Kasper Holten låser telefonen inde i ferien

Jeg bliver mere og mere a-menneske med alderen – hvilket jo er uheldigt, når man arbejder med teater – så jeg vågner som regel mellem fem og seks, næsten uanset hvor sent jeg er kommet i seng. Jeg læser gerne to aviser, Politiken og Berlingske, og en gang imellem også nogle udenlandske eller nogle presseklip om teatret, mens jeg får en kop kaffe – helst inden mine børn vågner. Læsningen giver mig også et fingerpeg, hvis jeg er kommet for højt op i adrenalinniveau. Hvis jeg ikke kan koncentrere mig om at læse en hel artikel og – uden at ville det – begynder at skrålæse, så ved jeg, at jeg lige skal holde hestene og se, om jeg kan lande og være mere til stede. Det er min ‘kanariefugl i minen’. Altså som minearbejderne, der havde en kanariefugl med ned, og hvis den døde, vidste de, at de skulle se at komme ud.

Jeg har to piger på syv og 10 år, og de vågner også tidligt, så vi har nogle gode lange morgener, hvor vi har tid til at snakke lidt og spise morgenmad sammen. Jeg prøver at lade være med at kigge for meget på min telefon om morgenen, men måske kigger jeg lige på pigernes Aula for at se, hvad de skal have med den dag, og så kan man jo nemt komme til at tjekke noget andet. Når vores billetrapport kommer klokken syv, får jeg typisk lige kigget på den.

Omkring klokken 7.30 kører jeg min datter i skole, og på det tidspunkt har jeg også set, hvad der ligger af nye mails, og enkelte gange kan der være noget, jeg er nødt til at svare på, inden vi tager afsted. Når jeg har sat hende af, snakker jeg som regel i telefon i bilen på vej ind på teatret, og så er jeg klar til første møde, ofte klokken ni. Er der noget, der kendetegner dagene, er det, at de ikke ligner hinanden, men på en gennemsnitlig hverdag kan jeg da nok få klemt otte-ni møder ind.

I perioder hvor jeg er i gang med at iscenesætte en forestilling, giver meget sig selv. For eksempel ligger der prøver hver dag fra 11 til 17.30. Det dikterer i høj grad, hvad der er plads til rundt om i kalenderen. Vi har også et ledelsesmøde hver anden torsdag og nogle faste møder i samarbejdsudvalget, så der er nogle faste ting, som er med til at give kalenderen form.

Jeg har det virkelig stramt med dage, hvor det ene møde tager det andet, og hvor alle møderne ender med, at jeg har mere på min liste end før møderne. Så får jeg ikke fulgt op på andre ting, og så ligger der 80 mails og venter i slutningen af dagen. Jeg kan bedst lide, at jeg i løbet af dagen kan få sendt nogle bolde afsted og givet nogle ting videre.

Man kan have mange ambitioner om god mødekultur, som kan være svære at overholde, men det er en god tommelfingerregel at holde møderne på tre kvarter i stedet for en time. Det er rart at have det der kvarter til lige at trække vejret, give en besked videre, hente en kop kaffe eller komme på toilettet. Men det sker med jævne mellemrum, at jeg får dummet mig og for eksempel ikke er opmærksom på, at møderne ligger forskellige steder, for vi har jo tre forskellige huse, og det giver noget transporttid.

Mit skrivebord er som regel meget tomt. Jeg har ikke sedler eller notesbøger, for jeg prøver at putte alting ind i systemet. Det kan være i Microsoft To Do eller at sende en mail til mig selv. Min indboks er min primære huskeliste. Lige nu ligger der tre mails fra mig selv, hvor der står ting som ‘Husk nu PS’, ‘PL,’ eller andre småkoder. Siden jeg var barn, har jeg lavet mange huskelister. Det giver mig en enorm fred, at det er skrevet ned, at jeg om to måneder skal følge op på noget. Jeg har det elendigt med, hvis noget går i glemmebogen, så jeg tror, at jeg er ret god til at følge op.

Ligesom mange andre kan jeg tage mig selv i at læse nyheder eller gå på Facebook. Vores billetsystem kan jeg også holde meget øje med. ‘Nå, nu kom den forestilling der over så og så mange mio. kr.’ eller ‘Uha, den sælger lidt langsommere end i går’. Og så kan en overspringshandling være at logge på min netbank flere gange om dagen, selvom det slet ikke er nødvendigt.

Jeg tror egentlig, at jeg af natur er ret doven, så det at give mig selv en masse opgaver, få nogle ideer og sætte ting i gang, er en måde at holde mig selv til ilden på. Jeg ret effektiv, når der er noget, jeg bare skal. Men jeg skal også huske mig selv på, at der ikke skal ske noget hele tiden. Det tempo, jeg sætter som topchef, præger jo også mine omgivelser. Hvis jeg hele tiden sender mails, sætter nye ting i gang og efterspørger et eller andet, så er jeg jo også med til at sætte en stemning i organisationen af, at der er travlt og stresset. Som leder sætter man en tone. Jeg kan huske, at da jeg blev teaterchef og præsenteret for personalet herinde for fire år siden, var jeg nødt til at sige til dem, at jeg skulle til forældremøde lidt senere, så jeg kunne ikke blive. Det fik jeg simpelthen utrolig meget feedback på. At det var en befrielse, at deres chef sagde sådan.

Jeg er slem til at arbejde, mens jeg spiser frokost. På den der halve time kan man jo lige nå at følge op på nogle mails, men det ville være bedre at spise i kantinen og få snakket med nogle andre. Det er min ambition at gøre det mere.

Jeg kan godt blive træt, for eksempel i dag, hvor jeg har fået sovet for lidt, men jeg er påpasselig med ikke at drikke for meget kaffe. Jeg synes heller ikke rigtigt det hjælper mig om dagen, og samtidig ødelægger det nattesøvnen, så jeg drikker sjældent kaffe efter frokost.

Der kan være sindssygt lange dage. I aften er jeg for eksempel først færdig klokken 23, når vi er færdige med ‘Amadeus’ (teaterstykket om Mozart, red.). Der kommer nogle gæster, jeg skal være vært for. Andre dage kan jeg komme afsted ved tre-tiden og hente min datter. Jeg vil tro, at i de fleste uger er arbejdstiden ikke meget mere end 40-45 timer. De timer jeg arbejder, der arbejder jeg virkelig, og jeg er ret god til at holde fri, når jeg først er hjemme. At lave mad, spise med børnene og putte dem. Og det er sjældent jeg arbejder bagefter, hvis jeg ikke skal tilbage på teatret.

Jeg holder også helt fri to gange om året, når vi er på vinterferie og sommerferie. Jeg låser telefonen inde i en boks på hotellet. Det er virkelig god mentalhygiejne. Min sekretær har nummeret på hotellet, hvis der skulle opstå noget, men det er kun sket en eller to gange. Og så har jeg en mailadresse, jeg kun bruger under ferier, som jeg kan tjekke på min iPad, blandt andet fordi min mor er kommet i en alder, hvor jeg gerne hver dag vil vide, at hun har det godt.

Hvis jeg er hjemme om aftenen og rigtig træt, ser jeg måske noget fjernsyn sammen med min kone. At se fjernsyn er den bedste sovepille for mig. Nogle gange læser jeg. I øjeblikket Søren Pilmarks to’er af ‘Varieté’. Jeg er også glad for den tyske forfatter Daniel Kehlmann. I krimigenren har jeg læst J.K. Rowling, der under pseudonymet Robert Galbraith har skrevet seks krimier, jeg har læst med stor fornøjelse. Jeg kan også lide at løbe og har et løbebånd i kælderen. Jeg har desværre haft kæmpe knas med mine akillessener, men når det er muligt, løber jeg gerne et par gange om ugen.

Som regel går jeg i seng mellem ni og ti. Jeg kom helt klart for sent i seng i går, fordi vi var ude hos nogle venner, og jeg kommer også for sent i seng i aften. Det er næsten trist at sige, når man er teaterchef, men i virkeligheden ville jeg have jeg det allerbedst, hvis jeg kunne komme i seng ved halvni-tiden samtidig med børnene og så sove igennem til klokken fem.