Mads Nipper er CEO i Grundfos og én af hovedtalerne på Ledelsens Dag.
Mads Nipper er CEO i Grundfos og én af hovedtalerne på Ledelsens Dag.
Mads Nipper:

»Der er ingen ledere, der ikke har mulighed for at gøre en positiv forskel i andre folks liv«

Foto Christian Als
19. november 2020

Ifølge CEO i Grundfos handler ledelsesgerningen i dag om langt mere end at drive en forretning. Det handler også om at yde nogle bidrag, som samfundet har glæde af. Han ser derfor bæredygtighed som ét af de vigtigste emner for ledere lige nu og fremover.

Gå til Action card

Noget af det første, Mads Nipper gjorde, da han begyndte som CEO i Grundfos, var at nedlægge bæredygtighedsafdelingen.

Han er nemlig af den overbevisning, at hvis du som leder for alvor vil implementere bæredygtighed i din virksomhedsstrategi, skal der løftes i flok og ikke kun af en bestemt gruppe.

»Det fik den indikation, at alle andre mennesker sagde: ”Jamen alle tiders. Bæredygtighed er de 16 mennesker, der sidder der” – og det vil sige, at det ikke er de 18.984 andre ansattes job«.

»Det er en fundamental fejl for bæredygtighed. Derfor valgte vi at bringe bæredygtighed ind i ledelsessystemet. Det, tror jeg, er det, vi alle sammen skal gøre«, fortæller han under sit oplæg til Ledelsens Dag.

Bæredygtighedsrejsen er ifølge Mads Nipper ikke nem. Derfor er det vigtigt, at du som leder beslutter dig for, om det virkelig er noget, du vil, inden du kaster dig ud i det.

»Det er fuldstændig afgørende som leder på alle niveauer at træffe et fundamentalt personligt valg om, hvorvidt du ønsker at gå ned ad denne vej. Du vil ikke blot møde meget modstand fra aktionærer, der ønsker afkast, du vil også møde meget modstand fra folk, der vil sige: ”Hvordan gør vi så det her”?«, fortæller han og tilføjer:

»Der vil komme en masse spørgsmål, som du ikke kan svare på. For hvis det her var nemt, så var alle virksomheder allerede i gang og havde løst det«.

Vil gøre en positiv forskel for andre

I sin mangeårige karriere som leder har Mads Nipper fulgt et princip om at vælge at gøre en positiv forskel i andre menneskers liv.

Hvis alle tænkte det ind i deres ledelsesgerning, så mener han, at man ville nå langt med at skabe mere bæredygtige samfund, selv om der er mange udfordringer.

»Som leder er du nok det vigtigste menneske i dine ansattes liv, og derfor har du mulighed for at påvirke deres liv i en god retning. Du kan hjælpe dem med at spore sig ind på, hvordan de får et bredere perspektiv på, hvad det vil sige at arbejde. Du kan få dem til at føle, at de er en del af noget større, end de nogensinde selv kan opnå i deres liv«, siger han og fortsætter:

»Det er det, virksomheder kan gøre for mennesker. Derfor er der ingen ledere, der ikke har mulighed for at gøre en positiv forskel i andre folks liv«.

Han mener ikke, at man behøver at være en stor spiller som Grundfos eller Ørsted for at blive mere bæredygtig. Alle virksomheder kan pege deres forretning i den retning, hvis de vil.

»Her er det topchefens opgave at få det gjort klart, hvad det er for en rolle, virksomheden spiller, og spørge sig selv: ”Hvad ville verden savne, hvis din virksomhed ikke var der?”«.

»Alle ledere i virksomheden skal hjælpe medarbejderne med at se det, forstå det og forklare dem, hvordan de kan bidrage til det«, fortæller han.

Tre ben i en bæredygtig virksomhed

Mads Nippers tilgang til bæredygtighed er, at virksomheden har tre ben: Footprint, der handler om hvilken skade virksomheden gør – eksempelvis hvor meget CO2, den udleder.

Handprint, der handler om, hvilken positiv forskel ens produkter og ydelser gør, og hvordan man får det maksimale ud af dem.

Og til sidst Blueprint, der handler om, hvordan du som leder – ud over dit daglige arbejde – kan bidrage med at italesætte en bæredygtig dagsorden, der ikke nødvendigvis har noget at gøre med din virksomhed.

Et eksempel på det er den rolle, som Mads Nipper sammen med 12 andre har påtaget sig som formænd for regeringens klimapartnerskaber.

»Det gjorde jeg ikke, fordi vi skulle sælge flere pumper i Grundfos. Det gjorde jeg fundamentalt set for at sikre, at Danmark kunne være rollemodel og trække verden et bedre sted hen og være endnu mere innovative i forhold til grønne løsninger«, fortæller han.

Ifølge Mads Nipper er bæredygtighed ét af topchefernes vigtigste emner lige nu, og du skal være indstillet på, at ledelsesgerningen ikke er særlig snæver længere.

»Den er faktisk meget bredere. Du engagerer dig meget mere med de interessenter, virksomheden har, og gerningen er også at yde nogle bidrag, som samfundet har glæde af, og dermed også som virksomheden indirekte har glæde af«, afslutter Mads Nipper.

 
LedelsensDag2024_056-wide
ÅRETS LEDER 2024

Kolleger, chefer og venner tegner et samstemmende billede af Årets Leder 2024: Hun har hele pakken

Ambus' CEO, Britt Meelby Jensen, beskrives som knusende dygtig og ambitiøs, og samtidig lyttende, ordentlig, transparent og sjov – og dermed den helt rigtige modtager af prisen som Årets Leder 2024.
15 min.
Jens Bjørn Andersen sidder på et havemøbel
Sporskifte

Et år efter han blev kåret til Årets Leder, har Jens Bjørn Andersen genopfundet sig selv

Han var en af Danmarks mest succesrige topchefer, men nu giver Årets Leder 2023, Jens Bjørn Andersen, sine erfaringer videre til andre ledere: Sæt klare mål og kommuniker dem grundigt, vær åben, transparent og lyttende – og husk på, at der også skal være et liv udenfor jobbet, lyder nogle af de vigtigste ledelsesråd fra den tidligere DSV-chef.
10 min.
Aarets-Leder_de-nominerede_2024_1920x960-(1)
Ledelsens Dag 2024

Her er de nominerede til Årets Leder 2024

Fire markante ledere fra Ambu, Kræftens Bekæmpelse, Danske Bank og Red Barnet kan løbe med landets fornemste lederpris.
5 min.
Johanne Schmidt-Nielsen står foran en væg på et kontor
Nomineret til årets leder 2024

Johanne Schmidt-Nielsen: »Jeg håber aldrig, at jeg stopper med at tvivle«

Med Johanne Schmidt-Nielsen for bordenden har Red Barnet øget sine indtægter markant og skabt øget fokus på børn og unges rettigheder verden over. Derfor er hun nomineret til Årets Leder 2024.
8 min.
Carsten Egeriis smiler
NOMINERET TIL ÅRETS LEDER 2024

Carsten Egeriis: »Som topleder bliver du nødt til at vise noget skrøbelighed«

Han har som CEO i Danske Bank indført en mere moderne og åben kultur og er godt i gang med at genopbygge tilliden blandt kunder og medarbejdere. Derfor er Carsten Egeriis nomineret til Årets Leder 2024.
7 min.