Julie er leder og har valgt at være åben om sin personlighedsforstyrrelse: »Hvis folk tænker mindre om mig af den grund, er det ikke mig, den er gal med«

Forestil dig et øjeblik, at dit sind er indrettet på en måde, så dit følelsesliv konstant slår nogle gevaldige kolbøtter.

At du i løbet af et splitsekund kan blive voldsomt ked af det, begejstret eller meget, meget sur og afsindigt vred. For derefter at bryde ud i gråd.

Tilsæt så en grundlæggende følelse af altid at stå uden for fællesskabet og en nagende frygt for ikke at være god nok og ikke blive accepteret.

For at blive valgt fra.

Forladt.

Nogenlunde sådan ser der ud inde i HR-direktør Julie Lindberg Hollegaards hoved.

»Det er svært at sætte ord på, men jeg har meget svært ved at være i og regulere mine følelser. Hvis såkaldt ’normale’ mennesker føler på en skala fra 4-7, hedder min skala 1-10. Og jeg pendulerer konstant mellem 1 eller 10 og er sjældent i medianen,« forklarer Julie Lindberg Hollegaard.

Det har givet masser af bump i hendes karriere som leder og i livet i det hele taget.

Men efter at have fået papir på, hvad det er, der foregår i hendes krøllede hjerne: ifølge fagkundskaben lider hun af det, man kalder ’ængstelig-evasiv personlighedsstruktur med borderlinetræk’ (se boks, red.), formår hun at holde dæmonerne så meget i skak, at hun både har fået et velfungerende privat- og arbejdsliv og samtidig har fået overskud nok til at være åben om sin diagnose.

»Jeg har det sådan i dag, at hvis folk tænker mindre om mig på grund af min diagnose, så er det ikke mig, den er gal med. Så er det fordi, vi mangler viden og indsigt,« lyder det fra Julie Lindberg Hollegaard.

Ingen er ens i diagnoseland
Når hun har valgt at fortælle sin historie, skyldes det et dybtfølt ønske om at få gjort op med det tabu, der stadig omgiver psykisk sygdom i arbejdslivet. Og som vi, efter hendes mening, kun får gjort op med, hvis hun og andre ledere taler åbent om det.

»Hvis du har en medarbejder med en psykisk lidelse, kan du vælge at se det som et problem. Men du kunne jo også overveje at sige: ’Okay, hvordan kan vi understøtte det bedst muligt?’. Vi kommer aldrig videre, hvis ikke lederne rundt omkring lærer at møde neurodivergens med nysgerrighed og empati, og meget vigtigt: Begynder at opfatte folk med diagnoser som individuelle mennesker. Folk, der har en bogstavforkortelse, ADHD eller ADD, eller lider af en personlighedsforstyrrelse, bliver jo puttet i samme kasse. Men i diagnoseland er ingen ens; vi er individuelle mennesker med hver vores udfordringer og behov,« siger Julie Lindberg Hollegaard.

At hun i dag ved, hvad hun selv lider af, skyldes en specialpsykolog, som hun mødte efter et årelangt og udmarvende forløb, der bød på flere deciderede sammenbrud, herunder ophold på den lukkede psykiatriske akutmodtagelse for snart fem år siden.

Undervejs var hun så langt ude i tovene, at hun var overbevist om, at hendes to små drenge var bedre tjent med, at hun slet ikke var der længere, og i stedet fik hendes forsikringspenge.

»Nu hvor jeg er ved mine fulde fem, skræmmer det mig voldsomt, at jeg overhovedet kunne få den tanke. Men det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt.«

Definerende øjeblik
Da hun mødte specialpsykologen, var han ikke – som frygtet – bare endnu en i rækken af mænd og kvinder i hvide kitler, som hun på det tidspunkt havde mødt masser af, og som fejlagtigt mente, at hun led af angst, depression eller stress, og i øvrigt ikke formåede at hjælpe hende.

»Da jeg sad overfor ham, følte jeg mig for første gang set og ikke bare som endnu et nummer i rækken af patienter, hvor en psykolog kradsede lidt i overfladen. Her var der én, der faktisk forstod, at der var noget andet på spil, og som ret hurtigt formåede at give mig den rigtige diagnose.«

Mødet med specialpsykologen blev, siger hun i dag, et definerende øjeblik i hendes liv.

»Det var en ekstrem lettelse for mig, da jeg fandt ud af, at der er en grund til, at jeg mærker verden og er i verden på en helt speciel måde. Det var jo også forudsætningen for, at jeg kunne begynde at arbejde med, hvordan jeg kunne lære at regulere og styre mine følelser lidt bedre,« siger Julie Lindberg Hollegaard.

’Det kan vi sagtens rumme’
Inden det store sammenbrud, der hang sammen med moderens død et halvt år efter, hun selv var blevet mor for første gang, havde hun haft gang i en glimrende karriere. Hun skiftede job meget hyppigt og rykkede hele tiden op i hierarkiet i virksomheder som Nordea og IBM.

»I dag kan jeg se, at jeg ikke bare flyttede mig hele tiden fra job til job. Jeg flygtede fra livet ved hele tiden at skifte job, bolig og ved at blive skilt.«

Da hun efter mange måneders behandling skulle starte forfra på arbejdsmarkedet igen i 2021, tog Visma Dataløn imod hende med åbne arme. Også selv om personlighedstesten, som hun gennemgik med den daværende HR-direktør, Nadja Fisker, viste et lidt usædvanligt resultat.

»Det var jo ikke sådan, at hun kunne se, at jeg var syg, men hun kunne se, at der var nogle ting, hvor jeg måske ville kæmpe lidt, fordi testen viste nogle modstridende præferencer. Dér valgte jeg at fortælle, hvad det var, jeg kæmpede med.«

Hvordan reagerede hun på det?

»Det var faktisk første gang, det gik op for mig, at det ikke er så farligt at sige det højt, for hun var bare sådan: ’Okay, det kan vi sagtens rumme’. Hun blæste det ikke op til noget stort, men minimerede betydningen på en meget respektfuld måde.«

Har altid totalt styr på sine ting
I 2023 blev Julie Lindberg Hollegaard selv udnævnt til HR-direktør (Chief of People and Culture) og stortrives i jobbet. Men selv om hun i dag er et langt bedre sted i sit liv end tidligere, stikker følelserne fortsat af og til af for hende.

Mange med samme personlighedsforstyrrelse – eller personlighedsstruktur, som man også kalder det i dag – som hende optræder meget pleasende. De bliver så overmedgørlige og er så bange for at komme i karambolage med andre, at de nærmest kan blive usynlige. Men Julie Lindberg Hollengaard mærker lidelsen på en lidt anden måde.

»Der er også sådan nogen som mig, der i stedet bliver overkompenserende. Jeg er ekstremt pligtopfyldende og har altid totalt styr på mine ting, for så er der ikke nogen, der kan komme og pege fingre ad mig,« forklarer Julie Lindberg Hollegaard.

Hvad sker der, hvis nogen alligevel kritiserer dig for ikke at have gjort dit arbejde godt nok?

»Det er noget, jeg har arbejdet rigtig meget med. Tidligere var min automatreaktion at blive modbydelig. Og det er der helt sikkert folk, der har slået sig på. Det følelseshierarki, jeg kæmper med, rummer jo ikke kun glæde og tristhed. Der er jo også en vrede. Eller, hvis man vil være positiv, kan man jo kalde det passion.«

Følelserne kommer ud af takt
I Visma Dataløn kender alle medarbejdere og den øvrige chefkreds til hendes diagnose. De accepterer derfor også, at hendes følelser af og til kan komme lidt ud af takt. Og de ved og respekterer, hvordan hun håndterer de situationer, og hvad de kan gøre for at hjælpe.

Et par timer inden Lederstof.dk kom forbi hende i Visma Dataløn, havde hun for eksempel et 1-1-møde med en medarbejder, der – modsat hende selv – ikke lige er typen, der deler ud af sine følelser.

»Hun er nøgtern og neutral, nogle ville nok sige normal, og derfor kan jeg ikke læse hende. Og fordi jeg ikke kan læse hende, bliver jeg utryg og usikker. Under vores snak spurgte jeg på et tidspunkt: ’Er der noget galt, jeg kan mærke, at der er et eller andet’. Helt sikkert noget, jeg bildte mig ind, men fordi hun kender mig, svarede hun bare: ’Nej Julie, du har ikke gjort noget galt’.«

Når hun overhovedet stillede spørgsmålet, skyldes det, forklarer hun, at hun som udgangspunkt altid tror, at hun selv er årsag til den dårlige stemning, der måtte være i et lokale. Også selv om det er noget kun hun selv føler.

»Det er jo egentlig en lille smule selvcentreret, for jeg tror hele tiden, at det er mig, den er gal med. At det er mig, der er årsagen til, at folk ikke har det godt.«

Siger til, når hun er på vej mod 0 eller 10
Modsat tidligere, hvor tingene hurtigt kunne gå op i en spids, har hun i dag lært sig nogle coping-mekanismer, hvis hun kan mærke, at følelserne er ved at løbe af med hende i en konkret situation.

»Så siger jeg det. Jeg fortæller, hvis jeg kan mærke, at jeg er på vej mod 0 eller 10. Jeg er blevet så bevidst om mit følelsesregister, at jeg rent faktisk caller den, før det sker.«

Hvad kan der så ske helt konkret?

»Hvis jeg sidder i et møde, hvor jeg kan mærke, at jeg er ved at ryge ud ad en følelsesmæssig tangent, siger jeg, at jeg kan mærke, at jeg føler det, det og det lige nu. Hvis det ellers er passende i situationen, og det ikke er et meget stort møde med eksterne folk, kan jeg godt finde på at rejse mig op og gå. Eller jeg kan begynde at kigge ned i min computer og lave noget andet. Det er jeg ikke selv superstor tilhænger af, at folk normalt gør, men det er trods alt bedre end, at jeg lige pludselig eksploderer,« siger Julie Lindberg Hollegaard.

Så sent som i denne uge måtte hun forlade et møde i den øverste ledelse. Hun havde selv bedt om at få drøftet nogle ting om udvikling og uddannelse af virksomhedens ledere, men da hun blev mødt med mange opklarende spørgsmål, oplevede hun det som en kritik.

»Jeg vidste rationelt godt, at det ikke var sandt, men i situationen slog min rationelle del af hjernen fra, og mine følelser tog over,« forklarer Julie Lindberg Hollegaard.

Havde behov for anerkendelse
Da der faldt en kommentar, hun ikke syntes var helt fair, var hendes grænse nået. Hun kunne mærke, at hun ville bryde sammen, hvis hun ikke trak sig. Og forlod derfor lokalet.

Få minutter efter kom hendes leder ud til hende.

»Han håndterede situationen rigtig fint, for han kender mig og vidste, hvad der var på spil, og at jeg mest af alt havde brug for anerkendelse. Ti minutter efter kunne jeg vende tilbage til mødet og forklare den lederkollega, der helt uden skyld var årsagen til, at jeg brød sammen, at han ikke havde gjort noget forkert. Jeg beklagede meget og sagde, at det, der skete, boede hos mig, ikke hos ham.«

Selv om diagnosen på den måde kan gøre hendes arbejdsliv lidt kompliceret, er der også fordele ved at have et så veludviklet føleapparat, som hun er i besiddelse af.

»Jeg ville meget gerne have den her lidelse foruden, men jeg tror helt sikkert, at min store indlevelsesevne og veludviklede empati er med til at gøre, at jeg trives utroligt godt med at være landet som HR-direktør. Jeg kan spotte mistrivsel meget, meget hurtigt og sætte ind de steder, hvor det er nødvendigt. Og jeg har efterhånden lært at balancere tingene, så jeg ikke ser spøgelser, fordi jeg projicerer min egen mistrivsel over på andre,« lyder det fra Julie Lindberg Hollegaard.

Har lært at elske sin krøllede hjerne
Efter utallige psykologtimer og masser af tårer og frustrationer er hun i dag et sted, hvor hun føler, at det er hende, og ikke følelserne, der har kontrollen. I hvert fald det meste af tiden. Hun er, siger hun, helt grundlæggende i bedre balance med sig selv, fordi hun er et rigtig godt sted arbejdsmæssigt og privat.

»Min personlighedsstruktur forsvinder aldrig, men jeg har fået så stor indsigt, at det ikke længere er dæmonerne, der styrer mig. Jeg er også knapt så rundtosset, fordi mit sind ikke slår nær så mange kolbøtter som tidligere. Jeg er faktisk nået så langt, at jeg elsker min krøllede hjerne og personlighed. Det er jo også den, der gør mig til mig,« siger Julie Lindberg Hollegaard.

Det er den samme nyvundne selvopfattelse, der gør, at hun tør råbe op om, at lederne på arbejdspladserne mangler viden og indsigt om psykisk mistrivsel.

»Hvorfor er det stadig så tabuiseret, hvis man slås med noget, der ikke er en fysisk gene? Og hvorfor skal jeg være bange for, at nogle tænker mindre om mig, hvis de kender min historie? Hvis de gør det, tænker de jo potentielt mindre om en stor del af verdens befolkning.«

»Vi er ikke alle farlige«
Ved selv at være åben om sin diagnose og måden, hun håndterer den på som leder og menneske, håber hun at kunne give sit eget lille bidrag til at få afmystificeret, hvad psykiske lidelser er for en størrelse. For de har, understreger hun, mange nuancer og kommer i alle farver og størrelser.

»Vi er ikke alle farlige, og vi kan sagtens være velfungerende, velformulerede og velbegavede. Jeg passer for eksempel nok ikke lige ind i den stereotype opfattelse af en med en personlighedsforstyrrelse. Når jeg ikke gør det, så er det stereotypen, vi skal have redefineret.«

Nogle vil måske tænke, at du løber en risiko ved at stå frem på den her måde, og at det kan gøre det sværere at finde det næste lederjob, hvis du får lyst til at skifte på et tidspunkt?

»Det er jeg slet ikke bange for. Jeg hviler i, hvad jeg står for, og hvad jeg sætter pris på ved en arbejdsgiver. Hvis jeg skulle blive valgt fra på grund af det, jeg kæmper med, så er det ikke det rigtige sted for mig. Jeg ved, at Visma Dataløn 100 procent er det rigtige sted for mig. Så på den måde har jeg ikke noget at miste ved at være åben om min diagnose,« siger Julie Lindberg Hollegaard og tilføjer så efter et øjebliks pause:

»Hvis det her kan medvirke til, at der bare er ét andet menneske, der ikke skal det samme igennem, som jeg har været, og som ikke skal kæmpe med de samme ting, som jeg har kæmpet med, så er min mission lykkedes. Og så behøver jeg ikke få et endnu mere fancy job et andet sted.«