Martin Lindstrøm har verden som sin arbejdsplads og ingen telefon

Der er intet, der hedder en typisk arbejdsdag for mig, for jeg hopper fra land til land hele tiden. Vi har cirka 600 ansatte, det vil sige, det er freelancere, der arbejder mere eller mindre fuld tid for os rundt om i verden, og så har vi 20 fastansatte, der også sidder i forskellige lande.

Jeg deltager i møder, når der skal foregå større forhandlinger eller tages strategiske beslutninger. I sidste uge var jeg i Saudi Arabien med mit team om mandagen, hvor vi havde møde med regeringen og deres nationale luftfartsselskab i forbindelse med, at de bygger verdens største lufthavn. Natten til tirsdag fløj vi til Dubai for at mødes med kronprinsen og præsidenten i forbindelse med, at de vil lancere et Ministry of Common Sense for at minimere bureaukrati. Onsdag fløj jeg til Sydney for at mødes med Uber. Torsdag kom jeg til Los Angeles, fordi vi sammen med Apple lige har lanceret en app i forbindelse med deres nye produkt, Apple Vision Pro. Det holdt jeg et oplæg om fredag på verdens største konference om virtuel medicin. Så hoppede jeg på et fly hjem til Monaco, hvor jeg bor halvdelen af året og den anden halvdel i Sydney. I morgen skal jeg til Tokyo. Det er en ret typisk uge, det vil sige, at jeg normalt er hjemme i Monaco 2-3 dage om ugen.

Det kommer an på, hvor jetlagget jeg er, men i morges vågnede jeg klokken fire. Så var jeg i kontakt med kolleger i Los Angeles og Australien. Klokken seks var jeg ude at svømme en time i havet. Jeg tror meget på, at vi som mennesker har brug for nogle zoner, vi skal beskytte, og for mig er en af zonerne mine water moments. Når jeg er i vandet, løser jeg ofte nogle problemer eller får nogle ideer.

Sort tøj er mit arbejdstøj. Når jeg ikke arbejder, har jeg måske en hvid, gul eller rød trøje på, men det sorte tøj er for mig en zone, der separerer arbejde fra det private. Det er især svært for mange, der arbejder meget hjemmefra, men noget af det bedste, man kan gøre, er at skifte tøj, når man skal arbejde.

Du skal altid lave de letteste opgaver først. Så er man i gang. Hvis jeg starter med det allersværeste, bliver det en flaskehals for alt andet. Og så har jeg to lister – men som regel skriver jeg det ikke ned, for jeg vil gerne træne min hukommelse. Den ene er en klassisk to do-liste, den anden er en to undo-liste. Det er rutiner, jeg er blevet fanget ind i, og som er spild af tid. Det er ligesom at gøre hovedrent, og jeg gør det cirka en gang om måneden, hvor jeg kigger på alle rutiner, jeg har i mit liv, og fjerner det, der ikke giver mening. Det er meget svært at ændre rutiner, men når jeg gør det, får jeg mere tid til at kredse om svære opgaver.

Når jeg er i Monaco, går jeg ned på torvet og læser tre aviser hver dag: New York Times, Financial Times og Wall Street Journal. I papir. Jeg elsker det, fordi det gør, at jeg er til stede frem for at læse på en telefon, og det er netop en anden vigtig zone for mig: At jeg slet ikke har en telefon. Den beslutning tog jeg for syv år siden. Og fordi jeg farer så meget rundt, har jeg heller ikke altid en computer ved hånden. Jeg læser kun mails to gange om dagen, og folk ved, at det kan tage tre dage, før de får et svar. Jeg har altid to assistenter med mig, som har styr på kalenderen, samler op på mails og fortæller mig, hvor jeg skal være, så på den måde ‘snyder’ jeg lidt, men jeg vil gerne lære omverdenen, at jeg ikke står til rådighed hele tiden.

Jeg har gerne en eller to dage om ugen, hvor jeg har ‘tænketid’ og er offline. Jeg tror, vi simpelthen har en forkert tankegang om, at vi skal være online hele tiden. Som mennesker mister vi vores kreativitet på grund af telefoner. Vi skal hele tiden følge med i noget, er aldrig helt til stede og får ikke reflekteret. Jeg kan selv mærke, at hvis jeg har en computer foran mig til et møde, så vil jeg gerne lige tjekke mail. Men når man har fysiske møder, skal man fandeme være til stede. Både fordi det koster penge at holde mødet, og fordi det ellers er dybt uhøfligt. Det fungerer for mig, og det er meget sjældent, jeg er blevet kaldt ud fra et møde, fordi der er opstået et eller andet, så jeg behøver ikke have en telefon eller computer med.

Jeg har en sort notesbog, hvor jeg noterer forskellige indtryk og ideer. Og jeg noterer, hvad jeg har lært i løbet af den pågældende dag. Min holdning til livet er, at hvis vi stopper med at lære, så er vi ved at dø. Det er faktisk noget, vi hver dag spørger hinanden om på vores interne virtuelle møder: ‘Hvad har du lært i dag?’. Når tingene går hurtigt, glemmer man nemt at tænke over det. Lige før mit oplæg i Los Angeles brød teknikken sammen. Jeg er ellers meget pedantisk med sådan noget, og et team var fløjet i forvejen og havde gjort det hele klar. Men der kan jo ske noget alligevel. Jeg stod der foran 2.000 mennesker og besluttede at fortælle en eller anden historie, mens teknikerne fik rettet fejlen. Men bagefter tænkte jeg over, at historien ikke rigtigt passede til situationen, så læringen var altid at have en standby-historie, som passer til det publikum, der er.

Jeg tænker en del over min sundhed, og jeg synes, det går OK. Ifølge min læge er jeg stadig overvægtig, men i hvert fald når jeg er alene, spiser jeg kun én gang om dagen, og det er frokost. Er jeg i Monaco, går jeg typisk ned og køber frisk fisk. 

Jeg forsøger at holde antallet af Teams-møder nede på seks om dagen á en halv time. Og så har vi en gang imellem nogle længere sessioner. Onlinemøder gør det sværere at aflæse en stemning og sværere at aflæse kropssprog. Ved et fysisk møde kan jeg for eksempel meget bedre fornemme, hvis jeg kommer med en idé, og nogen ikke bryder sig om den. Skærmen barberer nogle ting væk. Derfor laver vi ofte nogle øvelser, når vi har virtuelle møder. En dag var der én, der foreslog, at vi skulle fortælle, hvor vi var født, og så skulle de andre finde det på Google Street View. Så kunne vi hver især vise den vej, vi gik til skole og fortælle nogle historier. Vi var 20 deltagere, blandt andet i Indien og Tokyo. Jeg fortalte for eksempel om at blive mobbet og ‘her stjal jeg et æble’ osv. Da vi havde gjort det alle sammen, var der en kemi i det virtuelle rum, som gjorde, at vi alle sammen var trygge ved at komme med ideer. Det farlige ved virtuelle møder er manglen på psykologisk tryghed.

Den dag, jeg føler, at jeg skal på arbejde, så stopper jeg med at arbejde. Det er så vanvittigt og spændende, det vi laver, at det svarer til, at et barn fik lov til gå ind i en legetøjsbutik og vælge mellem alt legetøjet. Det er klart, at der kan være situationer, hvor jeg tænker: ‘Ahr, skal vi virkelig bruge tid på det her’, men det er virkelig sjældent. Så det er flydende, hvornår arbejdsdagen begynder og slutter. Jeg holder heller ikke almindelige weekender, men nogle gange holder jeg weekend på en torsdag og fredag, og jeg holder i alt ferie to måneder om året. Nogle gange seks uger i træk, hvor jeg er helt offline. Mine medarbejdere ved, hvor jeg er, men så skal de ringe til hotellet og få fat i en receptionist, der så må finde mig et eller andet sted nede på en strand. Det sker stort set aldrig, at de ringer.