Kun samtale kan gøre op med bias
Selv om Charlie Rødgaard er meget optaget af, hvordan specielt meget unge ledere opfattes, er han ikke blind for, at aldersbias rammer ældre ledere i endnu højere grad. Han betegner det som helt urimeligt, at dygtige ledere oplever, at karrieren sander til, bare fordi de er fyldt 60.
»De ældre ledere kæmper med myten om, at de måske ikke har så meget energi længere og sikkert snart skal på nedsat tid. Men hvis du stadig har god energi og har lysten til at være leder af de rigtige årsager, er det fuldstændig underordnet for mig, om du er 65 eller 20. Efter min mening kan du være en vanvittigt dygtig leder som 65-årig eller som 20-årig, men af en eller anden grund har vi som samfund en udfordring med, at vi ofte vælger ledere, der er omkring de 40 eller 50.«
Nogle vil måske undre sig over, at du overhovedet stiller op til det her interview, når du har så svært ved at tale om din egen alder?
»Jeg har virkeligt også overvejet det nøje og nærmest haft ondt i maven i dagene inden. Men jeg har gjort op med mig selv, at vi kun kan lykkes med at nedbryde fordommene om alder, hvis vi begynder at tale om det.«
Hvad er det helt præcist, du er så nervøs for?
»Jeg er bange for, hvad vores kunder, interessenter og samarbejdspartnere tænker om, at Adeno har en så ung leder. Jeg håber, at de vil tænke, at jeg stadig er den samme Charlie, der står for de samme ting, uagtet om man kender min alder eller ej, men reelt ved jeg jo ikke, hvordan de vil reagere,« siger Charlie Rødgaard, der håber, at hans egen åbenhed om, hvordan han selv oplever aldersbias, kan give andre unge mod på lederlivet.
»Jeg ville elske, hvis andre unge får lyst til at prøve ledelse af, når de hører min historie. Mit bedste råd til dem er at stole på sig selv og kaste sig ud i det. Jo mere vi taler om aldersbias, jo flere succeshistorier vil der forhåbentlig også komme. Og så når vi forhåbentlig en dag til det punkt, hvor vi kun fokuserer på, hvor seje mange ledere er – og ikke på deres køn, alder, etnicitet eller noget helt fjerde.«