Dialog i krisetider
Diversitet eller ej, så er blinde vinkler og kriser uundgåelige som leder. Det har Eva Berneke i særdeleshed mærket i rollen som administrerende direktør i KMD. Da hun begyndte i jobbet tilbage i 2014, blev det starten på en tid med en række udfordringer og skeletter, der er væltet ud af skabet, som hun selv udtrykker det.
Den helt store var krisen med det fejlbehæftede it-system EFI, som KMD var leverandør af, og som i 2019 kostede virksomheden over 100 millioner kroner, da den indgik et forlig med Skatteministeriet. Med forliget anerkendte KMD sin del af ansvaret for at udvikle et automatisk inddrivelsessystem, der aldrig kom til at leve op til aftalen med ministeriet.
Som koncernchef, hvor meget er du så nede i detaljerne i arbejdet med krisehåndtering?
»Det er meget forskelligt. Med nogle af krisehåndteringerne har jeg været meget nede i detaljerne, fordi det har været meget store beløb og meget store risici, hvor bestyrelsen har været meget tæt på, Og så bliver du nødt til at have styr på detaljerne.«
»Men jeg behøver ikke at sidde med i alle krisestyringsmøderne selv. Det er i hvert fald den måde, jeg fungerer på. Når jeg kan se, at der er nogen, der godt kan tage ansvar, så er det bare med at få det delegeret til gruppen og så bevæge sig videre i andre retninger.«
Løsningen på problemerne er ikke at fyre de ansvarlige som det første, mener Eva Berneke. Hendes tilgang er dialog, og hun har gennem karrierens udfordringer lært at tage en dyb indånding og starte med at lytte, selvom hun sommetider har haft mere lyst til at skælde ud.
»Hvis man starter med at fyre dem alle sammen, fordi man er hidsig over, at det er gået galt, så er man bare ude på endnu dybere vand med det samme, fordi de sidder med viden og kompetencer. Så ofte kræver det, at man sætter sig ned sammen med de folk og snakker om, hvordan vi får fundet en vej frem i dette morads. Man bliver nødt til at arbejde sammen med sit team, for man er ikke en enmandshær som leder.«