bestyrelsen de direktionsmedlemmer, hvor stillingerne skulle nedlægges. Det var fyringer af medarbejdere, der var økonomisk godt stillede, så på den måde var det ikke svært. Men det var samtidig Maria Rørbye Rønns allernærmeste og mest loyale kolleger, og i sidste ende stod hun alene med beslutningen, som hun kalder en af de mest krævende opgaver, hun har skullet løse i et af de mest udskældte job, der findes herhjemme.
»Når der er krise og tingene spidser til, og man selv står helt ude på vippen, så er det ensomt at være generaldirektør. Det er hårdt at være den øverste i sådan nogle sammenhænge, fordi det er et kæmpe ansvar og byrde, der hviler på ens skuldre, indtil man ved, at man er kommet igennem, og at tingene er blevet håndteret bedst muligt,« siger Maria Rørbye Rønn.
Var der slet ingen, du kunne læne dig op ad og søge støtte hos?
»Nej. I sådan en situation er du alene. Jeg kunne ikke indvie min familie i kompleksiteten i alle de problemstillinger, og det var også helt udelukket at diskutere det med nogen i mit netværk.«