»Vi bliver nødt til at gøre op med idéen om, at flere timer er lig med mere succes«

Jeg har to vækkeure. Det ene er vores fireårige datter, familiens early bird. Det andet er min kærestes mobil, som ringer fra den anden side af sengen klokken 6:30. Jeg har droppet at have min egen mobil liggende på natbordet. Sniger den sig alligevel med ind om aftenen – og det hænder – ligger jeg og scroller mig helt blå i øjnene. Og det er ikke lige frem opskriften på en god start på natten. Og jeg SKAL have min søvn. Ellers ryger overskuddet.

Med to små børn er det svært at have sine egne morgenrutiner. Alt handler om at få børnene godt ud ad døren. Jeg har tegnet programmet for morgenen ind i et skema, som hænger på væggen, men som i alle andre børnefamilier går det langtfra altid som planlagt. Et par sokker, som ikke har den rigtige farve, og så sidder man med et barn, som er brændt sammen. Indimellem alt det forsøger jeg at tage mascara på og komme i tøjet. Så der en naturlig grænse for, hvor meget jeg kan tænke på mit arbejde om morgenen. Hvis jeg skal aflevere den store i skole, skal vi ud ad døren kvart i otte, lidt senere, hvis det er vores mindste, som går i børnehave. Jeg cykler på arbejde på vores el-ladcykel. På de cirka 20 minutter, som det tager, kan jeg lige præcist nå at høre Genstart (nyhedspodcast, red.) eller – hvis det er onsdag – noget af Momkinds egen podcast om livet som mor.

Om mandagen holder jeg altid kalenderen mødefri de første par timer. Så risikerer jeg ikke at glemme et møde eller at skulle bruge min søndag aften på at forberede mig. I stedet kan jeg starte ugen roligt op og få et overblik over opgaver og aftaler. Generelt forsøger jeg at lægge mine møder inden frokost. Og i hvert fald ikke efter kl. 14. Jeg hader at skulle suse lige fra et møde og ned at hente børn. Så vil jeg hellere runde dagen af alene foran computeren.

Jeg foretrækker at arbejde på kontoret, da det er vigtigt for kulturen i virksomheden, at vi ser hinanden i det daglige – specielt i en relativt ny virksomhed som vores (Nanna Schultz stiftede Momkind i 2019, red.). Og det skal jeg selvfølgelig selv være med til at vise vejen for.

Vi har fået en god grund mere til at komme ind på kontoret: Vores nye kaffemaskine. Jeg har brugt åndssvagt meget tid på at finde den helt rigtige. Jeg endte med en, der ligger et sted mellem pulverkaffebillig og rockerdyr. Det er faktisk et plus, at den er ret langsom. Så får man en lille pause, når man står ved kaffemaskinen. Og dem – pauserne – er jeg ikke altid så god til at holde. Jeg får en notifikation på min telefon, når jeg skal holde en pause. Én gang om formiddagen og én gang efter frokost. Men for det meste vælger jeg at overhøre dem. Og det irriterer mig, når jeg nu ved, hvor vigtige pauserne er. Jeg overvejer at indføre, at alle skal gå en tur i løbet af dagen. Det tror jeg, at vi alle sammen ville have godt af.

Jeg sidder sammen med mine fire medarbejdere på et nyistandsat fælleskontor. Frilagte bjælker og afhøvlede gulve. Før sad jeg i midten, men det har jeg måttet droppe. For der er jo ting, ens medarbejdere ikke må se. Så nu sidder jeg i et hjørne med ryggen til væggen. Der ligger en del på mit skrivebord, papirer og nye produkter. Og så står der en boks med lidt toiletsager, blandt andet en Rexona-deodorant. Så kan folk komme forbi og få et sprøjt af 90’erne, hvis de lugter under armene.

Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg som chef skal holde en vis professionel distance til mine medarbejdere. Tidligere havde jeg meget travlt med at sørge for, at alle havde det godt hele tiden. I dag trækker jeg mig mere tilbage end tidligere. Det kan dog være svært, når man sidder i det samme rum. Derfor har jeg købt et par støjreducerende hovedtelefoner. Så kan jeg også nemmere fordybe mig i mine opgaver.

Jeg har indskærpet over for mine medarbejdere, at de ikke skal sætte mig på som cc i mails, medmindre det er noget, der er virkelig vigtigt for mig at vide. Ellers drukner jeg i mails. Det var rart at få sagt. Ikke bare fordi det letter mit arbejde. Men også fordi det sender et signal om, at jeg er tryg ved, at de har styr på det.

Da jeg lavede Momkind, besluttede jeg mig for, at vi skulle arbejde 30 timer om ugen. Det er jo sindssygt, hvor mange mennesker der går ned med stress – ikke bare i en periode med mindre overskud, men den helt store tur, hvor de er væk i flere måneder og måske ender med slet ikke at komme tilbage. Vi bliver nødt til at gøre op med ideen om, at flere timer er lig med mere succes. Jeg tror mere, at det handler om at arbejde smart og fokuseret, end at lægge en masse timer. Og det hjælper en arbejdsuge på 30 timer til. Det kan måske lyde stressende i sig selv. Men vi når en masse, når vi er på arbejde og har tid til at lade op, når vi har fri. For os er 30 timer ikke nedsat tid. Det klinger så negativt. Som om man ikke kan klare mosten. Her er 30 timer fuldtid. Der kan dog være uger, hvor jeg sniger mig op på 35, hvis der sker et eller andet særlig vigtigt. Men så prøver jeg i andre uger at tage den mere med ro.

De dage, hvor jeg skal hente børn, går jeg klokken to-halvtre. Jeg vil hellere lægge en time om aftenen end at hente sent med hjertet helt oppe i halsen. Og så handler det også om at vise overfor mine medarbejdere, at det er okay at gå tidligt, hvis man har behov for det. Jeg er tryg ved, at de lægger de timer, de skal.

På trods af, at jeg insisterer på ikke at arbejde solen sort, kan jeg indimellem også føle mig stresset. Det oplevede jeg i foråret. Pludselig blev jeg mere glemsom og min lunte overfor børnene kortere. Der var drøn på op til jul i virksomheden. Og så kom vinteren, som var så mørk og lang, at man skulle tro, vi aldrig skulle opleve forår igen. Midt i alt vintertristessen sad jeg så med et momsregnskab, som drillede. Og så var der bare ikke mere at give af. Heldigvis reagerede jeg med det samme og tog kontakt til både min coach, som hjælper mig med, hvordan jeg kan give mig selv de pusterum, jeg har brug for i hverdagen, og så arbejder vi med, hvordan jeg skal være som leder. Jeg har også meldt mig til et kursus, hvor man skal sidde i et isbad og lave åndedrætsøvelser. Temperaturforskellen skulle virke afstressende.

Jeg går på et keramikhold hver mandag aften. Jeg har altid elsket at være kreativ, men det har jeg ikke dyrket nok de senere år. Nu sidder jeg så i tre timer i streg og drejer i ler. Det er helt vildt fedt. Det må være noget med det taktile element, at man skaber noget med hænderne. Jeg har lavet nogle vaser, som jeg først syntes var megaflotte. Men da jeg kiggede på dem noget tid efter, tænkte jeg: ’Gud, hvor er de grimme’. Men det er helt fint. Det handler bare om at koble af og have det sjovt.

Min guilty pleasure er at se reality-tv om aftenen, blandt andet Selling Sunset, en serie om en gruppe kvindelige ejendomsmæglere fra LA. Totalt gakket og useriøst. Med andre ord perfekt til at falde ned efter en travl dag. Og så gider min kæreste ikke se det, så på den måde får jeg sofaen helt for mig selv.

Jeg går i seng omkring kl. 22. Efter min beslutning om at holde soveværelset mobilfrit, er jeg begyndt at skrive i en notesbog, ikke decideret dagbog, det handler mere om at sætte ord på, hvordan jeg går rundt og har det. Jeg læser som regel også en halv times tid. Jeg er ret pjattet med Alex Schulmans bøger. Og så har jeg for nyligt læst ’Alt det lys vi ikke ser’ (af Anthony Doerr, red.). For tiden er jeg i gang med Kim Leines ’Profeterne i Evighedsfjorden’. I modsætning til at forsvinde ind i den digitale verden giver det mig ro i kroppen. Og så kan jeg bedre mærke, når det er tid til at slukke lyset.