Da Thomas Egebo droppede sit chefjob, indså han, hvor sjovt ledelse er

Nogle finder aldrig deres rette hylde. Og så er der andre, der havner lige præcis der, hvor de skal være.

Til sidstnævnte kategori hører Thomas Egebo.

Når han i podcasten Ledelse med Vilje fortæller om sine snart 35 år med ledelse, er der ét ord, der i særlig grad går igen: ’Sjovt’. Faktisk bruger han ordet hele 19 gange i løbet af udsendelsen, og næsten lige så mange gange – 14 – bruger han ordet ’fedt’. Og så er der hans mange karakteristiske små grin, som vi helt må opgive at tælle.

Det er ellers ikke ord som ’sjovt’ og ’fedt’, der ligger ligefor, når man skal beskrive de job, Egebo har bestredet gennem sin karriere. Nok mere noget i retning af ’alvorligt’, ’seriøst’ og ’ansvarstungt’.

Det gælder posterne som departementschef tæt på magtens centrum, som han varetog i skiftende ministerier fra 2001 og 16 år frem. Og det gælder hans nuværende stilling som administrerende direktør i den statsejede virksomhed Energinet, der er ansvarlig for den overordnede transmission af el og gas i Danmark.

Så hvad er det ved det tunge ansvar som topchef, der bringer smilet og grinene frem hos den 63-årige aalborgenser? I hvert fald ikke noget, han som ung mand uden en fast fremtidsplan var klar over, da han bladrede i ’Hvad kan jeg blive?’

Første skridt
Det var langt fra givet, at Thomas Egebo skulle gå ledervejen. I gymnasiet var det matematikken, der trak mest i ham. Så da han havde studeret bogen over mulige fag, han kunne vælge, besluttede han sig for at søge ind på cand.polit. for at blive økonom. Sideløbende med studierne i København blev han studentermedhjælper i Finansministeriet, som havde et samarbejde med OECD, og da den mellemstatslige økonomiske organisation på et tidspunkt manglede en fuldmægtig i Paris, rakte Egebo hånden op, eventyrlysten, som han var. Og sådan endte det med, at han på dagen, hvor han afleverede sin afsluttende opgave på universitetet, gik ned på hovedbanegården med sin hustru og nyfødte datter og hoppede på et tog til den franske hovedstad.

Opholdet i Paris var lærerigt. Egebo lærte at samarbejde med mennesker fra hele verden. Men efter fem år begyndte familien, der nu var blevet til fem, at savne livet i Danmark. Så da Thomas Egebos gamle chef i Finansministeriet ringede og tilbød ham et job som kontorchef, var beslutningen lige til. Udenlandseventyret var slut. Og hjemme ventede det, der skulle blive det første skridt i en lang lederkarriere.

Dybvandskastning
Det var en anden tid, forklarer Thomas Egebo, da han i 1993 gik ind ad døren i Finansministeriet til sin nye tilværelse som leder. Dengang blev ledelse ikke set som et fag i sig selv:

»Hvis du var god til at skrive notater, kunne noget med økonomi og på anden vis rummede et eller andet fagligt, så var du også god nok til at blive kontorchef.«

Selv anede han ingenting om ledelse. »Som i absolut nul,« som han udtrykker det. »Det, jeg var udsat for, var en form for dybvandskastning.«

I hans hoved var ledelse en administrativ opgave. Noget med at holde styr på nogle lister med opgaver. Hurtigt fandt han ud af, at lederrollen mere end noget andet handler om mennesker. Om at motivere, skabe trivsel og få medarbejderne til at præstere. Spørgsmålet var hvordan.

»Jeg var frygtelig nervøs over det og meget famlende,« husker han. Han lagde masser af timer og energi i jobbet, forhippet på at lykkes, og lærte lidt efter lidt faget ‘by doing’. Blandt andet indså han, hvor vigtigt det er at snakke med medarbejderne om den værdi, de hver især skaber. Og at du som leder er nødt til at vise, hvem du er, og hvad du står for.

Den ihærdige indsats gav pote. Medarbejderne tog deres nye chef til sig. Og de kunne se meningen med arbejdet. Snart blev kontoret det sted, hvor de brugte langt de fleste af deres vågne timer. »Vi havde det,« forklarer Thomas Egebo, »virkelig sjovt!«

Ahaoplevelse
På trods af medvind i jobbet som kontorchef flyttede han efter to et halvt år igen tilbage til Paris med sin hustru, som savnede livet i byernes by. Igen fik han job hos OECD i en slags teamlederstilling, der dog ifølge ham selv ikke var et rigtigt chefjob, men mere handlede om at skrive rapporter.

Det var måske også fint. Han så stadig mere sig selv som en »videnskabelig, klog økonom« end som leder.

Men noget var forandret i ham.

De opgaver, han tidligere havde set som meningsfulde, var begyndt at kede ham. Han savnede at have mennesker omkring sig. Han savnede den tempofyldte hverdag. Han savnede at være med til at »flytte ting«. Og så gik det op for ham: Han savede at være leder.

»Jeg havde ikke opdaget, hvor fedt jeg egentlig synes, det var at være kontorchef for 15 mennesker, arbejde med 30 problemstillinger på én gang og træffe nogle meget vigtige beslutninger. Det er virkelig skægt!«

Allerede året efter var Thomas Egebo tilbage i Danmark og Finansministeriet, denne gang som afdelingschef, og nu med en erkendelse af, at det var som leder, han skulle gøre karriere. Og det må man sige, han lykkedes med.

Ikke en diktatorisk ting
Da han i 2018 forlod jobbet som departementschef i Energi- og Klimaministeriet for at sætte sig i stolen som øverste chef i Energinet, var han den næstlængst siddende af de daværende departementschefer i centraladministrationen.

Han har med andre ord en vis erfaring med at sidde i magtens inderste cirkler. Men også med at agere i et farvand, hvor bølgerne kan gå højt og stormvejret blive så voldsomt, at det kan være vanskeligt at se vejen frem. Som i 2009 til COP15 i Danmark, hvor Klimaministeriets chefforhandler måtte forlade sin post efter intern uro og anklager om bilagsrod og topmødet senere blev stemplet som en regulær fiasko. Alene oplevelsen med COP15 kunne formentligt få mange til at søge andre og mere fredelige steder hen. Men ikke Thomas Egebo.

Han trives med at sidde med ved magtens bord, hvor man føler, man er med til at træffe nogle vigtige beslutninger for samfundet. Men, tilføjer han: Det er ikke det store beslutningsmandat, der for ham er det mest givende ved at være leder. Det er derimod, når man lykkes med at få medarbejderne til at se en større mening med arbejdet.

»Ledelse er jo ikke en diktatorisk ting, hvor lederen bare bestemmer alt. Tværtimod handler ledelse om at få en flok mennesker til præstere og levere noget,« siger han.
Og det kan man kun lykkes med, mener han, hvis ens medarbejdere kan se, hvorfor det, de arbejder med, er vigtigt.

Blandt andet derfor fik Thomas Egebo i sin tid i Trafikministeriet trumfet igennem, at ministeriet skulle ændre navn til Transport- og Energiministeriet, da energiområdet blev flyttet til ministeriet. Trafik lød ikke som noget, man ville arbejde med. Og slet ikke for. En af hans afdelingschefer havde det med at sige til folk på sin hjemstavn, at han arbejdede i centraladministrationen. Så slap han for at afsløre, hvor han i virkeligheden havde sin daglige gang.

»Det lyder meget plat, men vi brugte navneændringen som et springbræt til at skabe samling og stolthed i ministeriet. Trafik er noget med propper på motorvejen. Mens transport er noget med at skabe mobilitet i samfundet. Det kunne folk se formålet med.«

Retning i kaos
Behovet for at skabe mening for medarbejderne er ikke blevet mindre i en verden, der fremstår mere kaotisk og usikker end længe – det gælder ikke mindst på energiområdet, der lige nu er en del af et storpolitisk spil. Men den udfordring tager Thomas Egebo gerne op.

»Man kan godt være bekymret for rigtige mange ting, men rent ledelsesmæssigt synes jeg, det er energigivende og meningsfuldt at forsøge at omsætte usikkerheden til en klar retning, som giver mening for medarbejderne. Hvis man kan lykkes med det som topchef, så tror jeg, man er kommet et godt sted hen. For så er det, at medarbejderne for alvor får lyst til at give den en skalle,« siger han.

Og det er netop udfordringen med at få holdet til at præstere, spille sammen og arbejde mod et fælles mål, som for Thomas Egebo stadig gør det ”fedt” at stå op om morgenen og gå på arbejde.

Trods sine 63 år og en lang, uafbrudt årrække som topleder har Thomas Egebo hverken planer om at trappe ned eller trække sig tilbage.

»Så længe, jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel, så synes jeg, at det er superfedt at gå på arbejde. Altså, det er jo ret fedt, at man på en måde kan beskæftige sig med noget, der næsten er blevet ens hobby,« siger Thomas Egebo, inden podcastoptagelsen er slut, og han opdager en sms på sin telefon: »Ring straks tilbage,« står der.

Sådan er det at være topchef. Men Thomas Egebo kunne ikke forestille sig noget bedre at tage sig til.