Integreret i Glumsø
Opholdet i det mennesketomme og råkolde Karrebæksminde blev heldigvis en kort fornøjelse. Efter nogle måneder flyttede familien til Glumsø, hvor Braw Bakirs fader og moder fik job som henholdsvis tømrer og ernæringsassistent. Og på den måde fik vristet sig fri af offentlig forsørgelse.
Braw Bakir kom selv i en dansk folkeskole, hvor de andre elever var et par år yngre end ham. Han sloges en del med sproget, men i forhold til at blive integreret i det danske samfund, var Glumsø nærmest det perfekte sted, siger han i dag.
»Vi kom til en by, hvor vi var de eneste udlændinge, og den skole, vi gik i, havde ikke nogen kompetencer eller viden om, hvordan man integrerer sådan nogle som os. Så vi blev bare kastet ind i en dansk klasse. Selvfølgelig var det hårdt de første måneder på grund af sproget, men det var også en fed tid«.
Folkene i Glumsø tog godt imod den kurdiske familie. Masser af forældre ringede for at lave legeaftaler, og Braw Bakir erindrer ikke, at nogle så skævt til dem, fordi de var vokset op i Irak. Og modsat nogle børn af flygtninge-forældre kom han aldrig i dårligt selskab.
»Når teenagere kommer på kant med loven, eller laver ting, de senere fortryder, så er det ofte fordi de havner i de forkerte miljøer eller møder de forkerte mennesker. I Glumsø var der ikke nogen at møde, og der var slet ikke nogen forkerte miljøer,« siger Braw Bakir.
Klasselærer banede vejen
Det var der heller ikke i Ringsted, der blev familiens næste stop et par år senere. Der var her, han fik sit første job i Netto.
»Jeg ville gerne ud og bidrage med noget, og jeg ville gerne have nogle venner, for jeg havde ikke så mange, ud over dem jeg kendte i skolen,« fortæller han i dag.
Jobbet fik han takket være sin klasselærer, der kendte en butikschef i Ringsted, og lagde et godt ord ind for ham. Hun fortalte butikschefen, at den da 16-årige Braw var en meget viljestærk ung herre, der ikke havde noget imod at slås for tingene.
»For nylig var jeg til butikschefens afskedsreception. Jeg blev faktisk meget rørt, for hun har betydet meget for mig. Hun gav mig chancen, selv om jeg stadig talte ret gebrokkent dansk,« siger Braw Bakir.
Som servicemedarbejder i Netto i Ringsted fik Braw Bakir for første gang fornemmelsen af at være havnet på rette hylde. Han fik både venner, masser af ansvar og følte glæde ved at bidrage til det danske samfund.
»Jeg opdagede også, hvordan man bruger masser af ironi og humor i Danmark, og det har fulgt mig lige siden. Jeg insisterer på, at vi skal kunne have det sjovt sammen, når vi nu bruger så mange af døgnets vågne timer sammen, som tilfældet er, når man arbejder i detail,« siger Braw Bakir.