Ville du også droppe din egen karriere, hvis dit barn kunne blive verdens bedste tennisspiller?

Da Holger Rune løftede trofæet i vejret på grusbanen i München efter sin første ATP-turneringssejr blot et par dage efter sin 19-års fødselsdag, zoomede tv-kameraet hurtigt ind på hans mor, Aneke Rune, der jublende så til fra tilskuerpladserne.

Mens den unge danske tenniskomet fik overrakt en check på omkring en halv million danske kroner, og dertil et par ægte tyske Lederhosen samt en kongeblå BMW-elbil, løb der en masse tanker igennem hovedet på Aneke Rune.

»Jeg var selvfølgelig utroligt glad på hans vegne. Men det mest tilfredsstillende for mig i det øjeblik var, at han var lykkedes med de ting, vi havde arbejdet med hele den uge, turneringen varede, først og fremmest det mentale,« siger Aneke Rune.

At hun selv har spillet – og fortsat spiller - en helt central rolle i sønnens fremmarch mod verdenstoppen, fyldte ikke nær så meget i hende under vinderceremonien i München. For hende er det en helt naturlig ting, at hun har måttet sætte sin egen karriere på standby for at hjælpe sønnen med at få opfyldt sine drømme.

»Min opgave som forælder er at støtte mine børn, så de kan udleve deres egne drømme, og at elske dem, lytte til dem og give de bedste råd, jeg kan, og så ærligt, jeg kan. Men det er ikke mine ambitioner, de skal opfylde. Ilden skal komme fra dem selv,« siger Aneke Rune.

Egen karriere på standby

Siden Holger Rune som bare 12-årig udviste et helt særligt talent for tennis, har den 51-årige erhvervskvinde fulgt med ham rundt i verden fra turnering til turnering. I de første år kunne hun sagtens passe sit eget firma, der blandt andet leverer drikkevandskølere til private husholdninger og firmaer, men i takt med at sønnens karriere har taget fart, har hun måtte skrue voldsomt ned for sine egne forretningsambitioner.

Hvor mange ledere, tror du, ville gøre det samme, altså skrue ned for virksomheden for at hjælpe sine børn?

»Jeg tror ikke, at en mand ville frasige sig det store forretningspotentiale, der faktisk ligger i mit firma, for at hjælpe sine børn. Det tror jeg simpelthen ikke. De fleste mænd ville nok have tænkt, at det simpelthen er for god en business, som det ville være for åndsvagt at opgive,« siger Aneke Rune og tilføjer så grinende:

»Der ligger selvfølgelig nogle slatne morfølelser et eller andet sted, som har fået mig til at give efter for de små børn.«

’De slatne morfølelser’ er i høj grad en udløber af hendes egen barndom, hvor opbakning og støtte ikke var en given sag.

Balletdrømmen brast

Aneke Rune var balletbarn på Det Kgl. Teater og havde sat sig for, at hun skulle gøre balletten til sin karriere. Den drøm måtte hun opgive allerede som 10-årig, da hendes far døde af kræft.

»Pludselig stod min mor uden en mand og med tre små børn. Hun var ikke i stand til at støtte os følelsesmæssigt, fordi hendes eget liv kollapsede, da min far døde. Jeg selv og mine to søskende, der også gik på Det Kgl. Teater, kom i en almindelig skole i stedet. Det var noget af en omvæltning og bestemt ikke særlig sjovt,« siger Aneke Rune.

Hvad har din egen barndom betydet i forhold til den måde, du håndterer Holger og hans storesøster, Alma?

»Det sjove ved at blive forælder er, at du får en chance for at gøre ting anderledes. Og jeg har haft det sådan, at hvis mine børn har nogle drømme om et eller andet, jamen så vil jeg gerne hjælpe dem til at de kan gå i opfyldelse, uanset hvad det kræver.«

Da balletdrømmen brast, kastede Aneke Rune sig i stedet over erhvervskarrieren. I 1990’erne arbejdede hun i et firma, der leverede kildevandskølere på dunke. Datteren Alma var på det tidspunkt begyndt i vuggestue, og Aneke Rune havde det skidt med at arbejdet betød, at hun altid hentede hende som en af de sidste.

»Jeg havde det ikke godt med det, selvom pædagogerne sagde, at hun hyggede sig, så jeg sagde mit job op og gik solo i stedet. Pengene var små i starten, og vi stod og reparerede maskinerne på køkkenbordet derhjemme, men det at jeg kunne disponere min egen tid, opvejede det hele,« siger Aneke Rune.

Tennis fyldte det hele

Mens Alma Rune har forfulgt en karriere som model og i dag er godt på vej i forretningslivet, har tennis fyldt det meste for Holger Rune, siden han var helt lille.

Som fireårig sad han i timevis og studerede andre tennisspillere og var fast inventar, når hans storesøster spillede kamp. Da han endelig fyldte seks og fik lov at spille selv, gik det hurtigt.

»Han var jo fyr og flamme fra start. Han stod ude i haven og slog en skumbold op ad væggen, så hans far var ved at blive sindssyg. Og så blev han bare hurtigt bedre, end de andre. Det gør du jo, når du øver dig.«

Hvornår opdagede du første gang, at hans talent måske var noget helt særligt?

»Da han var ni år, spillede han DM i U12-rækken og gik i kvartfinalen. Dér tænkte jeg, at han nok ikke var helt tosset. Kort efter var han med til at vinde europamesterskabet for U12-hold både indendørs og udendørs, og så kunne vi godt se, at vi nok skulle prøve at spille nogle internationale turneringer for at måle ham med de bedste.«

Tænkte du allerede dengang, at du var nødt til at gå all in på hans karriere?

»Det blev sådan en glidende overgang. I begyndelsen var det en enkelt rejse en gang om måneden, og så er det blevet mere og mere, og nu er det nærmest blevet et fuldtidsjob,« siger Aneke Rune, der på den måde ikke kan se tilbage på et bestemt tidspunkt, hvor hun tog en principbeslutning om at skrue ned for karrieren. Det er bare sket, fordi hun grundlæggende har valgt, at børnene er vigtigere.

Børn – ikke en industri
Da Lederstof.dk interviewede hende i hjemmet i Skovshoved, havde hun og sønnen været i Danmark et par dage. Men kufferterne var allerede pakket til næste tur. Dagen efter fløj de to til Rom og derfra videre rundt i Europa de næste fire uger.

Prøv at forklare, hvad det er du hjælper Holger med på rejserne, og hvorfor han synes, at det er en god ide?

»Grunden til, at jeg startede med at rejse med Holger, var faktisk, at jeg syntes, at han var for lille til at rejse alene. Rundt omkring til turneringerne mødte jeg 12-årige, der var afsted uden deres mor eller far. Det syntes jeg simpelthen var for businessagtigt. Det er jo ikke en vare eller en industri, men nogle børn, der bare er glade for at spille tennis. Jeg synes, at det er vigtigt, at du har et godt miljø omkring dig hele tiden, og det er nok også medvirkende til, at Holger synes, at det er så skidehyggeligt, at vi rejser sammen.«

Som fast inventar på tennis-touren fungerer Aneke Rune både som praktisk gris, lynafleder og uofficiel coach. Hun står for alt det praktiske omkring rejser og logistik, og datteren og hendes mand hjælper hjemmefra til med regnskaber, rejseafregninger og kontrakter. Og så følger Aneke Rune sønnens træning og kampe minutiøst.

»Holger vil rigtig gerne have, at jeg ser alle hans træninger; det har jeg gjort, siden han var helt lille. Jeg har et falkeblik på, om han arbejder rigtigt med sine øvelser,« siger Aneke Rune, der understreger, at det er træneren, der har det sidste ord, når det gælder teknik, taktik og fysisk træning.

Store krav og ærlighed
Hun indrømmer dog blankt, at hun selv stiller store krav til sønnen.

»Det gør jeg jo. Og jeg er ærlig. Hvis han er sur over at have tabt en kamp, så siger jeg til ham, at han ikke kan forvente at vinde, hvis han laver den og den fejl. Og at jeg til gengæld kan love ham, at han vinder – eller giver sig selv en chance for at vinde – hvis han gør noget ved de ting, hvor han har fejlet. Så kan han godt blive lidt trodsig, men jeg har altid været vant til at være hudløst ærlig, også selv om det kan være virkeligt irriterende at høre sandheden. Det er det jo også for os selv,« siger Aneke Rune og sammenligner hendes rolle overfor sønnen med lederens rolle overfor en medarbejder, selvom der naturligvis også er andre følelser på spil.

Som forælder er man også en slags leder. Hvad betyder ærlighed for dig, når du ’leder’ dine børn?

»Jeg tror, at vi gør vores børn en tjeneste ved at være ærlige. Den der med at bilde børnene ind, at det er skideflot, når to plus to er fem, den tror jeg simpelthen ikke på. Vi snyder jo lidt vores børn, hvis vi roser dem for noget, der kunne have været bedre. Det er ikke ok,« siger Aneke Rune og tilføjer:

»Når jeg siger til børnene, at noget er godt, så bliver de jo sygt glade, for så er det virkeligt godt - præcis som det bør være for dine medarbejdere. Når de får ros, skal de vide, at den er ægte og velfortjent.«

Ilden skal komme fra barnet
Der er en hårfin grænse mellem at støtte sine børn og pushe dem for meget. Hvor ser du den balance?

»Anders (Aneke Runes mand, red.) og jeg har ikke sat os ned og sagt, at Holger skal være verdens bedste tennisspiller. Hvis han havde været passioneret med dyr og gerne ville være dyrlæge, så var det det, vi havde hjulpet ham til. Det her er ikke vores projekt, og det er utroligt vigtigt, at ilden kommer fra barnet og ikke fra forældrene,« siger Aneke Rune.

Rundt omkring på tennisbanerne har hun oplevet mange ’skrækkelige eksempler’ på forældre, der skælder deres barn ud efter en tabt kamp.

»Det må være forfærdeligt at være det barn, som hele tiden skal høre på, at far og mor har ofret alle deres penge og egne ambitioner. Skal børnene så gå rundt med kronisk dårlig samvittighed? Det er da forældrenes valg. Lad være med at brokke dig over det; du har taget et valg. Hvis du gerne vil hjælpe, så hjælp, ellers så lad være.«

Du og din familie har selv ofret en del – dels din egen karriere, og så har jeg læst, at I solgte sommerhuset for at finansiere Holger i den første tid?

»Jeg synes, at ’ofret’ er et forkert ord. Når man får børn, er det et valg, man tager, og så synes jeg, at der følger en hel masse forpligtelser med. Qua min opvækst er det en naturlig ting for mig, at man hjælper sine børn til at indfri deres potentiale,« siger Aneke Rune og tilføjer:

»Salget af sommerhuset var noget rent lavpraktisk, og vi var ikke så meget deroppe alligevel. Men det er dyrt at etablere sig i tennis, og man skal være villig til at gøre det nødvendige. Det handler i sidste ende om stjernerne i børnenes øjne. Det er utroligt tilfredsstillende som forældre, hvis man kan glæde sine børn.«

Sønnen skal holdes tilbage
Møder du nogle gange folk, der tror, at det er dig, der pusher Holger? Altså at det mere er dine ambitioner end hans, der er på spil?

»Ikke rigtig mere. Det var måske tilfældet, da han var yngre. Men nu tror jeg, at de fleste har fundet ud af, at det jo er Holger, der er fuldstændig vild og vanvittig. Min opgave overfor Holger handler tit om at holde ham lidt tilbage; ikke om at skubbe mere på.«

Hvornår er det nødvendigt?

»Det er hvis perfektionismen tager overhånd. Der er ingen af os, der er supermand. Du kan ikke lave noget, der er perfekt, specielt ikke som tennisspiller, hvor du ikke ved, hvilken modstander, du står overfor, eller hvordan vejrforholdene er. Hvis du går efter det perfekte slag hele tiden, så forget it. Det kan du ikke. Du bliver også nødt til at være realistisk, og så er det vigtigt, at du af og til tænker på andet end tennis. Det er jeg rigtig god til at hjælpe ham med.«

Vil være nummer et
Med sejren i München steg Holger Rune til en placering som nummer 42 på verdensranglisten og er efter endnu et par sejre nu avanceret til nummer 40, og han er dermed for alvor kommet ind i det sjove og eksklusive selskab. Faktisk er han i en alder af 19 år nu den bedst placerede danske herrespiller på ranglisten nogensinde – én plads bedre end den hidtil bedst placerede dansker, Kenneth Carlsen.

Men det er ikke nok for Holger Rune. Hans eget erklærede mål er at blive den bedste i verden. For Aneke Rune – og mange eksperter - er det en målsætning, der bestemt ikke er urealistisk. Talentet rækker til det; spørgsmålet er alene om viljen og ambitionen er til stede.

Ifølge Aneke Rune er hun helt indstillet fortsat at følge sønnen i tykt og tyndt – og om nødvendigt farte verden rundt med ham de næste 10-15 år, hvis det er det, der skal til.

»For fem år siden havde jeg nok sagt, at jeg stille og roligt ville trække mig ud, og at Holger ville begynde at rejse med sin træner og sit team, så jeg kunne komme tilbage og udfri mine egne, store erhvervsambitioner. Sådan bliver man klogere gennem hele livet. I dag må jeg bare sige, at jo større Holger bliver, jo mere arbejde er der også,« siger Aneke Rune og tilføjer:

»Holger vil jo gerne have, at jeg er med. Nogle gange har jeg sendt ham afsted med træneren alene, men så ringer han og siger: ’Mor, jeg glæder mig helt vildt til du kommer i næste uge, det er ikke så spændende’. Så det vil nok fortsætte de næste mange år.«

Datteren klar til at overtage firmaet
I forhold til hendes eget firma, har datteren Alma det seneste år påtaget sig en større og større rolle. Og Aneke Rune håber og tror, at hun kan overtage virksomheden helt om ikke alt for lang tid. Indtil da kører de et tæt parløb.

»Jeg er lykkelig for, at Alma er trådt mere og mere ind i mit firma, og så håber jeg, at hun kan køre det op til det, jeg ikke selv nåede. Det ville være fedt.«

Hvad er de bedste ledelsesråd, du kan give videre til hende?

»Mit bedste bud er, at man skal lade det gode i folk shine. Vi har en tendens til, særligt i Danmark, at søge fejlene. Der bliver simpelthen brugt for meget tid på at snakke om de ting, der er gået galt, men som du ikke kan gøre noget ved. Det er ikke konstruktivt, og du får ikke noget ud af det. Jeg er stor tilhænger at lade det positive shine. Hvis du gerne vil have nogle ting igennem, så brug lige et halvt minut på at fortælle, hvad der er supergodt, og så kan vi vende det andet bagefter,« siger Aneke Rune og tilføjer:

»Hvis du hele tiden bliver bombarderet med fejl, går du hjem som en lillebitte mus, og så er du også ødelagt dagen efter. Det skal ikke misforstås derhen, at vi driver sådan en slags hippie-firma, hvor vi bare håber, at det går godt. Vi har nogle klare målsætninger, men jeg er meget optaget af, at resultaterne kun kommer, hvis du finder en glæde i det, du gør, hver evig eneste dag.«

Indtil datteren er helt klar til overtagelsen, passer Aneke Rune sit firma i de huller, hun kan finde, imellem træning, kampe og de evindelige rejser.

»I starten sad jeg og tog telefonen på tennisbanen, men det stressede både mig og Holger. Nu ordner jeg forretningen, når der er en pause eller et lille break. Så sætter jeg mig ned i lobbyen på hotellet eller ordner tingene fra værelset, af og til også om aftenen eller om natten. Udfordringen er, at jeg aldrig får flow i mit arbejde, så når jeg endelig er hjemme i Danmark, er det en lise at kunne arbejde ud i et stræk.«

Du skal gøre dig umage
Kan du trække på nogle af din erfaringer fra erhvervslivet som CEO og som virksomhedsejer i forhold til din rolle overfor børnene?

»Det synes jeg rigtig meget, jeg gør. Det menneske, jeg er i min virksomhed, er det samme menneske, jeg er overfor Holger og Alma, og i familien og blandt venner. Så kan man lide det, eller ikke lide det. Der er jo mange måder at være forældre på, og der er mange måder at drive virksomhed på. Jeg er tro mod den, jeg er, og den stil, jeg kører, og det er jo ikke sådan, at børnene opponerer helt vildt, og synes, at jeg er en ganske forfærdelig mor. Tværtimod er de jo faktisk glade for mig, så jeg tænker det ikke er helt skævt,« siger Aneke Rune og tilføjer:

»Hvis de alligevel skulle synes, at det har været helt håbløst, så må jeg bare sige, som jeg selv gjorde: ’Hvor bliver det skønt, når I selv bliver forældre, så har I muligheden for at lave det om’. Jeg påstår ikke, at jeg er en perfekt leder eller en perfekt mor, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg gør mig umage. Jeg gør mig altid umage med det, jeg gør. Altid og evigt. Det forventer jeg også af børnene og folk omkring mig, ellers føler jeg mig til grin.«