Rasmine er 25 og chef for en af Nordens travleste restauranter: »For mig er lederjobbet meget mere end et arbejde«

Jeg er ikke den typiske frembrusende leder, der slår hårdt i bordet. Jeg er den lidt mere forsigtige type og ikke så god til at sælge mig selv, som mange mænd er. Men jeg føler, at jeg er god til at få folk med mig, og at jeg er god til at skabe en følelse af, at vi er et hold, der skaber resultater sammen. Når der er noget, vi er uenige om, snakker vi om tingene. Hvis jeg i sidste ende stadig synes, at mine argumenter er de bedste, er det selvfølgelig mig, der træffer den endelige beslutning. Jeg trives godt med at have det ansvar.

Det allerfedeste ved at være leder er, at man får lov til at udvikle andre mennesker koblet med, at du virkelig har mulighed for at påvirke tingene i en god retning. Jeg har lært, hvor vigtigt det er at have de rigtige folk omkring mig – og få dem spillet gode. Det gør nemlig, at jeg også bliver spillet god. Det er en god fornemmelse at gå forrest som leder, når du ved, at du har folk bag dig, der er parat til at gribe dig, hvis du falder.

Specielt i starten havde jeg det svært med de ubehagelige samtaler. Jeg var ikke god til at tage konfrontationer, nok fordi jeg var lidt bange for at træde nogen over tæerne. Jeg har senere lært, at jeg træder folk endnu mere over tæerne, hvis jeg ikke fortæller dem, at de ikke præsterer godt nok; faktisk gør jeg dem en bjørnetjeneste, fordi de ikke får chancen for at rette op. Desuden har jeg jo et ansvar for hele organisationen. Hvis der er en, der ikke gør det godt nok, går det ud over alle de andre.

Jeg havde ondt i maven første gang, jeg skulle afskedige en medarbejder. Jeg var meget nervøs, da jeg bad vedkommende komme ind på mit kontor, men jeg fik forklaret, at det ikke fungerede for os, fordi vi kunne se på vedkommendes performance, at han ikke var, hvor han burde være efter tre måneders ansættelse. Det blev modtaget okay, og jeg husker det i dag som en af de bedre afskedigelser, jeg har gennemført.

Selvom mange af dem, der arbejder her, kun er 18-20 år, er de utroligt optaget af deres udviklingsmuligheder. Det er nærmest noget af det første, der kommer op under jobsamtalen: ’Hvordan kan jeg komme videre’ og ’Hvad vil I gøre for at hjælpe mig videre?’ På den måde er den her generation helt speciel. Jeg kan genkende det i mig selv. Det er jo også sådan, min egen indstilling er. Jeg skal hele tiden vide, hvad mit næste mål er, og hvordan jeg kommer derhen.

Jeg kan tydeligt mærke, at de unge medarbejdere har brug for at mærke, at jeg interesserer mig for, hvordan de har det, ikke kun på jobbet, men også derhjemme; hvordan det går med studiet og kæresten. Derfor tager vi tit en ’cola-snak’, hvor vi lige får snakket om, hvordan de har det, når de ikke er på arbejde. Det forventer og kræver de af mig som leder.

Nogle gange inviterer jeg forældrene med, når vi har en lidt længere snak. Det kan både være, når der er noget, der ikke lige spiller, eller hvis jeg har en udviklingssnak. Det virker faktisk enormt godt, for på den måde får jeg forældrene over på min side, hvis der er en, der ikke lige husker at møde til tiden. Og forældrene kan også være gode medspillere, når jeg fortæller en medarbejder, hvilke muligheder han eller hun har for at avancere i systemet.

Jeg bruger mange timer på jobbet, men jeg er blevet bedre til at sige fra og til at uddelegere. Jeg bor få hundrede meter fra restauranten, og i starten kom jeg rendende i tide og utide, hvis der var det mindste problem. Vi har åbent 24/7 alle ugens dage, så jeg arbejdede nærmest konstant. Det er blevet markant bedre, fordi jeg har trænet mine afdelingsledere til at løse mange af tingene selv. Nu bliver jeg kun forstyrret ved de større ting, og jeg arbejder vel 40-45 timer om ugen.

Det, jeg drømmer allermest om, er at blive HR-chef eller People Manager, som det hedder i vores organisation. Jeg har en kæmpe interesse for HR, og jeg synes, det er vildt fascinerende at udvikle på mennesker. Det er jo også noget af det, McDonalds er allerbedst til; at finde de rigtige talenter, køre dem igennem den interne lederuddannelse og hele tiden sætte nye mål op for dem. På længere sigt kunne jeg godt forestille mig noget endnu vildere, men der er en masse, jeg skal lære først, og en masse, jeg skal have ind under huden.

Det var slet ikke planen, at jeg skulle være leder. Jeg fik mit første job i McDonalds i Odense for fem år siden. Jeg havde taget et sabbatår og ville bare tjene nogle penge, inden jeg skulle på universitet og læse til audiologopæd. Min storebror og storesøster er begge akademikere, og mine forældre pressede på for, at jeg skulle gå samme vej.

Jeg startede i køkkenet med at flippe burgere og svinge pommes frites, men meget hurtigt blev jeg bidt af stemningen på en måde, der er svært at forklare. Jeg blev vildt inspireret af restaurantchefen, som tog sig virkeligt godt af sine folk og satte en retning, som man bare købte ind på, og som motiverede dig til at være med til at skabe en megagod restaurant. Det gav mig lyst til at blive der længere tid og udforske, hvad jeg kunne opnå, hvis jeg virkeligt gjorde mig umage.

Efter et halvt år prikkede min chef mig på skulderen og inviterede mig til en udvidet MUS-samtale. Han fortalte, at jeg var en medarbejder, der kunne komme langt, og så skitserede han hvilke muligheder, jeg havde. Jeg tror, han så en meget ambitiøs og målrettet medarbejder i mig, og så har han nok også vurderet, at jeg havde de rigtige værdier til, at han kunne få en dygtig leder ud af mig. Nærmest fra første dag tog jeg ansvaret for mine opgaver ekstremt seriøst. Og jeg var typen, der altid tilbød en hjælpende hånd, hvis det kneb at følge med et sted. Vi aftalte, at jeg skulle trænes op til at blive daglig leder, og derefter fik jeg stille og roligt mere og mere ansvar og kom også på et tredageslederkursus i København.

På et tidspunkt foreslog min chef mig at uddanne mig til handelsøkonom; en videregående handelsuddannelse, hvor man får øget faglighed inden for blandt andet ledelse, indkøb, salg og markedsføring. Jeg syntes, det lød megaspændende, men i første omgang sagde jeg nej, mest fordi mit bagland stadig pressede på for at få universitetet. Så jeg startede i stedet på audiologopædi-studiet. Men jeg arbejdede stadig fuldtid i McDonalds, og efter tre måneder droppede jeg ud af studiet, fordi jeg kunne mærke, at den anden retning trak i mig.

Jeg valgte også at følge min chefs råd om at tage uddannelsen som handelsøkonom. Det var virkelig hårdt, for jeg arbejdede fortsat i restauranten på fuldtid. 10 måneder inden jeg afsluttede studiet, blev jeg udnævnt til restaurantchef for McDonalds i Rosengårdscentret i Odense, en af de travleste McDonalds-restauranter i Norden med omkring 85 medarbejdere. Men jeg klarede mig igennem og fik et 12-tal for min hovedopgave og prisen for ’holdets bedste opgave’. Det var en vild måde at slutte af på.

Min familie er heldigvis vildt stolte af, hvad jeg har opnået her, også selvom de i begyndelsen nok tænkte, at det ’bare’ var et fritidsjob og ’bare’ var fast food. Men jeg har lige fra starten syntes, at det var fedt og meget mere end et fritidsarbejde. Jeg føler, at det at være leder her er blevet en livsstil og også måden, jeg er på som person. Jeg har det sådan, at jeg kun lige er begyndt på en fantastisk rejse. Jeg kan ikke vente med at se, hvor jeg ender her i McDonalds. Det er meget mere end bare at lave burgere og pommes frites, og det her ledermindset påvirker mig i alt, jeg gør, også i en grad, så min kæreste driller mig med, at jeg altså kun er chef på restauranten, ikke derhjemme. Det kan jeg godt glemme alt om, siger han.

Vi skal giftes til sommer, og på et eller andet tidspunkt er det da klart inde i billedet, at vi skal have nogle børn. Jeg kan sagtens se, at det kan fungere samtidig med, at jeg forfølger mine drømme. Jeg kan jo se på nogle af mine lederkolleger, at det godt kan lade sig gøre.