Rane Willerslev er topchefen uden computer og skrivebord

Jeg vågner klokken syv, og mens jeg stadig ligger i sengen, tjekker jeg en oversigt over medieomtalen af Nationalmuseet i dagens aviser. Det kan være alt fra omtaler af udstillinger til læserbreve, hvor vi er nævnt. Ofte er det ikke noget, jeg skal gøre noget ved, men hvis der for eksempel er et eller andet angreb på os i medierne, så taler eller skriver jeg med min kommunikationschef, der giver mig presserådgivning, enten hjemmefra, eller jeg venter, til jeg er mødt på arbejde. Når jeg har set på medieomtalen, laver jeg nogle armbøjninger og mavebøjninger i cirka 20 minutter. Det er sådan lidt old school-træning og ikke lige så godt som at gå i styrkecenter, men jeg har børn på 0 og tre år, så der er ret meget pres på. Bagefter hopper jeg i bad, spiser, rydder af efter familiens morgenmad og går ud ad døren. Nogle dage afleverer jeg vores ældste dreng i børnehave.

Jeg bor på Amager, og nogle gange cykler jeg til arbejde, men ellers tager jeg bussen til Amagerbro Station og går resten af vejen til museet. Det er 3,5 kilometer. Jeg møder klokken 9. Jeg har ret ofte nogle aftenarrangementer i forbindelse med arbejdet, så for ikke at blive totalt smadret, vil jeg helst ikke møde tidligere. Det er meget sjældent, jeg arbejder hjemmefra. Hvis jeg for eksempel har været i USA og har meget jetlag, kan jeg godt finde på det, men det er måske sket et par gange om året.

Hvis jeg lige kigger på kalenderen for i morgen, er det første møde med en kulturpolitisk ordfører. Så skal jeg spise frokost med nogen fra en fond, så er er der møde med min kommunikationschef, et møde med en forsker, et oplæg til Region Hovedstaden, og så besøg af den indiske ambassadør, inden der er middag med en fond. Så det er syv aftaler. Andre dage er der flere kortere møder på måske en halv time, og så kan der være 15 på en dag. Jeg har fået en PA, som styrer kalenderen, og hun er sindssygt god. Hun sørger for, at der er plads til en frokostpause, og at møderne ikke ligger ryg mod ryg. Der skal være et lille hul, så der er tid til at blive briefet. Tidligere var det sådan, at jeg nogle gange gik ind til et møde uden at vide, hvad det gik ud på. Det er jo sådan lidt uproduktivt – og potentielt pinligt. Udover møderne er der henvendelser fra medier. Det er meget forskelligt, hvor meget det er, men hvis vi kommer med en ny udstilling, kan det typisk være ‘Go’ Morgen Danmark’ eller ‘Go’ aften Danmark’.

Jeg har nogle notesbøger, jeg bruger under de månedlige møder med mine vicedirektører. Men hvis jeg sidder til møde med nogle eksterne, for eksempel fonde eller politikere, så er der nogen, der tager noter for mig, så jeg ikke virker fraværende. Jeg tror, det ville klæde mig at skrive mere ned under en arbejdsdag, for jeg plejer at sige, at jeg kan huske alt, hvad der er vigtigt uden at skrive det ned, men det er jo løgn. Det kan faktisk være svært.

Når der er direktionsmøder, taler vi meget om, hvordan organisationsformen skal være, hvis vi skal skabe et nyt, mindre silo-opdelt museum, og det kommer vi også til at inddrage fagforeningerne i. Det er for eksempel ret vildt, at der inden for samme hus, kan være et utal af forskellige kulturer, fordi der er mange forskellige medarbejdergrupper. Derfor er det ikke så underligt, at samarbejdet ikke altid går gnidningsfrit, når der skal arbejdes på tværs. Men der er mulighed for at ændre på nogle ting, og det er en spændende opgave.

Jeg spiser som regel frokosten på mit kontor. Nogle gange taler jeg med min PA eller med kommunikationschefen imens. Det er alt for sjældent, jeg når at komme ned i kantinen og spise.

Hvis jeg bliver træt i løbet af dagen, og der er tid til det, tager jeg nogle gange en powernap på den ‘Freud-briks’, jeg har stående på kontoret. Nogle gange lægger mig uden at falde i søvn, men læser mails på telefonen. Jeg har faktisk ikke nogen computer. Jeg har heller ikke et skrivebord. Mit arbejde består af møder, så jeg skal ikke bruge et skrivebord, og så er der mails, jeg skal håndtere, og det gør jeg på telefonen. Mange af de mails jeg får, sender jeg videre til andre i organisationen. Hvis nogen for eksempel skriver til mig, at de har fundet en stenøkse et eller andet sted, så sender jeg det videre til afdelingen, der har med oldtiden at gøre. Andre skal jeg selv svare på, og det er sjældent lange mails, så det er fint med telefonen. Hvis det er noget længere, så ringer jeg hellere til folk eller taler med dem, når jeg ser dem på museet.

Når jeg skal hjem, går jeg de 3,5 kilometer til stationen, så jeg får gået de der 10.000 skridt om dagen. Så er jeg typisk hjemme ved seks-tiden. Min kone laver mad, jeg rydder af, og så går jeg op og læser for min søn på tre, og min kone synger en godnatsang for ham. Hvis den lille sover, ser vi måske en serie. Og så læser vi højt for hinanden. Det vil sige, at som regel læser min kone højt for mig. Vi kan for eksempel begge lide fantasy, men det kan også være noget faglitteratur. Hun er antropolog ligesom mig.

Jeg sætter mig også og læser mails. Der er måske 50, men de fleste af dem svarer min PA på. Måske sender jeg også en besked til hende om et eller andet, så jeg får det gjort, mens jeg husker det. Hun har givet lov til, at jeg en gang imellem må sende en besked også uden for almindelig arbejdstid.

Hvis jeg har et aftenarrangement, er jeg typisk hjemme klokken ti eller halv elleve. Så er min kone gået i seng. Mange gange sover jeg nede i kælderen, fordi børnene tit vågner og kommer ind i sengen, og hvis der ligger en og sparker mig i ryggen hele natten, kan jeg ikke sove.

Jeg prøver at gå i seng klokken halv elleve, men jeg er ikke vildt god til at koble af og falde i søvn. Nogle gange bliver den halv tolv eller tolv. Der kan være noget, der kører rundt i hovedet på mig. Men det gode ved at læse bøger, eller at nogen læser op, er jo, at tankerne kommer et andet sted hen, og det hjælper til at få ro i hovedet. Men jeg vil sige, at jeg kan klare mig med ret lidt søvn i løbet af ugen, hvis jeg kan få sovet igennem én gang. I weekenden sover jeg måske til klokken 10. Men min kone bliver selvfølgelig irriteret, fordi hun så står alene med børnene, så der er en grænse for, hvad jeg kan tillade mig.